Spil mig til døden

Dette er en novelle om pige der spiller sin smerte ud på violin, og hun nu selv skal klare sig. undskyld stavefejl og kommafejl, på forhånd.

2Likes
2Kommentarer
62Visninger
AA

1. spil mig til døden

Jeg kigger ned i den hvide kiste og der er hun. Den blege hud, ingen kunne hjælpe, de lukkede øjne der plejede og være trætte og blå. Hendes livløse lemmer siger alt. Hun er død.

 En tavshed lå i huset. ” mor, jeg er hjemme” råbte jeg. Intet svar, mærkeligt tænkte jeg, hun svarer altid. Mor havde været hjemme i en måned nu. Hun havde en kæmpe depression. Jeg nærmede mig sofaen. Der havde hun siddet den sidste måned og set tv, når jeg var kommet hjem. Men tv’et var slukket. Mor jeg bevægede mig ud i køkkenet, men det var også tomt. Alt der lå var en seddel. ”Kære Elanor min skat. Jeg er ikke hjemme lige nu, men jeg kommer snart hjem. Knus mor” men hvad skulle hun? Købe ind det havde far sagt, han ville gøre på vej hjem fra arbejde. Hun kunne heller ikke besøge Hella, hun havde jo sit job at passe. Minutter blev til timer, og far kom hjem. Efter flere timer ringede far til politiet. Dage senere fandt de den blege krop, der ikke stod til at redde.

En sidste rød rose bliver lagt i den hvide kiste, og så det hvide kistelov. Hvid, en af de farver hun altid havde kunne lide. Hun bliver trukket ud af kirken i tavshed. Farvel mor er alt jeg tænker. Lugten af alkohol fra far og smagen af mine salte tåre, er alt der er i mit hoved lige nu. Siden mor blev fundet død, har far været tavs, det er han stadig. Han græder tit og er fjern ligesom nu. Folk kredser om min far og mig for at kondolere, men vi begge lukker dem ude. Alt jeg gør, er at se den sorte bil mors lig er i.

Dagens morgensol viser sig for mine øjne. Et kort øjeblik glemmer jeg mørket, glemmer sorgen. Alt er som under mine føder overskueligt, og så kommer følelsen af sorg og smerte tilbage. Intet lys og varme kan stille min smerte.                                                                                                                                                                                      Alt jeg ser, da jeg kommer ned i køkkenet, er far. Hans ansigt er som sten, lugten af alkohol er kun blevet stærkere. Han siger intet. Til sidst føler jeg det nøddeløst og snakke med min far. Jeg rejser mig. Uden ord forlader jeg min far. Min mor er det eneste jeg tænker på. Inden jeg ved af det, står jeg i min mors lille frirum loftet. De skrå vægge og vinduer. Alt rodet minder mig om hende, som hvis hun står smilende bag mig. Jeg gennem roder et par kasser med hendes navn på. Og pluslig, en kasse til en violin. Jeg åbner kassen, og en smuk violin gemmer sig i kassen. Jeg tager den op. På den blanke overflade, på hoved af violinen er der indgraveret et Mortensen. Den er håndlavet. Tænk noget så smukt kan laves med ens hænder. Jeg tager violinen op og begynder og spille. Jeg spiller melodier, som mor har sunget for mig, da jeg var lille. Jeg føler mig pludselig tryg, som spillede jeg smerten væk. Jeg har det som om mor stadig er her, som hendes lange tynde fingrer, der plejede og rede mit lysebrune hår. Jeg mærker mine øjne blive blanke. Og jeg ved hvorfor, dette er mors violin.

Skolen var som altid kedelig, man ventede bare på og få fri. ” Børn vi få besøg af en rigtig violinist” kvidrer vores lærer Eli. Hun smiler, så hendes grå øjne ser blå ud. Den faste rynke mellem hendes øjenbryn, er væk.  En høj mand kommer ind, han har et par grønne øjne og rødt hår. Efter mit gæt er han 34 år. Han bevæger sig som en kat, selvom han er burtalt bygget. Han har en violinkasse i sin hånd. Alle må prøve, hvilket de gør, og mig til sidst. Endelig er det min tur, men jeg er den sidste, så der er tomt i klassen. Alle er gået ud til frikvarter. Han smiller venligt til mig. ” Hej jeg hedder Mark” , han giver mig hånden. Det er først nu jeg bemærker hans accent, er han fra Norge, Sverige eller et helt andet sted? ” Elanor” siger jeg kort, og giver hånden kort. Jeg får violinen. Og jeg spiller ”All of me”. To ansigter som er hugget i sten kigger på mig, da jeg er færdig. Jeg går, inden de når og sige mere. Den aften er jeg tavs som far.

Men han var ikke tavs med det udtryk han plejede, denne gang var det ikke frustration, vrede eller fortielse, men angst og bedøvelse der lyseste ud af hans ansigt. ” Elanor, hvis der nogensinde sker mig noget” lagde far ud. ” Hvad som helst, så vær tapper min pige” færdiggjorde han.  Han virkede, som en der ville sige meget mere, dog viste jeg han ikke kunne.

Næste morgen er far ikke at finde i huset. I skolen er alle mærkelige, og så er jeg bare selv helt forvirret. Fars ord sidder fast i mit hoved ”Elanor, hvis der nogen sinde sker mig nået så vær tapper min pige” Hvad mente han. Mine tanker der går på det højeste, da jeg pluslig bliver afbrudt af min lærer Eli. Kvinden kan bare ikke være mere irriterende. Kan hun? Hun følger mig op til rektors kontor, uden ord imellem os. Stilheden passede mig fint. Vi går ind i rektors kontor. Men den eneste der inde er Mark. Han smiler. ” Jeg har talt med min chef, han vil rigtig gerne høre dig spille. Han hørte dig i en video jeg optog” forklarer Mark venligt.” vi kan få dig ind på konservatoriet” uddyber han. Jeg er mundlarm. Jeg spillede kun for sjov. Jeg spillede sidst seriøst, da jeg var 11 år. Men jeg stoppede med at spille violin. Var jeg så god. Han gav mig et stykke papir med et telefonnummer på. Senest mandag ville de have mit svar. MIT svar, mit! Ville jeg tage det?

Jeg kom hjem men der holder en stor sort politibil. Min far kommer ud fra huset, en betjent holder hans arme på ryggen. ” Elanor” råber min far fuld. Da han får øje på mig. Han vakler lidt. ”FAR” skriger jeg grædende. ” Jeg er uskyldig” råber min far. Inden han siger mere får betjenten ham voldeligt om på bagsædet. Jeg ser den mørke bil forsvinde med min far. Jeg knuger den lille seddel med telefonnummeret i min hånd, nu viste jeg hvad jeg ville.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...