Mordet på familien Jakobsen

Skole opgave

0Likes
0Kommentarer
112Visninger
AA

1. Mordet på familien Jakobsen

Mordet på familien Jakobsen

 

Den forbandede mobiltelefon ringede, som så ofte, midt om natten og vækkede mig fra min allerede forstyrrede søvn. Siden naboen havde fået deres nye jagthund, havde mine nætter været utrolig korte og jeg var efterhånden ved at være godt træt af det. Flere gange havde jeg beklaget mig overfor de unge naboer, men hver gang havde de sagt at det bare lige var indtil at de havde fået hunden til at føle sig tilpas i dens nye hjem. Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen mod kommoden, hvor min mobiltelefon lå og kastede de skrækkelige toner ud over hele rummet.
Selvfølgelig var det Niels der ringede, jeg behøvede ikke engang at kigge på telefonen for at vide det. Hvem udover Niels ville ringe og vække mig midt om natten. Han var jo som altid fuldstændig ligeglad med mig, eller andre af sine medarbejderes privatliv. Efter at have sagt et par af de værste bandeord jeg kunne komme på, tog jeg telefonen. “Hør, Jens! Du bliver nødt til at komme ned på stationen med det samme! Betjentene har været ude ved en villa i Vejlby, til en anmeldelse fra nogle naboer. Mindst to er blevet myrdet, og en 16-årig pige er blevet kidnappet. Jeg er i København, så du må lede sagen. Jeg er først hjemme igen om en måned. Held og lykke”. Derefter smækkede min chef røret på, uden at give mig tid til at spørge om noget som helst.

Efter at havde stået lidt foran kommode spejlet og faldet i staver et par gange, tog jeg mig endelig sammen og slentrede hen imod badeværelset. Jeg tog tøjet af og gik ind i brusekabinen. Der lugtede muggent og vådt derinde, men det var jeg efterhånden blevet vant til. Det meste af min lille lejlighed var rodet og beskidt, og det var meget lang tid siden jeg sidst havde haft gæster. Det var sådan set ikke fordi jeg manglede penge at jeg levede som jeg gjorde. Mere fordi jeg blot ikke kunne tage mig sammen til at gøre noget ved det. Efter de langvarige arbejdsdage, havde jeg som regel mest lyst til at smide mig i sofaen, gå i seng, eller måske gå ned på baren. Siden jeg gik fra min ekskone Tina og min lille søn Jacob, er det som om jeg har manglet overskud i min hverdag og dagene minder også gradvist meget om hinanden. Det var nok også det der var skyld i at jeg var stoppet med at barbere mit skæg og at jeg gik i de samme gamle beskidte bukser hver dag. Jeg indrømmede gerne overfor mig selv at jeg savnede dem.
Meget endda.
Der gik efterhånden ikke én dag uden at jeg tænkte på dem. Men det gik jo ikke med os. Vi kunne bare ikke holde op med at skændes over selv de mindste ting og vi mente begge to at der var den andens skyld.

Da jeg havde stået i bruseren et stykke tid, begyndte jeg at tænke over sagen. To mord, en bortførelse, det lyder sgu spændende, tænkte jeg. Det var ikke noget jeg havde gjort mig i før. De fleste sager jeg fik, var mord og slemme røverier. Jeg havde aldrig haft en bortførelse før. Efter at have tænkt en del over sagen, kom jeg i lidt bedre humør. Jeg har altid elsket mit arbejde, selvom det ofte er lidt hårdt.

Efter badet fik jeg taget noget tøj på og fundet mine nøgler frem. Jeg smuttede ned ad trappen og ud til bilen, som stod parkeret foran bygningen hvor min lejlighed var. Jeg satte mig ind i bilen, startede den og begyndte at køre mod stationen. Da jeg havde kørt 5-10 minutter gik det op for mig at jeg havde glemt at spise morgenmad, så jeg holdte ind hos en bager og købte nogle rundstykker. Da jeg ankom til politistationen var der stadig næsten mennesketomt og mørkt. Kun nogle få personer der havde været så uheldige at få ugens nattevagt, sad foran deres computere ved deres skriveborde.

Jeg sagde hej og smuttede ind på mit lille kontor, hvor jeg tog mit skilt og min pistol. Efter jeg havde brugt min pistol til at skræmme en ung tyv i baghaven, har jeg fået påbud mod at bringe den med hjem.
Jeg hentede en betjent som sammen med mig kørte ud til gerningsstedet hvor det hele havde fundet sted. Allerede da jeg steg ud af bilen fornemmede jeg den dårlige stemning der altid var på gerningsstederne efter nogen så barbarisk var blevet myrdet. En betjent stod i døren og så ud som om han skulle til at kaste op. “Hej Jens” fik han tvunget sig selv til at sige da jeg trådte ind ad døren.

