Home - I Know Places 2, Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Dette er to'eren til 'I Know Places'. Harry er i fængsel, men kommer snart ud igen. Han har siddet inde længe, og meget er anderledes. Det har været hårdt for Aria, der ikke kun mistede Harry, men hendes forældre valgte også at gå fra hinanden. Aria er startet på collage - det samme som hendes veninde Alice. Aria skrev breve til Harry inden han kom i fængsel, men hun sendte kun ét brev til ham, mens han sad inde. Hvad sker der når Harry endelig bliver lukket ud? Kan Aria tilgive ham? Eller er hun kommet videre med en anden?

27Likes
27Kommentarer
9063Visninger
AA

9. 8: No more fighting

Aria og jeg brugte mindre og mindre tid sammen, og når vi endelig fandt tid til hinanden. Når vi ikke havde en milliard lektier, og Aria ikke havde planer med Jackson eller Alice – så brugte vi lidt tid sammen.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg havde det helt fint med, at hun var venner med Jackson. Jeg hadede den fyr, virkelig hadede ham. Men jeg ville heller ikke bestemme hvem Aria skulle være venner med, så jeg bed det i mig, og prøvede at skubbe jalousien væk, men det blev sværere og sværere for hver dag.

Det var noget jeg snakkede meget med Louis om, men han slog det hen, og sagde, at det nok havde mere at gøre med min fortid med Jackson, og ikke så meget, at han var venner med min pige.

En anden ting jeg også var usikker på, var hvad Aria og jeg egentlig var. Jeg havde ikke spurgt hende om hun havde lyst til at være min kæreste igen. Alt ved hendes krops sprog, og den måde hun undgik emnet, fortalte mig, at hun ikke ville sige ’ja’ hvis jeg spurgte hende.  Jeg havde egentlig ikke så meget i mod det, for jeg forstod godt, at vi blev nødt til at gå langsomt frem, hvis vi skulle få det her forhold til at fungere. Og det gik godt, det eneste jeg stadig fandt foruroligende var den måde hun nogen gange kiggede på mig. Jeg kunne ikke læse hendes blik, og det gik mig på.

Netop det havde jeg også vendt med Louis, men han havde slået det hen, som en bagatel. ”Det handler ikke om hvordan hun ser på dig, men at hun stadig elsker dig,” havde han sagt.

Og nu var det dét jeg tænkte på når hun så på mig, med det der ulæselige blik.

 

Jeg havde egentlig tænkt mig at invitere Aria ud i denne weekend, men hun havde fortalt mig, at hun skulle besøge sin mor. Hun havde også forslået, at jeg tog hjem til min mor, fordi; ”Du har jo ikke set hende siden du kom ud, Harry”. Hun havde ikke lydt anklagende, men nærmere en trist. Lidt som et barn der var blevet skuffet over den gave det havde fået. Jeg havde blot rystet på hovedet af hende, men alligevel sagt, at det nok var en god idé.

Min mor havde lydt henrykt, og sagt, at hun ville spørge Gemma om hun ikke kunne nå hjem, så vi kunne være samlet igen. Aria havde foreslået at vi kørte sammen, ”så er vi jo lidt sammen i weekenden alligevel,” havde hun sagt, og sendt mig et sødt smil.

Jeg havde sagt det var en god idé, men nu, som vi sad i bilen på vej fra London til Holmes Chapel. Aria var faldet i søvn ti minutter efter vi var begyndt at køre. Så meget for at være sammen, tænkte jeg, men kunne alligevel ikke lade være med at se på, hvor sød hun så ud når hun sov.

”Aria, vi er fremme,” sagde jeg og aede hende på kinden. Hun åbnede langsomt sine, søvnige øjne, men da hun så mig smilede hun. Det var et træt men dejligt smil.

”Det er lang tid siden, jeg er vågnet op ved siden af dig,” mumlede hun. Jeg nikkede. Det var rigtigt. Vi havde egentlig ikke rigtig sovet sammen så meget før, men jeg havde nydt at vågne ved siden af hende, og det så ud på hende, som om dét i det mindste ikke var anderledes for hende.

”Tak,” sagde hun og steg ud. Jeg havde lidt håbet på, at hun ville kysse mig farvel, men inde jeg nåede at sige noget, havde hun lukket døren. Jeg bandede. Der var ikke noget at gøre, jeg måtte vente til søndag.

