The Choices That Makes Us

Hun så op på bygningen, og et sørgeligt forsøg på et smil hvilede et kort øjeblik på hendes svagt rosa læber. Ny by, ny skole, ny start – var det ikke sådan det lød? Eller skulle ”ny måde at fucke det hele op på” også på den liste. Måske næste gang. Det var nok bedst at forblive optimistisk i hvert fald den første dag her. Efter en lidt for begivenhedsrig start på året, flytter Brooklyn Adams tværs over landet for en ny begyndelse. Hun finder en annonce i avisen om et ledigt værelse, og får hurtigt lavet en aftale med den mystiske pige Taylor. Men Brooke får sig en meget stor overaskelse da hun møder sin nye værelseskammeret, som ved første øjenkast formår at ødelægge alle hendes planer om en ny start.

1Likes
3Kommentarer
127Visninger

1. Kapitel 1

Et vindpust kildede hende forsigtigt i nakken, da hun gik hen af fortovet med kufferten rullende bag sig. Klik, klik, klik, lød det fra et af hjulene. Hun lukkede irriteret øjnene et kort øjeblik, og fortsatte så målrettet fremad. Lyd tiltrak nysgerrige blikke og hviskende stemmer, ikke noget hun ligefrem havde lyst til i dette øjeblik.

Hun så op på bygningen, og et sørgeligt forsøg på et smil hvilede et kort øjeblik på hendes svagt rosa læber. Ny by, ny skole, ny start – var det ikke sådan det lød? Eller skulle ”ny måde at fucke det hele op på” også på den liste. Måske næste gang. Det var nok bedst at forblive optimistisk i hvert fald den første dag her.

Og hvor var så her? Lige nu var det på en parkeringsplads foran et stort lejlighedskompleks. Hun så rundt omkring sig. Bygningerne rundt om hende havde den samme gule nuance, og stod godt sammen med træerne og de vilde blomster, som voksede rundt omkring. Hun måtte indrømme at stedet så bedre ud end hun havde regnet med, hvilket var en lettelse. Måske ville resten af tiden her også overraske positivt.

Men hvem prøvede hun at narre…

Da hun nåede bygning E, trak hun håndstaget ned på kufferten, og begyndte at bære den op af trappen. I samme øjeblik kom en fyr ud af døren, og stod lynhurtigt ved hendes side.

”Nu skal jeg hjælpe dig med den,” sagde han selvsikkert, og greb fat der hvor hendes hænder holdte fat. I det sekund deres hænder rørte hinandens kunne hun mærke varmen i kroppen nå op til hendes kinder. Hun trak hænderne til sig, og smilede taknemmeligt. Det var ikke fordi, at den kuffert ligefrem var let.

Fyren bar den, som vejede den ingenting. Hun kunne ikke lade hver med at bide sig i læben, da hendes øjne hurtigt tog mål af ham imens de gik. Det halvlange mørkebrune hår, den stramme hvide T-shirt som sad yderst godt på den veltrænede krop. Han var som taget ud af et modemagasin.

”Er du ved at flytte ind? Eller har du bare været på vinterferie?” spurgte han, efter at døren havde lukket sig bag dem, og kufferten igen stod på jorden. Men før hun kunne nå at svare, rystede han på hovedet. ”Nej du er ny. Jeg ville have lagt mærke til dig hvis du boede her.” Det flirtende blik i hans øjne var ikke til at tage fejl af.

Hun så væk et kort øjeblik, for at observere de nye omgivelser. De havde trådt ind i en lille lounge med to grå sofaer som hver indeholdte tre blå puder i forskellige nuancer. I hver side var der gange som førte ud til lejlighederne. Bagerst i rummet var der også en elevator og to trapper omkring den som førte ovenpå til flere gange og flere lejligheder. Spørgsmålet var bare; Hvilken en var hendes?

”Er du mundlam, eller bare utrolig dårlig til at tage imod komplimenter?” drillede han, men hendes hårde øjne kom nok lidt bag på ham.

”Hvis du kalder det en god ting, at du kender alle pigerne i bygningen, så vil jeg helst ikke høre det dårlige,” sagde hun og greb fat i kufferten.

Han rullede med øjnene, og sendte hende et blændende smil. ”Bare rolig, jeg kender ikke alle. Kun de smukkeste af dem.”

”Du forstår virkelig at tale for dig,” svarede hun flabet og så hen mod døren. Kunne hun stadig nå at lade, som om hun var det forkerte sted? ”Var du egentlig ikke på vej ud?” spurgte hun og så på den sorte læderjakke, han havde i den ene hånd.

Han trak telefonen op af lommen, sikkert for at se klokken. ”Det var jeg søreme også! Bare rolig, mig får du sikkert at se igen.” Han blinkede til hende, og forlod så bygningen. Puha.

