Nature is calling you home

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2016
  • Opdateret: 10 jun. 2016
  • Status: Færdig
// Bidrag til Odinsbarn-konkurrencen - mulighed 3 // Har du nogensinde følt, at du ikke passede ind? Som om der var et andet sted, hvor du manglede? Som om du ikke hører til i menneskenes verden? Norden er et sted fyldt med myter og sagn om vidunderlige og sælsomme væsner, som af mystiske grunde ender med at vokse op i menneskenes verden, selvom deres hjerter hører til et helt andet sted.

1Likes
4Kommentarer
95Visninger
AA

1. Nature is calling you home

Jeg havde aldrig følt, at jeg passede ind. Jeg passede ikke ind med de andre piger, jeg passede ikke ind i byen. Jeg passede bare generelt ikke ind nogen steder. Det eneste sted jeg følte mig bare nogenlunde tilpas var ude i naturen. Ude hvor jeg kunne høre bøgen kalde. Hvor jeg kunne se blomsterne gro. Dufte fuglene i luften. 

I dag var jeg taget derud for at tænke. Få samlet mine tanker. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor fars ord havde fyldt så meget, som de havde. Det var den samme drøm, han altid havde. Men det føltes, at den i dag havde en helt anden mening! Jeg tog en dyb indånding og så ud over trækronerne.

 

Af grunde, som jeg umuligt kan forklare, kom jeg til at tænkte tilbage på den sommer, jeg havde tilbragt i lejrskole. Vi havde boet utrolig tæt på en gammel skov. Om natten var det, som om den sang til mig, og de dage, hvor jeg havde allermest hjemve (hjemve efter min far og skoven derhjemme - ikke byen!), var det, som om den tiggede mig om at glemme alt, hvad jeg kendte og bare gå derud og fordufte for tid og evigheder. Derfor da dukkerne spurgte, om jeg ville med på en lille aftentur ud i skoven (dukkerne var den pigegruppe, som alle lerjskolens tøser ønskede at være en del af. Dukkerne var mit kælenavn til dem, fordi deres indhold ikke bestod af meget mere end en simpel dukkes) så er det flere år efter ikke nogen overraskelse, at jeg tog med dem.

I fuldmånens skær var skoven utrolig smuk. Træerne tårnede sig op, som stille kæmper med de smukkeste kroner, og blomsterne var ærbødigt foldet sammen, som et sovende barn. Jeg betragtede denne nattens skønhed, indtil jeg opfangede en sælsom lugt af noget, som ikke hørte sig til. Ild, røg... Som om der var nogen der... Jeg vendte mig om. Og ganske rigtigt stod dukkerne og røg cigaretter. "Vil du ha' en?" Spurgte Bianca. "Ellers tak!" havde mit svar været. Jeg havde været meget bestemt! "La' nu vær' med at være sådan en lyseslukker! Lev nu lidt!" kom det kækt fra en af de andre piger. Jeg havde egentlig slet ikke lyst. Men... var det ikke lidt mærkeligt at være den eneste, som ikke gjorde det? Jeg hvilede en hånd på et gammelt egetræ. "Ellers tak!" Sagde jeg lidt mere stædigt. Dukkerne træk ligeglad på deres skuldre. 

"Er der nogen?" Lød en voksen stemme, hvorefter vi kunne høre lyden af knækkende grene og raslende blade. Det gav et sæt i dukkerne, som skyndte sig at slukke smøgerne. De havde intet askebæger med, så de skulle lige til at bruge de gamle kæmper til at slukke deres smøger med. "Stop!" hviskede jeg autoritært! "Gem skodderne til vi kommer tilbage og smid dem i en skraldespand!" Dukkerne fniste lydløst. "Hvis vi ikke smider dem nu, vil det blive opdaget, og vi vil blive sendt hjem!" hviskede Bianca skarpt tilbage, hvorefter hun slukkede sin smøg på den gamle eg, hvor min hånd hvilede og derefter smed smøgen i græsset. Resten af dukkerne fulgte hendes eksempel. Biancas stemme lød derefter højlydt og sukkersød: "Det er bare os Laura! Tøserne og jeg havde bare lige brug for en lille aftentur for at trække noget frisk luft!" Hun var så falsk! Jeg var blevet så arrig over, hvordan de andre kunne ødelægge naturen på den måde også bare være så ligeglad! Det var bare ikke i orden! De fortjente at blive straffet for det! Ligesom jeg havde tænkt de tanker, var der gået et jag gennem dukkerne. De havde kommet med højlydte klage lyde og hele vejen tilbage beklagede de sig over at have ondt. 

Den næste dag havde de en høj feber, der gjorde, at de var nødt til at blive i sengen. Lejerskolelederen forklarede det med, at det nok havde været den kolde aftenluft, der var skyld i det. Jeg havde været heldig, at jeg ikke var ramt. Jeg måtte have et stærkt immunforsvar, havde hun sagt. Men jeg kunne stadig ikke ryste følelsen af, at dukkernes pludselige sygdom havde noget med mig at gøre. 

