Ellen

Mit bidrag til konkurrencen Piger '17 i kategorien 'Ensomhed'.

2Likes
0Kommentarer
118Visninger

1. Ellen

 

7:45

Ellen havde pakket sin taske efter hun havde lavet de sidste lektier. Hun havde pakket madpakken efter aftensmaden og havde lagt sit tøj frem, så det var nemt at komme i, for hun hadede at tage modebeslutninger så tidligt på dagen. Det havde ikke taget hende mere end fem minutter at påføre den smule makeup hun brugte. Derefter var der kun tilbage at spise morgenmad. Det var hun heller ikke særlig stor fan af, så det blev ikke til mere end en banan og et glas vand. Alt var perfekt timet. Og dog.

”Jeg forstår ikke hvordan du kan have misset det igen.” Ellens mor hed Sarah og var en spinkel lille dame. Det havde Ellen arvet. Ellen så på hende fra sin plads på trappen, og trak på skuldrene.

”Det ved jeg heller ikke,” svarede hun og så ned på sine nye gummisko. Mon nogle ville kommentere på dem? ”Tiden må være løbet fra mig.”

”Ja, det må jeg nok sige,” fortsatte Sarah. ”Og nu er det pludselig mig, der er for sent på den.”

”Undskyld,” mumlede Ellen og fik dårlig samvittighed. Hun vidste godt hvorfor hun ikke nåede toget. Det var fordi hun ikke havde lyst til at tage afsted. Men det kunne hun ikke fortælle sin mor. I stedet måtte Sarah halse rundt i et forsøg på at få dem begge i skole og på arbejde til klokken otte.

Bilen sprang til live da Sarah drejede nøglen. Hun var altid forsinket, om hun skulle sætte Ellen af eller ej. Ellens mor var mildest talt en uansvarlig bilist, og det mærkede naboerne tydeligt når hun skred ud på vejen med alt for meget fart på.

”Hvad skal du have i dag?” spurgte hun Ellen og satte farten op da lyskrydset skiftede til gul. Ellen greb fat i døren, så hun ikke gled af sædet, når hendes mor drejede.

”Historie,” svarede Ellen. ”Dansk, matematik og engelsk.”

”Det bliver en god dag, kan jeg høre!” Sarah drillede ikke, men smilede stort til Ellen. ”Har du lavet alle dine lektier?”

”Selvfølgelig har jeg det,” svarede Ellen, og mærkede en smerte i maven. De var snart ved skolen. ”Historie var ret spændende. Vi skulle analysere Maos kommunisme.”

”Det lyder godt.” Sarah drejede skarpt ind på skolen parkeringsplads. ”Jeg glæder mig til at se endnu en topkarakter.”

Ellen smilede og lod Sarah kysse hende på panden inden hun steg ud af bilen. Hun så efter sin mor med stor længsel i blikket. En del af hende havde håbet at Sarah ville forstå, hvis bare hun kom ud på skolen. Men Sarah havde ikke lagt mærke til hendes datters problem. Hvem kunne også bebrejde hende? Ellen havde efterhånden lært at skjule det godt.

 

8:03

Der var en larmende kontrast mellem klasseværelset og gangen. Udenfor var der stille, indenfor eksploderede en bombe af skingre pigegrin og tung musik. Ellen følte en fysisk modvilje mod at træde indenfor, men vidste også, at hun ikke havde et valg.

Som hun gjorde hver morgen smilede hun stort og sagde godmorgen til dem hun fik øjenkontakt med. Men som hver morgen, var der ingen der svarede. Måske troede de, at hvis de havde høretelefoner på, var de undskyldt.

Ellen kunne havde sat sig ned og grædt lige på stedet. Store, tunge tårer af frustration og vrede, men hun kunne umuligt tillade sig at lave en stor scene ud af det. På den anden side ville det være interessant at se hvor mange der ville reagere.

Ellen satte sig på en ledig plads og fandt sine ting frem. Første fag var historie. Historielæreren var en høj, ranglet og meget sympatisk mand. Ellen havde hørt mange skrækhistorier om historielærere, men hun syntes ikke at Ole, som historielæreren hed, var særlig slem. Hvis man gad at høre efter, havde han faktisk nogle meget interessante pointer.

