Home - I Know Places 2, Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Dette er to'eren til 'I Know Places'. Harry er i fængsel, men kommer snart ud igen. Han har siddet inde længe, og meget er anderledes. Det har været hårdt for Aria, der ikke kun mistede Harry, men hendes forældre valgte også at gå fra hinanden. Aria er startet på collage - det samme som hendes veninde Alice. Aria skrev breve til Harry inden han kom i fængsel, men hun sendte kun ét brev til ham, mens han sad inde. Hvad sker der når Harry endelig bliver lukket ud? Kan Aria tilgive ham? Eller er hun kommet videre med en anden?

27Likes
27Kommentarer
8981Visninger
AA

4. 3: Nothing left

Jeg gispede efter vejret, gispede efter noget der ikke gav mig kvalme. Jeg havde ikke forventet, at jeg ville have det på den her måde, jeg havde ikke forventet, at jeg ville føle så stor afsky. Ikke mod ham, men mod mig selv. Til trods for alle de tåre og alle de timer jeg havde brugt på at komme mig over Harry – alt den energi det havde taget. Forklaringen jeg blev nødt til at give min mor, den dag han blev arresteret. Jeg havde råbt og skreget og grædt, og min mor havde givet mig stuearrest. Jeg havde råbt og skreget og grædt, fordi jeg elskede ham, og fordi min mor ikke forstod hvor vigtig han var for mig – men hvad forskel gjorde det? Hvad havde jeg gjort alt det her for? Harry kom ikke tilbage fordi jeg råbte af min mor, han kom ikke tilbage. Men nu var hen her – nu var han tilbage, ude i det fri, han var her, i den her bil. På vej hjem til Louis.

”Hvornår har hun tænkt sig at sige noget?” Jeg havde lyst til at slå mit hoved mod bilruden. Hvorfor var der intet ændret ved ham?

”Det ved jeg sgu ikke, mand. Hun ligner ikke én der er glad for at være her,” svarede Louis. ”Hun var ikke rigtig forberedt – jeg fortalte hende det fem minutter inden vi kørte,” tilføjede Louis. Det var underligt at se, hvordan de snakkede og pjattede som om de havde set hinanden i går, og ikke for et helt år siden. Jeg vidste selvfølgelig ikke hvor ofte Louis havde besøgt Harry i fængsel. Selvom Louis og jeg var blevet rigtig gode venner mens Harry sad inde, havde jeg ikke spurgt ind til det, for jeg ville ikke vide det – jeg ville ikke høre hvordan han havde det, for det gjorde mere ondt end jeg havde lyst til at indrømme.

”Savnet mig?”

”Nej”. Min stemme lød som om den kom fra en anden end mig selv. Jeg var overrasket over hvor stor en løgn jeg lige havde fortalt, og det var det første jeg havde sagt til Harry efter et helt år.

”Aria…”

”Nej,” sagde jeg igen, og lod mit blik falde på landskabet der fløj forbi udenfor. Et helt år havde han været væk – et helt år havde jeg kæmpet med skolen, og med mine venner, med mine forældre. Det havde ikke været et nemt år – det havde været det hårdeste år.

 

Da vi kom hjem til Louis lejlighed – der ikke lå mere end fem minutter fra min skole – gik vi alle tre indenfor. Harry bar sine ting ind på det ekstra værelse der var i Louis lejlighed, og da han gik derind vendte Louis sig om mod mig med armene over kors.

”Jeg ved det er hårdt, Aria, men det har heller ikke været nemt for ham at være væk fra dig, okay. Jeg besøgte ham, Aria, du skulle have set ham – han havde det mindst lige så forfærdeligt som dig og…”

”Jeg ved godt, at det her ikke kun handler om hvordan jeg har det – det handler om, at han ikke fortalte mig hvad fanden der foregik, han forsvandt, han forsvandt og jeg anede intet. Jeg følte mig til grin, Louis,” råbte jeg på grådens rand. Jeg havde ikke lyst til at være her, jeg havde ikke lyst til at se ind i Harrys smukke, grønne øjne, for jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, ville hele det sidste år være lige meget. Hele det sidste år ville være slettet, og det kunne jeg ikke håndtere. Jeg havde arbejdet så hårdt med mig selv, og på min skole – arbejdet på at glemme ham, og nu stod han i det andet rum, og undrede sig formodentlig over hvorfor jeg havde fortalt ham, at jeg ikke savnede ham. Jeg havde savnet ham – jeg savnede ham stadig.

Louis sendte mig et sørgmodigt blik, men sagde ikke mere.

”Jeg bliver nødt til at gå,” mumlede jeg og forlod lejligheden. Da jeg lukkede døren bag mig, var det som om jeg endelig kunne trække vejret. Jeg løb hele vejen hjem.