Det var et stort og fint hus med mange værelser, men jeg vidste alligevel hvor jeg skulle gå hen. På gulvet var der tegnet en masse gule streger der førte mig ind i et soveværelse med en stor rød seng. Det gik hurtigt op for mig at sengen slet ikke var rød, men hvid. Der lå en person i venstre side af sengen, der havde blødt så meget at næsten hele sengen havde skiftet farve. Jeg gik forbi de to betjente der stod ved i døråbningen og sneg mig helt ind i rummet. Liget var en mand, som var helt hvid overalt hvor der ikke var størknet blod og lå med hovedet i en meget forkert stilling som gav selv mig kuldegysninger. I halsen var der et meget dybt snit. Det dybeste jeg havde set og da jeg kiggede ned i det kunne jeg se en del af rygsøjlen nederst i såret. En kriminal fotograf stod og tog en masse billeder fra en del forskellige vinkler af liget. “Det ser sgu voldsomt ud var?”, sagde han. “Ja, det må man sige”, svarede jeg. De to unge betjente, som havde stået i dørkarmen, kom hen imod liget, men vendte hurtigt om med en mærkelig grimasse, da de havde set det nærmere. Det var nok noget de aldrig før havde set. “Er der blevet stjålet noget?”, spurgte jeg. “Nej” svarede en kvinde der stod og skrev en masse ting ned på en notesblok. “Ikke så vidt vi kan se. Men huset er jo også stort, så vi skal have endevendt det nogle gange før vi kan være sikre”. Jeg satte mig på hug og stirrede på offeret i sengen. Snittet i halsen var for stort og dybt til at være skåret af en gang, og jeg kunne se at der var gået en lille flig af en af knoglerne. Gerningsmanden må have hugget godt til og manden må have været død med det samme.

“Jeg fik at vide at der var to lig?” spurgte jeg. “Ja, følg med mig” sagde kvinden med notesblokken og viste mig ud på gangen og til venstre. For enden af en trappe lå der en kvinde i en hvidblomstret natkjole på maven. I ryggen var der 4 store stiksår. Ved siden af hende lå der en lang bredbladet kniv tilsølet i blod. Da kvinden med notesblokken så jeg kiggede på kniven sagde hun “Kniven er deres egen og er taget fra køkkenet umiddelbart før mordet er begået. Damen der noterede spurgte om, hvad jeg troede der var sket. Det var jo lige præcis det der var mit job. At finde ud af hvordan, hvorfor og hvem der havde gjort det. “Manden er blevet slagtet med kniven og konen er vågnet og løbet ud af rummet i panik. Morderen har nået at stikke hende i ryggen på vej op ad trappen, og stukket hende yderligere tre gange da hun lå på jorden”. Kvinden noterede alt hvad jeg sagde og spurgte så “Hvad kan motivet være?” Jeg havde virkelig ingen anelse. Heller ikke om hvor den 16-årige datter var henne. “Har i snakket med nogen om ofrene?”, spurgte jeg. “Ja. Deres nabo, som også var hende der meldte at de hørte en kvindes skrig, har fortalt os hvad hun vidste.” Hun holdte en kort pause. Det var tydeligt at se at hun var dårlig tilpas ved sagen. “Hun siger at de var venner og at de ikke mener at de har nogen fjender”.
“Fingeraftryk eller andre spor?” Udbrød jeg efter en kort tænkepause. “Vi har ikke fundet ét eneste spor i hele huset efter gerningsmanden. Ikke et eneste hår, eller fingeraftryk. Det er helt sikkert en professionel vi har med at gøre, som både har brugt handsker og hue.

Jeg vandrede lidt rundt i nogle forskellige rum og spekulerede over hvorfor dette var sket. Ingen fjender, ingen spor. Hvad kunne motivet være? Det er jo en umulig sag blev jeg ved med at tænke igen og igen, men jeg vidste dog godt at det i hvert fald ikke hjalp mig at tænke at det det var en umulig sag. Efter lidt tid endte jeg i hvad der måtte være datterens værelse. Der var fyldt med plakater på væggen af bands som jeg ville sige var heavy metal bands. Mange af dem havde masker på, og der var blod og dystre farver på de fleste. I klædeskabet hang der næsten kun sort tøj.
Jeg satte mig på sengen og spekulerede på hvorfor begge forældre var slået ihjel, og datteren var væk. Det var helt sikkert den sværeste sag jeg havde haft. Men jeg skulle nok opklare den. Jeg havde altid opklaret alle de sager jeg havde fået før og dette skulle ikke være den første der gik imod statistikken.
Efter at have siddet der lidt i den bløde seng, kiggede jeg mig endnu engang rundt om i lokalet og lagde mærke til hvor pænt og opryddet her var. Jeg rejste mig, kiggede på sengen og så at den var pænt og fint redt. Pigen havde vel ikke frivilligt gået med morderen efter at have hørt hendes forældre blive slagtet? Og hun kunne da umuligt have nået at redde sengen før morderen brutalt tvang hende med? Hun må da have gjort modstand? Tanken om at det var datteren der var gerningsmanden slog mig. Men nej, det kunne simpelthen ikke passe. Selvom jeg flere gange havde hørt om at børn havde slået deres forældre ihjel kunne det ikke passe i dette tilfælde. Medmindre datteren var psykopat, kunne jeg ikke finde noget motiv for at hun skulle slå sine forældre ihjel.

