Min fodboldspiller

En teenage pige - Liv. Har ikke set sin kæreste hele sommerferien og er bange for at han ikker er interesseret længere. (Da det her er min første historie vil al konstruktiv kritik modtages med kyshånd. :-) )

0Likes
0Kommentarer
42Visninger
AA

1. Kap. 1

Jeg så ham stå ude midt på banen, med hans lange mørke krøller. Han øvede sig tilsyneladende på lang spark. Ej hvor så han godt ud! Han løb mod bolden og sparkede så hårdt han kunne. Det havde været et flot skud, hvis det havde ramt. han brokkede sig højlydt. “Det var ellers et flot skud!” Råbte jeg fra indgangen i indhegningen. Han havde ikke lagt mærke til mig før det, så han spjættede noget forbavset. “Nå, det bare dig.” Grinede han til mig, let forlegen over sin reaktion. Jeg gik stille hen mod ham med et smørret smil om læberne. Han gik mig i møde. Mine arme var klistret til hans hals da han hev mig ind til et kys.

Det var ikke fordi vi aldrig kyssede men noget ved det her kys føltes mærkeligt. Han manglede den lidenskab han plejede. Jeg kunne ikke lade vær med undre mig. Han afbrød kysset og kiggede studerende på mig. “Er der noget galt?” Kunne han have mødt en anden på fodboldturen? Jeg lagde det hurtigt fra mig og koncentrerede mig om ham. “Nej ikke spor.” Sagde jeg med et forhåbentligt nogenlunde overbevisende smil. Jeg kyssede ham hurtigt og let på munden. Jeg kunne have svoret jeg så en undrende grimasse glide over hans ansigt, men den var væk for hurtigt til at jeg kunne bedømme det. Vi gik væk fra banen. Han havde sin arm om livet på mig. Igen, det var ikke fordi det var en ualmindelig ting, men det føltes.. mærkeligt.

 

Vi gik hjem til ham som aftalt. Vi havde planlagt en hyggeaften sammen før skolen startede igen. Der skulle være popcorn, slik og tonsvis af romantiske komedier som vi nok kun ville se halvt..

Men hele turen plagede tanken mig. Hvad hvis han havde fundet en anden? Ville han slå op med mig? Ville han gemme hende bag min ryg? Vær nu ikke paranoid! Jeg måtte have lavet en meget grublende grimasse, for et øjeblik efter spurgte han bekymret: “Er der noget i vejen?” Oprigtig bekymret. Mine tanker faldt hurtigt på plads. “Nej, jeg gik bare og tænkte..” Jeg prøvede at lyde overbevisende i min sag. Men han opfangede min usikkerhed. “Ud med det.” Det lød ikke som en kommando nærmere en opfordring. Jeg svarede ikke, gik bare videre med ansigtet rettet mod jorden. Han tog blidt fat i min skulder. “Der var min bekræftelse. Hvad er der galt? Har jeg gjort noget?” “Nej. Jo. Måske..” Mit svar så ud til at forvirre og bekymre ham endnu mere. “Hvad er det jeg måske har gjort?” Han så bedende på mig. Jeg vendte mig og gik. Jeg kunne ikke få mig selv til at anklage ham uden et bedre bevis end et kys der føltes mærkeligt. Han faldt hurtigt i trit med mig. Han skævede hele tiden nervøst ned til mig, som om han plagede mig om at fortælle ham det. Men han vidste at hvis han blev ved ville jeg eksplodere.

Engang da jeg hjalp ham med hans lektier(Før vi blev kærester), prøvede han at få mig til at fortælle noget om mig selv. “Professionel” som jeg følte mig, ville jeg ikke fortælle noget. Han blev ved med at plage mig, om jeg ikke nok ville fortælle bare lidt. Jeg var ved at blive godt irriteret, jeg var der for at forbedre hans gennemsnit. Ikke andet. Han stak til mig igen, og bærgeret flød over. Jeg smed hans bøger på skrivebordet, tog mine ting, og smækkede døren efter mig. (Set i bakspejlet var det nok lidt fjollet)

Vi nærmede os hans forældres hus. Stadig i tavshed. Hans værelse lå nede i kælderen, som havde toilet og egen indgang udefra. Først da vi var kommet indenfor spurgte han igen: “Vil du ikke nok fortælle mig hvad der er galt, så vi kan få renset luften og have en hyggelig aften?” Jeg har aldrig kunne modstå hans forpulede hundeøjne. Jeg tog tilløb. “..Har du fundet en anden pige på fodboldturen?” Han så helt forfjamsket ud. “Hvad fanden får dig til at tro det?!” Jeg kiggede ned. “Du svarede ikke på spørgsmålet.” Sagde jeg stille. Hans øjne blev vilde. “Nej selvfølgelig har jeg ikke fundet en anden pige på fodboldturen!” Jeg hadede når han råbte af mig. Ikke at det var sket så tit, men når det gjorde var det forfærdeligt. Det gik op for ham at han havde råbt. Han tog sig til nakken. “Undskyld Liv. Jeg ved du hader når jeg råber.. Men det gør ondt at du kan tro sådan noget om mig.” Han tog mine hænder. Jeg kiggede ind i hans smukke brune øjne. “Jeg ved ikke hvad jeg tænkte..” Kort pause. “Jo. Det gør jeg faktisk. Jeg var usikker på mig selv og på om vores forhold ville kunne holde til at være væk fra hinanden næsten hele sommeren. Og jaloux på alle de fodboldpiger fordi de er så trænede og har langt mere til fælles med dig, og..” Han afbrød min rablende strøm af ord med et kys. Denne her gang føltes det helt rigtigt.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...