Pauline Ruker og hedens hemmeligheder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jul. 2016
  • Status: Færdig
Efter flere mystiske hændelser, blandt andet et mord, bliver den kvindelige privatdetektiv, der er kendt blandt politiet for hendes dygtighed, Pauline Ruker tilkaldt. Hende og hendes tvillingesøster Tina skal nu opklare et mysterie der virker kompliceret på toppen af isbjerget, men hvad er under havets overflade?

2Likes
3Kommentarer
575Visninger
AA

9. Middag i byen

Jeg vågne og gloede op i Paulines ansigt. Hun stod fuldt påklædt ved siden af min seng og så forventningsfuldt på mig.
"Godt! Så kunne du endelig vågne," hendes klare stemme vækkede mig lidt mere. "Vi har nogen ting at skulle gøre. Så se at få fart på!"
"Hvor mange er klokken? Desuden har jeg en aftale med Lisbeth i byen til middag," min stemme var grødet.
"Klokken er syv. Hvilket bare giver dig en god grund til at skynde dig mere. Elliot venter på os i laboratoriet i Viborg. Der et stykke vej foran os til Viborg, så skynd dig. Du kan spise på vejen, jeg har spist. Jeg giver dig 5 minutter." Med det ord forlod hun rummet, og jeg gik en lille smule i panik. Hurtigt redte jeg mit hår og fik lidt mascara på efter at have vasket ansigtet. Så tog jeg noget tøj på. Det var et par enkle shorts og en løs t-shirt. Håret lod jeg hænge løst, men puttede saltvandspray i håret. Jeg tog mit yndlingsur på og mine runde solbriller. Hurtigt smuttede jeg ind i køkkenet hvor Pauline stod.
"Din morgenmad ligger i bilen, Tina."
"Tak, skal vi afsted?"
"Jep, du var hurtigere end jeg regnede med." Vi gik ind i entréen og tog jakke og sko på. Mit valg faldt på min denim jakke og et par hvide, enkle sneakers. 

Pauline tog landevejen udenom Års, så vi ikke skulle gennem byen. Resten af vejen var på hovedvejen. Imens spiste jeg min morgenmad i ro og mag. Det var noget rugbrød med forskelligt pålæg. Jeg var sjældent i Viborg, så jeg kendte ikke rigtig noget til hvor vi var, men Pauline tog den rute rigtig tit, så hun kendte vejen rigtig godt. Hun parkerede ved siden af Elliots bil. Han stod og ventede på os. Han hilste på os.
"Jeg er glad for, at i gad og komme. Har du prøverne Pauline?" spurgte han hende.
"Jep, prøverne er med," sagde hun og klappede på den taske hun havde taget ud af bilen.
"Så lad os komme ind og i gang."

Indenfor skulle vi have handsker og håret op inden vi måtte gå ind på selve laboratoriet. Elliot forklarede mig hvorfor, da det var første gang jeg var der:
"Vi vil jo tjekke DNAen, og hvis der kommer hudceller, hår eller andet fra kroppen ned i prøverne fra gerningsstedet, bliver prøverne ændret og ikke rene længere. Så bliver resultaterne ikke rigtige. Og i det tilfælde kan vi jo ikke finde den rigtige person."

Pauline fiskede prøverne frem. Der var lidt mindre end da hun havde taget prøverne, jeg regnede med, at det var fordi hun havde arbejdet med prøverne derhjemme. Halvdelen af dem kom i hver sin lille beholder. Den var aflang og en smule spids i bunden, men helt i bunden var den flad. Den kom i en maskine der drejede prøverne rundt. Det skulle dele DNAen i de forskellige dele. Men inden da, kom der en klar væske deri. Den skulle dele prøverne i de forskellige dele. Da de kom ud var de delt op i forskellige farver. Derefter var der en masse andre maskiner. En af dem skulle prøverne være i i en time. Vi holdt en pause og snakkede imens. Klokken var ni.
"Hvor længe tager det her stadig?" spurgte jeg, og kiggede på uret. Det måtte ikke tage ret meget længere, for Lisbeth og jeg havde aftalt at mødes klokken tolv, og der var mindst en times transport. Først en halv time hjem, for at aflevere Pauline, så en halv time ind til byen.
"Når prøverne er færdige i maskinen, skal vi bare sætte prøverne ind i analysen, som så kan sige os meget mere end den analyse jeg lavede hjemme," sagde Pauline, mens hun drak af hendes kaffe.

En time senere havde vi resultaterne. De var begge to meget ens.
"Vi kan vist godt indskrænke os på, at de to prøver er søskende, forældre-barn eller halvsøskende. Jeg får Mark her til at sende prøverne ind til identifikation. Jeg skriver til dig Pauline, når jeg ved hvem der er hvem," sagde Elliot. Vi sagde tak for hjælpen og på gensyn, og kørte hjemad. Derhjemme læssede jeg Pauline af, og kørte afsted mod Års.

Jeg ankom lige til tiden, og så, at Lisbeth allerede havde fundet et bord. Der var en masse mennesker. Da hun så mig komme ind, sprang hun op og næsten løb hen til mig. Vi gav hinanden et stort kram, og begyndte allerde at snakke.
"Jeg er så glad for at se dig igen! Det er så længe siden!" sagde Lisbeth mens vi stadig krammede. 
"Jeg har sådan savnet dig! Jeg har vel ikke ladet dig sidde og vente for længe?" vi satte os ned ved bordet. Jeg tog min jakke af.
"Nej nej! Jeg har kun været her i omkring fem minutter. Nå, jeg tror vi får vores menu kort nu." I det samme kom der en tjener hen til og lagde to menukort foran os.
"Ved i allerede hvad i vil have at drikke?" spurgte han venligt.
"Nej, ikke endnu. Vi skal lige se hvad der er," sagde jeg med et venligt smil. Tjeneren gik hen til et andet bord for at få en ordre. Jeg kiggede igennem menukortet. Det var det sædvanlige halløjsa. Jeg valgte en pastasalat og et glas koldt vand. Lisbeth ville gerne have det samme.
"Pastasalaten her er helt fantastisk!" sagde jeg efter vi havde bestilt.
"Ja! Den er vidunderlig!" Vi brugte tiden indtil maden kom med at snakke om alt muligt.

En tjener kom med vores vand og meddelte, at vores mad var på vej. I mellemtiden snakkede vi igen. Der var så meget vi skulle opdatere hinanden om. Vi fik vores mad, og den smagte meget bedre end den plejede.
"Godt at jeg ikke spiser her tit, for så ville jeg blive afhængig af deres pastasalat!" sagde Lisbeth, mens hun gumlede på en bid. Vi spiste videre, og klokken blev halv to inden v var færdige. Vi spiste også en smule dessert men det var ikke meget. Vi sagde farvel og gik hver sin vej. Jeg kørte hjem, og håbede på at finde ud af, at Pauline havde fået svar fra Elliot. Mens jeg havde været sammen med Lisbeth, havde jeg glemt alt om sagen. Men nu kom den tilbage til mit sind og lagde en skygge over det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...