 

Velkomsten hjemme hos min mor var ikke som jeg havde ventet. Hun så oprigtigt glad ud, for at se mig, og det samme gjorde Gemma.

De havde begge været og besøge mig da jeg sad inde, mor mere end Gemma. Gemma havde trods alt også en masse andet at tænke på, end sin lillebror der sad i fængsel, så jeg havde ikke forventet andet af hende. Min mor havde været der ofte, men det havde næsten været bedre hvis hun var blevet væk. Hun havde set så utilpas ud, så skuffet, hver gang hun havde besøgt mig.

Jeg havde bidt det i mig, og smilet. Sagt at jeg var glad for at se hende.

”Harry, min skat, hvor er det dejligt at se dig,” smilede hun, og omfavnede mig. Det var et langt, hårdt, men behageligt kram. Gemma omfavnede mig også længe. Jeg måtte indrømme, at jeg havde savnet dem mere end jeg først havde troet.

Vi satte os indenfor, så vi kunne spise aftensmad. Det var tydeligt, at min mor havde gjort lidt ekstra ud af det, men jeg klagede ikke. Det smagte fantastisk.

”Så-å, Harry, kan du huske den gang du var helt vildt forelsket i den her pige, som…” mere nåede Gemma ikke at sige, for jeg var ved at kvæles i det vand jeg var ved at drikke. Jeg hostede men nikkede.

”Hvordan tog hun det?” Gemma behøvede ikke at uddybe hvad det var, for vi vidste det alle tre. Jeg trak lidt på skuldrene. ”Ikke så godt, men vi arbejder på det,” sagde jeg, og lod et smil glide hen over mine læber.

”Er i sammen?” spurgte Gemma, lidt for overrasket. Det lod til, at hun godt kunne se, at det måske havde lydt en smule fornærmende, så hun sendte mig et undskyldende blik.

”Nej, ikke endnu,” sagde jeg og blinkede med det ene øje, og lod det kække smil spille på mine læber.

”Så kan vi kende dig igen,” grinede Gemma. 

”Men går det godt mellem jer, eller hvad?” spurgte Gemma sødt. Jeg lod et lille smil glide over mine læber. Det gjorde det vel, men vi havde skændtes lidt meget her på det sidste. Vi råbte ikke af hinanden, men vi var ligesom begge irriteret. Jeg vidste at hun blev irriteret fordi jeg havde en kortere lunte end jeg plejede, fordi jeg var frustreret over den måde hun så på mig på. Men det var mindst ligeså frustrerende når hun undgik øjenkontakt helt. Men det var umiddelbart småting, så jeg sagde til Gemma; ”Det går egentlig fint nok”.

Jeg smilede til hende, men jeg kunne mærke et lille stik i brystet. Jeg savnede Aria, allerede, og det gjorde ondt, at hun stadig virkede usikker omkring vores forhold. Jeg havde ikke lyst til at snakke mere om Aria, og det lod til, at Gemma fornemmede det, for hun skiftede emne.

”Hvordan er det at gå på universitet?” spurgte hun med et grin. Jeg smilede og fortalte hende og mor om timerne på universitet, om de mennesker jeg havde timer sammen med, og om hvordan det var at bo sammen med Louis.

”Nu opfører i jer ordentligt, ikke Harry,” sagde min mor strengt. Jeg vidste, at hun stadig var bekymret for, at jeg lavede ulovlige ting, men hun forsøgte at skjule det.

”Ja, mor, Louis har altid været mere fornuftig end både Ed og jeg tilsammen,” sagde jeg, en smule anstrengt. Det var sandt, at Louis var mere fornuftig – ikke at det sagde super meget, for ingen af os var særligt fornuftige – men Louis var bedre til at stoppe inden det gik for vidt.

”Hvad skete der egentlig med Ed?” spurgte mor. Hun så ikke på mig, og jeg vidste, at det var fordi hun ikke kunne holde skuffelsen fra sit blik.

”Han sidder stadig inde mor, for som jeg har sagt flere gange, så boede jeg hos ham, men han lavede en masse uden mig, det var ikke min…”

”Nej det var ikke din skyld det hele, det har du sagt,” sagde min mor opgivende. Vi havde haft den her diskussion mange gange. Det var reelt ikke min skyld at jeg var blevet anholdt. Jeg havde hjulpet Ed med at true nogle mennesker der skyldte ham penge – vi havde været oppe at slås mange gange, men der var mange ting Ed slet ikke havde fortalt mig om.

