Home - I Know Places 2, Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Dette er to'eren til 'I Know Places'. Harry er i fængsel, men kommer snart ud igen. Han har siddet inde længe, og meget er anderledes. Det har været hårdt for Aria, der ikke kun mistede Harry, men hendes forældre valgte også at gå fra hinanden. Aria er startet på collage - det samme som hendes veninde Alice. Aria skrev breve til Harry inden han kom i fængsel, men hun sendte kun ét brev til ham, mens han sad inde. Hvad sker der når Harry endelig bliver lukket ud? Kan Aria tilgive ham? Eller er hun kommet videre med en anden?

27Likes
27Kommentarer
9018Visninger
AA

10. 9: No love

Da døren lukkede, folede jeg mine arme om mig, som for at kramme mig selv. Som for at skærme mig selv fra den smerte der langsomt bredte sig i min krop. Jeg satte mig langsomt ned på gulvet, stadig med mine arme om min talje, og så hulkede jeg. Han var væk.

Jeg var så forvirret over mine egne følelser, og jeg havde svært ved at samle mig selv. Jeg hev, gispende efter vejret, som om jeg lige havde været ved at drukne. Den smerte jeg følte i min krop var så ubeskrivelig. Jeg vidste ikke hvordan folk overlevede det her.

Døren blev smækket op, og ind kom Alice – hun var rasende, men da hun så mig, blev hendes blik blidt, og hun skyndte sig hen, og lagde armene om mig. Jeg ved ikke hvor længe vi bare sad der. Hendes arme om mig, mens mine tåre trillede ned af mine kinder. Men det føltes som meget længe. Det føltes som om smerten, der havde bredt sig fra mit bryst, og ud til alle cellerne i hele min krop, ikke ville stoppe.

”Træk vejret, skat,” trøstede Alice mig. Jeg tog en dyb indånding, og prøvede at berolig mig selv.

”Okay,” hviskede jeg. ”Okay”. Alice strøg mig over ryggen, indtil jeg holdte op med at græde. Indtil jeg ikke længere gispede efter vejret, men trak det normalt igen.

”Okay, fortæl mig hvad der er sket,” sagde Alice, og satte sig i stedet over for mig på gulvet. Hun rakte en smal hånd frem, og i en langsom, kærlig bevægelse tørrede hun de sidste tåre væk. Jeg sagde ikke noget i et stykke tid, for jeg stolede ikke på min stemme. Jeg vidste, at jeg ganske enkelt ikke var i stand til at sige noget, uden at begynde at græde igen.

Da jeg endelig følte, at jeg havde fået mere styr på mig selv, åbnede jeg munden, og fortalte Alice alt hvad der var sket. Du elsker mig jo ikke mere. Jeg kunne ikke få hans ord til at forlade mit hoved. Hans stemme. Den måde han havde sagt det på. Det var ikke min skyld, jeg kunne ikke gøre for det.

”Så du elsker ham ikke?” spurgte Alice. Hun lød næsten henrykt, som om hun gerne ville have, at mine følelser for Harry forsvandt.

”Man holder da ikke bare sådan op med at elske et andet menneske, Alice,” sagde jeg, en smule forundret over hendes tonefald. Alice trak bare på skuldrene.

”I har kæmpet mere for det forhold en alle andre mennesker ville have gjort. På den måde ligner du dine forældre”. Alice lod et lille grin undslippe, da hun rejste sig fra gulvet.

”Hvad skal det betyde?” spurgte jeg, usikker på om jeg forstod hvad hun mente. Jeg havde en idé, og jeg var bestemt ikke vild med den. ”Du ved, de blev sammen også selvom din mor ikke længere elskede din far,” sagde Alice, og viftede afværgende med hånden.

”Det er da ikke det samme,” vrissede jeg. Alice sendte mig et forundret blik, men det blev hurtigt erstattet af et blik fyldt med vrede.
”Hvordan er det ikke det samme?”

”Jeg har ikke været Harry utro. Han blev anholdt, og han kom i fængsel, og jeg havde det forfærdeligt med at være væk fra ham, for selv dengang elskede jeg ham. Du ved intet om vores forhold, Alice,” snerrede jeg. Alice himlede bare med øjne og gik ind på sit værelse. Med det samme havde jeg lyst til at gøre det godt igen, men jeg vidste, at hvis jeg gik ind til hende nu, ville det hele bare blive værre. Hun var min bedste veninde, men vi havde altid været uenige om hvorvidt Harry skulle være inde i billedet. Og nu lod det til at Alice fik sin vilje.  