Jeg gik ind i rummet med den døde mand igen og opdagede at de nu var i gang med at rydde op efter liget. De havde nok samlet og arkiveret hvad der skulle. Jeg gik uden at sige farvel og steg ind i bilen og kørte. Jeg skulle bare være lidt alene, så jeg kørte ud af en lille vej der førte ud til havet. Her sad jeg på en sten og kiggede i ud i vandet i et stykke tid. Jeg spekulerede som en gal og tiden løb helt fra mig. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad der, det kunne være alt fra 10 minutter til 3 timer.

Efter jeg havde tænkt det igennem et par gange var klokken blevet mange og jeg kørte hen på stationen for at aflevere mine ting, skifte bil og køre hjem. På vej hjem stoppede jeg ved en grillbar og tog en burger med hjem, som jeg spiste foran tv’et. I tv-avisen var der et indslag om mordet. “Mordet på Louise og Dennis Jacobsen kommer, som et chok for tilhørende. Ud over dobbeltmordet er datteren Karoline blevet bortført og vores kontakter i politiet forklarer at der ikke er nogen spor at gå efter”. Der var en masse billeder og en film af familien, som viste hvor idyllisk de havde haft det året før, på en campingplads i Frankrig. Jeg fik en klump i halsen og kunne ikke lade være med at se de dødes ansigter for mig. Men hvad kunne jeg gøre? Vi havde ingen spor at gå efter. Jeg slukkede tv’et og lagde mig til at sove, altså der gik noget tid før jeg overhovedet kunne lukke øjnene, mine tanker fløj afsted, og jeg tænkte hvert eneste mulige scenarie igennem.
Hunden gøede ikke den nat. Men det var som om at der var for stille. Jeg savnede faktisk at høre at jeg ikke var alene. At naboen var ved siden af. Der var alt for stille og jeg kunne ikke lade være med at tænke på manden med den overskårede hals og kvinden med stik i ryggen. Hvad kunne morderen ikke finde på at gøre ved datteren? Jeg vågnede flere gange den nat, hel varm og svedig.

Jeg stod op allerede klokken 4, tog et bad og kørte på arbejde. jeg fik fortalt at den forsvundet pige endnu ikke var fundet. Jeg mærkede en bølge af forskrækkelse, de fleste unge der var blevet bortført, eller løbet hjemmefra plejede at dukke op igen en dag eller 2 efter igen. Da jeg så ansigtsudtrykket på sekretæren der fortalte mig det, kunne man tydeligt se frygten i hendes øjne, hun havde jo også selv en datter omkring de 15 år, så hun må jo også kunne relatere rimeligt godt til sagen, måske endda lidt for godt. Jeg fik fat på en af mine mine kollegaer, og fik overtalt ham til at køre med ud at forhøre, nogle af Karolines venner, vi kørte først op til skolen for at tale med dem om at få nogle telefonnumre til hendes nærmeste venner, vi fik ekstremt mange  forskellige numre, Karoline var tydeligvis en meget populær pige i skolen, hun havde man venner og ikke rigtig nogle fjender, skolens inspektør fortalte også at hun var en sød og dygtig pige i skolen, hun fik gode karakterer, og virkede også til at trives godt, blandt eleverne og lærerne. vi et nummer til hendes bedste veninde, og forlod derefter skolen. Da vi kom tilbage til politistationen, ringede vi den bedste veninde op, og aftalte at mødes med hende på den lokale cafe.Jeg tænkte at veninden måtte være oprevet, og valgte selvfølgelig derfor at tage derhen alene, så jeg sagde farvel til kollegaen og kørte afsted. Da jeg ankom til cafeen var den helt tom bortset fra en pige, der sad henne i hjørnet, jeg gik ud fra at det Karolines veninde så jeg gik hen og præsenterede mig som kriminal detektiv Jens, og hun sagde at hun hed Frida, jeg satte mig ned på stolen, og fandt en notesbog frem.