”Hvorfor skal de være overalt, de drenge..?” mumlede hun irriteret for sig selv. Var det for meget at forlange, at møde en sød fyr som bar ens baggage op af trappen… og forblev sød? Åbenbart, desværre.

Hun tog telefonen frem for at tjekke detaljer om lejlighedens nummer. ”E24” stod der i den note hun havde lavet til sig selv. Oppe på væggen, kunne hun se skilte til at pege den rigtige vej. 24 var ikke bare ovenpå, det var øverst. Hun sukkede og trak så kufferten over mod de store trapper. Hun skulle ikke nyde noget af elevatoren! Med et fast greb om håndtaget begyndte den lange rejse ovenpå.

 

En evighed senere stod hun endelig på måtten udenfor hvad der var ”E24”. Hun bankede forsigtigt på den hvide dør.

Ingen svarede.

Hun bankede endnu en gang, denne gang lidt hårdere. Men ingen lød til at høre det.

Der var ingen hjemme.

”Laver du sjov med mig!?” hun bankede surt en sidste gang, sukkede højlydt, og satte sig så ned af væggen ved siden af døren. Hun havde kørt i 5 timer uden pause, fordi hun ville nå at spise aftensmad med hendes nye room mate, og det sidste hun manglede var at sidde her i et par timer. Og hun havde ikke engang ejerens nummer. Det eneste hun vidste var at pigen derinde (undskyld, der SKULLE være derinde) hed Taylor J. Austin, var 20 år gammel, og manglede en bofælle at dele regninger og pizzaer med. Det var alt hun havde brug for at vide. Ligesom at den anden pige ikke forventede andet end 19 årige Brooklyn Adams som havde penge nok til at betale halvdelen af huslejen. Andet havde været lige meget indtil nu. Indtil den låste dør.

Måske skulle hun bare gå ud og spise selv, og så bare komme igen om et par timer? Men det ville betyde, at hun enten skulle lade hendes baggage ligge her, eller slæbe det hele vejen tilbage til bilen. Og ingen af mulighederne virkede særlig tiltrækkende lige nu. Hun fandt igen sin telefon frem fra lommerne, og undgik med vilje de missede opkald og beskeder. Fortiden var svær at skille sig af med. Det var nok også på tide at skifte telefon. Ny start, nye kontakter, ny telefon. Utroligt som alt hang sammen her.

Det var hendes tredje ”nye start” i år. De to andre havde ikke været så vellykkede som hun havde håbet. Så nu befandt hun sig her, uden for en låst dør til en lejlighed ejet af en pige hun ikke kendte. God ny start.

Hendes blik gled ned af gangen. Der var 5 lejligheder på denne side af trappen. 10 på hver etage. 30 i dette hus. Hvor mange huse der var, anede hun ikke. Mange, sikkert.

Pludselig kunne hun høre elevatoren sige den sædvanlige dinnnggg lyd, og hun så håbefuldt ned af gangen. Men synet gjorde hende bare endnu mere nedtrykt. Han var tilbage igen. Med en liter cola og 2 poser chips. Han stoppede op da han lagde mærke til hende på gulvet.

Da hans øjne mødte hendes, begyndte han at grine.

Hun stirrede irriteret på ham, men valgte så til sidst ikke at kommentere. Måske kendte han Taylor, og kunne hjælpe hende med at få fat på pigen. ”Hej igen.” Hun trak benene til sig så han kunne gå forbi hende. Men han rystede på hovedet.

”Jeg skal derind.”

Hun så forvirret på ham.

”Derind?”

Han nikkede drillende. ”Derind”

”Så du kender Taylor?” spurgte hun lettet.

Han kluklo. ”Baby, jeg ER Taylor.”

Hun måbede. Nej, det kunne ikke være rigtig. Det gik hurtigt op for hende, at han stadig ikke havde kædet det sammen. Hun rejste sig op, gik hen til ham, og strakte sin hånd frem. ”Godt at møde dig. Jeg er Brooklyn. Din nye room mate.”

Han stirrede. I lang tid. Det gav hende tid til at studere hans ansigt. De grønne øjne, som ellers før havde haft et flirtende glimt, så nu helt oprigtig forvirrede ud.

”Men du er… en pige!?” sagde han og så ud som om at han var på nippet til at smide hende hele vejen ud af bygningen igen.

Hun greb fat i baggagen, og blinkede til ham. Det var sjovt at være den med de gode kort på hænderne. ”Godt set! Og du er en dreng. Hør her, jeg har kørt nonstop i 5 timer for at nå herop. Jeg regner med at du har noget godt at spise! Kunne du ikke være en skat og åbne den flotte dør? Altså, den er flot, men jeg er sikker på jeg hellere vil stirre i timevis på det som er bag den.”