 

Jeg tog en dyb indånding og indsnusede skovens sjæl. Der var intet bedre udtryk for det. Hvergang jeg tog en dyb indånding var det som om, at skoven delte noget af sin sjæl med mig. Som om noget af dens historie blev en del af mig. Og jeg elskede den følelse.

 

Jeg kunne mærke et nyt minde trænge sig på. Og jeg lod det overmande mig med sine billeder. Det var aftentid. Solen var forlængst gået ned. Jeg sad uroligt på en stol. "Stol nu på os!" Lød Biancas stemme. En del år var gået siden lejrskolen. Bianca og dukkerne betragtede mig som en del af dem, næsten i hvert fald, selvom jeg ikke betragtede mig som en del af dem (betragtede er måske så meget sagt, i hvert fald lod de mig hænge ud sammen med dem, men jeg vil ikke betegne os som veninder!). "Og sid stille! Det er ikke til at få lagt en ordentlig make-up, hvis du ikke sidder fuldstændig stille!" Jeg var lige fyldt 18 i den uge og dukkerne syntes, at vi skulle tage i byen og fejre det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde sagt ja. Jeg havde ikke engang lyst. Men sagt var sagt, og jeg var bundet af mit ord. "Så er du færdig!" Sagde Bianca stolt. Jeg tog et blik i spejlet. Jeg så i hvert fald mere menneskelig ud (falsk er et andet ord for det) Mine ellers lange øjenvipper var endnu længere, hvilket derfor lignede, at jeg havde kunstige øjenvipper på. Mine øjenlåg havde fået alt for meget turkis øjenskygge på. Og mine ellers fylde rødlige læber havde fået en farve, så de matchede min ellers ret lyse hudfarve. Mit fine korngyldne hår var blevet sat op i en side hestehale, som om jeg var en teenager i 90'erne. Alt i alt var jeg ikke vild med min transformation, og det skulle ikke undre mig, om Bianca havde gjort det med vilje. Hun var ikke vild med at blive overstrålet. Men jeg var ligeglad, jeg havde altid været ligeglad med, hvad andre tænkte om mig. I det mindste havde jeg selv valgt min kjole, som jeg var yderst tilfreds med. Kjolen var lang og løs forneden, mens over livet var den kropsnær og havde en dyb nedskæring, som stoppede lige under barmen og ærmer der dækkede mine skuldre. Forneden havde kjolen en beige-hvid farve, mens den over livet gik over i en mørke-bladgrøn farve. Jeg havde købt den, fordi den mindede mig om træerne og naturen (selvfølgelig også fordi jeg så godt ud i den, men det var kun en del af det).

Vi ankom på diskoteket lidt over midnat. Det første dukkerne gjorde var at score drinks oppe i baren. Derefter fandt de et bord med en gruppe fyre, som de valgte at slå sig ned ved. Jeg fulgte selvfølgelig efter dem, men jeg havde svært ved at hengive mig til de overfladiske samtaler, som blev indledt med fyrene. Efter et stykke tid, hvor de havde snakket om alt og intet på samme tid, besluttede de sig for at gå ud på dansegulvet. Jeg sluttede mig glad til. At danse var stort set det eneste jeg havde glædet mig til hele aften. Og jeg dansede! 

Det var som om, at min krop havde kendt koreografien hele tiden og bare havde ventet på at give slip på den (der var godt nok kun gået en uge siden den aften, men jeg husker den følelse, jeg havde, mens jeg dansede, tydeligt: som om alt i verden var ligegyldigt). Jeg husker, hvordan jeg kunne mærke folks blikke på mig. Men jeg var ligeglad. Jeg blev ved med at danse. Jeg kunne danse for tid og evighed. Pyt med mad. Pyt med drikke. Pyt med søvn. At danse var at leve! Sådan følte jeg, indtil min dans blev afbrudt af Bianca, der gik ind i mig og spildte sin drink ud over min nye kjole. Et "uheld" kaldte hun det, uden så meget som at sige undskyld. Jeg mærkede, hvordan arrigheden tog over hele min krop. Hvor vovede hun? Var det fordi hun ikke længere var midtpunkt? Jeg skyndte mig ud på wc'et, hvor jeg sprøjtede noget vand i ansigtet og tog nogle dybe vejrtrækninger for at falde lidt til ro. Jeg tog mit hår ud og rystede det som en stor løvemanke, hvorefter jeg gik ud til de andre igen.

Da jeg kom ud var dukkerne samlet omkring Bianca, som beklagede sig over at have ondt. Hvilket selvfølgelig gjorde at vi alle tog hjem fra byen. Vi overnattede hjemme ved Bianca og næste morgen havde Bianca fået en høj feber. Ingen af dukkerne vidste, hvad det kunne være. Endnu engang følte jeg, at det havde en sammenhæng med mig. Som om min vrede rettede mod en person kunne gøre den person ondt. Jeg rystede følelsen af mig. Det var jo åndsvagt. Ligeså åndsvagt som at jeg følte mig bedre tilpas blandt skovens kæmper end blandt byens børn.

