Pauline Ruker og hedens hemmeligheder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jul. 2016
  • Status: Færdig
Efter flere mystiske hændelser, blandt andet et mord, bliver den kvindelige privatdetektiv, der er kendt blandt politiet for hendes dygtighed, Pauline Ruker tilkaldt. Hende og hendes tvillingesøster Tina skal nu opklare et mysterie der virker kompliceret på toppen af isbjerget, men hvad er under havets overflade?

2Likes
3Kommentarer
571Visninger
AA

16. En brat vending

Vi kørte hen til hotellet. Det var et lille hotel. Manden bag disken kiggede på os som vi stod der; en uniformeret detektiv fra politiet og to tvillinger ved siden af ham.
"Vil i have et værelse?" spurgte han med et undersøgende blik. "Vi har nogen til en nat."
"Nej, tak. Vi skal besøge en," svarede jeg.
"Nå! Hvem skal i så besøge?"
"Stephan Herbst," svarede Elliot.
"Ja, jeg tjekker lige hvilket værelse han er på," sagde manden og kiggede ind i computeren. Han tastede lidt. "Han har værelse nummer otte. Jeg går lige op med jer."

Trapperne knirkede under vores fødder. En gang fulgte derpå. Manden førte os hen til værelse nummer otte. På dørhåndtaget hang et skilt; Ingen tilstede. Ingen rengøring, tak.
"Nå, han er der ikke," sagde Elliot. "Er det muligt at lægge beskeder?"
"Ja! Lad os gå ned. Så kan i lige lægge en," svarede manden og fulgte os nedenunder. "Hvordan skal beskeden lyde?"
"Er det muligt bare at skrive den?" spurgte Pauline.
"Ja ja! Her er et stykke papir og en kuglepen," sagde han og rakte hende det.
"Det er nok dig der er bedst til det," sagde Pauline og rakte Elliot papiret og pennen.
"Hvad skal jeg skrive?" spurgte han.
"Nok fortælle grunden til at vi vil besøge ham," sagde jeg. Elliot bøjede sig ned over papiret med pennen i hånden. Han skrev flittigt. Da han var færdig viste han os det. Det lød sådan (oversat fra engelsk, da Stephan ikke kunne forstå dansk og vi ikke var gode til tysk):

Stephan,
jeg, Elliot Williams, og mine kollegaer vil gerne stille dig nogle spørgsmål i forhold til mordet på din bror. Vi mener du har en masse værdifulde og brugbare oplysninger. Det kommer ikke til at tage mere end et kvarter. Vi mangler kun nogle få, specifikke oplysninger for at kunne erklære sagen for afsluttet, og vi mener du har dem. 
Kontakt mig venligst på min mail for at vi kan få aftalt en tid: elliotwilliams@danskkriminalpoliti.dk 

Mvh. Elliot Williams, detektiv ved Det danske Kriminalpoliti.

Efter korte nik fra os rakte han sedlen til manden. Inden da foldede han det sammen.
"Sørg for at ingen ud over Stephan Herbst ser den her meddelelse! Meget afhænger af den!" manede han manden da han rakte ham beskeden.
"Jeg ligger det personligt op på hans værelse," svarede manden. Vi forlod derefter hotellet med et kort farvel.

"Jeg kan ikke sige, at vi har fået noget ud af det," sagde Elliot da vi kom ud i varmen igen.
"Jeg kan kun give dig ret," sagde Pauline. "Jeg havde forventet mere." Med de ord gik vi hen til bilen og kørte tilbage til stationen. Der skiltes vi.

Vi havde regnet med længere tids stilhed fra Elliots side, men allerede næste morgen klokken syv ringede han.
"Hvad er der? Er du overhovedet på arbejde?" spurgte jeg ham da han ringede.
"De har ringet fra stationen. Stephan Herbst blev fundet død på hans hotelværelse for en halv time siden. Han havde om aftenen bestilt morgenmad til den tid. Da morgenmaden blev bragt op til ham lå han død på sengen. Ved siden af ham lå to breve. Det ene var til hans familie, både den biologiske og ubioligiske, det andet til mig. Jeg er ikke på arbejde, men jeg er vågen. Jeg vil gerne have, at du og Pauline er på stationen om 45 minutter. Lad være med at spise hjemmefra. Jeg skal nok sørge for noget. Jeg vil bare gerne have, at i er med, for jeg har fornemmelsen af, at jeg får brug for jer. Brevet handler sikkert om sagen," sagde han i den anden ende af røret.
"Vi er der om 45 minutter," forsikrede jeg ham om. Jeg lagde på og fik i en susende fart vækket Pauline. På rekordtid fik vi tøj på og gjort os klar. Pauline kørte på vej hen til stationen. Hun opdagede, at Elliot havde ringet fire gange til hende lige efter hinanden. Det var inden han ringede til mig.

