Dagbogen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2016
  • Opdateret: 9 jun. 2016
  • Status: Igang
Jeg har valgt for sjov at skrive en "dagbog". Det er ikke mig selv, men en pige, som har det svært uden at vide hvorfor. Man læser hvad hun skriver i dagbogen og ikke hvad der sker ud over dagbogen. - Jeg vil virkelig gerne høre om folk kan lide min idé, så smid endelig en kommentar.

1Likes
0Kommentarer
36Visninger

1. Igang igen.

Det er sjovt hvordan jeg begynder at græde uden grund nogle gange. Som om der sker noget inde i mig, eller jeg gør noget, som jeg ikke selv kender til. Nogle gange føler jeg mig ikke engang som mig selv. Jeg har tit undret mig over hvordan verden kan være så farveri, og alligevel føles så grå. Jeg kan sidde og kigge ud af vinduet og genkalde mig samtaler jeg har haft med folk, men jeg kan ikke huske hvor jeg har lagt mine solbriller. For mig giver det ingen mening, men når jeg prøver at sige det til folk og vise dem min bekymring, så siger de at alle har det svært op til en eksamen og at det er normalt at glemme hvor man lægger sine ting, eller når jeg snakker med min mor om det, så minder hun mig om at min far gør det samme. Det handler om hvor ens fokus ligget. Det handler om hvad man går op i. Men hvorfor kan jeg så huske en samtale, med en person jeg egentlig ikke kan lide? Måske af samme grund som jeg kan se forskel på farver, som der egentlig ikke er en forskel på. Måske af samme grund som at jeg græder når andre græder. Særlig sensitiv. Jeg ved ikke om du, min kære dagbog, kender til det. Det gør du nok ikke, da du bare er en bog med blanke sider jeg skal udfylde, fordi min psykolog mener det ville være smart, men nu skal du høre. Først vil jeg gerne fortælle at det ikke er første gang jeg skriver dagbog, og dengang var det af samme grund som det nok er nu. I femte klasse var jeg meget trist og negativ, så min klasselærer bad mig skrive en dagbog, hvor jeg havde fokus på tre gode ting der var sket i løbet af dagen. Jeg måtte selvfølgelig også skrive dårlige ting, men jeg skulle mindst skrive eller tænke på tre gode. Det gik meget godt i starten, men efterhånden som jeg fik det bedre, så glemte jeg at gøre det. Det blev ikke sidste gang at jeg var trist mange dage i træk og det blev heller ikke sidste gang at en lærer opdagede det, men det kommer vi mere ind på senere. Som du nok også har lagt mærke til, kære dagbog, så startede jeg ikke ud med at skrive “Kære dagbog. I dag…”. Dette droppede jeg, da jeg i forvejen finder det svært og underligt at skrive til en bog med blanke sider. Jeg kan ikke se pointen i det. Specielt ikke fordi jeg ikke kan se hvordan det skal hjælpe. Det gør mig jo ikke mindre trist og forvirret, bare fordi jeg nu skriver det ned. Men jeg gider ikke diskutere med min psykolog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...