Kvindehaderen

Læs den, og find ud af det

1Likes
0Kommentarer
64Visninger

1. Kvindehaderen

Hun opdagede aldrig hvad der ramte hende. Et blik. En tom gyde. Et brag. Derefter stilhed. 

Agent Amanda Curtis bandede indædt. Det var efterhånden 10 år siden hun første gang satte sine ben i denne branche, og alligevel lod hun sig chokere hver eneste gang  de fik tildelt en ny sag. Uanset hvor meget grusomhed hun havde set, og  det var efterhånden ikke så lidt, kom det bag på hende hvad for en slags ondskab der rent faktisk fandtes ude i verden. Hvad enkelte mennesker kunne være i stand til. 

Efter en karriere som hendes, burde hun efterhånden være immun, men billederne i sagsmappen var ikke noget man nogensinde vænnede sig til. Hvordan skulle hun kunne det. Uskyldige mennesker, hvis liv blev taget fra dem så pludseligt. Noget sagde hende, at havde hun været alt andet end professionel, havde hun for længst ligget ude på badeværelset, med hovedet i kummen. 

Med tunge skridt rejste hun sig. Hvor gerne hun end ville smide billederne ud, og glemme deres eksistens, havde de et job at udføre. Nu skulle hun bare have informeret de andre. 

 

Rummets atmosfære ændrede sig, så snart hun trådte ind af døren. Agenterne Natasha Scott og Harris Wilmer, havde efterhånden været kollegaer, og ligefrem venner med Curtis i flere år. Du danner et overraskende bånd, når en gruppe mennesker tilbringer så meget tid i hinandens selvskab, som de tre nu gjorde. Derfor havde de intet problem med at se igennem hendes opstillede neutrale ansigt. Et ansigt der skjulte alt den gru, hun lige om lidt skulle dele med de andre. Den ellers livlige stemning fyld med småsnak og latter, ikke noget man umiddelbart forventer at høre i sammenhæng med ordet FBI, hvis man da bare har den mindste idé om hvad de foretager sig, blev afløst af en foruroligende stilhed.

Curtis gjorde sig langsomt klar. Tog sig sin tid. Fik alle billederne lagt frem foran hende. Dog uden at gøre dem synlige for andre end hende selv. I rækkefølge. Helt lige. Derefter tog hun en dyb indånding, og gav endelig hendes kollegaer svaret på det spørgsmål, ingen godt nok havde sagt højt, men som de alle var klar over hørtes rungende inde i deres hoveder. 

“12 ofre. Alle prostituerede. Første offer blev fundet for fem måneder siden. Seneste offer Pattie Bryson bedre kendt som Candace i New Yorks natteliv blev fundet for seks dage siden. Hun blev dræbt af et skud gennem hovedet, med en 9 mm Glock 34, og… “

“Hvordan kan du være så sikker på at mordene er forbundne?” afbrød Agent Scott. “Jeg mener dræbte prostituerede er jo ikke ligefremt et sjældent syn. Desværre.”

“Vær venlig at lade mig tale færdig. Tro mig Scott, du har ikke hørt det værste endnu. Ingen tvivl, om at det er det samme svin der står bag” 

Hun fortsatte” for det første er alle ofrene lagt i præcis den samme position, han bruger altså tid med sine ofre efter han har dræbt dem. For det andet, okay det er nu det bliver rigtig klamt. Jeg tror faktisk det er bedre hvis i selv tager og kigger på billederne” sagde hun sammenbidt og lagde dem på bordet, og afslørede endelig deres indhold for sine endnu uvidende kollegaer. 

Det var næsten fascinerende. Hvor hurtigt deres ansigtsudtryk ændrede sig. Afskyen i deres øjne. Havde de været i tvivl forinden, var der vidst ingen tvivl om sagens alvor længere. 

“Hvordan kan de være sikre på hendes identitet, når…Jeg mener, ikke engang hendes familie må kunne genkende hende” Wilmer kæmpede med ordene. 

De har ikke brugt den sidste uge på ingenting. De tog en DNA test, og siden det ikke var første gang Pattie Bryson havde været i deres søgelys, tog det ikke lang tid at få hende identificeret. De gav hendes mand og to små drenge besked i går. Han havde ikke engang undret sig over hendes fravær. Ifølge ham havde hun før været væk i ugevis. Hun var deres eneste mulighed for at forsørge dem selv”

“Tag hjem og pak. Jeg er bange for at det her er en af de svære. Vi mødes alle på flyet om en time. Der vil i også have bedre tid til at studere det hele noget nærmere.”

Præcis en time efter lettede flyet mod New York. De sad alle i tavshed, i hver deres ende af flyets kabine, med en kop kaffe i hånden. Kiggede på rapporten, til de til sidst kunne huske den udenad. Og kiggede på billederne, til de til sidst ikke længere følte sig frastødt af dem.  

Bagefter sørgede de for at få nogen tiltrængte timers søvn, velvidende at det var en luksus de ikke havde råd til at prioritere fremadrettet, i hvert fald ikke før monsteret var bag lås og slå.

