Pauline Ruker og hedens hemmeligheder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jul. 2016
  • Status: Færdig
Efter flere mystiske hændelser, blandt andet et mord, bliver den kvindelige privatdetektiv, der er kendt blandt politiet for hendes dygtighed, Pauline Ruker tilkaldt. Hende og hendes tvillingesøster Tina skal nu opklare et mysterie der virker kompliceret på toppen af isbjerget, men hvad er under havets overflade?

2Likes
3Kommentarer
569Visninger
AA

2. En ny sag

To timer senere sad vi på Elliot Williams' kontor på stationen. Bag det let rodede, hvide skrivebord sad den almindeligt udseende detektiv tilbagelænet i den sorte kontorstol. Hans opslagstavle, som han i reglen aldrig brugte til sager, var fyldt med billeder af en hede, kort og en masse andre ting. Åbenbart måtte denne sag være utrolig indviklet. Pauline sad ved siden af mig med et glimt i øjet, der fortalte mig, at hun også havde set den fyldte opslagstavle. 
"Godt at i kunne komme. Jeg har ventet på dig Pauline, og jeg havde faktisk også regnet med dig Tina," sagde Elliot, hvor hans sidste bemærkning var henvendt til mig, "Den her sag har voldt mig mange kvaler indtil videre, så hvis i har lidt, eller faktisk meget, tid til overs, vil jeg være glad hvis i kunne hjælpe mig med den her sag. Det er den vanskeligste jeg længe har oplevet eller hørt om."
"Hvordan lyder sagen så?" spurgte Pauline med det spændte ansigt hun altid havde, når hun var interesseret i en sag.
"Godt. Har du hørt om Oudrup Østerhede? Nej? Så skal jeg fortælle dig om den," han tog et kort frem hvor der på midten stod Oudrup Østerhede. Der var meget sandfarvet derpå. I kanten af heden var der en rød linje, hvor der stod vandresti.


Han fortsatte, mens han pegede rundt på kortet: "Her er Oudrup Østerhede. Der er let befolket rundt omkring heden, det er ikke mange der bor på et så ensomt sted. Rundt omkring er der nogle små klynger huse, med to-tre huse. Heden består mest af lyng og andre små busk-planter. Der går en vandresti i kanten. Den bliver brugt regelmæssigt, og i godt vejr er den fyldt. De fleste der kommer her er almindelige mennesker, der lige er ude for at gå en tur. Der kommer dog også folk med forstand for natur.
For en uge siden så to kvinder, der var ude og gå en tur, blodpletter. Da de fulgte dem, fandt de en stor blodpøl. Der var ingen fodspor, eller andet der viste at der havde været nogen, eller noget, der. To dage senere hørte en mand, der var ude og lufte sin hund, et forfærdeligt skrig. Han siger selv, at det umuligt kan være stammet fra et menneske. Han siger, at skriget fik ham naglet til stedet i et minut eller to. Men der bor nogen hér," han pegede på et sted ved vejen, der var tegnet ind på kortet i hvid, "Men parret der bor her hørte ikke noget. Fra hvor manden stod er der en god kilometer til gården hvor parret bor. Derfor må, hvad end der har givet denne forfærdelige lyd fra sig, have været tæt nok på manden, for at han kunne høre det helt tydeligt, men langt nok væk fra gården til at parret dér ikke hørte skriget.
I går ved middagstid fik vi en melding om et lig der var blevet fundet på heden af en hobby-naturforsker. Liget lå omkring 500 meter fra selve stien i den stik modsatte retning end gården. I den retning er den nærmeste befolkning ca. tre kilometer i luftlinje derfra. Liget lå i en forkrampet, ja nærmest forvreden, stilling, der så højest unaturlig ud. Men hans ansigt, det var en mand i sine bedste år, der lå der, jeg siger jer det! Jeg har ALDRIG set noget mere frygtindgydende ansigtsudtryk! Hele ansigtet lå i så kramepeagtige folder, at ikke engang de værste rædsler kunne give sådan et udtryk." Han åbnede hans laptop og fandt efter nogen søgen frem til hvad end han søgte. Han vendte den ud mod os. Det ansigt der var afbildet på skærmen har forfulgt mig i mine mareridt siden da. Det var uden tvivl et ansigt med smukke træk, men sådan som det var forkrampet...

Det var helt forfærdeligt. Først efter at have set på det lidt tid så jeg de smukke træk. Ansigtet havde en firkantet facon, med stikkende, lyse grå øjne. Men det så man ikke ved første blik. Det eneste man der så, var hvordan munden stod på hvid gab, som om personen lige havde skreget i sit sidste øjeblik, øjnene der var spærret op på en krampeagtig måde, og hvordan alle musklerne i ansigtet var spændte. Det var det mest frygtindgydende syn jeg nogen sinde havde set. Og at jeg, der elsker at se gysere, siger dette, betyder meget. Jeg har aldrig til dags dato set et mere frygtindgydende syn. Min første reaktion på synet var, at jeg krummede mig sammen og spændte alle musklerne i min krop. Jeg skulede hen til Pauline, for at se, at billedet havde samme effekt på hende.
"Jeg tror, vi har hørt og set nok nu. Jeg vil med glæde undersøge sagen og give dig en hånd i efterforskningen. Jeg synes egentlig, at vi bare skal tage hen til gerningsstedet, men inden det vil jeg lige spørge dig om noget Elliot; Hvad har i indtil nu foretaget jer?" sagde Pauline med en let rystet, men stadig fattet stemme.
"Vi har krydsforhørt alle folk der bor i en omkreds af fire kilometers afstand. Vi fandt frem til at ingen havde hørt eller set noget mistænkeligt og at der var ingen savnede. Vi har heller ikke modtaget nogen meldinger om nogen savnede. Vi har også krydsforhørt naturforskeren, der jo fandt liget, kvinderne og manden, som jeg har fortalt jer om, med de resultater jeg har fortalt jer om. De virker allesammen som ærlige og pålidelige mennesker. Liget er bragt til det nærmeste lighus, og der bliver afholdt ligsyn i morgen. Vi har ikke fået svar fra analysen, der skulle identificere liget, men jeg regner med at vi får svar en gang i dag.
Nå, men vi skulle afsted. Vi kører sammen derhen, jeg kender nemlig en smutvej." Elliot begyndte at gå hen mod døren. Vi fulgte efter detektiven ud af bygningen og tog afsted mod Oudrup Østerhede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...