Men det var tydeligt at det kun var Ellen der gad at høre efter. Mange tasker lå på bordene, og det var ikke nogen hemmelighed hvad de skjulte. Der kunne ikke være så mange, der syntes deres hænder var så spændende. Vi brugte aldrig computere i Oles timer, alligevel stod mange åbne og hypnotiserede beskueren.

Det var også tydeligt at Ole godt vidste, at Ellen var den eneste der lyttede på ham. Men efter tyve år som gymnasielærer var han ligeglad. Den første gang han underviste dem, havde han lagt tryk på, at alle var der af egen fri vilje. ”Ingen tvinger jer til at gå i gymnasiet,” havde han sagt. ”Jeres uddannelse lægger i jeres egne hænder nu.” Så havde han introduceret dem til det første emne og havde aldrig nævnt det igen.

Ole talte næsten direkte til Ellen gennem hele timen. Når han havde et spørgsmål, spurgte han dem, der sad med næsen i deres computere, men blev hurtigt træt af, at de ikke havde fulgt med. Så begyndte han at spørge Ellen, og hun svarede.

Ole syntes at være tilfreds, men Ellen havde kvalme. Hun følte de andres onde blikke, og frygtede at åbne munden for at give Ole de svar, han ledte efter. Det var som om hun kun gav dem endnu mere grund til at afsky hende, hvis hun, som den eneste, havde forberedt sig til timerne.

Ellen havde aldrig hørt dem tale ondt om hende, men det kunne være det samme. Alt hvad de ville sige stod skrevet på deres afvisende rygge, og hver gang hun kiggede op, sprang de i hovedet på hende. Mange ville ønske at Ellen kunne se, at ordene kun stod skrevet i hendes eget hoved.

 

11:45

Frokostpausen markerede sin indtræden. Pigerne sværmede om en computerskærm og kaglede op om sko og kjoler og den seneste eksklusive design kollaboration. Drengene gled ubemærket ud af døren med hænderne på cigaretterne i lommerne.

Ellen var ikke den eneste der havde madpakken som eneste selskab, men det forhindrede hende ikke i at føle sig helt alene. Hun lukkede pigerne ude med høretelefoner, og tændte for en serie på sin telefon. Hun spiste sin mad i stilhed, men fandt, at hun hele tiden måtte skrue op for lyden i hendes øretelefoner.

Ellen så på pigerne og anerkendte en dyb foragt. De grinede, men for Ellen var det skrig. Det skar i ørerne og provokerede en følelse, Ellen ikke kunne definere. Hun fik øjenkontakt med Emilie, som også havde begravet sig i sin musik. De udvekslede blikke, men da Emilie rejste sig, var det ikke for at tale med Ellen. I stedet tog hun sin mad og forlod klassen.

Ellen overvejede samme løsning. Pigerne klukkede videre, og Ellen opgav at se sin serie. Hun vidste, at det, at de valgte at lade være med at tale til hende, var lige så slemt som hvis de havde talt grimt om hende. Nogle gange ville Ellen ønske at de ville gøre det sidste, så hun vidste hvad hun gjorde forkert. Så ville de måske endelig afsløre, hvorfor hun ikke måtte være med.

Ellen rejste sig for at gå på toilettet. Så snart hun lukkede døren til klassen var der ro, og Ellen stod et øjeblik i den. Hun trak vejret dybt. Hun havde længe fundet sig i en næsten instinktiv måde at håndtere situationen på, men hun mærkede, at hun ikke kunne blive ved på samme måde meget længere.

”Ellen?” Ole havde fået øje på hende og kom hende i møde. Ellen frygtede hvad han ville sige. Måske havde han lagt mærke til hendes dårlige korrekturlæsning af lektierne.

”Jeg tænkte på noget,” sagde Ole og så på Ellen med noget der lignede bekymring. ”Hvordan har du det, Ellen? Du virker så stille i timerne. Det ligner ikke dig.”

Ellen stod helt stille. Oles bemærkning kom bag på hende. Så meget, at hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun mærkede en pludselig lettelse. Nogen havde lagt mærke til hende, og al den smerte hun bar. Men det var den forkerte person.

”Det må du undskylde,” svarede Ellen. Hun prøvede at kontrollere sin bævrende stemme, men det mislykkedes. ”Jeg er bare træt. Der sker mange ting for tiden. Jeg skal nok oppe mig.”

Ole nikkede men kløften mellem hans øjenbryn blev dybere.