 

Jeg åbnede min øjne og var atter tilbage blandt kæmpernes grønne kroner. Hvorfor var det, at hver gang jeg blev vred på en person, så fik de det dårligt? Hvorfor betød fars drøm noget mere i dag end de andre gange han fortalte den? Jeg tog endnu engang en dyb indånding og huskede tilbage på besøget på Sct Catharinas psykiatriske Hospital, hvor jeg havde besøgt min far.

 

Alt var så hvidt og klinisk. Jeg fik det dårligt bare efter 5 min derinde. Det var ikke naturligt. Jeg forsøgte at smile trøstende til min far. Han var ikke nogen slem mand, men lægerne mente bare, at han havde svært ved at skelne drømme fra virkelighed. "Jeg havde den samme drøm igen i nat. Om din mor!" Sagde han. "Hun lever stadig i Ellehøjen ude i Vile-skov. Hun er blandt sine søstre, hvor de danser hver aften ude på engen." Jeg lod ham tale, selvom jeg kunne historien fuldstændig udenad. Det startede altid med, at han havde set min mor blandt elverne, hvor hun levede blandt sine ellesøstre. 
De danser alle ude i Solvanglysningen. Af alle ellepigerne er din mor den smukkeste. Jeg havde forvildet mig ud i skoven en lys sommernat, fordi jeg ikke kunne sove. Og så fik jeg øje på dem, på hende. Jeg var tryllebundet, ligeså snart jeg så hende. Det eneste jeg ville var bare at danse med dem i alt evighed. Hendes lyse hud, hendes korngyldne hår, der svang sig rundt i luften, som hun svajede til ellemusikken. Jeg var helt tryllebunden! Også... kiggede hun på mig med sine græsgrønne øjne. Og hun inviterede mig med til at danse! Jeg kunne umuligt sige nej. Selv da hun tog mig med til ellehøjen, blev vi bare ved med at danse hende og jeg. Det var vidunderligt. Det var bare så vidunderligt. Årerne gik mens vi bare blev ved med at danse og danse! Og elske og elske! Ligesom livet skulle være, sådan var det! Og pludselig, ud af ingenting, ændrede hun sig. Hendes hud begyndte at ældes. Hendes næse svulmede op og blev stor og vortet. Hendes ører blev kæmpe, hendes hår gråt og fedtet. For mig var hun stadig smuk, men hun følte ikke længere selv, at hun kunne være bekendt at holde på mig.
Normalt ville hans historie stoppe der. Men han havde fortsat. Og det var de sidste ord, som nu fyldte mit sind. Kunne det virkelig passe? Eller var det bare ord fra en syg mands sind?
Hun lod mig gå med et kys og et løfte om et barn, et løfte om dig. Inden hun satte mig fri, fortalte hun, at du ville tilbringe den første del af dit liv i ellemosens vand, indtil du var stor nok til at komme til mig. Hvorefter jeg vil passe dig og lade dig vokse op i menneskenes verden. 
Ser du, du har aldrig følt, at du passede ind. Du har altid følt, at du var det forkerte sted blandt de forkerte mennesker, fordi du ikke er menneskelig. Du er en del af naturens sjæl. En del af dens dans.
Kunne det virkelig være sandt? Det lød for godt til at være sandt. Men hvis det bare var således, så ville alt falde på plads. Alt ville give mening, hvis bare det var sandt! 

 

Solen gik ned og efterlod himlen med en violet-pink farve. Solvanglysningen blev lyst smukt op af solens døende stråler. En let tåge gled over græssets grønne strå. Og ud af den tåge steg lyse skikkelser op. Lyse skikkelser med korngyldt hår præcist som mit. De begyndte deres dans, så smuk og så tryllebindende, at det ikke var sært, at enhver der så den ville acceptere en invitation hertil. Derfor var der heller ikke nogen undren i mit sind, da pigernes græsgrønne blik mødte mit og inviterede mig med, så skyndte jeg mig ned fra min gren og løb så hurtig jeg kunne hen til dem for at tilslutte mig deres dans.

Min krop vidste præcis, hvad den skulle gøre. Det føltes så naturligt, som om at det altid havde været meningen, at det var her, jeg skulle være. At verden omkring mig ikke betød noget. At mens jeg dansede, var det kun dette øjeblik, der betød noget. 

Noget i mig vidst godt, at når natten var ovre ville ellepigerne forsvinde igen, mens jeg ville blive efterladt her tilbage i menneskenes verden, et sted hvor selv ikke menneskene føler sig helt hjemme. Men for nu var dansen nok.

Lige nu var det eneste, der betød noget, at jeg havde fundet et sted jeg hørte til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...