Home - I Know Places 2, Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Dette er to'eren til 'I Know Places'. Harry er i fængsel, men kommer snart ud igen. Han har siddet inde længe, og meget er anderledes. Det har været hårdt for Aria, der ikke kun mistede Harry, men hendes forældre valgte også at gå fra hinanden. Aria er startet på collage - det samme som hendes veninde Alice. Aria skrev breve til Harry inden han kom i fængsel, men hun sendte kun ét brev til ham, mens han sad inde. Hvad sker der når Harry endelig bliver lukket ud? Kan Aria tilgive ham? Eller er hun kommet videre med en anden?

27Likes
27Kommentarer
9083Visninger
AA

14. 11: Jail PART 1

Jackson havde endelig valgt at skrive til mig, til trods for, at ham og jeg også blev ret uenige da Harry og jeg lige havde slået op. Jackson ville gerne undskylde, men han ville ikke gøre det over telefonen, så jeg var på vej hen på en lille café for at mødes med ham.

Jackson sad allerede ved et bord, henne i et fjernt hjørne af caféen. Caféen var ikke så stor, så jeg fik hurtigt øje på ham. Han lignede sig selv. Den typiske populære fyr fra High School. Med på moden, og håret sat med voks, og naturligvis et skævt smil om læberne.

Jeg gik op til disken for at bestille varm kakao, og satte mig derefter over for Jackson. Han smilede stadig da jeg satte mig ned.

”Hej,” sagde jeg og tog et sip af min meget varme kakao. Alice og jeg havde opdaget caféen en sen eftermiddag ikke så lang tid efter vi var startet på collage. Vi havde været ude at gå en tur for at lære byen lidt bedre at kende, og var stødt på dette lille hyggelige sted. Her kom mange forskellige typer, men caféen var hyggelig, og jeg nød utroligt meget at komme her.

”Hej, Aria”. Mit blik havde svævet rundt i lokalet, men da jeg hørte Jacksons stemme, lod jeg mit blik falde på ham i stedet. Da jeg så på ham, begyndte han at tale. ”Jeg er virkelig ked af det, hvis du har følt, at du ikke kunne snakke med mig, men du må også bare forstå, at jeg virkelig har problemer med Harry, okay”. Jeg rynkede brynene, for det lød umiddelbart ikke rigtig som en undskyldning, men mere en forklaring.

Jeg var bestemt glad for, at han havde taget initiativet til at snakke med mig, men jeg forstod ikke helt hvor han ville hen med det han sagde. Jeg var udmærket klar over, at han havde problemer med Harry. Harry havde trods alt også problemer med Jackson, så det var ikke første gang jeg blev introduceret til deres fjendskab.

”Det er ikke fordi jeg ikke bekymre mig om dig, men jeg kan bare ikke holde ud at se dig blive såret, når du kunne være sammen med én der behandler dig, som du fortjener,” fortsatte han. Hvis jeg var forvirret før, så var det intet i sammenligning med nu. Forvirringen var total.

”Undskyld, hvad?” spurgte jeg, og tog en stor slurk af min kakao, ligesom for at forsøge at få de bekymringer der lå i halsen til at forsvinde. Jackson tog en dyb indånding. Jeg kunne se, at han var ved at blive utålmodig, men jeg forstod virkelig ikke hvor han ville hen med det han sagde.

”Jeg kan høre på dig, at du er irriteret lige nu, Jackson, men jeg ved virkelig ikke hvad du mener,” sukkede jeg. Hans blik blødte en smule op da han atter så på mig.

”Du har aldrig været særlig god til at opdage hvordan folk ser på dig. Det er som om, at uanset hvor mange beundrer du har, så er det ikke helt nok”. Nu lød det slet ikke som en undskyldning længere. Jeg følte mig fornærmet, og jeg vidste ikke helt om han mente det han sagde, eller om han bare var ude på at irritere mig.

”Jeg har ikke særlig mange beundrer, Jackson. Hold nu op. Jeg opdagede hvordan du så på mig, da vi gik i High School, vi var sågar kærester, men…”

”Det handler ikke om dig og mig – jeg beundrer dig stadig, det gør jeg, men jeg er ikke håbløst forelsket i dig længere. Jeg ved, at det er en kamp jeg allerede har tabt, men det er der andre der ikke gør, okay,” sagde han, en smule mere blidt end før.

”Jamen hvem, Jackson,” spurgte jeg, men Jackson rystede bare på hovedet. ”Jeg har lovet ikke at sige noget, okay”. Og så rejste han sig og gik.

Jeg sad helt paf tilbage og anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg ved ikke hvor længe jeg sad, men jeg flyttede først på mig igen, da min mobil begyndte at ringe i min lomme.

