Home - I Know Places 2, Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Dette er to'eren til 'I Know Places'. Harry er i fængsel, men kommer snart ud igen. Han har siddet inde længe, og meget er anderledes. Det har været hårdt for Aria, der ikke kun mistede Harry, men hendes forældre valgte også at gå fra hinanden. Aria er startet på collage - det samme som hendes veninde Alice. Aria skrev breve til Harry inden han kom i fængsel, men hun sendte kun ét brev til ham, mens han sad inde. Hvad sker der når Harry endelig bliver lukket ud? Kan Aria tilgive ham? Eller er hun kommet videre med en anden?

27Likes
27Kommentarer
8981Visninger
AA

3. 2: Homecoming

 ”Det så dejligt ud, alle sammen. Tak for i dag”. Jeg var svedig, men jeg havde et stort smil på læberne. Jeg elskede de her timer, og jeg elskede min dansepartner.

”Hvad skal du i aften, Aria?” spurgte Jackson mig, da vi var på vej ud af dansestudiet. Jeg trak på skuldrene, og sendte ham et lille smil. Det havde været en hård time, men det var præcis som jeg ville have det.

”Jeg har overvejet at ringe til Louis, det er ved at være et stykke tid siden han har været forbi,” sagde jeg, men trak endnu engang på skuldrene, for at vise, at jeg ikke vidste om jeg faktisk ville gøre det. Jackson grinede højlydt, og rystede en på hovedet. Jeg vidste udmærket godt hvorfor, og kunne derfor heller ikke holde smilet tilbage.

”Aria, du var sammen med ham i forgårs,” grinede Jackson. Vi var nået hen til skolens lejlighedskomplekser, og indenfor. Vi gik op af trapperne til anden sal, og hen af gangen til ottende dør på højre hånd.

”Det ved jeg godt, Jackson, men han er fantastisk selvskab,” sagde jeg stadig grinende. Vi stoppede op ved døren ind til mit kollegieværelse.

”Ja, og han er god ved dig,” sagde Jackson, nu mere alvorligt. Jeg nikkede og lod mit blik falde til jorden. Jeg havde fortalt Jackson om Louis, men han vidste overhovedet ikke alt det Louis og jeg egentlig havde tilfælles. Hvor meget vi egentlig havde at snakke om.

”Nå, men vi ses bare, ikke?” sagde jeg og tog i dørhåndtaget. Jackson nikkede og gik tilbage hen af gangen, for at komme en etage mere op, til hans værelse.

Jeg trak ned i dørhåndtaget og gik indenfor. Lejligheden, eller værelset var ikke særlig stor, men den havde været over mine forventninger. Der var en lille entré, to meget små værelser, og et køkken/stue/spisestue.

”Hej,” råbte jeg, og smed min taske ved siden af døren, og fortsatte ind i vores køkkenalrum, men stoppede op, da jeg så hvem der stod og kiggede ud af vinduet i den anden ende af rummet.

”Louis,” hvinede jeg af glæde. Han vente sig om, men i stedet for at løbe ind i hans arme, som jeg plejede når han kom på besøg, blev jeg stående helt stille.

”Det er i dag,” mumlede han og undgik mit blik. ”Jeg kom for at hente dig. Jeg ved du nok ikke har lyst, men jeg synes du skal tage med alligevel”. Jeg havde tåre i øjne, men jeg vidste, at han havde ret. Jeg vidste, at jeg ville fortryde det, hvis jeg blev hjemme. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg ville reagere når jeg så ham igen. En tåre trillede ned af min kind da jeg sagde, ”okay”.

 

 

Jeg trådte ud af bilen, rystende. Det føltes som om det hele bevægede sig i slowmotion, da Louis og jeg bevægede os hen mod hovedindgangen. Min mave slog knuder, og min ellers så gode dag, var blevet anspændt. Jeg vidste ikke om jeg glædede mig, eller om jeg frygtede det der skulle ske nu. Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet havde lyst til at være her.

”Han kommer vist lige om lidt,” mumlede Louis, men jeg kiggede ikke på ham – jeg kunne ikke se på ham, for jeg vidste, at jeg ville se hans medlidenhed. Sammen fortsatte vi hen mod hovedindgangen. Vi stoppede om et par meter fra døren. En politimand, med hvidt overskæg, kom hen til os.

”Kan jeg hjælpe jer?” spurgte han, og forsøgte at smile, men det var tydeligt, at han ikke brød sig om os. Som om han bare ikke kunne lide, at vi kendte en kriminel, og det var han vel i sin gode ret til, men jeg kunne alligevel føle en bølge af vrede skylle ind over mig.

”Vi venter på Harry Styles,” sagde Louis med en isnende kold undertone, der fik det til at løbe mig koldt end af ryggen. Jeg greb ud efter hans arm, og klamrende mig til den. Det blik betjenten sendte os var fyldt med overlegenhed og arrogance. Han fnøs og gik tilbage indenfor. Jeg skævede til Louis og så, at han allerede kiggede på mig. Han himlede med øjne og rettede så blikket mod den lukkede dør. Jeg var holdt op med at ryste, men knuden i maven var ikke gået væk. Jeg lod mit blik falde på døren, og idet jeg lod mit blik landende der, gik døren op, og ud kom en høj, mørkhåret fyr, med de flotteste grønne øjne. Jeg sank en klump i halsen, og bed mig i læben for at holde de tåre tilbage der kæmpede for at komme ud. Han lignede sig selv – han lignede sig selv så meget at det gjorde ondt. Alt ved ham var det samme, hans tøj, hans smil, hans hår, hans øjne – selv den måde han gik på, den lette arrogance i hans gang. Jeg gispede efter luft og uden at tænke over det, trådte jeg et skridt tilbage og gav slip på Louis.

”Jeg håber fandme i har noget ordentlig mad med,” grinede han. Jeg lod mit blik falde på jorden, jeg vendte mig om på hælen og gik tilbage til bilen. Jeg satte mig ind og lod tårende falde – og følelsen jeg havde haft, følelsen jeg havde kæmpet for at dæmpe, brusede frem i mig igen. I et kort sekund hadede jeg ham, med hver en fiber i kroppen. 

 

_______________________________________________________________

Så kom det første 'rigtige' kapitel. Det er ikke så langt, men jeg lover der kommer mere igen snart.

Derefter begynder jeg at opdatere mere reglmæssigt. 

Jeg håber I kan lide det - fortæl mig endelig hvad i synes xoxo 

Kæmpe krammer <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...