Jeg fandt min mobil frem, og ringede til Jackson. Jeg gik utålmodigt frem og tilbage i rummet, mens jeg ventede på, at Jackson ville tage telefonen. Han svarede efter det tredje ring.

”Hej Aria, hvad så?” spurgte han glad.

”Øm,” mumlede jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg vidste ikke om han ville kunne forstå.

”Er du okay?” spurgte Jackson foruroliget.

”Harry har slået op med mig,” sagde jeg langsomt, som om jeg blev nødt til at være forsigtigt med ordne. Som om, at hvis jeg sagde det for hurtigt, så ville det gøre mere ondt.

Jeg tog en dyb indånding, og ventede på Jacksons svar, men der var stille i den anden ende af røret.

”Jackson?” Jeg blev i tvivl et øjeblik om han havde lagt på, men så hørte jeg ham sukke.

”Aria, hvad havde du forventet?” begyndte han, men inden jeg nåede at forsvare Harry, fortsatte han; ”Jeg kan godt forstå hvis du er ked af det, men det er Harry vi snakker om. Jeg har kendt ham i længere tid end du har, og ærligt så er jeg ikke overrasket. Harry holder sig ikke til én pige. Jeg var overrasket over, at han overhovedet har brugt så meget tid på dig”. Jackson snakkede hurtigt, som om han havde villet sige det i et stykke tid nu.

”Jackson, jeg ved godt, at du ikke kan lide ham men…”

”Ikke lide ham, Aria, jeg hader ham. Hader okay. Jeg ved ikke hvad du ser i den fyr?” afbrød Jackson mig, frustreret. Irriteret over hans manglende forståelse, og irriteret over, at Alice heller ikke havde været til nogen hjælp, lagde jeg på uden et ord mere.

Hvor ironisk var det ikke lige at tænke på, at den eneste der kunne fikse det her rod, var ham der havde rodet det hele til, til at starte med.   

 

 

 

Med røde, øjne, og våde kinder tog jeg endnu en slurk af min øl. Louis var ikke hjemme endnu, og det var jeg taknemmelig for. Det var ikke fordi, jeg ikke havde lyst til at snakke med – faktisk var han den eneste jeg havde lyst til at snakke med – det var mere fordi jeg havde brug for at tænke det hele igennem. Jeg havde brug for at kunne græde i fred. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville være på min side, men jeg havde ikke brug for andet end stilhed lidt endnu.

Louis kom ikke hjem før et godt stykke tid efter jeg var blevet færdig med min øl. Jeg havde vasket mit ansigt, så jeg ikke længere lignede en der havde grædt.  

Jeg stod lænet ind over vasket, ude på badeværelset da jeg hørte hoveddøren gå op og i.

”Hej,” råbte Louis. Der lød fodtrin og en anden dør blev åbnet. Han var formodentlig gået ind på sit værelse med sin taske. Jeg kiggede på mit spejlbillede, og rystede på hovedet af mig selv. Jeg havde slået op med hende. Ikke omvendt. Men jeg elskede hende stadig. Jeg slog op med hende og det havde følt som om jeg var ved at drukne. Som om jeg stak en kniv i mit eget hjerte. Jeg havde påført mig selv denne smerte, så nu måtte jeg også selv tage mig af den uudholdelige smerte jeg havde i mit bryst.

Jeg åbnede døren til badeværelset, og forlod rummet. Louis sad i sofaen med en øl i hånden. Han sendte mig et stort smil. Jeg forsøgte at gengælde det, men det blev ikke til mere end et halvhjertet forsøg på at se, bare en lille smule glad ud.

”Hvad er der med dig?” spurgte Louis. Hans smil var stadig på læberne, men hans øjne var omsorgsfulde, og sandfærdige. Jeg havde set ind i de øjne så mange gange før, men en ubeskrivelig følelse af at være i trygge rammer skyllede ind over mig hver gang han så sådan på mig.

Jeg satte mig ned på en lænestol der stod tæt på sofaen, Louis sad i. Jeg hvilede mine arme på mine knæ, og foldede mine hænder.