Jeg tog den op og så på skærmen. Louis.

”Hej du,” sagde jeg da jeg havde taget mobilen op til mit øre. ”Hej, kan du ikke lige kom hjem til mig, det er vigtigt,” svarede Louis. Jeg kunne høre på ham, at det var alvorligt. Louis lød altid glad, men der var noget andet i hans stemme i dag.

”Hvad er der sket?” spurgte jeg, men jeg vidste ikke om jeg havde lyst til at vide det. ”Harry er klar til at fortælle hvad der skete,” sagde Louis med dæmpet stemme, som om han var bange for at nogen skulle høre ham.

”Øm, okay, jeg kommer over nu så,” svarede jeg og lagde på. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte bankede hurtigere end det plejede. Det sad helt oppe i halsen på mig. I dag ville jeg få svar på alt det jeg havde gået og tænkt på. I dag ville jeg endelig få sandheden at vide. Jeg vidste, at jeg havde brug for at vide hvad der var sket, men på den anden side vidste jeg heller ikke om jeg var klar til hele sandheden. Jeg vidste bare, at det var nu eller aldrig. Så jeg rejste mig, og begav mig hen mod Louis og Harrys lejlighed.

 

Mine hænder rystede da jeg bankede på døren til Louis og Harrys lejlighed. Jeg var nervøs. Meget nervøs. Det var Louis der åbnede. Jeg forsøgte at smile som en form for ’hej’, men det lykkedes vist ikke særlig godt. Louis lukkede mig ind, og jeg smed overtøjet, for derefter at følge Louis ind i deres stue.

Det var som at få stukket en kniv i hjertet, da jeg så ham. Der var så mange følelser i mig, at det føltes som om jeg var ved at blive kvalt. Der sad han. Min Harry, i en lænestol med hovedet gemt i hænderne. Han havde sine vanelige sorte, stramme bukser på, og en havblå T-shirt. Han lignede sig selv og så alligevel ikke. Harry så næsten aldrig sårbar ud, men som han sad der lignede han mest af alt et udsat barn. Jeg havde lyst til at løbe hen til ham, og trække ham ind i et langt, varmt kram, men jeg lod være.

Harry var trods alt bare Harry. En dreng med alt for meget selvtillid og alt for mange problemer til at det burde kunne være i ét menneske. Jeg kunne mærke, at jeg havde ondt af ham. Det var nok det sidste han ønskede, men jeg kunne ikke lade være.

Louis rømmede sig, og det gav et sæt i Harry, og han kiggede op. Han sendte os et halvhjertet smil, og lænede sig så tilbage i lænestolen. Louis gjorde tegn til at jeg skulle tage plads i sofaen, så det gjorde jeg. Louis selv satte sig ned ved siden af mig.

Stilheden var kvælende, og jeg havde en umådelig lyst til at bryde den, men jeg vidste, at Harry ikke ville fortælle noget hvis han blev presset. Så jeg lod være med at sige noget.

Efter hvad der føltes som meget lang tid, begyndte han endelig at tale.

 

 

 

ET ÅR TIDLIGERE

 

Jeg havde næsten lige sat Aria af ved skolen, og var nu på vej hjem til Ed. Jeg vidste godt, at det ikke var en god idé at tage hjem til Ed, på trods af, at han havde problemer. Jeg gjorde det alligevel, for jeg havde kendt Ed siden vi var helt små.

Som barn, inden mine forældre var blevet skilt, boede Ed og jeg i samme by, og gik på samme skole. Vi var hurtigt blevet venner. Vi hjalp altid hinanden, så vi kom næsten aldrig i problemer med de voksne. Jeg kunne ikke svigte ham nu. Han havde trods alt aldrig svigtet mig.

Jeg kan ikke huske hvornår vi blev volddige Ed og jeg, men jeg husker, at jeg ikke kendte de drenge vi kom op at slås med. Det var nogen Ed længe havde haft problemer med – det havde han fortalt mig.

Til at starte med havde jeg haft svært ved at slå på andre, men det blev efterhånden nemmere og nemmere. Især efter mine forældres skilsmisse. De kunne slet ikke finde ud af det sammen, og min søster og jeg blev brugt som kommunikationsobjekter. Jeg havde det forfærdeligt, og det tror jeg også min mor kunne fornemme på mig, for til at starte med lod hun mig slippe meget billigt når jeg havde været oppe at slås. Efterhånden som jeg blev ældre og mine forældre selv begyndte at kommunikere, blev straffen for slåskampe også værre. Men jeg var allerede for langt ude. Vi flyttede. Jeg tror ikke min mor kunne se en anden mulighed, end at vi kom et nyt sted hen. At jeg kom væk fra Ed. Men jeg tror i bund og grund ikke, at Ed havde en dårlig indflydelse på mig, jeg tror bare, at han var så meget sig selv, at han ikke dømte mig. Jeg kunne ikke gøre noget forket i hans selvskab, og det gjorde mig vovet. Jeg turde alt sammen med ham.

