Home - I Know Places 2, Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Dette er to'eren til 'I Know Places'. Harry er i fængsel, men kommer snart ud igen. Han har siddet inde længe, og meget er anderledes. Det har været hårdt for Aria, der ikke kun mistede Harry, men hendes forældre valgte også at gå fra hinanden. Aria er startet på collage - det samme som hendes veninde Alice. Aria skrev breve til Harry inden han kom i fængsel, men hun sendte kun ét brev til ham, mens han sad inde. Hvad sker der når Harry endelig bliver lukket ud? Kan Aria tilgive ham? Eller er hun kommet videre med en anden?

27Likes
27Kommentarer
9013Visninger
AA

15. 12: Jail PART 2


Ed og jeg forsøgte stadig at skaffe penge, men det gik ikke hurtigt nok. Vi solgte stoffer, men vores leverandør blev taget af politiet ikke så lang tid efter vi havde fået en stor mængde. Det betød selvfølgelig, at vi ikke havde nogen vi skulle betale tilbage til, men vi havde desværre heller ikke nok til at kunne indfri Eds gæld.

Jeg så på mens min ven langsomt blev til et nervevrag. Jeg kunne ikke gøre noget. Vi skulle betale pengene senest den første januar. Jeg sagde til Ed, at jeg blev nødt til at tage hjem, bare lige i et par timer. Han sagde, at det var okay, men jeg kunne godt høre på ham, at han ikke mente det.

Jeg vidste udmærket godt, at det ikke var smart at forlade ham på det tidspunkt jeg gjorde. Han havde røget sig skæv og han havde drukket. Men jeg tog afsted alligevel, for jeg havde brug for luft. Jeg havde brug for at se dig, Aria, og jeg havde brug for at se min familie.

Det er meget muligt at man kan – og nogen gør det formodentlig også – give mig skylden for det der skete efter jeg tog afsted. Jeg ved godt at det er min skyld.

Jeg har ikke hele forklaringen, men det jeg har fået at vide er, at Ed angiveligt skulle være taget ud for at aflevere pengene. Han var taget afsted selv, og havde også bedt gruppen han skyldte penge, om kun at sende en enkelt mand. De kom to. Jeg kender Ed ret godt, og jeg er sikker på, at han ret hurtigt følte sig truet. Det er uvist hvem der startede slagsmålet. Ed havde jo ikke alle pengene, og det gjorde selvfølgelig de to drenge sure. Den ene, Andy Taylor, gik jeg i skole med – det var ham der mistede livet.

De var mødtes på en banegård, og Ed skubbede Andy ud foran et tog. De siger han døde på stedet. Der var ikke noget de kunne gøre. Jeg ved ikke om det var Eds hensigt, at slå Andy ihjel, men han var langt ude, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed. Men den dreng jeg kendte ville ikke gøre sådan noget, det er jeg sikker på.

Jeg ved stadig ikke hvordan politiet fandt ud af, at jeg havde noget med det hele at gøre. Jeg var der hjemme, jeg skulle lige til at gå, for at tage hjem til dig, Aria, men politiet sparkede døren op, og stormede ind. Jeg blev anholdt for mordet på Andy. Grunden til, at de til at starte med troede det var mig der havde gjort det, er fordi Andy og jeg har været oppe at slås meget før jeg flyttede skole. Jeg hader, eller hadede ham næsten lige så meget som jeg hader Jackson – og det siger ikke så lidt.

 

****FLASH BACK****

 

”Mor, mor, lyt til mig nu okay – i morgen må du ringe til Aria og forklare hende alt, okay,” råbte jeg panisk. Min mor sendte mig et forvirret blik.

”Forklare hende hvad, Harry, jeg forstår intet af det her,” råbte hun tilbage. Hendes øjne var blevet våde, og jeg kunne se skuffelsen i hendes blik, og min egen skræk i Gemmas.

”Sig til hende, at jeg elsker hende,” sagde jeg så, og hørte bildøren gå op. Jeg havde ikke meget tid tilbage nu, jeg måtte vælge mine ord med omhu.

”Jeg elsker jer,” var alt jeg kunne sige. Det var det eneste jeg kunne fortælle dem, jeg vidste med sikkerhed var sandt. Jeg blev brutalt skubbet ind i den varme politibil, døren blev lukket, og så blev jeg taget væk fra min familie.

Der var ikke nogen der sagde noget hele vejen hen til politistationen. Jeg selv sad og forbandende Ed langt ind i helvede. Jeg kunne godt høre på ham, at det var fordi han var gået i panik, men jeg ville ønske, at han aldrig var kommet til mig.