”Okay, Ellen,” sagde han. ”Det er i orden. Men sig til hvis du har brug for noget.”

Ellen nikkede, for hun kunne ikke tale. Ole gik. Et pip undslap Ellens læber, da gråden rystede hendes krop. Hun virrede kraftigt på hovedet og tørrede tårerne væk. Hun rankede ryggen, trak vejret dybt og snøftede højt. På toilettet fiksede hun sin mascara og ventede på, at de røde øjne forlod hende. Så gik hun tilbage til klassen.

 

15:30

Det var nemt for Ellen at forestille sig, hvad de andre tænkte om hende. Udefra lignede hun sikkert en dengse eller en duks, en der bare ville vise sig. En, der benyttede sig af at ingen andre havde lavet lektier, til at fremme sig selv. Ud fra det kunne Ellen godt forstå hvorfor de ikke gad at have noget med hende at gøre. Hun ville ikke have haft noget med sig selv at gøre, hvis hun var dem.

Men Ellen vidste også, at hun ikke var, hvad de troede hun var. Hun var andet og mere end bare god i skolen, men hun vidste ikke hvordan hun skulle vise det. Måske hvis hun var lidt mere som dem, så ville de tale til hende? Tanken om at forsømme skolearbejde, gav Ellen kvalme. Det var ikke den hun var – men måske var den hun var forkert.

Da skoledagen var slut, skyndte Ellen at pakke sine ting. Hun vidste, hvad hun ville høre, hvis hun ikke skyndte sig. Det var det samme hver dag. Dagen før havde hun nået det, men i dag var hun for langsom.

”Hvor mødes vi senere?” spurgte en høj stemme og Ellen krympede sig. Hun havde aldrig forstået pointen i at tvære det, at de havde aftaler i hovedet på dem, der ikke var inviteret.

”Vi kan godt varme op hos mig,” svarede en anden, og Ellen så dem stimle sammen. Det var størstedelen af klassen, med undtagelse af få. Og hun var en af dem.

”Skal vi ikke spise middag sammen, piger?” blev der spurgt. Ellen var godt klar over, at ’piger’ ikke betød hende inkluderet, men hun kunne ikke lade være med at blive vred over, at der blev brugt så bred en beskrivelse.

Et øjeblik overvejede Ellen at invitere sig selv. Hun var jo også en pige, så hvorfor skulle hun ikke have lov at komme med? Men det var en dårlig idé, det vidste hun godt. De ville nok være for høflige til at sige nej til hende, men ikke høflige nok til at tale til hende gennem middagen. Det ville være præcis lige som i skolen; de ville behandle hende som om hun ikke var til stede. Så havde hun bedre ting at tage sig til.

Ellen tændte for sin musik og svang sin rygsæk på ryggen. Pigerne stod i døren, så hun var tvunget til at skubbe sig forbi dem, for at komme ud. Det skulle ikke undre hende, hvis det var det eneste tidspunkt den dag, hvor de lagde mærke til, at hun eksisterede.

Det regnede over Ellen hele vejen hjem. Hun havde ikke lavet noget fysisk hårdt hele dagen, alligevel følte hun, at hun var blevet tæsket. Hun kunne knap slæbe sine fødder efter sig, og det var en kraftanstrengelse at dreje nøglen i døren.

Indenfor lod hun sin rygsæk falde til gulvet. Udmattet satte hun sig på trappen, og gned sig i ansigtet. Det var som om der ikke var luft nok i hele verden til at få hende til at trække vejret frit. Som om nogen forhindrede hendes lunger i at udvide sig. Hun følte sig spærret inde i sin krop.

Hvordan endte det sådan her? spurgte hun sig selv. Hun havde aldrig før været bange for at sige sin mening. Hun havde aldrig tænkt over, om hun var god nok, for det vidste hun, at hun var. Men nu kunne hun ikke finde frem til, hvad hun gjorde forkert. Noget måtte hun gøre forkert, ikke? Eller var hun bare så slem, at de hadede hende som person?

Døren gik op, men Ellen rykkede sig ikke. Hun gemte sig i mørket bag sine øjenlåg og nød presset fra hendes hænder mod hendes øjne. En kølig hånd lagde sig om hendes nakke, og hun hendes mor satte sig på hug.