”Aria og jeg er ikke længere sammen,” mumlede jeg, og fjernede mit blik fra Louis. De var blevet gode venner mens jeg sad i fængsel. Jeg vidste, at han ville gøre alt for at få mig til at få det bedre, men han kendte Aria godt, så det ville ikke være overraskende hvis han forstod hvorfor vores forhold var gået galt.

Jeg kunne mærke Louis blik brænde sig ind i siden af hovedet på mig, men jeg havde ikke lyst til at møde hans blik. Jeg havde ikke lyst til at se hans medlidenhed i de blålige øjne.

”Hvorfor ikke? Det gik da godt mellem jer, gjorde det ikke?” Jeg kunne høre overraskelsen i hans stemme, men hvad andet havde jeg forventet? Jeg havde ikke fortalt Louis, at jeg havde vaklet i min tro på at Aria elskede mig. Jeg havde ikke fortalt ham om andet end hvad der gjorde mig glad. Så hvorfor skulle han ikke være overrasket nu hvor det ikke længere var sådan? Nu hvor jeg tydeligvis ikke længere var glad.

Jeg lod mit blik lande på Louis. Han var min bedste ven, og jeg kunne ikke lade være med at fortælle ham sandheden, så det var hvad jeg gjorde. Jeg fortalte ham hvordan hun havde set på mig, og hvordan jeg havde fortalt hende, at jeg følte hun hadede mig. Og Louis lyttede. Han sagde ikke noget, ikke før jeg var færdig, og ikke før han havde tænkt det igennem.

”Det er jeg ked af at høre, jeg troede ærligt at i ville klare det,” begyndte Louis. ”Men jeg forstår godt hvis hun har det svært, Harry. Hun følte, at du forlod hende med en hel masse problemer, og uden en kæreste der kunne hjælpe hende. Hvis du gerne vil gøre det godt igen, så…” Jeg rystede kraftigt på hovedet, for at få ham til at stoppe med at snakke. ”Jeg slog op med hende, ikke omvendt. Jeg kan ikke slås mere for hendes skyld. Det er slut fordi jeg besluttede mig for, at det skulle stoppe, okay” råbte jeg. Havde han ikke hørt efter?

”Du er uforbederlig,” snerrede Louis. ”Jeg ved godt, at du er såret. Jeg kender dig bedre end nogen anden, og lige præcis derfor ved jeg også hvorfor du reagere som du gør. Du bliver vred, og aggressiv fordi du ikke vil anderkende, at du i virkeligheden er skrøbelig. Harry, for helvede, du har brug for hende. Jeg…” han stoppede med at snakke, og så på mig. Han havde rejst sig fra sofaen, og stod med siden til mig. Han satte hænderne i siderne og vendte sig om mod mig. Hans blik var blidt, men hans kropssprog var bestemt.

”Du hvad?” sukkede jeg. Louis og jeg havde vidst hvem jeg var, at jeg var ’skrøbelig’. Han vidste, at jeg aldrig lukkede nogen ind, og nu havde jeg gjort det. Jeg havde leget med ilden, og nu havde jeg brændt mig. Jeg havde brændt mig så meget, at jeg ikke vidste om jeg nogensinde ville hele igen.

”Det ved jeg ikke Harry. Jeg ved ikke hvad det var jeg ville sige. Du er min ven, min bror, og jeg elsker dig, men du har en tendens til at skubbe de folk væk du har allermest brug for. Mit forslag er, at du giver det lidt tid, og så kan i måske være venner? Jeg er hendes ven, og jeg ved, at hun er fantastisk at have omkring sig,” sagde Louis, og lod sine arme falde ned langs siden. Jeg nikkede, og begravede så mit ansigt i mine hænder. Der skete alt for meget på en gang, og det eneste jeg havde lyst til var at sove.

”Tak, Lou. Jeg går i seng, og så må vi se på det i morgen,” mumlede jeg, og rejste mig fra stolen. Louis nikkede, og mumlede godnat.

Det var stadig rimelig tidligt, og jeg vidste udmærket godt, at jeg nok ikke kunne sove, men jeg havde heller ikke lyst til at være vågen. Så længe jeg var vågen ville jeg ikke kunne lade være med at tænke på Aria, og det var det sidste jeg havde brug for lige nu.