”Følg med,” sagde den lyshåret betjent, da han åbnede døren. Jeg trådte ud, med besvær, fordi mine hænder var lagt i håndjern på ryggen. Da jeg kom ud af bilen, tog den lyshåret betjent fat i min overarm, og guidede mig ind i politibygningen. Det var bestemt ikke første gang jeg var her. Det lignede sig selv. Væggene var i en cremet farve, der tydede på at de engang havde været hvide, men bare ikke var blevet malet i lang tid.

Da jeg trådte ind var der mange af betjentene der nikkede og smilede til mig. Jeg kendte mange af dem, og de fleste synes også jeg var til at have med at gøre. Det gjorde typisk det hele meget nemmere når jeg skulle forhøres. Jeg blev ført ind i et forhørslokale, og håndjernene blev endelig taget af mig. Jeg gned mine håndled der hvor jernet havde siddet, lidt for stramt hvis jeg selv skulle sige det. De to betjente som havde været ude og hente Ed og jeg ved mit hus, forlod lokalet igen. Jeg havde ingen idé om hvor Ed var henne. Jeg havde lagt mærke til, at der holdte flere politibile ude foran, så han var sikkert blevet kørt i en af dem.

Jeg sad alene i et langt øjeblik inden der kom en meget velkendt betjent ind og satte sig over for mig.

”Harry,” hilste han, mens han kiggede ned i nogle papirer han havde haft med sig ind i lokalet.

”Smith,” svarede jeg. Han så op og blinkede kækt til mig. Jeg himlede med øjne af ham, men kunne ikke lade være med at smile. Smith var den første politibetjent jeg havde mødt efter jeg var flyttet. Han havde fortalt mig, at han havde en særlig interesse for børn der havde det svært. Han havde hjulpet mig ofte. Jeg var glad for, at det var ham der skulle forhøre mig. Det skulle ikke undre mig, hvis han havde spurgt efter mig. Det gjorde han tit, når han hørte at jeg blev taget ind på stationen. Smith trykkede på en knap på en optager.  

 

”Klokken er 00:21 og afhøringen af Harry E. Styles påbegyndes. Til stede er K.A. Smith,” sagde han, rodede lidt med sine papirer igen, og så så op på mig endnu en gang.

”Harry hvor var du den 31. december mellem klokken 17:30 og 00:00?” spurgte han. Han skubbede noget hår væk fra ansigtet, og så indtrængende på mig.

”Hjemme ved min mor. Jeg fejrede nytår med hende og min storesøster Gemma,” svarede jeg med et suk. ”Det kan de bekræfte,” tilføjede jeg. Jeg vidste, at det var det næste spørgsmål han ville stille. Smith nikkede og skrev ned. Normalt til sådanne afhøringer ville man blive spurgt om deres adresse og fulde navne, så de var nemmere at finde, men Smith kendte dem godt. Han havde ikke brug for den information.

”Harry, jeg bliver nødt til at være ærlig – det ser sort ud,” sagde Smith. Jeg rynkede brynene men sagde ikke noget.

”Jeg har brug for, at du fortæller mig helt præcist hvad der er sket,” fortsatte Smith. Vi sad i stilhed lidt. ”Jeg ved ikke hvorfor Ed valgte at tage hjem til mig,” sagde jeg så. Jeg kunne se på Smith, at det ikke var det han ville høre. Han havde nok håbet, at jeg ville forklare alt – men jeg ville lokke lidt information ud af Smith først.

Vi så på hinanden, og jeg kunne se, at Smith godt vidste, at jeg fiskede efter mere information. Han virkede lidt tøvende. ”Vi holder en kort pause,” sagde han så, og slukkede optageren.

”Hvis du tror, at jeg har tænkt mig at fortælle det til en optager, så tager du fejl, Styles,” smilede Smith. Jeg grinede. Han skulle nok fortælle mig hvad jeg ville vide.

”Ed er sigtet for mord. Du er blevet sigtet for hærværk og vold. Vi samarbejder med betjentene der fulgte Ed hertil, og de er ikke særlig glade for hverken dig eller Ed. Hvis de ikke var involveret ville du sagtens kunne slippe med en meget kort fængselsstraf, men de er fast besluttet på at sigte dig for medvirken i drab. Det er ikke en officiel sigtelse endnu, men jeg tror desværre ikke, at jeg kan få dem til at droppe idéen,” forklarede Smith. ”Hvem?” spurgte jeg med tør hals. ”Andy Taylor er den dræbte – du kan godt se hvorfor de gerne vil have dig med ned, ikke?”.

