Home - I Know Places 2, Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Dette er to'eren til 'I Know Places'. Harry er i fængsel, men kommer snart ud igen. Han har siddet inde længe, og meget er anderledes. Det har været hårdt for Aria, der ikke kun mistede Harry, men hendes forældre valgte også at gå fra hinanden. Aria er startet på collage - det samme som hendes veninde Alice. Aria skrev breve til Harry inden han kom i fængsel, men hun sendte kun ét brev til ham, mens han sad inde. Hvad sker der når Harry endelig bliver lukket ud? Kan Aria tilgive ham? Eller er hun kommet videre med en anden?

27Likes
27Kommentarer
9013Visninger
AA

5. 4: Jackson

 

Synet af Harry dagen i forvejen, vores korte samtale havde slået pusten ud af mig. Han havde lignet sig selv, lignet den Harry jeg havde forelsket mig i – den Harry jeg inderst inde godt vidste, stadig havde mit hjerte. Jeg vidste dog også, at jeg blev nødt til rive mig løs fra ham, for jeg kunne ikke leve mit liv på den her måde. 

”Aria, dejligt du ringer”. Jeg havde haft en lang dag i skolen. Jeg havde været fraværende hele dagen, og det havde Jackson lagt mærke til, men jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle ham hvorfor. Jeg vidste at han ikke ville tage nyheden om, at Harry var her i byen, godt. Han ville formodentlig bede mig om at holde mig fra ham, hvilket han nok havde god grund til at sige, men jeg kunne ikke lide idéen om, at han faktisk ville have ret medhensyn til Harry. 

”Hej Louis,” sagde jeg træt. Det var endelig blevet fredag, og jeg plejede altid enten at ringe, eller være sammen med Louis. I dag havde jeg besluttet mig for bare at ringe, for jeg vidste ikke om Harry var sammen med ham. 

”Puha, du lyder ikke super frisk,” grinede Louis. ”Har du brug for lidt selvskab?” Jeg rystede på hovedet, uden egentlig at vide hvorfor. Jeg sukkede, mest på grund af mig selv, men inde jeg nåede at sige noget, fortsatte Louis. ”Vi holder en lille fest, for at fejre, at Harry er kommet hjem igen, skal du ikke med?” 

”Louis,” sukkede jeg. Han vidste hvordan jeg havde det med Harry lige i øjeblikket – det her var jo nok det dårligste forslag han var kommet med i al den tid jeg havde kendt ham. 

”Jeg ved det, Aria, det gør jeg, men lyt nu til mig. Vi er flere mennesker, og du må godt tage Alice med – der er ingen der siger, at du skal snakke med Harry, okay?” Der var en skjult bøn gemt i de ord han sagde. Jeg vidste han havde savnet sin ven, lige så meget som jeg havde savnet ham – jeg vidste, at Louis kun bad mig om at komme, fordi han også synes det var hårdt, og det var også den eneste grund til, at jeg sagde: ”Måske, men hvis jeg dukker op, kan jeg ikke love, at jeg bliver længe, okay?” Jeg kunne praktisk talt høre hvordan Louis slappede mere af. 

”Fedt – Elsker dig,” grinede han. 

”Elsker dig” grinede jeg tilbage, og lagde så på.

Jeg sad og stirrede ud i luften til Alice kom hjem. Jeg anede ikke hvad jeg skulle have på, eller hvorfor jeg overhovedet bekymrede mig om hvad jeg skulle have på. Jeg skulle ikke imponere nogen, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at gennemgå mit klædeskab i hovedet. 

”Wow, du ligner en der har set et spøgelse,” grinede Alice, og lukkede døren efter sig. Jeg rystede på hovedet, men svarede ikke Alice. Hun satte sig i en stol ved siden af mig, og sendte mig et medlidende blik. 

”Hvordan går det med dig og Harry?” spurgte hun. Hendes stemme var blid.  

”Det… jeg…” suk. Jeg trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at vi er inviteret til fest hos Louis, for at fejre at Harry er tilbage,” sagde jeg, og lod endelig mit eget blik møde Alices. Hun havde stadig det medlidende blik, hun først havde fået, da hun havde set mig. 