 

De følgende to uger var uudholdelige. Aria og jeg havde kun én time sammen, men det var kvælende at være i nærheden af hende. Jeg kunne se, at hun undgik mit blik. Undgik mig. Og det gjorde mig ikke noget den første uge, men nu, som denne uge skred mod sin ende var jeg ved at gå amok. Jeg vidste godt, at det var min egen skyld. Jeg vidste godt, jeg ikke havde nogen ret til at snakke med hende, eller for hende til at se på mig, men jeg kunne ikke lade være med at håbe på, at hun havde det som jeg. Som om, at trods alt det der var sket mellem os, så manglede vi stadig hinanden i vores liv. Jeg savnede hende som en gal, men jeg vidste at jeg havde bragt det her på mig selv.

Fredag eftermiddag satte jeg mig ned i den lænestol jeg havde siddet i hver eftermiddag i næsten to uger. Jeg havde en øl i hånden og havde placeret fire mere på sofabordet ved siden af stolen.  Louis var ikke hjemme ofte, for han var begyndt at snakke rigtig meget med en pige han havde mødt mens jeg sad inde. Jeg havde endnu ikke mødt hende, men lige nu var jeg bestemt også ligeglad.

Hoveddøren åbnede og blev lukket med brag.

”Harry, hvad fanden laver du?” spurgte Louis vredt, da han så sidde i sofaen, som jeg havde gjort det mange dage i streg nu.

”Hvad ser det ud til, jeg laver?” spurgte jeg irriteret og satte flasken fra mig på det mørke sofabord.

”Det ser ud som om du laver ingenting. Du burde tale med hende. Snakke det igennem med hende. Du kan i det mindste rydde op efter dig selv, og gå ind på dit værelse, for min pige kommer fordi, og du er alt for irritabel til at være herinde, okay?”. Jeg modstod fristelsen til at himle med øjne af ham. ”Eller tag hjem?” sukkede Louis, som om det var det mest enkelte i verden.

”Du siger tag hjem som om det er simpelt, men hvor tager man hen når ’hjem’ ikke elsker én længere?” sagde jeg, tårerene klar i min stemme.

Louis så på mig med et gennemborede sørgeligt blik. Blikket var så intenst, at jeg ikke vidste om jeg skulle holde hans blik eller om det var bedst at se væk. Jeg kunne ikke få mig selv til at se væk.

”Har hun sagt det?” Louis lød forundret, som om at det egentlig ikke rigtig gav mening.

”Nej ikke præcist, men hun var ret tydelig. Fuck Louis, det tog så lang tid at få hende til at falde for mig til at starte med, og nu tror jeg, at jeg har mistet hende – virkelig mistet hende. Jeg så ikke andet end had og smerte i hende øjne, da jeg snakkede med hende,” sagde jeg og lod en tåre glide ned a min kind.

”Det er jeg sgu ked af mand, jeg ved du stadig virkelig elsker hende. Men du så ikke hvordan hun havde det mens du var væk. Hun forsvarede dig overfor folk der sagde onde ting om dig og så gik hendes forældre fra hinanden. Jeg ved godt, at det nok var for det bedste, men det var stadig en stor omvæltning. Hun har haft det svært, og du kan ikke ligefrem bebrejde hende for at have det svært med dig”.

”Det ved jeg. Det er stadig svært at se hende snakke ubesværet med sine venner, som om det her slet ikke har nogen effekt på hende. Det er som om jeg sidder her og drukner mens hun ikke har et eneste problem i verden,” sukkede jeg, og begravede mit ansigt i hænderne.

”Jeg ved det, Harry. Jeg er ked af det, okay, det er jeg. Men for hvad det er værd,” begyndte han. ”Så håber jeg virkelig at i ender sammen, for du var gladere end jeg nogensinde har set dig, da du havde hende ved din side, selv da i kun var venner”. Han vendte sig om for at gå ind i et andet rum, men vendte sig om for at sige en sidste ting.

”Jeg ved med sikkerhed, at hun stadig elsker dig med hver enkelt fiber i sin krop – men hun er nok ikke glad for at indrømme det.” Han gik og jeg kunne ikke lade være med at lade et lille smil glide over mine læber.  

 

_____________________________________________________________________________

Så kom der endelig et kapitel mere. 

Harry klare ikke bruddet særlig godt - men det lader til at Louis har givet ham et håb. 

Og hvem er det Louis har så travlt med? 

Jeg håber I stadig læser med, og at I stadig kan lide movellaen? 

Kæmpe krammer xoxo 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...