Jeg kunne ikke få en lyd ud, så jeg nikkede blot. Smith så alvorligt på mig. Både han og jeg var klar over, at hvis jeg ikke fik fat i en god advokat med det samme, kunne jeg se frem til en lang fængelsesdom.

”Jeg vil gerne tale med min advokat inden jeg siger mere,” sagde jeg. Smith og jeg fik øjenkontakt. Han nikkede, og forlod rummet. Jeg vidste det her så sort ud, og det gjorde det på grund af Ed. Jeg vidste at de næste par uger ville blive lange og hårde.

 

Som forventet var de næste par uger lange. Jeg snakkede med min advokat, hvorefter jeg snakkede med politiet. Og det skete igen og igen og igen.

Dagen hvorpå jeg skulle have min dom, var jeg rimelig sikker på, at jeg ville få en dom jeg kunne leve med. Jeg havde siddet i fængsel før, men ikke længere end en måned.

Retssagen var lang, men min advokat snakkede godt for min sag. Jeg selv sad og lyttede. Andy Taylors familie sad i retssalen og græd lydløst. Jeg fik en klump i halsen, og min mave træk sig sammen. De vidste ikke, at jeg ikke havde slået ham ihjel. Alt de vidste var, at deres søn var blevet dræbt og at jeg havde været i byen op til ulykken. Jeg kunne se smerten i deres ansigter. Der manglede nu noget i deres liv der aldrig kunne blive erstattet. Der ville for altid være et hul i deres liv, og deres hjerter – de og beskyldte mig. Det var næsten uudholdeligt at side helt stille på min stol, og ikke rejse mig op og råbe ”Det var ikke mig,” til dem. Jeg vidste, at det ville være en dum idé at gøre, men jeg havde et brændende behov for at fortælle dem sandheden. Jeg bed mig selv i tungen og kiggede op mod loftet. Jeg kunne ikke se på dem. Jeg kunne ikke se på dommeren, eller på anklageren. Jeg lod mine tanker vandre, og de vandrede hen til et velkendt ansigt. Aria. Hver gang jeg lod mine tanker vandre gik de automatisk hen til hende. Min elskede.

BANK. BANK. BANK. ”Vi vil nu votere,” sagde dommeren og lagde hammeren fra sig. Der opstod uro, mens juryen diskuterede en passende straf for mig.

 

Det føltes som om der gik evigheder inden jeg uroen forstummede og dommeren atter bankede med sin hammer.

”Harry Edward Styles, du skal afsone en et årig, betinget straf,” sagde dommeren. ”Retssagen er ophævet”. Et helt år. Et helt fucking år. Jeg sad som forstenet i min stol og stirrede på pladsen dommeren havde siddet på. Han havde rejst sig, for at forlade retssalen. Mine ben føltes som gele, og jeg var bange for at rejse mig, for jeg var ikke sikker på, at mine ben ville kunne bære mig.

To betjente kom hen til mig, lagde mig i håndjern og førte mig ud af salen. Det hele føltes underligt, uvirkeligt. Jeg kunne ikke tro, at dette skete for mig. Jeg havde været så forsigtig efter jeg mødte Aria, netop fordi dette her ikke måtte ske. Jeg måtte forklare mig selv. Jeg måtte fortælle hende, at jeg stadig elskede hende. At denne her staf ikke skulle ændre hendes syn på mig. Jeg var stadig mig.

 

”Så, Harry, det her kommer til at være dit værelse det næste års tid,” sagde Smith og låste håndjernene op. Det var et lille firkantet rum, med grå vægge. Der stod en seng i det ene hjørne, og ved den modsatte væg stod der et skrivebord og en skrivebordsstol.

”Der er for resten kommet et brev til dig,” sagde han, og gav mig en hvid konvolut. Jeg tog i mod den, men jeg ventede med at åbne den til han var gået og jeg var alene. Det var et brev fra Aria.  

 

Min kæreste Harry.

Jeg skriver til dig, for at lade dig vide hvordan det går. Jeg ved, vi skiltes som uvenner, men jeg håber du ved, at jeg stadig elsker dig. Jeg elsker dig mere end du aner, og jeg bliver nødt til at være ærlig over for dig. Jeg savner dig – jeg savner alt ved dig.

Jeg kan ikke vente til du kommer hjem igen – jeg kan ikke vente til, at jeg kan have dine arme omkring mig igen. Jeg ved du tog af sted fordi der var nogle ting du blev nødt til at ordne uden mig, men jeg ville dog ønske, at du havde fortalt mig hvad de var.

