Pauline Ruker og hedens hemmeligheder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2016
  • Opdateret: 22 jul. 2016
  • Status: Færdig
Efter flere mystiske hændelser, blandt andet et mord, bliver den kvindelige privatdetektiv, der er kendt blandt politiet for hendes dygtighed, Pauline Ruker tilkaldt. Hende og hendes tvillingesøster Tina skal nu opklare et mysterie der virker kompliceret på toppen af isbjerget, men hvad er under havets overflade?

2Likes
3Kommentarer
583Visninger
AA

11. Carl

Næste dag informerede vi Elliot om vores aftale. Han var begejstret over 'fundet', men han vidste hvor risikabelt det var. Alligevel gav han os lov. Han gav os noget forskelligt udstyr bla. En blok til hver, kuglepen, billederne af åstedet og liget, der var printede nu, og det fakta vi måtte fortælle om sagen på et stykke papir. Han sendte os afsted sådan, at vi var der ti minutter før tid. Vi havde 45 minutters kørsel. Noget der undrede os var, at vi skulle hen imod Skive istedet for hen imod gerningsstedet. Hvad skulle denne Ib lave på Oudrup Østerhede? Det var mig et stort spørgsmål, som jeg noterede i blokken som et spørgsmål vi skulle give hans arbejdgiver. Jeg skrev flittigt ned mens Pauline kørte. Hun fandt også på spørgsmål, som jeg så skrev ned.

En halv time efter vi var kørt fra stationen lænede jeg mig tilbage og nød udsigten. Landskabet skiftede ikke ret meget. Det var mest bare granskove og marker. Markerne lignede bølgende have af grøn og guld. Nogen af dem havde stadig de der toppe, som gjorde, at hele marken så blød ud. Vinden strejfede ganske let markerne, og lod en blød bølge gå gennem hele marken. Mens jeg så på landskabet glemte jeg sagen. Langsomt gled mine øjne i. Et par minutter senere vågnede jeg igen, og så, at landskabet stadig var det samme. Der var bare flere kornmarker. Det var bare grønne toppe, der sprang op af jorden. Vi kørte ind i en by der var lidt mindre end Års. Pauline havde tændt vores GPS, der ledte os gennem et virvar af gader. Vi ankom til en lille, smudset gade med gamle og skrå bygninger. Der var vores mål.

Bygningen var af 30'ernes byggestil. Den var vist ikke blevet gjort ren siden byggeåret. Hele bygningen så ud til at falde fra hinanden. Over det hele manglede der dele af murstenene og teglstenene. På den gamle trædør var malingen ved at skrælle af, og hængslerne var rustne. På denne dør, hang et temmeligt nyt skilt. Det var rent og så moderne ud, men det var bleget af solen. På skiltet stod avisens navn og kontorets åbningstider. Der var ingen parkeringspladser, så Pauline kørte lige lidt op ad det ødelagte fortov. Vi samlede vores ting sammen og gik op mod døren. Vi bankede på og ventede. Intet svar. Vi bankede igen. Intet svar. Først da vi bankede tredje gang på døren hørte vi en stemme inde fra bygningen råbe, at vi måtte komme ind. 

Husets indre passede til det ydre. Det var fugtigt og koldt, og var indrettet med møbler der ikke matchede hinanden den mindste smule. De ene bord var solidt og mørkebrunt, og det andet var mere et havemøbel end et skrivebord. Der sad to journalister ved to af bordene, men det tredje bord, der var 'havemøblet' stod tomt. En middelaldrene mand, nok omkring samme alder som offeret, kom ud af en sidedør.
"Velkommen! I må være de to detektiver? Godt! Jeg er Carl. Kom med ind på mit kontor." Vi gik efter Carl ind i et kontor, der havde samme stil som resten af huset. Det var en smule større, men det var den eneste forskel. Carl trak to stole klapstole, der stod sammenklappede op ad væggen, og foldede dem ud til os. Han stillede dem foran hans bord. De var rustne og beskidte, så vi lagde vores jakker på stolene og satte os. 