 

 

 

Det havde føltes som en drøm der gik i opfyldelse, at se hende igen, men det havde føltes som om drømmen blev knut i en millionstykker da jeg så hendes ansigtsudtryk. Hun havde ikke været glad for at se mig. Jeg havde følt et sug i maven af spænding, jeg havde mærket de sommerfugle, jeg altid fik når jeg så hende, men de forsvandt ikke længe efter, for da jeg så hendes ansigt – sorgen, vreden, savnet – det havde føltes som om en ballon punkterede i min mave, som om en jernhånd havde grebet fat om mine indvolde, og havde strammet grebet. Som om jeg blev knust indvendigt. Jeg syntes selv, jeg havde oplevet nogle ret voldsomme ting i mit liv, men den her følelse af at have mistet Aria var fuldstændig uoverskuelig.

”Jeg ved godt, at det her ikke kun handler om hvordan jeg har det – det handler om, at han ikke fortalte mig hvad fanden der foregik, han forsvandt, han forsvandt og jeg anede intet. Jeg følte mig til grin, Louis,” havde hun råbt. Hun havde følt sig til grin og det var min skyld. Efter Aria var gået – jeg havde med vilje ventet inde på værelset da jeg hørte dem snakke – var jeg gået ind i stuen, sat mig i sofaen. Da Louis skulle til at sige noget, rystede jeg bare på hovedet. Jeg vidste allerede hvad han ville sige, vi var trods alt bedste venner, og han ville gerne hjælpe det vidste jeg. Jeg vidste dog også, at hvad end han kunne finde på at sige nu, ville ikke hjælpe mig den mindste smule. Aria havde ikke lyst til at se mig, og det fik mig til at savne fængsel. Louis stirrede på mig, men rystede så på hovedet og lod mig sidde i mine egne tanker, og det var jeg ham taknemmelig for. Jeg havde brug for, at jeg kunne sidde og drukne indvendigt indtil jeg fandt på noget der ville få Aria til at tale til mig igen. Mere end de få ord vi havde udvekslet i dag.

Jeg savnede hende allerede. Savnede alt ved hende – jeg var faktisk ligeglad med om hun ville være sur, og ikke tale til mig, bare hun var her, her ved siden af mig, så jeg kunne studere hende. Finde de små detaljer der havde ændret sig i løbet af det sidste års tid.

Jeg gik i seng den aften med en følelse af håbløshed der tyngede i mit bryst.

 

 

Jeg vågnede dagen efter med fornyet håb. Selvfølgelig ville Aria snakke til mig igen, det var bare svært lige nu, og det forstod jeg godt, nu handlede det bare om, at jeg skulle give hende plads, og så skulle det hele nok blive godt igen. Jeg havde nok aldrig været så optimistisk omkring noget i mit liv før, men jeg havde på den anden side heller ikke troet, at jeg nogensinde ville møde én som Aria. Men her var jeg i færd med at lave kaffe klokken halv syv om morgen, for i jeg skulle meldes ind på det collage Aria gik på, det måtte være første skridt på vejen mod det jeg forventede skulle være min fremtid. Nej jeg havde ikke nogen decideret plan om hvad min fremtid skulle byde på, jeg vidste bare, at Aria skulle være en del af dem, og hvis det betød, at jeg skulle gå på collage, så måtte det bare være sådan.

Louis kom søvnig gående ud fra sit soveværelse og ud i køkkenet. Han gned sig i øjne og sendte mig et undrende blik.

”Hvad fanden laver du oppe så tidligt?” spurgte han og fandt et krus frem fra et skab. Jeg sendte ham et strålende smil.

”Jeg skal snakke med rektor på Arias collage så jeg kan komme ind,” sagde jeg og hældte noget færdigbrygget kaffe op i mit krus. Louis løftede overrasket sine øjenbryn. Jeg forventede, at han ville sige et eller andet om, at Aria skulle have plads, eller nok skulle komme når hun var klar, men til min forbløffelse trak han bare på skuldrene og sagde; ”Fedt for dig, ven”. Jeg sendte ham et blændende smil og drak lidt af kaffen. Jeg var overbevidst om, at i dag ville blive en god dag, jeg var overbevidst om, at jeg nok skulle komme ind på colleget, og at jeg nok skulle få Aria tilbage. Overbevidst.

 

Det føltes som en evighed, da damen bag skranken forklarede mig, at det altså ville tage et par dage inden jeg ville være helt inde i systemet, og det måtte jeg altså bare leve med. Så begyndte hun at forklare hvordan skolen var bygget op, hvor hvilke lokaler var henne, og så videre. Jeg kunne knap holde mit gab tilbage, også selvom hun så en lille smule irriteret ud. Jeg flyttede mig to skridt længere hen af skranken for at læse de papirer damen lige havde givet mig.

