Forelskelsens veje

Hun mærker det, hver gang hun ser ham. De små lyserøde sommerfugle som flagrer rundt i hendes mave og de gummiagtige ben, som knap nok kan holde hendes vægt. Den forsvundne stemme og det tomme hoved. Det er helt forkert, for hun fortalt, men hvorfor synes hun så det føles helt rigtigt?

0Likes
1Kommentarer
22Visninger

1. Et blik

Hende

Klokken ringer. Stole skramler. Alt dette, som en kedelig gentagelse, dag ud og dag ind. De samme bøger tilbage i den samme skoletaske. Den samme stol, ind under det samme bord. Åh Gud, hvilken kedsommelighed! Det er som om alle bevæger sig i cirkler og ingen vej kommer. Ud af den samme dør, ud til den samme kantine, som alle de andre dage. Men ved det velkendte spisebord er der noget som virker... ændret. Som om den lille døgnrutine, er blevet skubbet ude af kurs. Men øjet fanger det dog først lang tid efter, som om den skal skubbe til de mange lag af normalitet for at finde det. Men endelig... til sidst! Den velkendte gruppe af slikhårsdrenge, ovre ved den velkendte kantinedør, spreder sig en smule, og der står han.

Majestætisk, med sit pjuskede mørke hår, som om verden kredser om ham. De grå øjne, med en liv i dem, som om livet var et stort puslespil og, det var hans skæbne at finde alle brikkerne. Ansigtet, med sin markerede kæbe og perfekt proportionerede ansigtstræk. De fyldige læber, med en hvis glans over dem.

Alt dette virkede for unaturligt. Som om han kun eksisterede i hovedet. Men han var der. I kød og blod. Og det skubbede alle andre tanker væk og efterlod kun ham. Hans fuldkommenhed. Hans perfekte træk. Og forelskelsen.

For det var det da? Ikke?

Den varme fornemmelse i kroppen, de hurtige sommerfugle, den forsvundne stemme, de bløde ben. Alt dette gav en følelse af noget anderledes. Og det var det, der brød normaliteten. For en gangs skyld var deja vuet væk og erstattet med en stor stormende fornemmelse.

Og som om det ikke var nok, så vendte han hovedet. Fjernede det fra samtalen som tydeligvis kedede ham og hans blik begyndte at kigge. Ud over bordene, som om det var hans kongerige. Hans blik kiggede dovent, på ansigterne, som var så frygteligt normale, indtil det standsede.

Hans blik brændte og kinderne blussede. Hvad skal man gøre i sådan en situation? Kigge væk, smile, vinke, stirre tilbage? Alt dette for gennem hovedet, i de 3 sekunder dette lange blik varede. Og hvilke 3 sekunder!

Hans øjne havde været fuld af ild, brændende og lystig, men også en stålfast selvtillid, som om hans vej var bestemt. Øjnene, grå med en anelse blå i, udforskede ansigtet. Hans ansigtet blev hældt til en anelse til den ene side og det var nu som om kun dette øjeblik fandtes. Det var så kort tid og dog så lang tid. Og hvis modet havde været der ville de samme blikke været blevet sendt tilbage. Men sekunderne stoppede. For alle øjeblikke stopper vel.

Og inden længe, var han på vej væk. Kroppen, også velproportioneret, med en muskuløs, dog slank kropsbygning. Hans gang, let og ligetil. Og armene, svingende, ned langs siden, begyndte at række ud til siden. En tvivl sneg sig ind, angående den mærkelige handling, indtil det slog klik. For mod ham, kom hun. Med den samme uforklarlige skønhed, passede de perfekt sammen. Og tankerne var igen klare, da kys blev givet mellem dem. Hans arm over hendes skuldre. Hendes arm om hans lænd.

Og verden passede igen. Guderne gik væk, mod horisonten. Men inden de rundede hjørnet, vendte han hovedet igen. Og et sidste blik blev givet fra det grå, levende øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...