Næsten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2016
  • Opdateret: 12 jun. 2016
  • Status: Igang
Verden gik næsten i stå da jeg mødte ham. Næsten.

0Likes
2Kommentarer
62Visninger

1. 1.

,,Det er nu delt flere oplysninger ud om den forsvundne gruppe af elever som i fredags forsvandt efter at have været i skole. Det er nu sagt at nogle vidner har set tre af dem stige ind i en bil sammen med fire ældre mænd. Vi kan dog ikke være sikre på noget før at politiet har fundet flere oplysninger. Og nu videre til sporten…” 

 


Mørke, det var det eneste som jeg kunne se foran mig. Mørke, mere mørke, atter mørke. Var jeg død? Ville det eneste jeg kunne se være mørke når jeg døde? Når andre døde. Jeg havde en underlig fornemmelse i min mave og en klump i min hals, men hvis jeg var død, hvordan kunne jeg så mærke dette? Så mange spørgsmål på engang fór ind i mit hoved. Jeg vidste ikke ingenting. Jeg havde det som om at jeg ikke længere befandt mig på jorden, men stadig i min krop, men hvis min krop ikke længere var på jorden, hvor ville den så kunne være?


Der var stille, ikke for stille som de fleste siger i skræk film, men bare stille, ligesom hvis man sad på sit værelse uden musik eller nogen form for støj. Hvad var der dog sket, jeg prøvede virkelig kun at fokusere på den ene ting, minder, et eller andet nyttefuldt. Men der var intet. Bump… Bump... Bump.. Bump. Hvad var den lyd? Det lød næsten som et.. hjerteslag, mit hjerteslag. Jeg var virkelig levende, eller næsten levende. 


,,Hun er på rette vej.” Hørte jeg en mandlig stemme sige. Vent, snakkede de om mig? Hvem kunne det ellers være, jeg kunne høre mit eget hjerteslag. Stille og roligt kom følelsen tilbage igen, en følelse af smerte.. Igen.. Havde jeg haft denne smerte før? Alle tankerne var ved at blinde mig, til sidst virkede det bare som om at mit hoved holdt op, det ville have en pause. Jeg kunne godt forstå det, det havde haft så mange tanker i gang på en gang, stakkels den.


Der var ikke flere stemmer, det blev bare atter stille igen. Smerten var der stadig, en trykken i brystet gjorde mig bevidst om at jeg burde være i live. Hvor end jeg så var i verden. Det var egentligt ret sjovt at jeg kunne huske alle basis ting om livet, som om at jeg havde levet så mange liv at jeg ikke vidste hvem af dem jeg var før som jeg var nu. Forvirrende. Men, jeg var slet ikke sikker på noget, jeg havde ingen minder om noget, men jeg kunne sagtens tænke.


Smerten var blevet værre, meget værre. Jeg havde næsten lyst til at skrige, men ingenting forladte min mund, måske lidt savl, men ikke andet. ,,kan vi sige et par ord til hende?”, kom der fra en ret så feminin stemme, der lød et par gråd bagefter. ,,selvfølgelig, jeg er ikke så overtroisk, men jeg er sikker på at hun kan høre jer.” denne gang var det den mandlige stemme som jeg også havde hørt før. Jeg kunne høre en eller anden form for lyd, det lød lidt ligesom en stol som rykkede lidt på sig, tættere på mig. ,,hej skattepige, det er mor…” der kom ikke så meget andet, kvinden brød ud i lidt større gråd. ,,jeg er så ked af at jeg ikke var der, undskyld.. undskyld.” det andet undskyld var en mumlen som var lidt utydelig, men jeg gik ud fra at hun sagde undskyld. ,,hvis bare du kunne flytte en finger eller et eller andet, et lille tegn.. så vi bare ved du stadig er med os.” igen en mandlig stemme, dog ikke den samme som før.


Jeg følte mig beordret til at prøve at flytte på et eller andet, men jeg absolut ingen følelse nogen steder. Jeg kunne ikke engang mærke smerten mere, det var faktisk en dejlig følelse, intet var galt, bare stilhed og ingen smerte. Hvis bare dette kunne vare for evigt, men selvfølgelig det man ønsker højest er sandsynligvis det som sker mindst. Endnu engang kom en stemme. ,,i kan blive natten over hvis i har lyst, men vi har ingen viden om hvornår hun vil vågne.” manden som jeg nu tænkte var en læge lød lidt som om at han skulle til at sige, hvis hun overhovedet vågner op. Så der var faktisk en mulighed for at jeg døde. Hvordan kom jeg overhovedet ind i denne tilstand?

 

Om de blev eller ikke vidste jeg ikke, der blev igen stille, kunne min krop ikke bare snart vælge imellem at kunne høre og ikke, det var en smule irriterende. Jeg havde da fundet ud af at jeg var en nysgerrig sjæl. Stadig ingenting, det ville nok være nemmere at give op. Var det det som min krop ønskede? Var det derfor den ikke gad mere, min hjerne ville ikke give op på kampen, det var da helt sikkert. De havde nok en lille kamp imellem hvem der var bedst. Men min hjerne var jo en del af min krop, det var den som styrede min krop, sendte signaler ud til den for at fortælle hvilket ben som skal gå forest, hvilke fingre som skulle røre på sig. Dog gad den ikke samarbejde med min sjæl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...