Pauline Ruker og hedens hemmeligheder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jul. 2016
  • Status: Færdig
Efter flere mystiske hændelser, blandt andet et mord, bliver den kvindelige privatdetektiv, der er kendt blandt politiet for hendes dygtighed, Pauline Ruker tilkaldt. Hende og hendes tvillingesøster Tina skal nu opklare et mysterie der virker kompliceret på toppen af isbjerget, men hvad er under havets overflade?

2Likes
3Kommentarer
587Visninger
AA

6. Overraskelser

Jeg kørte så hurtigt som muligt hen til stationen. Pauline sad og var ved at få en smule farve tilbage i læberne, men det kunne også være, at jeg bare troede det, for forandringen var utrolig lille. Jeg ville til at dreje af for at komme ind på stationen, men der var ved at blive lagt ny asfalt.
"Shit! Hvorfor lige i dag?" hvæsede jeg, mens jeg kørte videre og prøvede at finde en anden vej inde i mit hoved. Jeg kom frem til, at jeg skulle ud af byen og komme ind i den fra den anden side, hvilket var en omvej på omtrent ti minutter. Jeg kørte omvejen, og håbede på, at jeg kunne komme ind på stationen. Vi ankom uden yderligere problemer, og parkerede lige ved siden af indgangen. Pauline støttede sig en smule mod mig, og jeg kunne mærke, at hun stadig rystede lige så meget som da vi tog hjemmefra.
"Goddag. Jeg regner med i vil have fat i Elliot?" spurgte kvinden, der sad bag skranken ved indgangen, og kiggede op fra det blad hun læste og gav os elevatorblikket.
"Ja. Er det muligt at snakke med ham med det samme?" spurgte jeg, og håbede af hele hjertet, at han ikke sad og spiste eller ikke havde tid.
"Jeg tjekker lige," hun tog en telefon og ringede, "Ja... Ja... Godt... Jeg sender dem ind til dig... Nå, ikke?.. Ok.. Ja... Det gør jeg..
Han har tid om to minutter. Sæt jer bare på stolene der, så sender jeg jer ind til ham." Vi satte os i stolene der stod op ad den modsatte væg. Jeg lagde en arm om Pauline, der stadig rystede, og knyttede den anden hånd. De to minutter føltes som en krig. Jeg sad og bed mig i læben når jeg ikke lige så stille talte til Pauline for at berolige hende lidt. Hun tog min hånd og knugede den. Jeg kunne mærke hendes puls. Den var meget højere end den plejede at være. Hun lænede hendes hoved ind mod min skulder og jeg lagde mit ovenpå hendes.

Jeg kunne høre skridt og kiggede op. Foran mig stod Elliot og smilede. Men han stoppede brat med at smile og fik et alvorligt udtryk i ansigtet. Han vendte sig mod kvinden bag skranken.
"Hvorfor sagde du ikke noget om det her?" han gjorde en håndbevægelse mod Pauline, der nu havde løftet hovedet for at se hvad der skete. Han lød bebrejdende og sur.
"J-jeg tro-tro-troede ikke d-d-d-det var så v-v-v-vigtigt..." stammede hun.
"Havde jeg vidst, at det stod så slemt til, ville jeg have afbrudt forhøret med det samme," han satte sig på hug for at kunne se Pauline ind i øjnene. "Kom, vi går ind på mit kontor. Og dig skal jeg lige have talt med bagefter!" Det sidste sagde han til kvinden. Hun stod nu og så utrolig bange ud, for hun måtte have opdaget, at det var forkert hvad hun havde gjort.

Vi gik ind på Elliots kontor. Vi satte os i stolene der stod foran hans skrivebord. Han lukkede omhyggeligt døren og satte sig på sin stol.
"Hvad er der sket Tina?" spurgte han mig.
"For næsten en time siden kom en ældre, krumrygget mand hen til vores dør og ville snakke med Pauline. De snakkede sammen så lavt, at jeg ikke kunne skelne mellem ordene, men ud fra deres toneleje var samtalen spændt og en smule truende."
"Hvis stemme hørte oftest"
"Mandens."
"Hvordan var deres toneleje hver især?"
"Mandens var truende men også bydende. Paulines var en smule forskrækket, spændt og til sidst kun en hvæsen."
"Godt, Tak Tina. Pauline, er du klar til at fortælle om episoden?" Pauline livede en smule op da hun hørte hendes navn. Der var ved at komme lidt farve tilbage i hendes kinder, men hun var stadig helt bleg.
"Jeg tror, jeg godt kan fortælle den. Men er det muligt at få noget at drikke? Min hals føles som et rivejern," hendes stemme hæs og tynd. Vi vidste alle godt, at det sikkert var psykisk at hun havde ondt i halsen. Elliot sendte mig ind i det lille køkken for at hente en kop kaffe til hende.
"Der står en lille glasflaske inde i skabet hvor kaffen står. Put ca. en teske af det i kaffen," hviskede han til mig da jeg var på vej ud.

Jeg lavede en kop kaffe i deres lille kaffemaskine. Jeg fandt den lille flaske. Det var Vodka. Jeg smilte for mig selv. Det var så typisk for Elliot. Han gav sikkert alle de chokerede ofre han skulle lytte til en kop kaffe med lidt alkohol i. Det ville sikkert løsne lidt op i Pauline, og gøre det nemmere for hende at fortælle, hvis hun havde fået lidt af den halvt forgiftede kaffe. Jeg skyndte mig tilbage og hviskede til Elliot:
"God ide med at bruge lidt for at løsne hende op." Han gav mig et forvirret blik, men forstod så hvad jeg mente, og smilte.

Pauline drak kaffen uden åbenlyst at vække mistanke om, at det var en lidt anderledes kaffe end normalt. Farven vendte en smule mere tilbage i hendes ansigt for hver gang hun drak lidt af kaffen. Efter tre minutter var farven næsten helt tilbage i hendes læber.
"Er du klar til at fortælle om episoden?" spurgte Elliot forsigtigt. Farven begyndte igen at forsvinde en smule fra Paulines kinder.
"Sagen stikker langt dybere end nogen af os ville have troet i vores vildeste drømme."
"Hvorfor det?"
"Den italienske mafia er ret interesseret i, at vi ikke undersøger den..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...