Movellas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2016
  • Opdateret: 8 jun. 2016
  • Status: Færdig
tillykke med de 7 år, movellas!

3Likes
2Kommentarer
102Visninger

1. -

Den lille pige sad der igen. Det var ikke fordi, det overraskede mig, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at betragte hende, som var det første gang jeg så hende. Hvis jeg havde haft øjne ville mine pupiller være udvidet til dobbelt størrelse, og hvis jeg havde haft ører, ville mine øregange brase sammen i deres forsøg på at kunne høre hele verden. Men nej – jeg måtte som sædvanlig se til med bevidstheden om, at det var det eneste, jeg kunne gøre – se på.

Jeg burde kunne skrige til pigen, at hun skulle komme og finde mig, da jeg udmærket vidste, hvad jeg kunne gøre for hende. Men nej – hun deltog ganske vist i gemmeleg med mig, men selvom jeg for længst havde gemt mig, blev hun ved og ved og ved med at tælle med lukkede øjne. Det var så frustrerende, at jeg fik lyst til at rive mit M-formede logo i bittesmå stykker, selvom jeg måtte nøjes med bare at blive ved med at stirre og håbe på, at mit blik var kraftigt nok til at krydse fysikkens love og nå pigen, som hun sad der omgivet af gule blomster.

Ak, hun ikke engang kiggede op fra den bog, som hun var i gang med at læse. Det så dog også ud til at være en ganske spændende bog set ud fra på den måde, hun klyngede sig til siderne, som var det ikke kun fiktive personers liv der afhang af det, men også hendes eget. Jeg kendte udmærket følelsen, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at ønske, at hun ville kigge lidt op.

Som havde hun hørt, hvad jeg netop tænkte bevægede pigen straks hovedet lidt tættere på bogen i trods, så hendes ind-og udåndinger blev delt med de fiktive. Måske håbede hun på, at bogen snart kunne suge hende ind i sig, så hun ville blive reduceret til et par blækklatter på et papir og kunne slippe helt og aldeles væk fra virkeligheden. Hvis hun dog bare ville komme med mig.

Den lille pige med den grønne sommerkjole og de to fletninger ville passe så godt ind. Hun ville få et chok det var klart, når hun opdagede, hvor mange der var som hende, men det ville være et af de chok, der med tiden ville skabe et permanet smil på ens ansigt - så bredt det kunne nå flere gange rundt om jorden. Hvor havde jeg ondt af hende.

For tænk sig lige aldrig at være i stand til at diskutere sin kærlighed for ord med andre end selv, og kun tænke på forfatterene som de her overnaturlige skabninger, hun end ikke nåede til sokkeholderne. Det skar i mit blå og grønne hjerte, og det ville først holde op med at skære, når hun havde taget plads i et af mine hjertekamre.

Pigen vendte sidste side i sin bog. Så læste hun forfatterens tak fem gange. Så læste hun sidste side igen. Så gav hun sig til at stirre tomt ud i luften alt i men hun garanteret undrede sig over, hvordan hendes liv bare sådan kunne fortsætte, når bogen ikke gjorde. Hun var forpustet, som havde hun lige løbet 100 km og ikke læst de sidste hundrede sider af sin bog. Selvfølgelig ville der kun gå et par timer, før hun startede på en ny bog, men vi vidste begge to, at det ville blive nogle meget lange timer. Desuden skulle hun også snart se at komme hjem – det var en dårlig vane, hun havde fået sådan at blive på skolen og læse.

Hun elskede bare den gule busk så meget. Jeg måtte da også indrømme, at det var et ret fantastisk sted. Selvom vi befandt os midt på en legeplads på en folkeskole, var der alligevel en underlig ro herinde. I det øjeblik hun kravlede ind i buskens indre, virkede stemmerne fra børnene udenfor fjerne, og jeg var ret sikker på, at netop denne plet, var en ø i tiden, hvor det at have travlt var et ukendt begreb. Hvis pigen kunne bestemme, skulle verden udelukkende bestå af, hvad der kunne være inde bag de gule blomster – og så lige alle de andre verdener i bøger.