"Skulle vi ikke tage og komme i gang. Jeg regner ærligt talt med at have indtil klokken to, hvor vi har et møde," sagde Carl og satte sig ned med et dybt, tilfredsstillet suk.
"Vi vil først gerne have, at du viser os de ting du har medbragt," sagde Pauline. Professionelt, som sædvanligt.
"Her er lønsedlerne. Som i kan se, tjener man ikke meget her på avisen. Og os tre der er tilbage har altid haft et job ved siden af, for at kunne leve af det her. Men hvad der altid har undret mig er, at det har Ib aldrig haft. Alligevel gik han altid i nyt tøj, havde altid den nyeste iPhone og alt andet hvad han skulle bruge. Har i set hans lejlighed? Nej? Så skal jeg fortælle jer om den: med et ord er den gigantisk! Fantastisk indrettet, lækre møbler og alt muligt andet. Kun en millionær ville kunne have en sådan lejlighed."
"Godt. Hvad med en terminkalender?"
"Den har jeg her. Han brugte den flittigt og puttede alt info i. Der er også kvitteringer og billetter i. Han var en mystisk mand, men altid i et godt humør. Ak ja, den gode gamle Ib," Carl så ud som om han tænkte på fortiden. Med ét rev han sig selv ud af det minde, og gav mig terminkalenderen. Jeg gav den videre til Pauline, der åbnede den forsigtigt. Inden da, tog hun et par latex handsker på. Dem havde Elliot givet os med. Også en lufttæt pose havde han givet os med. I den lagde Pauline kalenderen efter hun havde kigget lidt på den.
"Wow!! Den ser ud til at betyde meget for jer!" udbrød Carl overrasket.
"Ud fra den her kalender kan politiet måske finde morderen og motivet. Du kan ikke forestille dig hvor manges karrierer, der afhænger af den her kalender," sagde Pauline mens hun omhyggeligt pakkede posen med kalenderen i hendes taske.

Vi havde snakket lidt frem og tilbage med Carl om, hvem Ib Sørenshave var. Det viste sig, at han havde været en meget underholdende mand. Han var forfængelig til at game, og man så derfor ofte ikke noget til ham i flere dage. For det meste var han i godt humør og havde altid en joke på hånden. Han kunne godt lide at rejse, specielt til Italien. Der var han altid i Rom, og kunne, når han kom hjem, fortælle i flere timer om sjove oplevelser. Han var ikke den typiske turist, for han hadede alle turistattraktioner. Det, der trak i ham, var alt bag facaden. Baggårde, indbyggere og de lokale kroer. Af den grund kendte han mange Italienere og havde gode venner og kontakter der.
"Alle her på avisen kunne godt lide ham," sagde Carl med et bedrøvet blik. Det var klart, at Ib havde betydet mere for ham, end han lige ville sige, både som ven og kollega. 
"Vi har lige nogen spørgsmål, som Elliot bad os stille dig," sagde Pauline og kiggede på min blok, som jeg havde rakt halvvejs over til hende, så hun også kunne se. Hun åbnede hendes blok, og tog blyanten frem.
"Bare skyd løs! Jeg skal ikke prøve at skjule noget!"
"Godt!" Og så begyndte vi. Det viste sig, at Carl ikke kunne besvare de vigtige og svære spørgsmål. Han havde nemlig ingen anelse om, hvorfor Ib skulle have været på Oudrup Østerhede. Han vidste ikke noget om en bror. Det var fuldstændig nyt for ham.

Klokken kvart i et tog vi hjemad. Vi ville vente med at spise til vi var på stationen. Da vi ankom, var Elliot der ikke, men ville være der en halv time senere. Af den grund gik vi ind i det lille køkken, og smurte os en mad hver. Vi var begge ikke særlig sultne, ingen af os vidste hvorfor. Efter vi havde spist ankom Elliot. Vi gik alle tre ind på hans kontor.
"Nå, hvad har i så fundet ud af? Jeg har lige været ved hans familie og har snakket med dem. Intet nyt. Jeg håber, at i har fået bedre resultater," sagde Elliot da vi havde sat os. 
"Vi har ikke fundet ud af særlig meget. Men lidt har vi da. Pauline har noterne til spørgsmålene og jeg har til samtalen med denne Carl om Ib Sørenshave," sagde jeg og fandt mine noter frem. Pauline fandt også hendes frem og terminkalenderen.
"Vi fik fat i terminkalenderen. Den er meget udførlig. Denne Ib puttede også kvitteringer og billetter i den," sagde Pauline da hun rakte Elliot kalenderen. Hans øjne lyste op. Et nyt håb var ankommet til ham.
"Godt arbejde! Jeg fortryder på ingen måde at have sendt jer afsted. Vil i afgive et resumé af samtalen?" Med de ord begyndte Pauline og jeg med vores beretning. Elliot lyttede spændt og stillede nogle spørgsmål en gang i mellem for at få uddybet noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...