”Harry, du bliver nødt til at tage ansvar for dine handlinger,” sagde min mor, stadig med blikket rettet væk fra mig, som om det gjorde ondt på hende at se på mig.

”Det gør jeg også, mor, det er dig der ikke tror mig,” sagde jeg vredt. ”Jeg har ikke gjort andet end hvad jeg indrømmede i retten”.

”Harry”.

”Nej, mor, jeg er din søn, hvorfor stoler du ikke på mig?” råbte jeg. Jeg drejede mig på stolen så jeg sad med fronten mod hende. Endelig så hun på mig. Hun lignede mest af alt én der lige havde fået knust sit hjerte. Og så slog det mig. Jeg var blevet kigget på, på den måde i nogle uger efterhånden.

”Undskyld skat. Jeg elsker dig stadig, okay. Du vil altid være min lille skat,” sagde min mor undskyldende, men jeg var ikke længere vred på hende.

”Det er okay,” sagde jeg fraværende. Jeg undskyldte mig, og gik fra bordet.

 

Weekenden var hyggelig. Min mor fortalte Gemma og jeg om sin nye kæreste, og fortalte at vi havde fået ny nabo. Det viste sig så at være Arias far. Jeg vidste godt at hendes forældre var gået fra hinanden, men hun havde ikke sagt så meget om det og jeg havde ikke lyst til tvinge hende til at fortælle om det hvis hun ikke havde lyst.

 

Søndag eftermiddag, skrev jeg til Aria og spurgte om hun var klar til at køre hjem. Da hun svarede, hentede jeg min taske, sagde farvel til min mor og søster, og satte mig så ud i min bil. Det blik min mor havde sendt mig i fredags var nærmest identisk med det blik Aria ofte havde sendt i de sidste mange uger. Jeg anede ikke hvorfor jeg ikke havde indset, at hun havde ondt – at hun i virkeligheden ikke følte sig tryg i mit selvskab, ikke på samme måde som hun havde gjort før.

Jeg elsker hende og hun elsker mig. Jeg elsker hende og hun elsker mig. Jeg mumlede det for mig selv hele køreturen hjem til Aria. Jeg vidste, at det nok ikke var en god idé at gå ind og hente Aria, så jeg sendte hende en sms, om at jeg holdte ude foran. Der gik ikke særlig længe inden Aria kom gående ned mod mig.

Hun kyssede mig let på kinden da hun havde sat sig ind i bilen.

”Haft en god weekend?” spurgte hun energisk. Jeg nikkede bare som svar, for jeg var bange for, at hvis jeg forsøgte at sige noget, ville hun opdage, at der var noget galt. Jeg elsker hende og hun elsker mig. Sætningen blev gentaget i mit hoved, nærmest hele vejen tilbage til London.

 

Da vi endelig nåde Arias lejlighed, besluttede jeg mig for at jeg ville følge hende helt op. Hun lod ikke til at have noget i mod det. Jeg havde lyst til at tage hendes hånd, men jeg vidste, at jeg ikke kunne tillade mig det, når jeg snart ville stå i en meget ubehagelig situation. Jeg prøvede at fange hendes blik. Prøvede at se det jeg havde brug for at se, men hun undgik mit blik.

”Vil du, øh, med ind?” spurgte hun, men holdt sit blik på gulvet.

”Ja,” mumlede jeg, og fulgte hende med ind i den lille lejlighed.

Jeg tog en dyb indånding og gjorde mig klar til at starte en samtale jeg egentlig ikke ville have.

”Aria, jeg ved godt, at vi skulle gå langsomt frem men…” begyndte jeg, men Aria afbrød mig, stadig med blikket rettet alle andre steder end på mig.

”Jeg ved godt det ikke er nemt Harry, men jeg ved stadig ikke rigtig,” begyndte hun tøvende. Hun fumlede nervøst med kanten af sin trøje. ”Jeg ved ikke helt om jeg er helt klar endnu,” sluttede hun.

