Næsten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2016
  • Opdateret: 12 jun. 2016
  • Status: Igang
Verden gik næsten i stå da jeg mødte ham. Næsten.

0Likes
2Kommentarer
61Visninger

2. 2.

Seks dage tidligere;

 

,,Er du nu sikker på at det er sikkert?” råbte en pigestemme. Jeg vendte blikket mod en pige, lige pludselig stod jeg foran et træ med to ved siden af mig som begge kiggede opad. Som et hvert andet nysgerrigt menneske vendte jeg selvfølgelig også blikket opad. En dreng sad eller nærmerede klareret i et træ, et yderst højt træ. Han var et godt stykke deroppe ad. Jeg kunne ikke lade være med at kigge lidt rundt, jeg vendte mig rundt. En bygning var lige foran mig, en masse andre som godt kunne ligne nogen teenager, de var besynderligt smukke alle sammen.


Jeg vendte mig igen hovedet, der skete alt for mange ting den anden vej, det var bedre bare at have ryggen til. Som jeg ville vende mig igen hørte jeg et skrig fra den samme pige igen. Drengen som havde siddet oppe i træet var på en eller anden mærkelig måde ikke deroppe mere, så blikket blev selvfølgelig vendt nedad og der lå han. Han lå på en måde som jeg aldrig havde troet at en krop kunne. Jeg fik helt myrekryb af at kigge på det. I baggrunden kunne man høre folk komme nærmere, nogen løb, andre skyndte sig væk, hvorfor ved jeg ikke. Jeg stod bare stadig der, helt stille. Jeg blev skubbet lidt til da folk skulle forbi. Der kom en som virkede ældre end de andre, en lærer, selvfølgelig. Jeg måtte befinde mig på en skole. ,,Okay, nogen ring 112. Gå lidt væk så han kan trække vejret.” kom det fra læreren. Pigen som havde skreget før stod lige pludselig tæt på læreren ,,jeg har dem i røret lige nu” læreren vendte hovedet mod hende ,,det var godt. Okay, Villads kan du hører mig? Bare bliv hos os lidt endnu, de skal nok komme.” der kom ikke så meget fra ham. Nogle gange rørte han lidt på sig, men det lignede nerver. Nogle af dem begyndte hurtigt at gå væk, højst sandsynligt på grund af det røde som stille faldt ned af hans pande og ned på hans kind. Blod. Det lignede bare rødt sved. Folk kunne nok ikke klare synet af blod, jeg havde det ellers normalt.

 

Et par minutter senere fløj der mennesker i orange og gult tøj rundt. De havde gjort en båre klar og var så småt begyndt på at få drengen som vist nok hed Villads op på den. Det var dog besværgeligt. Hvorfor var han overhovedet klatret op i det træ? Pigen kom hen til mig, hun havde tåre hængende i sin øjenkrog. Hun gik bare blidt hen og krammede mig. Jeg fik en underlig følelse af bekendthed, jeg måtte kende den pige med de blonde lokker slørende om sit ansigt. Automatisk gik min arme op i et kram. ,,det skal nok gå, han klare den, det gør han altid.” hørte jeg min egen stemme sige, jeg gik i hvert fald ud fra at det var min egen stemme, jeg vidste ikke hvem der ellers kunne have sagt det. Hun vendte hovedet væk fra min skulder og så på mig med sørgmodige øjne inden hun så igen væltede ud med tåre.


Den pige havde godt nok humørsvingninger. ,,hvorfor fik du ham overhovedet til det?!” kom det først fra hende ,,hvis du bare havde hold din kæft ville det ikke have været sket!” som så også hurtigt blev efterfulgt af; ,,det er din skyld alt sammen.” God idé, skyd skylden på personen som ikke engang ved hvad der foregår. Jeg måtte indrømme det, det var nok min skyld at han klatrede derop, men det var ikke fordi at jeg faktisk var i mit eget sind da det skete. Jeg kunne ikke huske det, men skyldfølelsen fløj stadig ind over mig. Pigen var forsvundet ud af mit syn. Jeg vidste ikke hvor hun var gået hen eller hvem hun var, faktisk vidste jeg ikke engang hvem jeg selv var eller hvad jeg lavede her.
Hvor blev den anden person egentlig af? Den person som også havde stået ved træet da det skete? Det var jeg ikke helt sikker på. Men jeg var dog sikker på at jeg burde smutte derfra, jeg gik med små skridt den anden retning.

En af de andre, som jeg gik ud fra også var en lærer kom gående imod mig. ,,jeg tror det er bedst hvis du tager hjem og hviler lidt, der er sket så meget på så kort tid.” sagde han. Han virkede flink og jeg fik lysten til at spørger ham om alt der skete, hvad var mit navn, hvor boede jeg, hvad var jeg overhovedet. Det eneste jeg dog kunne få mig selv til var et lille nik. Et smil kom fra ham og et klap på hovedet, hvilket også gjorde lidt ondt. Han gik så videre i den retning han var kommet fra. Dog vendte han sig om hurtigt ,,pas på bilerne!”, jeg smilede denne gang som tegn på at jeg havde hørt efter.


Hvor skulle jeg overhovedet gå hen, hvor var mit hjem? Hvordan kunne de alle bare efterlade en lille en som mig helt alene. Jeg begyndte at gå i den retning hvor jeg forude kunne se en vej, et par biler kom kørende i den ene retning og forsvandt så ud af den anden retning. Et lille chok fik jeg mig da nogen skræmte mig bagfra. ,,Hva' så? Det var da noget af en suppedas Villads kom i der, var?” sagde han og grinede næsten over det. Jeg kunne dog ikke se det sjove i det. ,,Det kan man vel godt kalde det” kom det fra mig, denne gang fik jeg dog mig selv til at sige det. Burde jeg egentlig ikke være meget bange i situationer som denne, jeg kunne intet huske og gik med fremmede som jeg måske eller måske ikke kendte.


Han blev i hvert fald ved med at følge efter mig lige meget hvor jeg gik hen. Han ævlede løs om alt mellem himmel og jord, det eneste gode ved det var at jeg fik mere og mere af vide om alle tingene. ,,hvor er du egentlig på vej hen? Sidst jeg tjekkede boede du da ved siden af skolen” jeg stoppede straks. ,,det vidste jeg godt, jeg havde bare lige brug for at tænke lidt inden jeg ville gå helt hjem, mange ting skete jo lige.” sagde jeg som en undskyldning og skyndte mig tilbage i den retning jeg var kommet fra. Han fulgte stadig efter mig. Jeg havde lyst til at vende mig om og råbe at han skulle skride, men jeg lod ham bare lunte omme bag ved mig. ,,skal du egentlig ikke tilbage til skolen eller i hvert fald hjem?” spurgte jeg ham til sidst. ,,jo, men det behøver da ikke at være lige nu. Din familie plejer jo aldrig at være hjemme på det her tidspunkt. Jeg kunne jo tage hjem til dig lidt” sagde han og jeg fik lidt store øjne. Han sagde det på en lidt forkert måde. ”Aldrig, du skal ikke hjem til mig. Du må højest vise mig vej hjem til mig selv.” sagde jeg. ,,vise dig vej? Kan du nu slet ikke huske vejen?” spurgte han spørgende. ,,jo, men jeg er lidt forvirret efter alt det, jeg kunne godt bruge lidt hjælp.” Et grin kom fra ham. Han begyndte at gå imod skolen igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...