Han faldt ud af trancen, og fumlede febrilsk med nøglerne. Hun lo af ham et kort øjeblik. Men indvendig var hun lige så forvirret, som han så ud.

Døren åbnede og de trådte ind i hans lejlighed. Hun gispede. Den lignede virkelig en rigtig version af et billede fra et indretning magasin. Alting stod perfekt. Han smilede stille da han så hendes ansigtsudtryk. ”Ser det måske ikke som de billeder jeg sendte på mail?”

Hun så på ham.” Skal jeg være ærlig?”

”Baby man skal altid være ærlig.”

Hans flabede smil fik hende til at himle med øjnene. Hun så sig en sidste gang rundt i stuen. ”Jeg troede det var billeder du havde fundet på internettet. Men jeg var ligeglad. Jeg manglede bare en seng at sove i.” Hendes øjne borede sig fast i hans. ”Det er vel ikke et problem at jeg er her, vel?”

”Selvfølgelig ikke, pige Brooklyn!”

”Godt, drenge Taylor.”

Han grinede. For første gang fik hun følelsen af, at han oprigtigt var glad. ”Taylor er altså et meget normalt drengenavn! Hvad fik dig til at tro at jeg var en pige?” spurgte han.

Af en eller anden grund gjorde det hende glad at se at glimtet var vendt tilbage i hans øjne. ”Det vel jeg egentlig ikke… Jeg tror bare det var det jeg forventede. Hvorfor troede du at jeg var en dreng?”

Han virkede ikke helt tilfreds med mit svar, men valgte at lade det glide igennem. ”Min yngste søsters kæreste hedder Brooklyn. Jeg tænker på det som et drengenavn.”

”Jeg fungere alligevel også bedst som one of the guys,” hun smilede og smed sig ned i sofaen.

I et kort øjeblik virkede det som om at han ville holde hende fra at sætte sig i den. Men han trak ordene i sig.

”Hvad er der?” spurgte hun.

Han smilede bare til hende. ”Intet”

”Sig ikke at du er en af de personer som ikke kan klare når ting ikke ser perfekte ud! Jeg roder. Det er en del af den jeg er!” Det var ikke helt sandt. Men hun ville gerne se hans reaktion. Hvor nem var han at pirre.

”Bare rolig, vi kan rode så meget vi har lyst til. Så længe vi laver noget andet samtidig,” sagde han henkastet.

Brooke grinede bare af ham. Hun var tydeligvis ikke den eneste som havde gang i det spil. ”Så hellere vaske op en gang imellem.”

Han rullede med øjnene og rakte hende så hånden. Hun så forvirret på ham.

”ja velkommen til dit nye hjem. Kunne du måske tænke dig en rundtur, eller havde du bare planer om at leve på sofaen?” Før hun kunne nå at komme med en smart kommentar, kom han hende i forkøbet. ”Og nej, sofaen er ikke en mulighed!”

Hun tog hans hånd, og han trak hende med utrolig kraft op at stå. Så hurtigt at hun væltede ind i ham. Og alligevel var det eneste hun tænkte på, de markerede muskle under hans trøje hun så svagt kunne mærke.

”Er du lavet af fjer?” Han lo og hjalp hende til at stå på egne fødder. Hun kunne nærmest ikke ånde da hans hænder lå forsigtig på hendes hofter. Som om hun skrøbelig. Efter de sidste par år, var det nok det sidste ord hun ville beskrive sig selv med.

Hun trak sig hurtigt væk og så rundt.

”Nå hvor skal vi starte,” spurgte han.

”Så stort kan dette sted da umuligt være!” sagde hun drillende, upåvirket af hans pludselige nærvær.

Han trak på skuldrende. ”Lad os finde ud af det.”

 

”…Og herinde er så dit værelse. Gør med det som du vil. Men har du selvskab, forventer jeg selvfølgelig at han kommer ind og hilser” Han blinkede, og hun rystede på hovedet.

”Hvis jeg har selvskab, er du forhåbentlig det sidste han tænker på,” svarede hun igen.

Han grinede. ”Lad os da håbe på det. Måske skulle jeg egentlig bare holde mig ude af syne når du har selvskab. Ud fra rygterne har jeg fået mere en en fyr til at stille spørgsmål ved sin seksualitet.”

”Så må de vel have været homoseksuelle,” svarede hun drillende.

Han stirrede et øjeblik på hende. Så begyndte han at le. ”Ved du hvad Brooklyn. Jeg var ikke lykkelig over din mangel på det mandelige kønsorgan i starten, men jeg tror nok at vi skal få det sjovt her.”

