Home - I Know Places 2, Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Dette er to'eren til 'I Know Places'. Harry er i fængsel, men kommer snart ud igen. Han har siddet inde længe, og meget er anderledes. Det har været hårdt for Aria, der ikke kun mistede Harry, men hendes forældre valgte også at gå fra hinanden. Aria er startet på collage - det samme som hendes veninde Alice. Aria skrev breve til Harry inden han kom i fængsel, men hun sendte kun ét brev til ham, mens han sad inde. Hvad sker der når Harry endelig bliver lukket ud? Kan Aria tilgive ham? Eller er hun kommet videre med en anden?

27Likes
27Kommentarer
9018Visninger
AA

8. 7: Long kisses

Da jeg vågnede dagen efter havde jeg tre ubesvaret opkald fra Aria og fem beskeder også fra hende. Jeg havde haft min mobil slukket, så jeg blev bombaderet da jeg tændte den. Jeg havde egentlig ikke dårlig samvittighed over at have ignoreret hende, men på den anden side følte jeg også, at jeg burde give hende chancen for at forklare sig.

Hvorfor kom du ikke og så mig danse, Harry xx? Harry x? Harry, er der noget galt? Har jeg gjort noget forkert?

Udover at lade som om jeg havde en chance for at vinde dig tilbage når det ikke var sandt? Nej da, Aria du har intet gjort. Jeg læste videre, uden at svare.

Der er ikke sket dig noget vel? Harry jeg er seriøst bekymret nu – jeg ringer til Louis hvis du ikke snart tager telefonen!!!

Jeg rejste mig fra min seng, og gik ud i køkkenet for at finde Louis. Han sad, ganske som jeg havde forventet, ved det lille bord i køkkenet og drak kaffe og læste i en avis.

”Aria har haft ringet,” mumlede han uden at kigge op på mig da jeg trådte ind i køkkenet. Jeg trak på skuldrene men svare ham egentlig ikke, for lige nu var jeg lidt ligeglad.

”Du burde høre hendes forklaring – hun lyttede trods alt til dig,” fortsatte Louis, stadig med næsen begravet i avisen. Jeg satte mig ned, men min egen kop kaffe, og stirrede på ham til han endelig så op på mig.

”Og tak til dig for dit umådeligt ubrugelige bidrag til den diskussion du ikke er en del af,” sagde jeg og tog en tår af min kaffe. Louis sende mig et indforstået grin. Grinet fik ham til at se vild ud i blikket.

”Jeg skal nok svare hende om lidt,” sukkede jeg. Dét fik Louis til at vende sin opmærksomhed tilbage på avisen der lå på bordet foran ham.

Jeg tror vi har brug for at snakke, Aria – rigtig snakke, for jeg hørte nogle meget foruroligende ting i går.

Jeg læsten min besked igennem et par gange inden jeg trykkede send. Aria svarede meget kort tid efter.

Alice er ikke hjemme, vi kan snakke her x.

Jeg vidste, at efter hvad jeg havde hørt i går burde jeg lade hende kæmpe lidt for det, men jeg skrev bare ’okay’ og rejste mig, for at gå ind på mit værelse, så jeg kunne finde noget tøj at tage på.

 

Mindre end en time senere stod jeg i Arias lille kollegielejlighed. Der lå en lidt akavet stilhed i mellem os, som gav mig en følelse af ikke at være velkommen. Jeg forsøgte at ryste det af mig, for jeg vidste, at vi blev nødt til at have den her samtale. Og nu var bedre end senere.

”Jeg hørte det dig og Jackson snakkede om i går. Jeg vidste ikke han gik her,” startede jeg ud. Aria så væk fra mig, men jeg udmærket godt mærke til, at hun himlede med øjne af mig.

”Har du tænkt dig at fortælle mig, at jeg ikke kan være venner med Jackson nu? For det kommer ikke til at…” inden hun nåede at afslutte sin sætning, afbrød jeg hende.

”Du ved lige så godt som jeg, at jeg aldrig vil bede dig om at holde op med at være venner med nogen, bare fordi jeg ikke kan lide det. Sådan var Jackson måske, men du ved, at jeg ikke er ligesom ham,” sagde jeg vredt.

Det havde været sådan Jackson var. Ham og Aria havde været kærester – ikke særlig længe – men han havde forsøgt at få Aria til at slutte vores venskab. Hun burde vide, at det aldrig var noget jeg ville bede hende om. Men det lod til, at Aria var begyndt at tænke mindre om mig.

”Jeg er godt klar over at du ikke er Jackson, men Harry du må forstå…” Det var som om min toldmodighed var forsvundet, for jeg sendte hende et olmt blik, og afbrød hende endnu engang.