Da vi flyttede blev jeg hurtig venner med dig, Louis, og de andre drenge. I accepterede mig, men jeg vidste ret tidligt, at i ikke brød jer om når jeg kom op at slås.

Jeg vil ikke sige, at det er fordi jeg har et voldsomt temperament, men jeg var blevet så vant til, at vold var løsningen på at lukke røven på de fuck-hoveder der var rundt omkring i byen. Og hvorfor ændre mig? Der gik jo rygter om mig allerede inde jeg kom til byen. Det var trods alt en lille by, og lærerne på vores skole er næsten lige så glade for sladder som eleverne er. Jeg valgte at udnytte mig af det. Jeg valgte at udnytte mig af, at de fleste undveg mig allerede inde de havde mødt mig. Jeg udnyttede mig af, at jeg kunne gøre hvad der passede mig, og ingen ville synes det var mærkeligt. På et tidspunkt begyndte rygterne at tage overhånd, og jeg tror det var på det tidspunkt, at Jackson og hans gruppe af venner fik øjne op for mig. Jeg havde set dem på gangene mange gange allerede, men jeg havde aldrig snakket med nogen af dem. Der havde ikke været nogle problemer mellem os.

I kender allerede historien om hvordan jeg fik tæsk af dem efter at have fulgt en af dine, Aria, veninder hjem. De var fire eller fem mod mig, så jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke ville slippe godt fra det, men jeg klarede mig rimelig godt. Hovedsagen er, at det var uprovokeret, og det var i en tid hvor jeg allerede følte mig uretfærdigt behandlet. Jeg fortalte ikke min mor om det, men hun blev rasende da hun så mig. Hun behandlede mig som om det var mig selv der havde startet slåskampen, og det kan jeg ikke bebrejde hende for. Ni ud af ti gange var det trods alt mig der slog først, men ikke den gang.

Der gik også mange rygter om hvordan jeg udnyttede piger, men det var pigerne selv der startede de rygter. Jo, jeg var sammen med nogen af dem, men jeg lover jer, at der er langt flere piger der vil påstå at de har været sammen med mig, end det antal af piger jeg rent faktisk har været sammen med.

Da du, Aria, startede på skolen, ignorerede jeg dig det første stykke tid, helt med vilje. Da jeg først så dig, fik jeg det som om jeg ikke kunne trække vejret. Du fik mit hjerte til at banke hurtigere, og jeg blev pludselig klar over at jeg manglede noget i mit liv. Jeg gik rundt og var så vred hele tiden, men det blev pludselig utrolig svært at være vred når du var tilstede. Det var skræmmende, alt ved dig var så uvant, og utrygt, at jeg på et tidspunkt overvejede at sige til min mor, at vi skulle flytte igen. Jeg gjorde det ikke, og det er jeg glad for, men for helvede, Aria, det var svært at lade være. Det var svært at lade dig være. Det er det stadig.

Nå men jeg var på vej hjem til Ed. Jeg vidste han havde problemer, men jeg vidste ikke hvilke. Det eneste jeg vidste var, at der var mange, at de var alvorlige, og at han virkelig havde brug for mig. Da jeg kom derhen blev jeg overrasket over hvor alvorlige problemerne var. Han skyldte en masse penge væk, han havde allerede på det tidspunkt politiet på nakken, og en lokal bande, Ed og jeg havde været oppe at slås med et par gange før.

Vi gik langsomt i gang med at lægge planer. Vi skulle skaffe en masse penge, så Ed ikke længere skyldte penge væk, men det var svært. Eds umiddelbare plan var at røve en bank, men han havde som sagt allerede politiet på nakken, så jeg synes ikke det var en mulighed, overhovedet.

Vi brugte flere dage på at finde en løsning på penge problemet. Men jo mere tid vi brugte på at udarbejde en plan, jo mindre tid havde vi til at aflevere pengene. Samtidig begyndte problemerne at hobe sig op.

Ed har aldrig været den rationelle af os to, og han blev mere og mere rastløs jo længere tid der gik. Han begyndte at blive mere og mere sur, han kom op at slås, men jeg stadig sad hjemme hos ham og forsøgte at finde løsninger på alle de problemer han havde præsenteret mig for. Jeg kunne godt forstå ham, for jeg havde det lidt på samme måde. Det var frustrerende ikke at kunne finde ud af hvordan vi skulle ud af den redelighed.

