Home - I Know Places 2, Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Dette er to'eren til 'I Know Places'. Harry er i fængsel, men kommer snart ud igen. Han har siddet inde længe, og meget er anderledes. Det har været hårdt for Aria, der ikke kun mistede Harry, men hendes forældre valgte også at gå fra hinanden. Aria er startet på collage - det samme som hendes veninde Alice. Aria skrev breve til Harry inden han kom i fængsel, men hun sendte kun ét brev til ham, mens han sad inde. Hvad sker der når Harry endelig bliver lukket ud? Kan Aria tilgive ham? Eller er hun kommet videre med en anden?

27Likes
27Kommentarer
9010Visninger
AA

7. 6: Secrets and broken hearts

Det var ikke fordi jeg ikke var glad for at være sammen med Aria igen. Eller sammen og sammen – det var i hvert fald dejligt at vide, at hun datede mig, og ikke en anden fyr. Men der havde været noget underligt ved den måde hun havde kigget på mig på. Det var den måde han havde skubbet mig væk på, da jeg havde forsøgt at kysse hende, der havde gjort mig opmærksom på det. Hun plejede at kigge på mig med sådan et, forstående, lyttende blik, men nu – der var noget der ikke var det samme i de smukke øjne.

Jeg var startet på universitet, og Aria og jeg havde allerede været på fire dates. De var ikke alle sammen så formelle – vores ene date, var hjemme hos Louis og jeg. Vi gad ikke ud, så vi blev inde og så film en hel dag, sammen med Louis ovenikøbet.

Jeg var på vej hen til den eneste time jeg havde sammen med Aria, og jeg havde meget svært ved at skjule mit smil. Jeg var stadig ikke helt sikker på, hvad det var jeg kunne se i hendes øjne, men jeg gad heller ikke tænke for meget over det, for hun var min, næsten i hvert fald.

”Hejsa, du ser forfærdelig glad ud i dag,” sagde Aria, da hun mødte mig, ved døren til det lokale hun lige havde haft sin sidste time i.

”Det kunne have noget at gøre med, at vi skal have time sammen om lidt,” svarede jeg, og lagde min arm over hendes skuldre. Aria lagde sin arm om livet på mig, og gik lidt tættere på mig. Jeg lod mine læber ramme hendes hår i et split sekund, inden jeg besluttede mig for, at jeg blev nødt til at spørge.

”Hvornår må jeg kysse dig?” Jeg kyssede normalt altid på første date – før i tiden, gik jeg oftest ikke på date, men spang ligesom den del over. Men hvis jeg var på date, kyssede jeg altid på den første og ikke nummer hundrede, som jeg efterhånden frygtede vi ville nå til, hvis Aria ikke snart besluttede sig for, at det var okay.

”Jamen Louis sagde, at jeg ikke måtte kysse dig, før jeg var helt sikker på…” Det havde jeg hørt før, og jeg var ganske enkelt træt af den undskyldning.

”Aria, kig lige på mig,” sagde jeg. Jeg stoppede op, og tog fat i hendes arm, så hun også ville stoppe op.

”Hvad er der,” små grinede hun, men så alligevel op på mig.

”Hvorfor er du stadig ikke sikker? Hvad skal jeg gøre?” spurgte jeg. Igen fandt det der lidt mærkværdige blik frem til hendes øjne.

”Vi har kun datet i en uge, Harry, du kan da ikke forvente, at jeg allerede nu kan beslutte om vi skal være kærester”.

”Drop det der – du lader som om, vi kun lige har mødt hinanden, og det er jo ikke rigtigt. Vi var sammen, vi har været sammen, på mere end én måde. Jeg længdes efter at kysse dig, okay. Jeg ved hvordan dine læber føles, jeg ved hvad dine kys får mig til at føle, men du lader mig ikke kysse dig,” sagde jeg. Jeg forsøgte at holde irritationen ude af min stemme, men Aria så ikke glad ud, så det var nok ikke lykkedes så godt.

