Home - I Know Places 2, Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Dette er to'eren til 'I Know Places'. Harry er i fængsel, men kommer snart ud igen. Han har siddet inde længe, og meget er anderledes. Det har været hårdt for Aria, der ikke kun mistede Harry, men hendes forældre valgte også at gå fra hinanden. Aria er startet på collage - det samme som hendes veninde Alice. Aria skrev breve til Harry inden han kom i fængsel, men hun sendte kun ét brev til ham, mens han sad inde. Hvad sker der når Harry endelig bliver lukket ud? Kan Aria tilgive ham? Eller er hun kommet videre med en anden?

27Likes
27Kommentarer
9013Visninger
AA

13. 10: Not Alone

Det var med en hel ny spændstighed i mine skridt da jeg mødte ind mandag morgen. Jeg havde brug hele weekenden på at tænke over hvordan jeg kunne få Aria tilbage. Det handlede ikke om, at jeg fortrød at jeg slog op med hende, men at vi havde gjort det forket lige fra starten af.

Det havde været en kamp fra dag et af, og nu havde jeg chancen for at lave om på det, så det var det jeg havde tænkt mig at gøre. Jeg havde umiddelbart ikke spottet hende endnu, men jeg var sikker på, at det ikke kunne vare længe inden jeg ville støde ind i hende.

Jeg gik ned af en gang på vej mod den time jeg skulle have sammen med Aria, og vidste at nu måtte hun da være i nærheden, men det var ikke hende der kom gående hen mod mig. Det var Alice. Og hun så intet mindre end rasende ud.

”Du er den største idiot der kan gå på to ben, Harry,” sagde hun, da hun nåede hen til mig. Hun prikkede mig i brystet med en pegefinger. Hendes optegnede bryn var rynket sammen.

”Jeg er oppe at skændes med min bedste veninde fordi du er en idiot. Jeg håber kraftedeme karma bider dig hårdt i røven” vrissede hun, og skubbede sin pegefinger længere ind i brystet på mig. Jeg skubbede surt hendes finger væk. Hvad fanden handlede det her lige om. Jeg havde da ikke gjort noget der kunne have betydning for deres venskab.

”Det er da ikke min skyld, at I er blevet uvenner?” snerrede jeg. Alice himlede med øjne, og gik sin vej. Selv, stod jeg tilbage fuldstændig paf over den måde jeg lige var blevet behandlet på. Hvad mente hun med, at jeg var grunden til at de skændes?

Jeg trak på skuldrene over hende, for hvis jeg skulle være ærlig havde Alice og jeg aldrig rigtig været særlig gode venner. Jeg var fuldstændig ligeglad med at hun var sur på mig.

 

Inde i klassen var stort set alle dukket op, så der var ikke mange pladser tilbage. Uheldigvis var der ikke en plads ledig ved siden af Aria. Jeg havde ellers håbet på, at vi kunne snakke sammen. Hun havde sikkert ikke særlig meget lyst til at snakke med mig lige nu, og jeg kunne jeg egentlig godt forstå.

”Godt, fald til ro alle sammen,” sagde vores lære, da han var kommet ind i klassen og hen til katederet. Der blev stille og han fortsatte; ”I skal i gang med en opgave, jeg gerne vil have i er to og to om”. Fedt – lige hvad jeg havde brug for. ”Men jeg har allerede lavet grupperne”. Og der røg min chance for at være sammen med Aria. ”I skal lave en opgave om kriminalitet, og om hvordan det kan ændre et menneske at sidde i fængsel,” fortsatte han. Jamen, perfekt – det vidste jeg alt om. Der var mange nysgerrige blikke der blev vendt mod mig, men der var kun ét blik jeg søgte efter – men hun så ikke på mig.