Der gik et øjeblik før hun sagde noget. Da hun åbnede munden var hendes stemme så blid, at den næsten ikke kunne høres.

”Hvad sker der, skat?” spurgte Sarah sin datter. Ellen løftede stadig ikke hovedet, men åbnede munden. Hun kæmpede med ordene, for hvad skulle hun sige? Hun frygtede at skuffe.

”Hvad er der galt med mig, mor?” spurgte Ellen, og mærkede gråden i sin hals. Den sveg, men hun lod den ikke få magt endnu.

”Der er ikke noget galt med dig,” svarede Sarah. ”Hvad mener du, Ellen?”

”Hvis der ikke er noget galt med mig, hvorfor har jeg så ikke nogen venner?” Ellen så op, og da hun mødte hendes mors blik, kunne hun ikke længere holde tårerne tilbage. Sarahs kærlige blik og bekymrede udtryk gik rent ind. Ellen sank sammen.

”Hvorfor behandler de mig sådan, mor?” spurgte hun. ”Hvorfor har jeg fortjent det? Jeg har ikke gjort noget galt. Jeg er bare mig. Hvorfor kan de ikke lide mig? Hvorfor bliver jeg ikke inviteret? Jeg interesserer mig ikke for de nyeste sko, men det gør mig da ikke til et dårligt menneske. Vel?”

Ellen snøftede højt og tog i mod den kleenex hendes mor tilbød hende.

”Jeg syntes historie er spændende, jeg laver mine matematiklektier,” fortsatte hun. ”Er det derfor, de ikke kan lide mig? Tror du, jeg skal holde op med at få gode karakterer? Det kan være de ser mig som en af dem så. Tror du?”

”Det ved jeg ikke, skat.” Sarah kunne ikke andet end at holde om sin datter, og mærke hendes smerte. Det tog alt ud af hende at lade være med at græde på Ellens vegne.

”Men, mor,” sagde Ellen. ”Måske er det det jeg gør galt. Måske er jeg bare for anderledes.” Hun holdt en pause. ”Men jeg har ikke lyst til at være som dem. Jeg syntes de er dumme i hovedet!”

Sarah nikkede. ”Du skal aldrig ændre dig for at passe ind,” sagde hun. ”Hvis de ikke kan tage dig som du er, er de ikke det værd.”

”Men så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, mor.” Ellen var helt opløst nu. Tårerne kom automatisk, og hendes vejrtrækning var besværet. ”Hvad skal jeg så gøre? Skal jeg så bare være alene?”

Sarah holdt om Ellen og lod hende græde. ”Jeg ved godt, at det ikke er det samme,” sagde hun. ”Men du har mig. Du har også nogle venner uden for skolen –”

”Det er lige meget, mor!” Ellen blev vred. ”De er ikke med i skole. Jeg er alene hele dagen!”

”Ellen, jeg prøver bare at hjælpe,” svarede Sarah. Ellen sænkede hovedet.

”Måske kan det bare ikke løses.”

”Selvfølgelig kan det det,” svarede Sarah. ”Du kan altid skifte skole.”

Ellen mødte hendes mors blik, og så, at hun mente det.

”Du kan tænke over det,” fortsatte Sarah. ”Gå op og tag et varmt bad, du er helt gennemblødt. ”

Ellen samlede sig selv op fra trappen og mærkede, at hun bevægede sig en smule lettere nu. På badeværelset krængede hun sit tøj af, og så på sig selv i spejlet. Måske hvis hun tabte sig, eller hvis hun gik med mere makeup. Måske ville de inkludere hende da?

Det varme vand føltes godt mod huden. Ellen lod sine hænder glide over sine skuldre og arme, og hun så ned af sig selv.

Det hun så, var ikke direkte ud af en bikinireklame, det kunne hun nemt indrømme. Men det gjorde ikke, at hun hadede hvad hun så. Måske hvis hun begyndte at foragte sig selv lige som de andre piger, så ville de acceptere hende?

Ellen tænkte på de gange, hun havde hørt de smukke piger i klassen tale om dem selv. Ellen mistænkte, at de havde misforstået konceptet; de troede måske, at de var ydmyge, når de talte grimt om sig selv, og godt om hinanden. Men Ellen syntes ikke det var ydmygt, hun havde faktisk ondt af de piger. Så Ellen stod ret og skubbede tankerne om at falde i samme rille væk. Det var ikke det værd, og det ville sikkert ikke gøre nogen forskel. I stedet tænkte hun, at det måtte være forfærdeligt at hade den krop man uundgåeligt er lænket til hele livet.