Jeg var ofte meget i tvivl om, hvorvidt jeg bare skulle droppe det, og tage hjem. Jeg vidste, at det umuligt kunne ende godt, og jeg savnede, dig, Aria. Min mor var af den overbevisning, at jeg var på besøg hos min far, men det forhindrede hende ikke i at ringe til mig næsten hver dag. Hun blev ved med at spørge om jeg nu opførte mig ordentlig. Jeg forsøgte at forsikre hende om, at jeg naturligvis brugte min tid hos far fornuftigt. Jeg hadede at lyve for hende, men jeg følte ikke, at jeg kunne tillade mig at forlade Ed til sig selv. Han havde så mange problemer, og jeg har erfaring med problemer, for jeg har haft mange selv også. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og der var ikke nogen jeg kunne spørge. Jeg var i tvivl. Jeg tvivlede på mig selv, på hvad jeg havde gang i, og hvordan jeg skulle komme ud af det igen.

Nå, men tilbage til Ed. Han havde ikke kun penge problemer, han havde også fået en kæreste der gav ham problemer. Hun var kærester med én af drengene fra den anden gruppe. De havde problemer med Ed i forvejen, men da de så fandt ud af, at hun var blevet kærester gik det helt over gevind. Jeg foreslog, at han som en start bare kunne slå op med hende, men det nægtede han. Det skabte bare flere problemer at han blev sammen med hende, men han ville ikke lytte til mig. Jeg var ikke i tvivl om, at han holdte af hende, det er jeg sikker på, at han gjorde. Det gør han måske stadig, det skal jeg ikke kunne sige. Men altså, jeg forstod ikke hvorfor han ikke bare kunne gå fra hende. Jeg forstod ikke hvorfor det var så, fucking svært for ham, bare at skride fra hende. Det eneste han skulle gøre var, at såre hende lidt, så hun ville forlade ham, men han blev ved med at sige, at det kunne han ikke. Men jo flere dage der gik, og jo flere breve vi skrev til hinanden, blev jeg klar over hvad jeg havde overset. Hvis han nu havde bedt mig om at forlade dig, Aria, så havde jeg da heller ikke gjort det. Aldrig, uanset hvor mange problemer det ville have givet mig. Jeg ville have været fuldstændig ligeglad.

Problemet med, at jeg indså hvor glad han var for hende, var, at jeg følte mig endnu mere nødsaget til at blive og hjælpe ham. Jeg blev nødt til at hjælpe ham så godt jeg kunne. Jeg følte, at Ed endelig havde fundet noget godt i sit liv, noget eller rettere nogen der kunne rette lidt op på ham igen. Og jeg forstod ham kun alt for godt. Hans passion for hende, hans lidenskab for hende. Måden han ikke kunne undvære hende på. Jeg var klar over hvad han følte, for jeg følte det samme. Sådan havde jeg det også med en hvis pige, jeg havde efterladt derhjemme.

Ed var blevet forelsket, og jeg kan godt forstå, at han ikke havde lyst til at gå fra hende, men jeg sagde, at han blev nødt til det – i hvert fald indtil vi havde fået løst nogle af alle de andre problemer Ed også havde. Vi gik meget op og ned af hinanden og vi var meget uenige om måden vi skulle gå til problemerne på. Jeg kunne mærke hvordan Ed blev mere og mere utålmodig, og mere og mere aggressiv. Det endte med at vi kom op at slås. Jeg kan huske hvordan vi stod inde i stuen og skændes – vi råbte højt. Ed blev helt vild og blikkede og slog så ud efter mig. Jeg forsøgte at nøjes med at afværge ham, men han var ikke til at styre, så jeg endte med at slå igen. Ed fik en del flere skræmmer end jeg gjorde, for han tænkte ikke klart da han slog. Jeg havde overtaget hele tiden, og det vidste jeg, så jeg var ikke urolig. Men jeg kunne mærke på Ed, at han blev irriteret over vores slåskamp, så han tog væk i et stykke tid. Jeg gik alene i huset og tænkte over hvad jeg havde sagt til Ed, og hvad vi skulle gøre fremadrettet.

Da Ed kom tilbage igen, var han kølet ned, men der gik ikke mange dage inden, at hans kæreste begyndte at komme i huset igen. Vi kom op at slås med banden flere gange, og politiet begyndte at komme rendende mere og mere. Vi stod i lort til halsen, og det så ud som om, at jeg var den eneste der var klar over det. Eds og mit venskab var ved at smuldre. 

 

__________________________________________________________

Yay nyt kapitel - dette kommer med en del nummer 2. 

Jeg håber I kan lide, at man ser lidt fra Harrys synsvinkel, om hvad der skete i I Know Places ;-) 

Fortæl hvad I synes og hav en lækker søndag xoxo 

KÆMPE KRAMMER <3 :-D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...