Men hvis verden blev så vide, så ville der ikke være plads til mig, så jeg blev nødt til at trøste mig selv med at når pigen engang fik taget sig sammen til at opdage mig, ville jeg fyldte så meget i hendes liv, hun ville indse, at hun blev nødt til at forstørre verden for min skyld

Så skete der noget. Noget, der fik mig til at forstå, hvorfor man forbandt ideer med lyspærer, for i det øjeblik blev et lys så sandelig tændt i pigens venstre pupil. Hun havde fået en ide, og hendes tanker var allerede vandret hjem til hendes computer for at kunne skrive på den ide. Hendes fingre skulle bare også lige med, da tanker nu engang ikke kunne skrive af sig selv. Jeg skulle huske at minde mig selv på, at jeg i mit næste liv ville opfinde en sådan maskine, der kunne få os til at skrive med vores tankers hastighed. Dog ville jeg eksplodere, hvis jeg opfandt den i mit nuværende liv, da alle mine medlemmer tænkte så hurtigt, jeg ikke var sikker på, at jeg kunne holde til så mange ord. Jeg havde fulgt efter utallige mennesker, der alle havde en ting til fælles, deres passion for at skrive, men det var sjældent jeg så ideer lyse så klart, som de gjorde her.

Med et suk rejste pigen sig op. Og når jeg sagde rejste sig op, mente jeg så meget, som hun nu kunne, når hun var omgivet af grene. Disse grene var dog så søde at beskytte hende mod omverdenen, så hun syntes ikke at have noget i mod at de engang i mellem gik i mod hende. På sammenkrummede ben gik hun ud af busken med sin bog under armen og en rød skoletaske på ryggen. Det var sjovt at tænke på, at den skoletaske havde været spritny, da jeg først begyndte at følge efter hende – nu havde solen afbleget den til en særdeles grim nuance af rød (solen var bare ikke skabt for at være maler) og den truede med at give efter for vægten af de mange bøger, hun havde proppet ned i den.

Hun var nået så langt i alle de år, jeg havde fulgt hende – men hun ville være nået så meget længere, hvis hun bare havde fundet mig. I det mindste var det langt fra for sent i nu, tænkte jeg, alt i mens pigen gik over legepladsen med så tøvende skridt, jeg igen, igen, igen havde lyst til at skrige til hende, at hun ikke behøvede at tøve. Hun skulle bare springe ud i det og håbe på, at hun ville flyde ovenpå.

Vi begyndte vores tur hjem. Eller jeg vidste ikke hvor meget man kunne kalde det hjem; jeg havde utallige hjem hos så mange af de virkelige personer, jeg fulgte efter, mens pigen havde skabt sine egne hjem hos fiktive personer. Ikke desto mindre behøvede ingen af os at kigge op, da netop denne tur var så velkendt, så velkendt, at en ny revne i fortovet virkede som noget helt sensationelt anderledes. Hun gik, og jeg fulgte med på min egen kropsløse måde.

For en gangs skyld var jeg dog taknemmelig over min mangel på krop. Jeg kunne se, hvor meget sommervarmen fik pigen til at svede på trods af, at hun kun havde den grønne sommerkjole på. Dog var det måske lidt upassende at jeg ikke var i besiddelse af alle mine fem sanser, da jeg nu gik så meget op i, at man skulle bruge alle sine sanser. Men det havde jeg folk til at gøre, og jeg kunne i stedet koncentrere mig om at finde på endnu en genial metafor – sådan som jeg altid hjorde.