”Hvad er der at forstå? Aria, hvis du ikke vil være sammen med mig, så sig det, okay, for jeg har ikke lyst til at have mine følelser i klemme, hvis det eneste du gør, er at nyde, at du har en dreng der render efter dig som en fortabt hundehvalp,” råbte jeg. Jeg anede ikke hvor al den vrede kom fra. Jeg havde savnet hende mens jeg havde været i fængsel, virkelig savnet hende, og jeg havde set frem til at se hende igen. Men nu var det som om, at den ensomhed, og følelsen af at være blevet forladt, som hun havde givet mig, da hun kun havde sendt et brev, som afslutning på alt det vi havde haft sammen. Alle de følelser jeg havde begravet inde i, fordi jeg havde overbevidst mig selv om, at hun havde haft det værre, at hun havde haft flere problemer, at det hele havde været min skyld. Men det var jo ikke sådan det hang sammen. Hun var gået fra mig, og havde skubbet mig væk da jeg kom tilbage. Hun havde ikke engang overvejet, at der måske var en anden forklaring end den hun havde hørt fra offentligheden. Ikke at politiet havde givet mange oplysninger, men medierne havde lavet en kæmpe sag ud af nærmet ingenting.

”Lige nu lyder det mest som om, at du bruger hvad du hørte i går, som en undskyld for ikke at være sammen med mig alligevel. Har du skiftet mening?” råbte hun tilbage.

”Du skred fra mig, remember? Jeg havde brug for dig, jeg manglede dig, jeg manglede din støtte, og det eneste du gjorde, var at sende et fucking brev. Og alligevel står jeg her, fordi jeg elsker dig”. Jeg var ikke kun vred på Aria, det var trods alt ikke hendes skyld, at jeg elskede hende. Jeg var vred på mig selv, over, at jeg ikke kunne sige nej til hende, at jeg ikke havde set den komme. Jeg var vred på mig selv fordi jeg havde ladet mig selv falde så dybt, når jeg havde lovet mig selv, inden Aria kom ind i mit liv, at jeg aldrig ville lade en pige have den her form for magt over mig.

”Jeg siger ikke det her, fordi jeg ikke vil have dig, Aria, men hvis du ikke vil have mig, så skal du sige det nu, for jeg har ikke tænkt mig at forlade dig, okay”. Aria stod med en hånd over sin mund, men jeg kunne ikke læse hendes blik. Da hun talte var hendes stemme hæs.

”Det er svært, Harry. Du tager mig tilbage til for et år siden. Du gør mig glad, det gør du virkelig, men hver gang du går hjem er jeg bange for, at jeg vil vågne op i morgen og opdage, at det hele bare var en drøm. Jeg er ikke det samme menneske, jeg var for et år siden, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke nyder dit selvskab. Jeg har bare brug for mere tid til at lære dig at kende igen,” sagde hun. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne forlade den her lejlighed uden at være helt sikker på, at hun virkelig mente det hun sagde.

Jeg tog hendes hånd, og lagde min anden hånd mod hendes kind. ”Fortæl mig hvad dig og Jackson snakkede om,” sagde jeg så blidt jeg kunne. Hun nikkede, og lagde sin egen hånd over den af mine hænder der lå mod hendes kind.

”Jeg lover dig, Harry, det handlede kun om, at han ikke bryder sig om at du er tilbage. Jeg ved ikke hvad der er med ham – det han sagde i går med, at jeg allerede havde valgt, at vi ikke skulle være sammen, fordi jeg ikke havde kysset dig, det var ham der konkluderede hvad jeg føler ud fra hvad han selv føler. Det havde ikke noget at gøre med hvad jeg rent faktisk føler, Jackson ved ikke hvad han snakker om, og du, af alle mennesker, burde vide det, Harry,” sagde hun, hendes stemme en anelse streng til sidst. Jeg nikkede og hev hende tættere på, for selvom jeg ikke var hundrede procent overbevidst om, at hun mente hvad hun sagde, så kunne jeg ikke få mig selv til at vende ryggen til. Jeg elskede hende mere end hvad der egentlig var godt for mig, men jeg var ligeglad, for i et kort øjeblik havde jeg set sandheden i hendes ord. Hendes øjne fortalte mig, at hun ikke vidste hvad vi var eller hvor vi ville ende, men sandheden var, at jeg heller ikke vidste det. Jeg vidste ikke hvad fremtiden ville bringe, men jeg vidste, at min fremtid ikke ville være ligeså god hvis Aria ikke var en del af den.

Så derfor lænede jeg mig ned mod hende, og lod mine læber snitte hendes. ”Harry,” mumlede hun, men hendes øjne forblev lukket.

”Jeg elsker dig,” mumlede jeg igen og igen, indtil hun ikke kunne vente mere. Hun lod sine hænder hvile på mine skuldre, og pressede mig mod hende. Hendes læber var ligeså bløde og varme som jeg huskede dem. Jeg havde ikke lyst til at fjerne mine læber fra hendes igen, for jeg havde ventet på det her øjeblik så længe.

Jeg kyssede hende længe, og det føltes som om vi var tilbage under piletræet for første gang igen, og jeg nød følelsen af mindet der svømmede bag mine lukkede øjenlåg.  

 

___________________________________________________________________________

Yay nyt kapitel - det blev ikke så langt, men håber I kan lide det alligevel. 

Der kommer snart mere, det lover jeg.

Fortæl hvad i synes xoxo 

Kæmpe krammer <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...