 

Et kvarter før landing, blev de alle vækket af kaptajnen. Selvom Scott egentlig skulle pakke hendes ting sammen, i disse tilfælde gjaldt det om at komme afsted med det samme, der var bestemt ikke tid til at sløse, kunne hun ikke lade være med at blive betaget af New Yorks tusinde lys, som kom nærmere og nærmere. Var det bare hende, eller så byen mørkere ud end normalt, eller var det bare fordi hun for første gang kendte til dens hemmeligheder?

 

Straks de steg ud af flyet, blev de mødt af New Yorks politihold. Efter en hurtig formel præsentation og håndtryk, befandt de sig nu på vej mod det seneste gerningsted. Selvom det var seks dage siden forbrydelsen fandt sted, og der derfor ikke  var store chancer for at finde oversete beviser, havde de alligevel besluttet sig for at undersøge det. Tænk hvis de nu fandt noget.
Da de kom frem, kunne de dog godt se at det så ret håbløst ud. Regnen var kommet dem i forkøbet. Havde de ikke vidst bedre, lignede det bare en hel almindelig gyde. Den asfalt som på billederne havde været dækket af størknet blod, lignede en hvilken som helst anden vej. Stedet bar ikke længere præg af den forfærdelige forbrydelse. En time senere var de stadig på bar bund. “Vi kan ikke gøre mere her, lad os komme videre” sagde Wilmer. 

 

Hvad de ikke vidste var, at der blev holdt øje med dem. Omkring 100 meter fra gerningsområdet, skulede et par små stikkende øjne i deres retning. Faktisk havde de stort set ikke blinket en eneste gang i løbet af den sidste time. 

Det undrer mig at der er nogen, som overhovedet gider at tage det her seriøst. Det er da både spild af vores alle sammens ressourcer og spild af deres tid. Der er jo for fanden ikke tale om andet end en billig og beskidt luder. Har de nu også tænkt sig at tilkalde strisserne næste gang en fucking myre bliver kørt over. Det kunne ligeså godt have været sagen nu. At dræbe en luder er teknisk set som at dræbe en myre. Begge så mikroskopiske, enten bogstaveligt talt eller i samfundet at det umuligt kan kaldes for en forbrydelse. 

Jeg har jo ikke gjort andet end at spare skøgen for et liv der alligevel ikke er noget værd. Havde hun været i live, ville hun havde takket mig.
Det er på tide at vi mænd, skal kunne gå ned af gaden i vores by, uden frygten for at blive smittet af deres mange sygdomme. Har menneskeligheden da ikke forstået, hvor store syndere de er, og det at lade dem gå i mellem os, som ligeværdige, gør os til endnu større syndere. 

Det er det jeg altid har vidst, kvindemennesker gør kun livet værre. Lige siden mor skred. Og efterlod med, med ham. Har jeg vidst hvordan kvinder virkelig er. Urene, beskidte.”

Han vendte sit blik, mod den kvindelige agent:” Ikke nok med at de har ringet efter strisserne, hvad har de så gang i, med at tilkalde en dame strisser. De er næsten lige så slemme som ludere. Tror de virkelige de kan overtage de jobs der tydeligvis er lavet for mænd.

Nu er det simpelthen nok. Det her kommer til at fortryde det”

Med et sidste hadefuldt blik på teamet, forsvandt den mørke skikkelse tilbage til skyggerne. 

 

Efter det skuffende besøg på gerningsstedet, og et ubehageligt besøg hos den afdødes familie, var de stadigvæk ikke kommet nærmere på en opklarelse. De var taget tilbage til den lokale politistation, og forsøgte desperat at finde noget de havde overset. Det hele så ret håbløst ud, der var simpelthen ingen spor, indtil…

“Hvor er han? Sig at i har ham” skreg en tydeligt oprørt stemme. De rejste sig alle op med et sæt. En lille pige, ikke mere end 19-20 år løb hen mod dem. Hendes hår var uglet, hendes tøj beskidt. Hvem var hun? Pattie’s lillesøster? En kollega? De fik ikke tid til at udspørge hende, inden hun snakkede igen. “Please sig at I i det mindste har taget ham i forvaring. Jeg ved det var ham der gjorde det. Jeg mener, det må det være.” hendes stemme var nu ikke mere end en hvisken. 

“Slap af, vi skal nok lytte til hvad du har at sige, men vil du i det mindste ikke lige sætte dig ned” bad Curtis, og fik hende ført hen til den nærmeste sofa. 

“Hvad er dit navn?”

“ Eia Bryson, jeg er Pattie’s søster. Har i så anholdt ham eller hvad?”

“Jeg er ked af det, men vi har ikke nogen mistænkte endnu. Du kunne jo starte med at fortælle os, hvem det er du snakker om?