”Og, skal vi med?” spurgte Alice forsigtigt. Jeg trak igen på skuldrene. Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig, for jeg vidste, at Harry ville forsøge at snakke med mig, men jeg kunne ikke lige overskue det – specielt ikke efter vores sidste samtale. 

”Det synes jeg vi skal – om ikke andet, så for at være stive – jeg kunne godt bruge at være stiv i dag,” sagde Alice, med et drømmende blik. Jeg kunne ikke lade være med at smile over hende. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre uden hende. 

”Okay,” sagde jeg. Hun så meget overrasket ud, men begyndte så at smile stort. 

”Wuhuuuu” råbte hun, rejste sig op, og begyndte at danse rundt på vores kollegieværelse. Jeg begyndte at grine højlydt af hende, men det lod hun ikke stoppe sig, nærmest tværtimod. Hun gab min hånd og hev mig op fra stolen jeg sad i, og begyndte at danse med mig.  Alice var en perle, og jeg elskede hende for, altid at få mig til at få det bedre. 

”Hvad skal vi så have på?” spurgte jeg, mens vi dansede. Hun trak på skuldrene, og sagde; ”Jeg ved det ikke, men vi skal være fulde, det er helt sikkert”. Jeg nikkede, som mit eneste svar, og svang med håret.  

 

Efter vores lille dansefest, besluttede vi os for, at vi ikke behøvede at være alt for fine i tøjet. I stedet for, valgte vi nogle pæne overdele og helt normale stramme jeans. Alice tog evigheder om at beslutte hvordan hendes hår skulle se ud - jeg selv derimod lod bare mine krøller se ud som de nu engang gjorde, det kunne Harry bedst lide. Jeg løsrev mit blik fra spejlet, og rystede på hovedet over mig selv. Det var jo fuldstændig ligegyldigt hvad Harry mente om mit hår. Jeg rettede en folde ud med min håndflade, og lod så igen mit blik lande på mig selv i spejlet. Jeg havde haft svært ved at kende mig selv det sidste halve års tid. Jeg blev ikke nervøs omkring flotte fyre, jeg dansede mere end jeg spiste. Den pige jeg så i spejlet lignede ikke den pige jeg gerne ville være, men jeg vidste godt, at hvis jeg skulle være hende jeg ønskede at være, skulle der ske et mirakel, for jeg kunne ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne finde mig selv igen. Ikke efter det her lange år. Hvem forsøger jeg at narre? Det havde kun været et langt år fordi Harry ikke havde været hos mig. Mine forældres skilsmisse havde jeg lidt håbet på, for de skændtes kun - det havde været en lettelse, og kollage havde været befriende. Jackson, Louis og Alice var mine bedste venner, men Harry havde altid været i mine tanker. Han manglede, og nu var han tilbage, som den sidste manglende puslespilbrik, men det var som om han ikke passede alligevel. 

"Hey, er du okay?" Alices stemme rev mig løs fra mine tanker. Jeg fjernede blikket fra spejlet og kiggede på hende i stedet. Hun var endelig blevet færdig med at sætte hår. 

"Ja da, du var bare så langsom, at jeg næsten fik grå hår, af at vente på dig," sagde jeg og tvang et smil frem på mine læber. Det så ikke ud til at Alice lagde mere i det, for hun gengældte mit smil og tog min hånd. Sammen gik vi ud af lejligheden, og begav os hjem til Louis. Jeg krydsede fingre, hele vejen derhen, for at jeg ikke ville bryde grædende sammen når jeg så Harry. 

 

 

Da vi ankom var der allerede en masse mennesker. Louis, Niall, Liam, nogle piger fra Alices og min skole. Louis havde sikkert kun inviteret dem fordi han håbede på, at få noget på den dumme i aften. Alice strøg lige forbi mig og løb ind i Liams åbne arme. Jeg skannede lokalet endnu engang, men jeg kunne ikke få øje på Harry. Jeg kunne mærke hvordan jeg slappede mere af. Jeg tog min mobil op af lommen for at se hvad klokken var. Jeg smilede over mit skærmbillede, men stivnede så fuldstædig, da en hæs stemme sagde; "Jackson er din FUCKING baggrund?" Der blev helt stille. Jeg havde ikke set Harry, for han var ført dukket op nu, så han stod lige bag mig, og kunne ligeså tydeligt se min skærm. Det føltes som om mit blod begyndte at koge. Hvad bildte han sig egentlig ind? Langsomt vendte jeg mig om, og se ham i øjnene. 