”hvad hedder du”
”Frida”
”Hvor gammel er du?”
”16”
”Hvor længe har du kendt Karoline”
”Lige siden vi startede i skolen”
”Havde Karoline problemer med sine forældre?”
”Ikke hvad jeg ved af”
”Okay, men er du okay med hele situationen?”
”Ja ja”
”Godt så, farvel, vi ses måske”

Da jeg gik hen til bilen igen, tænkte jeg hele situationen igennem endnu engang og jeg besluttede mig for at køre hen til politi stationen igen, lige da jeg havde sat mig ind i bilen, begyndte min mobiltelefon at brumme og bippe, så jeg tog telefonen og hørte, min sekretærs stemme.


”Hej Jens, vi tror at vi muligvis har fundet et spor i sagen omkring den bortførte pige”

”Okay, hvad så?”
”Altså, Karolines tante er dukket op her på stationen og hun siger at hun noget vigtigt information at fortælle os”
”Okay, jeg kommer så hurtigt jeg kan”

Da jeg ankom til stationen, gik jeg hurtigt og direkte hen imod mit kontor, der var mange der hilste og sagde hej, men jeg var for oprevet, og spændt til at svare så jeg styrede bare direkte hen imod kontoret. Inde på kontoret sad en kvinde i slut 30`erne cirka, med lyst blondt hår, og meget blå øjne, man kunne se at hun havde grædt meget og hele hendes ansigt var lidt rødt. Jeg trådte ind og hilste på hende.
 


”Hej mit navn er Jens og jeg er Detektiven der arbejder på denne sag, jeg kan forstå at du har noget vigtigt du gerne vil dele med os?”

”ja det er sandt jeg ved noget om den her familie som kun de og jeg ved”
”okay, hvad er det så?”
”Altså de fleste tror at familien er som en hver anden familie, idyllisk og normal, men sådan er sandheden bare ikke, i mange år har der været mange problemer, og det hele startede da Karoline ikke gad at være deres søde lille pige mere, så hun brændte alt hendes tøj, og købte kun sort tøjl hun valgte at ryge, både cigaretter og stoffer. Det var et meget stort tab for Louise og Dennis det var som om at hele deres verden brød sammen det ene øjeblik, Louise gik ned med stress, men det var bare ikke det de havde fortalt alle andre, de fortalte bare at hun havde valgt at blive selvstændig. Da familien var hårdest ramt, var jeg der rigtig meget for dem, jeg hjalp dem med selv de mest simple ting som at købe ind, og gøre rent, og lige siden det har jeg vidst at familien nærmest var brudt sammen, Karoline ignorerede hendes forældre og havde absolut ingen kontakt til dem, årene forsattes sådan, og nu er det så jeg er blevet bange for at det måske er Karoline der har gjort alt det her og bare er stukket af”

Imens hun fortalte alt det her kunne man se hvor meget det gik hende på og at tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder.

”Okay så din teori er altså at det er Karoline der selv har myrdet sine forældre, og derefter er stukket af’?”
”Ja”

”Tak skal du have, du har virkelig været til stor hjælp”


Jeg rejste mig og førte tanten ud af kontoret og overlod hende til min sekretær. Jeg satte mig ind på kontoret og skrev til min chef Niels om hvad jeg lige var blevet fortalt. Da jeg havde sendt mailen, slukkede jeg computeren og sagde til min sekretær at hun skulle skaffe et eftersøgnings hold der skulle lede i hele byen, efter Karoline.

Jeg tog også selv afsted i bilen og kørte hen til skolen, for at høre om der ikke var nogen der ville hjælpe med at finde hende. Jeg fandt 10- 12 stykker der gerne ville hjælpe og de ville tage hen til deres klub og lede, de fortalte at de altid plejede at mødes med hende henne på klubben da de var lidt mindre, men at de på det sidste ikke rigtig havde været der.

Klokken var efterhånden blevet mange og før jeg vidste af det var den pludselig blevet halv tolv om aftenen og jeg havde ikke engang fået frokost endnu, jeg kørte hjemad og tog lidt og gik derefter i seng.


Jeg vågnede igen af at mobilen ringede midt om natten, denne gang var det ikke Niels men min sekretær der ringede, jeg tog mobilen og hun fortalte at de unge fra skolen havde fundet Karoline bevidstløs og helt kold oppe ved deres gamle klub, hun var blevet hentet af en ambulance og lå nu oppe på sygehuset og blev behandlet af lægerne og sygeplejerskerne.

 

 

 

 
 

jeg skyndte mig at hoppe i tøjet og kørte straks derop, jeg mødte nogle læger på gangen der sagde at hun ikke var frisk nok at blive forhørt og at jeg ikke måtte gå derind endnu, men jeg var fuldstændig ligeglad hvis at hun havde myrdet sine egne forældre skulle jeg vide det nu, jeg brasede ind af døren og gik lige over til sengen og spurgte ”er det dig der har myrdet Louise og Dennis?”
jeg ventede på et svar og der kom skam også et
”ja det er mig”
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...