Der var blevet helt stille. Læren så rundt på eleverne og langsomt lod han sit blik glide hen på mig. Så nikkede han. ”Ja, ja du har vel det man kalder ’personlig erfaring’,” sukkede han, men sagde heller ikke mere. Jeg nikkede blot. ”Ja, men hvorfor ikke starte med din gruppe, så Harry. Jeg har sat dig sammen med Aria De La Vega, fordi jeg håber hun kan få en anden attitude ud af dig, end nogle af os lærer har kunnet,” sagde han. Mit hjerte sad oppe i halsen i løbet af et halvt sekund. Jeg skulle arbejde sammen med Aria. Alt havde været i mod mig, men jeg var rent faktisk kommet i gruppe med Aria. Det her var bedre end jeg nogensinde havde turde håbe på.

Jeg havde lyst til at hoppe op og ned, men uheldigvis var lykken kort. Aria vente sig rundt i sin stol og så på mig for første gang i dag. Hendes blik var koldt, og fuldstændig tømt for følelser. Jeg kunne mærke skuffelsen skylle ind over mig, men jeg rettede ryggen, lagde mit ansigt i de vante folder, og sendte Aria et kækt blink. Hun så overrasket ud, men hun skyndte sig at vende sig om igen.

Jeg vidste godt, at det her i bund og grund var min skyld, at hun ikke ville snakke med mig, og det var heller ikke fordi jeg bebrejdede hende for det. Jeg kunne bare ikke lade være med at blive frustreret over hende alligevel. Det kunne godt være, at jeg havde slået op med hende, men hun havde også en del af skylden.

”Du forlod mig. Du forlod mig uden nogen forklaring, uden noget. Jeg skændtes med min mor og far i flere uger, for at få den til at forstå at du ikke er kriminel. Jeg hadede mine forældre for ikke at forstå. Men det var mig der ikke forstod. Du sad i fængsel fordi du havde gjort noget kriminelt. Fordi du er kriminel. Jeg kunne stadig huske hendes ord. Jeg kunne stadig se hendes ansigtsudtryk for mig, da hun sagde det. Jeg rystede på hovedet, både over mig selv, og for at fjerne hendes ord fra mit hoved.

”Sæt jer sammen i jeres grupper, og gå i gang,” sagde læren. Jeg havde ikke hørt efter, men det var vel også ligegyldigt. Jeg så afventende på Arias ryg, men der skete ikke noget, så jeg gik ud fra at hun ville have jeg kom til hende. Jeg rejste mig og gik med så meget selvtillid jeg kunne finde i mig selv, hen til hende.

”Hej,” sagde jeg, da jeg satte mig ved siden af hende. Hun nikkede men sagde ikke noget. Jeg tager hvad jeg kan få, tænkte jeg, og trak bare på skuldrene.

”Nå, det her skal nok blive nemt,” sagde jeg, og forsøgte halvhjertet at grine. Aria vente sig om i stolen, så hun sad med fronten mod mig i stedet for med siden til mig. Hendes øjne slog lyn da hun mødte mit blik.

”Hvordan bliver det her nemt, Harry?” vrissede hun, og hævede sine øjnebryn. Jeg forsøgte ikke at lade hende tone påvirke mig, men jeg blev alligevel en smule provokeret.

”Jeg ved ikke om du har glemt det, men jeg har siddet i fængsel, og det er det opgaven handler om, snuske,” svarede jeg fraværende. ”Du skal ikke kalde mig snuske,” vrissede hun. Jeg trak på skuldrene.

”Det bliver ikke nemt, Harry, for du har ikke fortalt nogen hvad der skete, og hvordan det var at sidde inde, så hvorfor skulle du begynde nu?” spurgte hun. Jeg kunne ikke høre om hun var sur, eller frustreret, men jeg kunne mærke hvordan mit hjerte begyndte at værke. Jeg kunne ikke lide at se hende sådan her. Hun havde ondt, og det var min skyld.

”Aria, jeg…” begyndte jeg, men det blik hun sendte mig, fik mig til at holde munden lukket. Der var ikke noget jeg kunne sige, som ville få hendes smerte til at blive mindre. Jeg var ked af, at jeg havde gjort hende ondt, men jeg fortræd heller ikke min beslutning om at slå op med hende. Vi havde det ikke godt sammen, uanset hvor meget jeg gerne ville have haft, at det var sådan. Men vi havde brugt hinanden op, og der var ikke mere at give af. Hvis vi nogensinde skulle kunne finde af det sammen, skulle vi starte helt forfra. Og vi skulle starte med sandheden.

