Pauline Ruker og hedens hemmeligheder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jul. 2016
  • Status: Færdig
Efter flere mystiske hændelser, blandt andet et mord, bliver den kvindelige privatdetektiv, der er kendt blandt politiet for hendes dygtighed, Pauline Ruker tilkaldt. Hende og hendes tvillingesøster Tina skal nu opklare et mysterie der virker kompliceret på toppen af isbjerget, men hvad er under havets overflade?

2Likes
3Kommentarer
581Visninger
AA

15. Forældrene

Vi ankom til vejen hvor forældrene boede på. Den var helt almindelig. Der ingen biler ud over nogen få parkerede op ad fortovet. Husene havde et almindelig børnefamilie-hus størrelse. De var alle en smule forskellige. Der var haver og forskellige hegn. 
"Dér er vores mål," sagde Elliot og pegede på en af husene. Det havde et hvidt hegn. Huset var lavet af røde mursten og havde et helt almindeligt tag. Vinduerne så nye ud og havde en hvid ramme. Døren var en falmet blå farve. Vi steg ud af bilen. Elliot gik forrest bagved mig og til sidst Pauline. Vi bankede på. En kvinde åbnede døren. Hun så ud som om hun var i midten af halvtredserne. Hun havde kort, grå hår og nogle rynker i det venlige ansigt. 
"Dig igen?" spurgte hun med et overrasket udtryk, som om han lige havde været der.
"Ja, det er mig, Elliot Williams. Mine kollegaer og jeg har lige nogle få, meget vigtige, spørgsmål til dig. Må vi komme indenfor?" svarede Elliot afslappet. Til vores held var han i uniform.
"Jaja, bare kom indenfor. Men jeg vil ikke have de der journalister indenfor!" sagde hun bestemt og kiggede på Pauline og mig.
"Vi er ikke journalister. Vi er Elliots kollegaer," svarede jeg roligt. Jeg kiggede hende i øjnene da jeg sagde det. 
"Og hvorfor er i så ikke uniformerede?" spurgte hun.
"Vi er undercover. Altså klædt som om vi ikke var på arbejde,"
"Hvorfor skiftede i så ikke?"
"Vi har bestemte tider hvor vi skal være det. Og der var ikke andre der kunne tage med," svarede jeg igen ganske roligt mens jeg kiggede hende i øjnene. Hun godtog det, til vores held. Dog sendte hun os et mistænksomt blik. Vi blev sendt ind i spisestuen. Hele indretningen var tidsløs. Kvinden viste os hen til bordet.

En kort stund senere var vi alle sat ved bordet. Vi tre sad på den ene side, Elliot sad i midten og Pauline og jeg sad ved siden af ham, og kvinden sad overfor os.
"Nå, hvad er jeres spørgsmål så?" spurgte hun. Hun var ved at virke en smule mindre mistænkelig. Måske fordi vi havde fundet blokkene, som Elliot havde givet med os, frem.
"Pauline, vil du have æren?" spurgte Elliot Pauline.
"Æren?" spurgte hun.
"Ja, æren. Og det vil jeg gerne. Her er det: Hvor er din ældste søn?" spurgte Pauline dem. Først var hun lammet af en form for chok, så kom hun til sig selv igen efter nogle få splitsekunder.
"Min ældste og eneste søn er død! Det er jo den sag i formidler! Har varmen smeltet hjernen ud af jer?" spurgte hun en smule oprevet. Det fortalte mig, at Pauline havde ramt rigtigt.
"Nej, jeg mener Marius," sagde hun. Nu så kvinden endnu mere forfærdede ud.
"Hvem har sagt noget om ham?" spurgte hun.
"Blod fra en anden person end Ib blev fundet på gerningsstedet. DNA testen viste en meget lignende kurve. Dog ingen identitet fordi vi ikke har adgang til nogen af de tyske databanker med DNA. Vi ledte ud af den meget lignende kurve en bror og fandt ved hjælp af nogen specialister frem til de her," hun rakte hende både Ibs og Marius' dåbsattester. Også Marius' adoptionspapirer og navneskiftning til Stephan. "Vil i nu fortælle hvor han er?"
"Han bor på et hotel i centrum af byen. Han ville ikke bo her, da jeg tilbød ham det. Han ankom nogen dage inden hans brors død. Siden Ib blev fundet har han ikke sagt meget. Vi står begge stadig under chok. At det lige skulle være uskyldige Ib! Ak!"
"Tak for hjælpen. Må jeg så lige kort spørge om, hvorfor i bortadopterede Stephan? Og om i har fortalt ham det? For det vil kunne hjælpe os med at finde ud af hans handlemåder," spurgte Pauline forsigtigt. Jeg noterede alle spørgsmål og svar ned så præcist som muligt. 
"Hvad nytter det mig ikke at fortælle det? Marius, eller Stephan, var et uheldsbarn. Jeg var i midten af tyverne. Dengang var min nu afdøde mand og jeg ikke gift endnu. Mine forældre ville ikke have, at jeg fik et barn uden for ægteskabet, men jeg var bange for at binde mig til den forkerte. Jeg kunne ikke holde tanken om en abort ud, så vi valgte, at jeg skulle føde barnet, men så bortadoptere det. Jeg ville hellere have det end at dræbe et barn. Nogle år senere blev min mand og jeg gift. Vi havde begge ikke glemt vores barn. Mine forældres krav var, at hvis jeg ville bortadoptere barnet, skulle det komme til udlandet og være svært at finde. De skammede sig over, at jeg fik barn udenfor ægteskabet. Så Marius kom til Tyskland under største sikkerhed. Vi prøvede i de første år af vores ægteskab at finde ham, men forgæves. Vi ønskede os et barn, og fik så et. 
Marius spurgte os, da han havde fundet os, om hvorfor vi havde bortadopteret ham. Vi prøvede at skåne ham med en løgn, men han gættede den. Han fik sandheden ud af os," sådan sluttede kvinden hendes beretning.

Jeg sad og skrev som en gal. Også Elliot tog noter. Kun Pauline gjorde næsten ikke. 
"Jeg tror vi har nok info nu. Mange tak for din hjælp. Vi regner med snart at have fundet de skyldige," sagde Pauline og rejste sig.
"Har i nogen teorier?" spurgte kvinden.
"Desværre har vi ikke nogen hel. Bare små løse stumper," svarede Pauline.
"Jamen, er i ikke forpligtede til at fortælle alt i ved på efterspørsel?"
"Jo, og jeg kan også hurtigt fortælle dig vores teorier: Vi tror begge dine sønner kom i dårligt selskab, mødte hinanden og fandt ud af deres slægtskab. Så kom der er et skænderi, højest sandsynligt om arven efter deres far, som så gjorde, at Stephan ville hævne sig over Ib. Det dårlige selskab hjalp til, af hvilken grund ved vi ikke, og mordet blev formet. Mere har vi ikke,"
"M-M-M-Marius dræbte h-h-h-hans bror? Og hvad er det dårlige selskab," spurgte kvinden forfærdet. Pauline så hende i øjnene og lagde en trøstende hånd på kvindens skulder.
"Vi har ingen idé," sagde hun. Selvfølgelig vidste vi alle tre det. Det var bare bedre at fortælle kvinden for lidt lige nu end for meget. Vi sagde farvel til hende og tog hen til hotellet som kvinden havde oplyst var det hvor hendes søn boede på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...