Vi ankom lidt før den aftalte tid. Elliot ventede på os med to stykker rugbrød til hver med ost og skinke på. Hurtigt kom vi afsted igen. På vej hen til hotellet sagde vi ingenting. Da vi ankom så vi en politibil og en lægebil. Vi gik op til værelse nummer otte. Der var nogle mennesker. En af dem kom hen til os og gav os hånden.
"Du må være Elliot Williams. Men jeg ved ikke hvem i er?" sagde manden. Han uniformeret. Åbenbart betjenten fra den nærmeste station.
"Det er Pauline og Tina Ruker," svarede Elliot.
"Åh! Privatdetektiverne! Jeg vidste slet ikke i hjalp politiet. Skal jeg kalde jer Mr. Holmes og Dr. Watson?" den sidste bemærkning sagde han med et drillende smil.
"Ha ha! Hvor er det sjovt! Er du godt klar over, at vi er stået op for omkring halvanden time siden, bare for at være her?" sagde Pauline irriteret.
"Rolig nu, Pauline," sagde Elliot henvendt til Pau. Derefter vendte han sig mod betjenten: "Som du højest sandsynligt ved, hjælper de nogle gange på nogle af sagerne, da de har andre muligheder end os. For eksempel må de holde ting for pressen hemmeligt. Desuden har de muligheden for at holde koncentrationen på de steder i sagen de vil, det har vi ofte ikke. Nå, men hvor er brevet?"
"Her," sagde betjenten og rakte Elliot brevet. Han åbnede det og læste det igennem. Det var på engelsk og lød sådan på dansk:

Elliot,
jeg vil lige starte ud med at sige: Godt arbejde! Utroligt at du kunne klare at finde frem til mig uden din sporhund Pauline. Så vidt jeg ved fik vi lukket hende og hendes søster mund. Men det er ikke det det her handler om. Når du læser dette brev er jeg væk fra denne grusomme verden. Jeg vil lige forklare hvordan jeg tog min beslutning:
Da jeg kom tilbage til mit værelse lå din meddelelse der. Efter at have læst den tænkte jeg mig om. Jeg vidste, at jeg nu var fortabt. Desuden har jeg længe haft planer om at tage mit eget liv. Vil jeg leve et liv på flugt, i fængslet eller i Italien ved mafiaen og så rejse rundt og dræbe? Ingen af delene. Men det er mine eneste muligheder. Derfor vil jeg nu skrive hvad der er sket og hvorfor:

Jeg kom for nogle år siden i dårligt selskab. Hurtigt kom jeg i kontakt med mafiaen. De begyndte at sende mig ud på små missioner. Drabsmissioner eller spionage. Nogen gange også pengeafpresning. Der mødte jeg en mand der lignede mig meget. Vi fandt ud af, at vi var brødre. Jeg kom i kontakt med min biologiske familie. Men snart blev min biologiske far alvorligt syg. Han skulle snart dø. I hans testamente stod kun min rigtige mor og min bror. Jeg mente at jeg også burde arve som hans søn. Men min broder syntes det ikke. Han ville gerne have så meget af vores fars penge og ejendele som muligt. Han fik overtalt vores far til ikke at ændre testamentet, så jeg også arvede noget. Han døde, og jeg arvede ikke noget. 
Nu skal du vide, at Ib længe gerne ville flygte fra mafiaen. Men det kunne han jo ikke. Han ville bare gå under jorden. Lige da vores far døde, var jeg så sur på ham og skuffet over ham, at jeg fortalte vores chef om planerne. Hurtigt blev et mord aftalt. Vi frøs en halv liter af mit blod ned. I ly af mørket dagen inden mordet, spredte vi blodet for at forvirre. Dagen efter fik jeg lokket Ib ud på heden. Jeg havde en spade med, da jeg sagde, at jeg havde fundet en smuk plante, som vi kunne give vores mor til hendes snarlige fødselsdag. Da tiden var inde stillede jeg mig bag Ib og slog til. Ham gav et forfærdeligt skrig fra sig. Jeg tabte spaden ned over hånden. Det begyndte at bløde. Hurtigt forlod jeg stedet.

Nu har du alt du skal vide. Jeg tilstår hermed og får min velfortjente straf. Døden. 
Mvh. Stephan Herbst

Elliot lagde brevet i lommen.
"Tja. Så er den sag jo ved at være afsluttet," sagde han. Han gik hen til liget og stillede sig ved siden af lægen. "Ved du hvad han døde af?"
"Selvmord med gift," svarede lægen. 

To timer senere sad vi hjemme igen. Sagen var nu afsluttet. Eller var den?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...