"Ja, Harry, er det et problem?" spurgte jeg.

"Gu' fanden er det et problem," råbte han. Det blik han sendte mig, ville formodentlig have fået de fleste til at se bort, men jeg havde set det før, og jeg vidste, at selvom han lignede én der var klar til at slå ihjel, så ville han ikke gøre mig noget. 

"Hvorfor, Harry? Jeg har ikke nogen jeg skal være tro. DU ER IKKE MIN KÆRESTE", råbte jeg tilbage, og satte en hånd i siden. Harrys blik blev blidere, og jeg svor at jeg i et kort sekund så sorg svømme i hans blik, men det var væk ligeså hurtigt som det kom. 

"Ikke det - jeg husker ikke, at vi slog op". Mit blod frøs til is, og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg havde teknisk set ikke slået op med ham, men han kunne da ikke helt alvorligt forvente, at vi stadig var sammen?

"Kom lige med," sagde han lavt, og tog fat i min arm, så jeg automatisk fulgte med ham ind på, hvad jeg formodede måtte være hans værelse. Han lukkede døren efter os. 

"Aria, du er ikke seriøst sammen med Jackson igen, er du?" Det var helt sikkert sorg jeg havde set i hans øjen før, for nu var hans øjne fulde af det. Jeg rystede på hovedet. 

"Vi har ikke slået op, Aria - det eneste jeg hørte fra dig var et brev, og det brev lovede mig, at jeg stadig havde dig at komme hjem til. At jeg stadig havde én der elskede mig, én der kunne redde mig fra det helvede jeg levede i". Igen rystede jeg blot på hovedet. Han tog noget op af lommen og begyndte at folde det ud. 

- så jeg vikler mig ind i mit tæppe og lader som om det er dine arme, for hvis du var her, ville det ikke være så svært - Jeg elsker dig - DIN FOR ALTID". Mit brev - han havde mit brev på sig, stadig den dag i dag. 

"Harry, jeg..." men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, hvad jeg kunne sige til ham. Jeg forstod godt hvad han mente, men det var ikke fair af ham, at holde mig til noget jeg skrev i et brev for et år siden. 

"Harry, jeg kan ikke..." 

"Nej, Aria, lyt nu, okay. Jeg elsker dig, jeg elsker dig højere end noget andet. Hvis det ikke havde været for dig, ved jeg ikke hvor jeg ville være henne nu, jeg ved ikke.." Men jeg afbrød. "Ved ikke hvor du ville være henne? Harry du var sammen med mig, og du kom i fængsel alligevel, jeg har tydeligvis ikke haft en særlig stor indflydelse på dig". Han rystede på hovedet, og tog min hånd. 

"Du har kun hørt hvad pressen har fortalt, og det er ikke særlig meget, Aria, giv mig en chance for at forklare hvad der skete. Du ved ikke engang hvad jeg sad inde for, okay? Jeg ved godt, at du har haft det svært, men jeg elsker dig, og jeg vil gøre alt, Aria ALT, for at vinde din tillid igen. Jeg lover at svare ærligt på alle dine spørgsmål, jeg lover, at du får alt det at vide du vil vide, jeg lover". Men jeg ville ikke høre mere, jeg kunne ikke høre mere, for jeg havde taget beslutningen for længe siden. Jeg indså mens han snakkede, at alt det jeg havde påstået, forsøgt at bilde mig selv ind. Harry passede ikke ind i mit puslespil for, jeg havde ikke bygget det rigtige. Så i stedet for at kæmpe i mod, lod jeg alle de følelser jeg havde gemt væk, komme op til overfladen, og lod mine læber ramme hans. 

 

"Missed me?" 

"No"

"I'm trying to move on"

"Please" 

 

___________________________________________________________________________

Jaaaa det tog lidt tid, men jeg har haft lidt travlt den sidste uges tid, men jeg opdatere mere reglmæssigt nu, hehe ;-) 

Nu fadt de ud af et eller andet i hvert fald - men derfor er de ikke nødvendigvis ude af mørket endnu.

Jeg håber i stadig læser med. Fortæl hvad i synes, like endelig. 

Kæmpe krammer <3 xoxo 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...