 

20:27

Ellen tænkte over sin mors forslag under hele aftensmaden. Det ville gøre mange ting nemmere at skifte skole. Hun kunne starte på ny, og rette op på de ting hun havde gjort forkert. Men samtidig kunne hun ikke lade være med at se det som at flygte fra problemet. Hun var glad for lærerne og glad for undervisningen, og hvis hun skulle skifte, skulle hun med sikkerhed læse op på et fag eller to.

”Mor,” sagde Ellen og rakte Sarah den gryde, hun lige havde vasket op. ”Jeg tror ikke, jeg vil skifte skole.”

”Nej?” svarede Sarah. ”Er du sikker? Jeg vil gerne hjælpe dig med det.”

”Jeg er sikker,” svarede Ellen. ”Jeg vil ikke flygte fra problemet.”

Sarah smilede overbærende. ”Men det gør du da heller ikke, skat,” sagde hun. ”Nogle gange bliver man bare nød til at vende sig og gå.”

”Men det har jeg ikke lyst til.”

”Okay,” tøvede Sarah. ”Hvad gør du så?”

Ellen trak på skuldrene og puttede sæbe i den næste gryde. ”Jeg må bare holde ud. De kommer nok ikke til at ændre sig, men det vil jeg heller ikke.”

”Det skal du heller ikke,” sagde Sarah.

”Det ved jeg godt, mor,” svarede Ellen. ”Men det er ikke nogens skyld, at jeg har det sådan her.”

”Hvad mener du?” spurgte Sarah. Tit var hun blevet overrasket over datterens selvindsigt, og dette var endnu en af de gange.

”Det er ikke deres skyld, at jeg ikke passer ind,” forklarede Ellen. ”Og det er heller ikke deres ansvar, at få mig med i noget, jeg ikke er en del af.”

”Men, Ellen –”

”Det er heller ikke min skyld,” fortsatte Ellen. ”Jeg er som jeg er, og de er som de er. Vi passer ikke sammen. Jeg kan ikke forlange, at de interesserer sig for mig, når jeg ikke interesserer mig for dem.”

”Men er du sikker på, at du så ikke vil et sted hen, hvor folk interesserer dig?” spurgte Sarah. Hun frygtede at Ellen prøvede at være stærk i en situation, hvor hun godt måtte være svag.

”Ja, jeg er sikker. Jeg nægter at være afhængig af det sociale for at være til. Jeg er glad for skolen på alle andre områder. Jeg kan godt være alene, jeg skal bare vænne mig til det. ”

”Du burde ikke behøve at vænne dig til det,” sagde Sarah og tog i mod gryden fra Ellen.

”Jeg vil ikke ændre mig, bare for at blive accepteret af dem,” slog Ellen fast. ”Jeg ved hvad jeg er værd, og det er mere end det.”

”Okay,” sagde Sarah. Hun indså, at hun ikke kunne gøre noget ved datterens beslutning. Den var taget. ”Bare du er sikker.”

”Det er jeg,” sagde Ellen. ”Jeg vil hellere være alene, hvis det betyder, at jeg kan være mig.”

Sarah iagttog Ellen da hun tørrede køkkenbordet af, og hængte det våde hviskestykke på plads. Det var tydeligt at se, at Ellen var modig og viljestærk, men som mor kunne Sarah ikke lade være med at bekymre sig om konsekvenserne af datterens beslutning. Men Sarah måtte indse, at det var Ellens beslutning. Sarah kunne ikke gøre andet end at se på, stole og gribe hende, hvis hun faldt.

Ellen så på sin mor. ”Hvad er der?” spurgte hun.

Sarah rystede på hovedet og smilede. ”Ingenting,” svarede hun.

Ellen trak på skuldrene og smilede tilbage. Hun havde taget en svær beslutning, det var hun godt klar over. Samtidig gjorde det tilværelsen nemmere for hende. Nu vidste hun, hvordan hun skulle klare hverdagen. Nogle dage ville være sværere end andre, det var klart. Men hun stolede på, at hun kunne klare det. En eller anden dag skulle der nok være nogen der syntes, at den hun var, var fantastisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...