”Okay, jeg ved godt det er frustrerende, Harry, men jeg har andet at tænke på, end dine fysiske behov,” sagde hun og rev sin arm ud af mit greb. Vi fortsatte til vores time i stilhed.

 

Da jeg kom hjem, satte jeg mig i sofaen og ventede på, at Louis kom hjem fra arbejde. Det var ham der havde plantet idéen om, at Aria ikke burde kysse mig, i hendes hoved, og nu måtte det også være hans ansvar at ændre hendes mening.

”Oi, oi,” sagde Louis da han kom ind i stuen og så min sidde i sofaen.

”Haft en god dag, lille kærlighedsfulde idiot,” grinede Louis. Normalt ville jeg grine af ham, men jeg havde ikke toldmodighed til det lige nu.

”Louis, vi skal lige snakke sammen, om hvad du siger til Aria,” sagde jeg alvorligt. Louis rynkede sine bryn, men satte sig alligevel ned i en lænestol, og så så over på mig.

”Hvad mener du?” spurgte han.

”Hun bliver ved med at sige, at hun ikke må kysse mig til hun er sikker på at vi skal være sammen igen,” sagde jeg frustreret, ikke over Louis, for jeg vidste han mente det godt, men frustreret over, at Aria stadig ikke havde besluttet sig.

”Hey mand, det var for din egen skyld, okay. Jeg har ikke sagt hun aldrig må kysse dig igen, det jeg mente var, at hun ikke bare skal kysse dig, for at få din til at holde kæft. For det lød lidt på hende som om, at det var den eneste grund til at hun kyssede dig til festen. Jeg har ikke lyst til at se dig blive såret, okay, men det kan ikke være min skyld, at hun stadig ikke ved hvad hun vil,” sagde Louis alvorligt. Han kiggede på mig, som en overbeskyttende storebror ville have kigget på sin lillesøster, hvis hun var blevet forelsket i en dreng som mig. Jeg rystede på hovedet over ham.

”Lad være med at kigge på mig som om jeg er en tolv årig pige der har forelsket mig i en fyr som os,” sagde jeg, og skubbede til ham. Louis grinte højlydt. Jeg gik ud i køkkenet for at hente en øl til Louis og jeg.

”Vi ved godt alle sammen, at du er er min lillesøster, og at du er forelsket i Aria, som er én af os. Det er hun så godt som i hvert fald,” råbte han efter mig. Jeg kluklo, tog to øl fra køleskabet, og gik tilbage ind i stuen til Louis.

”Hvor er det pænt af dig at passe på mig,” sagde jeg, med en meget dårlig efterligning af en pige stemme. Louis grinede, men nikkede stolt.

”Jeg ved det, det er derfor jeg er her,” sagde han og åbnede sin øl.

 

Aria og de andre fra hendes dansehold skulle danse for de andre og jeg havde lovet hende jeg ville komme og se på. Jeg havde aldrig rigtig set hende danse, men jeg glædede mig meget, for jeg var sikker på at det nok skulle blive godt, og så håbede jeg, at jeg endelig kunne få lokket et lille kys ud af hende i aften, for jeg var ærlig talt ved at gå amok.

De skulle danse udenfor, så der var sat stole op, og tegnet på jorden for at indikere hvor scenen begyndte. Lidt væk fra tilskuerpladserne kunne jeg skimte to mennesker der stod og diskuterede. Da jeg kom lidt tættere på kunne jeg se, at det var Aria der stod og snakkede med en eller anden fyr. Jeg stillede mig ved et træ, så jeg var sikker på, at de ikke kunne se mig, og lyttede til deres ophidsede samtale.

”Det kan du ikke seriøst mene, Aria,” sagde drengen, surt. Jeg kunne se for mig hvordan Aria formodentligt himlede med øjne af ham.