 

Dagen gik langsomt, og hverken Aria eller jeg fik skrevet særlig meget på vores opgave. Det var akavet mellem os, og det var meget tydeligt, at Aria stadig ikke havde specielt meget lyst til at snakke med mig.

Da jeg kom hjem til Louis’ og min lejlighed, var Louis allerede hjemme. Han så på mig med et forventningsfyldt blik, men jeg måtte skuffe ham.

”Vi er blevet sat i samme gruppe, men det er en underdrivelse at sige, at hun hader mig. Louis hun kan ikke udstå synet af mig” sukkede jeg. Louis sendte mig et medlidende blik, men sagde ikke noget lige med det samme. Efter en god lang pause, åbnede han munden.

”Ærligt, så forstår jeg hende godt. Du kommer tilbage fra fængsel og vil vinde hende tilbage. Hun lader dig komme tæt på igen, og så slår du op med hende, og nu vil du lige pludselig godt snakke med hende. Jeg kan godt forstå hvis hun er forvirret, Harry. Du sender forvirrende signaler, og hun ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv”. Jeg så på Louis med store øjne. ”Har du spist, Aria, eller sådan noget. Dude, slap lige af med det tøseanalyse,” grinede jeg. Louis sendte mig et kækt grin.

 

 

 

”Hej,” råbte jeg, da jeg kom hjem. Jeg kunne se Alice sidde med en bog i hænderne, men hun svarede mig ikke. Hun havde ikke snakket med mig siden vores skænderi, og hvis jeg skulle være helt ærlig, synes jeg hun opførte sig ret barnligt. ”Godt, så du har heller ikke tænkt dig at snakke med mig i dag,” mumlede jeg, og fik til gengæld en utilfreds lyd ud af hende. Jeg pointerede det ikke, for jeg magtede ikke flere skænderier.

Jeg kunne have sagt mig selv, at det ikke var smart at være sammen med Harry igen. Han var bestemt ikke nem at være sammen med, og det var jeg ikke sikker på, at han var klar over. Jeg havde aldrig fået særlig meget opmærksomhed fra fyre, før jeg mødte Harry. Og nu ville Harry ikke lade mig være i fred. Det var som om han hjemsøgte mig. Vi havde ikke særlig mange timer sammen, og det havde vi heller ikke haft i High School, men alligevel havde han formået, altid at være der. Både når jeg havde brug for ham, og når jeg ikke havde.

Jeg havde tænkt lidt over det, Harry havde sagt.

Du ser på mig som om du hader mig. Nej faktisk følelses det meget som om du hader mig…”

Jeg hadede ham ikke det var jeg helt sikker på. Men jeg var blevet i tvivl om hvorvidt jeg elskede ham. Den tvivl var dog blevet manet i jorden i dag, da jeg havde set ham. Men spørgsmålet var hvilken slags kærlighed det var. Måske skulle Harry og jeg bare ikke være andet end venner, for jeg var sikker på, at jeg ikke kunne gå igennem livet uden ham. Vi havde fungeret som venner før, så hvorfor skulle det ikke kunne fungere igen?

Alice smækkede hårdt sin bog i, og gik ind på sit værelse. Lyden af bogen havde revet mig ud af mine tanker. Frustrerende at det altid var ham jeg tænkte på når mine tanker bare fik lov til at vandre.

Jeg bevægede mig ud i køkkenet for at lave mad. Jeg ville love mig selv, at næste gang jeg så Harry, ville jeg forsøge at være mere åben over for ham. Han havde trods alt fundet sit gamle jeg frem igen, så var det vel kun fair, at jeg også fandt den mig frem, han havde forelsket sig i.

 

_________________________________________________________________________

Yaaassss så kom der endeligt et nyt kapitel. Jeg vil gerne undskylde for den lange ventetid, jeg har ganske enkelt bare haft ret travlt. Jeg vil prøve at se, om jeg kan opdatere mere reglmæssigt :-) 

Jeg håber meget I kan lide kapitlet... Fortæl mig hvad I synes xoxo

KÆMPE KRAMMER <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...