 

Alt her hjemme er okay. Lærerne er kedelige, præcis som de var inden du tog af sted. Der er kun få der har spurgt efter dig. Jeg fortalte dem, det du bad mig fortælle dem. Familie krise. Jeg tror de forstod. Sender de dig dit skolearbejde? Så du kan blive færdig til sommer?

 

Nu tænker du sikkert ”hvorfor skriver hun alt det her i et brev?”. Jeg ved jeg kan komme og besøge dig, men jeg bryder mig ikke om tanken. Brevet synes jeg var mere personligt end et telefonopkald, jeg ved ikke hvorfor?

 

Oh gud, Harry, jeg savner dig så meget, det gør ondt. Jeg har det svært, for jeg vil så gerne have, at du kommer hjem, men jeg forstår, at du har fortjent den tid du skal sidde inde.

Mor og far er forfærdelige, som sædvanlig, men du skal ikke bekymre dig, jeg klare mig.

 

Men det er svært. Det er hårdt at være væk fra dig. Hårdt ikke at have dine arme omkring mig når jeg sover. Så jeg vikler mig ind i mit tæppe og lader som om det er dine arme, for hvis du var her, ville det hele ikke være så svært.

Jeg elsker dig.

 

Din for altid.

 

Aria De La Vega.

 

En tåre trillede ned af min kind. Hun vidste intet endnu. Hun var så uskyldig, og så evigt dejlig. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv, af savnet til hende. Jeg bandede af mig selv for at være taget afsted. Hvad fanden havde jeg også tænkt på.

Jeg bankede på døren til min celle, indtil en betjent svarede. Jeg spurgte efter noget tage, og da jeg fik det, hang jeg Arias brev op på væggen ved min seng. Tanken om hende var det der skulle få mig igennem det her år.

 

Tiden i fængslet var ikke nem. Ed og jeg sad inde i samme fængsel, så ham så jeg tit, men jeg undgik ham så meget som muligt. Jeg kunne ikke finde ud af om jeg var sur på ham, for jeg havde trods alt selv sagt ja til at hjælpe ham, men han havde trukket mig med sig ned, og det havde jeg svært ved at tilgive.

Jeg fik hurtigt muligheden for at sætte mig i respekt overfor alle fangerne. En gruppe mænd, der lod til at ’styre’ fængslet trængte mig en dag op i en krog. De var ikke særlig gode til at slås – det var tydeligt, at de ikke havde særlig meget erfaring. De havde måske været involveret i slagsmål i max to år. Jeg selv havde lært at slås fra en ret tidelig alder. Jeg havde intet problem med at give dem alle tre bank. Efter den dag flyttede folk sig hvis jeg kom gående.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke nød at se frygten i deres øjne. Men trods den lille glæde kunne jeg stadig mærke hvordan mit sind formørkendes. Louis og min mor besøgte mig en gang i mellem, men det var ikke ofte. Jeg kunne se hvor skuffet min mor var, og det gjorde mig endnu mere deprimeret end jeg var i forvejen. Louis derimod fortalte mig om alle de gode ting jeg havde at se frem til. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham.

Men den eneste jeg håbede på at se var Aria, men hun kom aldrig. Jeg ventede. Et helt år ventede jeg på, at hun ville dukke op, men der skete intet. Kun Louis og min mor kom – og jeg kunne ikke lade være med at blive en lille smule skuffet hver gang.

Skuffelsen da jeg så hende igen. Smerten. Det var uudholdeligt. Jeg havde håbet på at se hende så længe, og da det så endelig sker, vil hun ikke længere have mig. Jeg var sønderknust – det var også en af grundende til, at jeg besluttede mig for ikke at sige noget.

Jeg ville ikke fortælle om fængslet fordi jeg allerede så skidt ud i Louis’ og Arias øjne, og jeg kunne ikke se nogen grund til, at gøre det værre ved at fortælle dem, at jeg havde været oppe at slås i fængslet. Og jeg havde allerede skubbet Aria væk fra mig, jeg så ingen grund til at gøre skaden værre.

 

______________________________________________________________

Yas, så kom der endeligt et nyt kapitel. Jeg håber meget I kan lide at få lidt indblik i hvad Harry har oplevet. Jeg synes personligt at der var brug for det. 

Fortæl mig endelig hvad I synes om det, og smid gerne et like hvis I (stadig) synes om movellaen. 

KÆMPE KRAMMER xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...