“Mattie Thompson. Han er, eller var, en af Pattie’s faste kunder. Ingen andre ved noget om det her end mig. Hun ville ikke gøre hendes mand vred, han har et iltert temperament og det ville ikke være første gang han slog hende. Men Mattie har flere gange forsøgt at få hende til at forlade sin familie for at leve med ham. Han var dybt forelsket i hende. Men hun nægtede. Havde det ikke været for den store pengesum han gav hende for at være sammen med ham, ville hun for længst have anmeldt ham til politiet. Det var også ham der fandt hende. Et rigtig stort røvhul. Ifølge ham havde de haft en aftale om at mødes, og da hun ikke holdte den, gik han ud på gaden for at lede efter hende. 

“Hvorfor har vi ikke fået det her at vide noget før?” Wilmer lød vred. “Uanset hvad, skal han tages ind til et forhør, vi går med det samme.”

 

“Mattie Thompson, FBI. Åben døren.” Intet svar. “Mattie Thompson, FBI. Åben døren med det samme, du er omringet. Der er ingen mulighed for flugt.” sagde Scott igen. Denne gang mere truende. “Okay, hvis det skal være på den måde. Med et stort knas, sparkede hun døren ind, til den lille etværelseslejlighed, og gik som den første indenfor.

Det første der mødte hende, var en stank så voldsom af smøger og alkohol, at de alle fik problemer med at trække vejret. Lejligheden var et stort rod. Der var ikke blevet gjort rent i det sidste halve år. Og i en stor bunke af rådne madrester, og smadrede flasker lå Mattie Thompson. 

 

“Så giv mig dog for helvede nogen svar.” I flere timer havde Natasha Scott  været i det samme forhørslokale. Og hun var ikke kommet nogen vegne. Hun var ikke sikker på hvad hun egentlig havde forventet, hun vidste bare at det ikke var dette. Mattie Thompson, var for at sige det mildt, et stort vrag. Han havde ikke sagt et eneste ord, og hun var ikke sikker på at det var ham muligt.  

Opgivende gik hun tilbage til de andre. “Jeg ved ikke. Jeg tror ikke han gjorde det. For at begå mord som disse, skal du have en utrolig vrede. At myrde så koldblodigt, er ikke noget alle kan. Og ham her, tja, virker bare, knækket.”

“Jeg tror heller ikke han gjorde det. Et nyt lig blev fundet for lidt over en time siden. Bedømt til at have været død i to. Der var Mattie i vores varetægt. Vi har fat i den forkerte.” sagde den netop ankomne Curtis. De var tilbage til hvor de startede. 

 

Da de ankom, var alt kaos. Den allerede ankomne politistyrke havde nok at gøre med at holde den skræmte, men alligevel nysgerrige menneskemængde væk. De der rent faktisk kom tæt nok på til at få et syn af rædslerne, lå på jorden og hyperventilerede. Men det var der ikke tid

til at tage sig af nu. 

Det første Curtis lagde mærke til, var hvor anderledes det hele så ud. Han havde fuldstændigt ændret sit mønster. “Han er blevet mere dristig. Det er højlys dag, han burde da vide at folk ville høre ham. Liget, har kun overfladiske skader, alt for meget tyder på at han ikke har fået lov til at gøre sig helt færdig.” informerede hun de andre. “Spørgsmålet er bare hvorfor.”

“Der her føles ikke rigtigt, undskyld mig et øjeblik” hviskede Scott lavt, så det kun var hendes to nærmeste der kunne høre hende. 

 

I skyggernes mørke, lurede de stikkende øjne. 

Kom så strissertøs, gå nu væk fra de andre. Et lille øjeblik til, og dine sorger skal være ovre”

  Knap havde han tænkt ordene, før hun hviskede noget til hendes kollegaer. Noget han umuligt kunne høre fra hans opholdssted, men da hun sekundet efter gik derfra, fuldte han langsomt efter. 

 

Nu udviklede tingene sig pludseligt. Natasha Scott kunne ikke komme sig over følelsen af at noget var helt galt. Efter at have studeret mordstedet så grundigt, virkede det utrolig atypisk, i forhold til de øvrige mord. Han var ikke blevet færdigt med sit forehavende. Han måtte være i nærheden. 

Med fumlende bevægelser åbnede hun sin mobil, og skulle lige til at taste Wilmer’s nummer, da den blev slået ud af hånden på hende. Hun frys, da hun vende sig om og så en mager mand stå mindre end en meter bag hende. Han så syg ud. Med et følelsesløst indsunket ansigt stirrede han på hende. Trods hans kolde psykopatiske adfærd, udstrålede han en en utrolig vrede, og hadet lyste ud af ham. 

Hun var ikke et sekund i tvivl om hvem han var.
 “Du burde ikke være herude alene. Vidste du ikke at kvinder ikke er sikre her.” sagde han slesk. 

“Du skal ikke undervurdere mig”

“Vi får se”

Som i slowmotion, så hun ham række hånden ind under jakken. Hun så det blanke metal blive peget mod hende. Og hun så ham falde til jorden. 

“Ja makker, det gjorde vi” sagde hun hånligt, og puttede pistolen tilbage i hylsteret. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...