”Aria, jeg ved godt at det er hårdt for dig, men jeg føler ikke at du tænker på hvordan jeg har det,” begyndte jeg, og skulle til at fortsætte, men Aria nåede at sige noget først. ”Kan vi ikke lade være med at snakke om det lige nu?” spurgte hun. Jeg havde nævnt for hende et par gange, at jeg var klar til at gå videre med vores forhold, men Aria sagt at hun ikke lige gad snakke om det lige nu. Jeg var frustreret over, at hun ikke ville have samtalen. Vi havde haft det godt – vi havde været på dates, og hun havde ladet mig kysse hende.

Hun kiggede akavet på væggen bag ved mig, i stedet for direkte på mig. Min toldmodighed var ved at være brugt op, og uden egentlig helt at være klar over hvorfor, råbte jeg; ”Kig nu på mig, for helvede”. Hun blev tydeligt forskrækket, men lod endelig sit blik falde på mig, med det samme blik i sine øjne hun så ofte havde haft før. Hun kiggede på mig som min mor havde gjort det. Min mor havde set skuffet ud. Hun så ud som om jeg lige havde såret hende.

”Der er det der blik igen,” sukkede jeg. Hun rynkede sine bryn. Jeg vidste hvad jeg havde i vente nu.

”Hvilket blik?” vrissede hun. And here we go.

”Det er mit ansigt. Hvis du ikke kan lide det, kan du gå,” sagde hun surt. Og så vidste jeg, at jeg blev nødt til at sige det, jeg havde håbet jeg ikke skulle sige. Jeg havde håbet på, at hun ville kigge på mig med et kærligt blik, men intet havde ændret sig. Jeg kunne ikke klare den måde hun kiggede på mig på, ikke længere.

”Du ser på mig som om du hader mig. Nej faktisk følelses det meget som om du hader mig. Det er næsten lige meget hvad vi laver, så ender vi med at skændtes og…”

”Tror du jeg nyder at skændes med dig?” afbrød hun.

”Selvfølgelig tror jeg ikke det, Aria, med lyt. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig så meget, at det gør ondt. Men det gør endnu mere ondt at se på dig, og det eneste jeg kan se i dine øjne er at du hader det jeg gjorde mod dig. At jeg forlod dig. Jeg kan ikke…” Tårerene brændte i mine øjne, men jeg kæmpede for ikke at lade dem falde.

”Jeg vil ikke gå fra dig, så jeg har brug for at du gør det. Jeg har brug for, at du stopper den her lidelse, for du elsker mig jo ikke mere,” afsluttede jeg. En tåre gled end af hendes kind. Hun tog en dyb indånding og jeg gjorde mig klar til hvad der nu ville komme.

”Du forlod mig. Du forlod mig uden nogen forklaring, uden noget. Jeg skændtes med min mor og far i flere uger, for at få den til at forstå at du ikke er kriminel. Jeg hadede mine forældre for ikke at forstå. Men det var mig der ikke forstod. Du sad i fængsel fordi du havde gjort noget kriminelt. Fordi du er kriminel. Så ja jeg hader dig for hvad du gjorde, det gør jeg virkelig. Jeg ødelagde næsten mit forhold til mine forældre på grund af dig. Og så kommer du tilbage efter et år, og jeg tror at jeg er ovre dig, og at jeg ikke elsker dig. Men Harry, jeg kan ikke holde op. Jeg kan ikke holde op med at elske dig og det hader jeg mig selv for det. Jeg hade at jeg elsker dig”. Hun græd, og mit hjerte gjorde ondt fordi jeg vidste, at hendes også gjorde det. Hun elskede mig, men hun kunne ikke elske mig, og have det godt samtidig.

Jeg troede at hun var færdig med at snakke, færdig med at knuse mit hjerte, men hun tog endnu en dyb indånding og så mig lige i øjne. Og til min forfærdelse sagde hun; ”At forelske mig dig var den værste form for selvødelæggelse”.

Mit hjerte spang et slag over. Det var slut nu. Ingen af os havde mere energi til at kæmpe. Så jeg lod mine læber strejfe hendes pande, og så forlod jeg hendes lejlighed. Mit hjerte fuldstændig ødelagt. 

 

________________________________________________________________________

Åh oh, så gik det helt glat mellem dem. Kunne I lide det, trods det triste kapitel? 

Jeg håber I stadig læser med. Tror I de finder sammen igen, eller måske er de bare ikke meant to be? 

Jeg håber I glæder jer til næste kapitel. xoxo 

Kæmpe krammer <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...