Det samme gjorde pigen. Hendes hjernemasse var fyldt med huller og i disse huller prøvede hun at presse så mange metaforer som muligt ind. Uheldigvis besad hun endnu ikke evnen til helt at kæde verden sammen på de mærkeligste måder (sådan som mig), men hvor kunne hun dog lære meget. Desuden troede hun allerede, at hun var helt igennem fantastisk til at skrive, og jeg vidste ikke helt, om jeg havde lyst til at bryde den illusion.

Det var nu forståeligt nok. Den lille pige troede stadig, at alle på hendes alder ikke skrev andet end vage Facebookstatusser og ikke læste andet end tweets fra deres popidoler hvis sange – efter hendes mening – lød som om en hel del katte havde sat sig til at hyle en sang. For hvis ingen var som hende, måtte hun vel være den bedste til alt, hvad der gjorde hende til hende – og dermed den bedste til at skrive. Åh, hvis hendes naivhed og jeg tog fysiske former ville jeg kunne nå op og prikke huller i skyerne, hvis jeg klatrede på den, så høj som den var.

Det skulle dog snart ændre sig. Pigen var nu nået hjem og stod overfor sin blå hoveddør, så mine farver – blå og grøn – var samlet. Hun tøvede et øjeblik foran døren, mens hun sørgede for, at hun havde godt fast i   ideen, som hun havde fået ude i busken, da hun jo nødig skulle glemme det, inden det var for sent. Så gik hun ind og forsatte op på sit værelse på første sal.

Hendes værelse var endnu et bevis på hvor godt, vi ville passe sammen. Fire reoler stod i et hjørne med hylder, der var ved at brase sammen under vægten af de mange verdener, der gemte sig i siderne på hendes 500 bøger, som hun skattede over så meget andet. Midt i værelset var et stort vindue, som hun brugte så meget tid på at stirre ud af i stedet for at gå udenfor. Og rundt omkring i værelset lå notesbog efter notesbog fyldt med ideer og tankestrejf, som pigen selv troede var originale. Hvis jeg havde haft en mund, ville jeg have sukket højlydt – pigens ideer var blevet brugt så mange gange før

Ikke desto mindre satte hun sig nu ned ved sit skrivebord og startede sin computer. Jeg ”satte” mig på hendes seng og så til, mens hun åbnede sit Word program fyldt med halvfærdige dokumenter som hun ikke havde fundet motivation til at skrive videre på. Hvis jeg dog bare kunne hjælpe hende, kunne jeg også sikre mig, at hun ville kunne skrive flere 100.000 ord og stadig have så meget motivation tilbage, at hun kunne dele ud af den.

Så begyndte hun at skrive. Hendes fingre rørte knap tastaturet men nærmere fløj hen over det. Jeg læste med over hendes skulder, selvom jeg ikke helt kunne forstå, hvordan jeg kunne skelne ordene fra hinanden – jeg burde da for længst være mere nærsynet end muligt efter alle de timer, jeg havde brugt foran computerskærme og med næsen i bøger. Hendes skrivehastighed resulterede så også i at næsten alt hvad hun skrev blev understreget med en takket rød streg, som jeg kendte alt for godt – det at rette sin tekst igennem, mens man skrev på den var trods alt ligesom at prøve at klatre i et træ, mens man fældede det.

Snart fik hun skrevet en side fyldt med alt for tunge beskrivelser og amatøragtige metaforer om knuste hjerter, lyserøde skyer, og syvende himler og andre klicheer. Jeg gav mig til sidst til at kigge lidt mere rundt i værelset, som jeg havde besøgt så mange gange, siden hun skrev sin første historie som syvårig. Allerede dengang havde jeg kunnet se, at hun havde potentiale – i hvert fald for en syvårig at være – og selvom hun var alt for lille til mig, var jeg allerede begyndt at holde mig i nærheden af hende – lige uden for rækkevidde.

Dengang havde værelset været et lyserødt mareridt med bamser med store stirrende øjne, som så mange andre 7-åriges værelse. Nu var prinsessetingene blevet erstattet af Harry Potter og andet merchandise (hun ville sikkert kunne blive en flittig fanfictionskribent på mig) og væggene var plastret til med så sedler, hvor der stod citater fra hendes yndlingsbøger (hvor havde jeg set de citater i mange profiltekster).