”Hej, jeg skal låne nøglerne til dansestudiet, tak”. Langsomt kiggede jeg op fra mine papirer. Jeg kunne genkende den stemme alle steder, om vi så var på månen, det ville ikke betyde noget. Hun så ikke på mig, men tog bare smilende imod de nøgler der blev rakt over skranken til hende. Det var først da hun vente sig om for at gå, at hun fik øje på mig. Vi havde kun øjenkontakt i et kort øjeblik, inden hun lod sit blik ramme jorden.

”Hej,” sagde jeg nervøst. Det har var ligesom at møde hende på ny – jeg anede ikke hvad jeg kunne forvente af hende.

”Hej,” mumlede hun. Hendes blik hvilede stadig på gulvet, men hun havde ikke flyttet sig en tomme, og det fik mit galoperende hjerte til at slappe en smule mere af. Der gik nogle minutter hvor jeg bare stod og så på hende, inden af os sagde noget. Aria kiggede alle andre steder hen, end på mig, men mit blik på hende var roligt og fast. Et helt år havde jeg brugt væk fra hende, og jeg havde brug for at gøre det godt igen, at se på hende igen. Men hun så ikke op, hun så aldrig op på mig. Hun sukkede, og gik så sin vej.

Jeg var bestemt ikke typen der græd, men lige der havde jeg lyst til at opgive kampen mod de brændende tårer. Det her var værre end at se hende sammen med en anden – den her følelse af magtesløshed var fuldstændig hjerteknusende. Hun havde gået sin vej, hun var her ikke mere, og jeg stod stadig og stirrede på der hvor hun lige havde været, ude af stand til at flytte mit blik, eller mig selv for den sags skyld. Jeg var ikke parat til at opgive hende endnu, men det var svært – svært at se hende sådan. Hun havde lige så ondt som jeg havde, men det så ud til, at hun kun havde ondt når jeg var i nærheden.

Jeg rystede på hovedet over mig selv, og gik hjem til min og Louis lejlighed. Der var ikke mere at gøre i dag, og det vidste jeg, men jeg havde haft en ubeskrivelig lyst til at løbe efter hende, fortælle hende hvor meget jeg stadig elskede hende, men det måtte blive en anden dag.

 

Jeg var næsten henne ved lejlighedsblokken jeg nu boede i, da jeg så to skikkelser komme gående hen mod mig, den ene kunne jeg have genkendt alle steder. Hun så, så glad ud, gladere end jeg nogensinde havde set hende før – det var lige indtil hun fik øje på mig. Hendes smil falmede og hun kiggede febrilsk på Alice der gik ved siden af hende. Alice hviskede noget i øret på Aria og fortsatte så, hen forbi mig og væk – men Aria, Aria blev stående. Langsomt, meget langsomt, som var Aria et skræmt dyr i en skov, gik jeg hen mod hende, hun flyttede sig stadig ikke. Da jeg nåede helt hen til hende sukkede jeg.

”Aria”. Et snøft og endelig, de blågrønne øjne jeg havde savnet i et helt år, kiggede på mig.

”Aria, min skat,” sagde jeg blidt, og aede hendes kind. Varme, salte tåre trillede, lydløst ned af hendes kinder.

”Det er utroligt,” sagde hun med grådkvalt stemme. Jeg forstod ikke hvad hun mente, men jeg vidste heller ikke hvad jeg skulle sige, så jeg tav og ventede på at hun ville uddybe.

”Det er utroligt, at selv efter alt den tid, kan jeg stadig lade dig komme så tæt på – men Harry det gør ondt. Det gør ondt at se på dig” – Hun kiggede op, og mødte igen mit blik. ”Det gør ondt at høre din stemme, alt gør ondt, men oh gud hvor har jeg savnet dig”. Der var så megen smerte i hendes blik, at det eneste jeg kunne gøre var at lægge mine arme om hende, og holde om hende, for jeg kunne ikke se på hende, ikke når hun havde det sådan, ikke når hun sagde sådan nogle ting.

”Jeg har ikke mere at give dig, Harry. Du har taget alt, der er ikke mere tilbage”. Hun trak sig ud af min omfavnelse, kyssede min kind, og så gik hun.

Jeg troede, at jeg havde følt smerte, men det her øjeblik, at se hende gå fra mig var mere end jeg kunne holde ud – så jeg gav op. Endelig lod jeg de tårer der havde presset på siden jeg så hende første gang efter et år, jeg slap dem fri, lod dem falde, for jeg kunne intet andet gøre.

 

”Jeg har ikke mere at give dig, Harry. Du har taget alt, der er ikke mere tilbage”. Ikke mere tilbage. 

 

_______________________________________________________________________________

Yaay så kom der endelig mere!! 

Fortæl, fortæl, fortæl, hvad i synes indtil videre. 

Det hele er lidt trist her i starten, men det har været hårdt for dem begge at være væk fra hinanden så længe, så nu skal der virkelig arbejdes hvis de skal finde sammen igen. 

I næste kapitel kommer Jackson ind i billedet igen, og så må vi se hvad den unge Harry siger til det. 

Kæmpe krammer xoxo 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...