”Det er ikke som du tror, okay. Jeg har ikke besluttet mig for om det overhovedet er det værd. Jeg er ikke det samme menneske jeg var for et år siden, men det ved han ikke. Jeg har ikke fortalt ham noget, jeg har bare ladet ham invitere mig ud et par gange,” svarede Aria mindst lige så surt. Det var gået op for mig, at det var mig der var deres samtale emne, og jeg var bestemt ikke glad for det jeg hørte Aria sige. Hvad var det hun ikke havde fortalt mig, og hvorfor mente hun ikke, at jeg burde vide det? Jeg fortjente da at vide, hvis der var noget ved hende som var anderledes, gjorde jeg ikke?

”Stop det nu bare. Han skal da ikke være sammen med dig, i passer slet ikke sammen”.

”Jackson, giv det nu bare lidt tid – jeg har ikke lyst til at såre ham, men…”

”Hvorfor fanden lyver du så for ham?” Jeg gik om på de anden side af træet så jeg kunne se drengens – Jacksons – ansigt. Det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg genkendte ham. Det var ikke bare en hvilken som helst Jackson, men den Jackson Aria havde som baggrundsbillede på sin mobil, Jackson vi havde gået i skole med før. Jackson, Arias ekskæreste. Jeg knyttede næverne, og skulle lige til at storme frem men samtalen fangede igen min opmærksomhed.

”Lyver, hvad mener du med det?”

”Du lyver for ham, når du siger at han stadig har en chance. Du har jo allerede besluttet dig, ellers havde du kysset ham for længst”. Jackson stormede væk, men Aria blev stående, og begravede sit ansigt i sine hænder.

Jeg rystede af arrigskab, men der var også en anden følelse der var mindst ligeså voldsom som den vrede der pulserede i mit blod. Det føltes som om nogen havde stukket mig med en kniv. Stukket mig og vredet kniven rundt i mit bryst. Jeg havde lyst til at kaste op, men i stedet lod jeg mine hænder slappe af, rettede ryggen og gik hjem.

 

Jeg smækkede med døren, og tog vredt mit overtøj af. Louis kom løbende ud i entréen til mig.

”Hey, hey, hey, hvad sker der?” spurgte han bekymret. Jeg så på ham, og så kunne jeg ikke holde de tåre tilbage jeg havde følt presse jeg på.

”Kan du huske, da du sagde, at du bare ville passe på mig,” sagde jeg arrigt. Louis nikkede blot.

”Aria har…” men mere kunne jeg ikke få ud. Louis kom hen og lagde armene om mig.

”Hey mand, det er jeg ked af,” sagde han trøstende. Jeg trak mig fra krammet og kiggede på ham.

”Jeg overhørte hende snakke med Jackson. Hun har åbenbart allerede besluttet sig for, at vi ikke skal være sammen. Hun har aldrig ment at vi havde en chance, Louis, aldrig. Jeg ved ikke engang hvorfor hun bruger så meget tid sammen med mig, hvis det alligevel ikke betyder noget,” snøftede jeg.

”Spurgte du hende hvad Jackson snakkede om. Sagde Aria at det var sandt det Jackson havde sagt?” spurgte Louis, tydeligvis desperat efter en vej ud af det her rod.

”Jeg gik, for helvede. Jeg havde sgu da ikke lyst til at snakke med hende efter det Louis,” råbte jeg. Louis så på mig med et bedende blik.

”Det forstår jeg godt,” var alt han sagde. Jeg rystede på hovedet, ikke så meget på grund af Louis, men mere fordi jeg ikke hele situationen var for meget.

Jeg gik ind på mit værelse, slukkede min mobil og lagde mig til at sove. Jeg kunne tage mig af Aria og hendes lille hemmelighed med Jackson i morgen. 

 

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Åh ohhh, hvad tror I Aria har gang i, og hvorfor ved Jackson hvad der foregår? 

Harry er tydeligvis skuffet og knust, men måske kender han ikke hele historien, og måske har han også selv en hemmelighed eller to... 

Jeg håber I stadig læser med. Fortæl mig endelig hvad i synes, smid et like, det ville være lækkert. 

xoxo

Kæmpe krammer <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...