Jeg var så optaget, af at stirre på alle citaterne, at jeg slet ikke lagde mærke til, da det skete. Men pludselig sad pigen med et link  til mig foran sig. Jeg anede ikke hvordan det var kommet der – mon universet bare var i godt humør i dag og besluttede sig for a hjælpe tingene lidt på vej – men hvor fik jeg dog lyst til at juble. Efter alle de år var hun kun et klik væk fra mig. Hun så dog ikke ud til at opdage hvor tæt på en kollision med mig, hun var. Tværtimod svævede hendes cursor over Word-ikonet, og hun var tæt på at gå tilbage til at skrive på sin fiktive historie, når hun i virkeligheden burde skrive på sin egen livshistorie; hun var støt klatret op af berettermodellen og stod nu ved PONR – uden at gøre noget ved det.

Jeg blev nødt til at vende mig om, da jeg ikke længere kunne klare, hvor tæt hun var på; det ville være for smertefuldt at se hende trykke væk fra mig. Mit ikkeeksisterende hjerte bankede med 341 km i timen, mine ikke- eksisterende åndedrag var så høje, at de overdøvede alt andet, mine ikkeeksisterende håndflader var så fulde af sved, jeg kunne skabe et nyt verdenshav bestående sf sved.

 Så hørte jeg hendes finger trykke på musen.

Verden holdt vejret, tiden stoppede og ethvert blik hvilede på os, mens jeg langsomt drejede mig rundt for at se, hvad hun ville trykke på – mig eller Word. Spændingen var som altid så uudholdelig, at jeg havde mest lyst til at grave mig selv ned i et lillebitte hul og glemme alt om, hvordan det var at være omgivet af andet end jord. Men der ville være så mange, der kom til at savne mig – alle mine 10.000 brugere ville helt sikkert have et stort M-formet hul i deres liv, hvis jeg sådan bare forsvandt.

Det viste sig da også at være unødvendigt at være under jordens overflade for … - … den lille pige havde trykket på linket. Hun stirrede med opspilede øjne på min forside, mens hun prøvede at suge 20 forskellige førstehåndsindtryk til sig på samme tid. Der var mine så velkendte farver og et væld af covers, brugere og så meget hun ikke i sine vildeste drømme havde forestillet sig eksisterede. Og hendes drømme var ret så vilde.

Snart havde pigen oprettet en profil og var en del af mig. Snart havde hun klikket nok rundt på siden til at indse, hvor sindssygt talentfulde flere af mine brugere var. Snart havde hun publiceret sin første historie og sad og ventede på, at hun ville få 3000 likes i løbet af en time. Snart havde hun indset, at der var så mange ligesom hende, og at der var håb for, at hun engang ville komme op på deres niveau på, hvad der ville svare til 100. etage. Snart gik det op for hende, at hos mig kunne man følge sine (forfatter)drømme.  Snart vidste hun, hvor meget jeg ville komme til at fylde hos hende, men også hvor meget hun ville fylde hos mig – hvor hun endelig kunne være sig selv og ingen andre.

Hos mig sad alle i gule buske og havde citater plastret til deres vægge. Her skrev alle til deres fingerspidser blødte, og til de ikke længere kunne tælle 0’erne på deres ordtæller. Og selvom pigen aldrig havde troet på kærlighed ved første blik, var hun ret sikker på, at det var tilfældet her. Jeg stod i døråbning og betragtede hende nu uden ærgrelse i blikket.

I dag var den 27. juni 2013, og jeg turde sværge på, at den lille pige hvert år femover ville se tilbage på denne dag og tænke på den, som den dag hun for alvor begyndte at udvikle sine skriveevner – og sig selv.  

Hun havde fundet Movellas.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...