”Brooke,” mumlede hun. ”Jeg er bare Brooke.”

”Okay bare Brooke. Du snakkede om mad tidligere. Jeg må desværre meddele at alt der er at finde i dette hus er cola og chips poser.” Han så hen mod køkkenet. ”Ser du, jeg kom også kun hjem tidligere. Har været på vinterferie med drengene.”

Hun blev en smule bedrøvet da hendes mave straks begyndte at rumle ved lyden af mad. Chips ville overhovedet ikke kunne mætte den dæmon, som var ved at danne sig i hende af sult.

Det var som om at han fornemmede hendes usikkerhed. ”Har du lyst til at vi går ud og får lidt mad. Jeg kender et godt sted lige rundt om hjørnet.”

Brooke så taknemmelig på ham. Måske var han ikke så stor en idiot som hun først havde antaget. Men hun fortrød ikke den reaktion hun havde haft for ham i starten. Erfaring talte for at det havde været det rigtige valg 9 ud af 10 gange.

De gik ud i entreen og fik sko på. Ved synet af hendes slidte converse, løb han pludselig ned på sit eget værelse. Kort tid efter kom han tilbage med et par splinternye sorte sko med guldfarvede snørebånd. ”Jeg er ked af det, men de der skal ud. Det ville ikke være retfærdigt over for lejligheden at have sådanne sko stående.”

”Og du har tilfældigvis helt nye pigesko inde på dit værelse,” sagde hun med løftede øjenbryn.

Han trak ligegyldigt på skuldrende. ”Levn fra fortiden. Ingen kommer til at savne dem.”

Han kastede dem over til hende, og hun trak de gamle af igen. Hun ville ikke indrømme det, men det var ikke med hendes gode vilje at hun gjorde det her. Hun hadede nye sko. Men Taylor havde ret i det han sagde. Hendes sko var forfærdelig grimme.

”Her!” Hun kastede de gamle tilbage, og han greb dem med ingen problemer.

Med besvær fik hun trukket det nye sko over hælen. Derfor hadede hun nye sko. De havde brug for tilvænning og en prøveperiode før de passede perfekt. Og nogle gange blev man bare skuffet.

Var det for mange tanker at have om et par sko? Det gik op for hende at Taylor stod og stirrede ventende på hende. Hun vendte hovedet væk da hun kunne mærke blodet flyde op til kinderne.

”Hov, før jeg glemmer det må du nok også hellere have den her,” mumlede han pludselig og fumlede efter noget i hans jakke. Han trak noget klirrende op og begyndte at rode med det. Til sidst rakte han hende en lille ting med klart metallisk skær. En nøgle.

Brooke rakte ud efter den, men han trak den til sig i sidste øjeblik. Hun så forvirret op på ham.

I et kort øjeblik lignede han en som overvejede hvordan han kunne slippe ud af det her. Så lysnede hans ansigt op. ”Pas nu godt på den, ikke! Jeg deler ikke ud til alle og enhver.” På ydersiden lignede han en som drillede. Men hun kunne mærke dem hårde undertone i hans stemme, og nikkede seriøst.

”Bare rolig. Lille mig skal du ikke være bange for,” Min fortid derimod… lød det i hendes hoved. Hun rystede det hurtigt af sig og tog imod nøglen. Den blev straks sat fast på hendes halskæde, hvor kun en anden lille nøgle sad.

Taylor så spørgende på hende. Hun trak på skuldrende. ”Så har jeg den på mig altid.”

Han nikkede, stadig lidt uforstående og åbnede døren for dem begge. Hun trådte ud på gangen, og bag hende låste han den hvide hoveddør. Så gik de sammen mod trapperne og elevatoren.

Han trykkede straks på knappen da de kom derover. Brooke rystede på hovedet. ”Du får mig ikke derind. Jeg tager trapperne!”

Hun kunne høre ham le da hun begyndte at gå ned af trinene. For første gang hørte hun hans stemme uden rent faktisk at se på ham. Til sin overraskelse virkede stemmen varmere end hun havde troet. Normalt ødelage hans ansigtsudtryk lidt det han sagde. Som om han skulle havde et flirtende blik i øjet når han talte. Hun havde før datet den slags fyre. Hun havde også flygtet fra den slags fyre.

Det havde slet ikke været planen at hun skulle bo med en dreng her. Hun skulle have mødt en pige kaldt Taylor, fuldført de sidste 2 år i college, og så forsvundet herfra. Ingen fyre, havde hun aftalt med sig selv.

Men sket var sket, og desuden så kunne det umuligt blive værre end det sidste sted hun boede. Hun smilede svagt ved tanken. Nej, det kunne umuligt blive værre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...