Røde pølser er altid synlige i opkast

En fortælling om at leve med OCD.

0Likes
0Kommentarer
59Visninger
AA

1. Røde pølser er altid synlige i opkast

Den morgen havde hun plukket hvide blomster af hækken. Det var hverken lilla syrener eller gule bananblomster, det var bare helt almindelige anonyme blomster, der hang på den mørke busks grene. Hun hadede lyden af grenen, der flækkede midt over, når hun knækkede blomsterne af, men hun kunne ikke dy sig for den skønhed, hun vidste, der straks ville udfolde sig, når hun slap blomsterne fri fra hækkens stramme greb. Og den morgen udspillede endnu en stjernestund sig igen som mange gange før.

Hendes hvide tynde fingre omfavnede blomsterknopperne, kærtegnede forsigtigt dets blade, for derefter langsomt at bevæge sig ned mod den grå stilk og flå blomsten fra grenen – og så skete det. Snevejr i slutningen af maj. Blomsterne eksploderede i en regn af frie blomsterblade, der langsomt dalede ned over hovedet på hende. Man kunne overveje, om hun var sadist, siden hun elskede at se blomsterne dø, men hun mente selv, at hun var frihedskæmper, når hun forløste blomsterne og dets blade fra den voksende hæk og forpligtelsen af evigt at skulle blomstre.

Den morgen i slutningen af maj havde hun taget en vinterjakke på i skole. Det var allerede 23 grader op ad formiddagen, men solen dansede så truende i nakken på hende, og engang havde hun hørt, at det var blevet snevejr i slutningen af maj måned. Og ikke et snevejr af dalende blomsterblade, som det hun selv kreerede og havde kontrol over den morgen, men et ukontrolleret snevejr af kolde ubarmhjertige snefnug med kræfter så stærke, at de kunne sikre hende hjernefrys hele dagen og hele natten lang. Så hun tog vinterjakken på. Den var godt foret med uld på indersiden, og hætten omkransede hendes hals som en truende løvemanke. Flot og fyldigt føjede den sig om hende og signalerede til de barbariske ubarmhjertige vejrguder, at hende skulle de i hvert fald ikke få lov at fryse til is med deres kolde snefnug!

Buschaufføren havde kigget mærkeligt på hende, og der var også to piger, som havde hvisket og fnist af hende. Men hun beholdte vinterjakken på og også indenfor. For hvad nu hvis de pludselig skulle spille rundbold udenfor? Så var der ingen tid at spilde. Eller hvad nu hvis nogen åbnede et vindue, og det sneede ind af det? Det kunne hun simpelthen ikke risikere.

Hendes veninder syntes hun var lidt mærkelig. De prøvede at forstå det, men de forstod det overhovedet ikke. Men hun ændrede ikke mening. Hun gik med vinterjakken hele skoledagen igennem, og hun kunne mærke sveden dryppe ned af rygradens hule glidebane, og hvordan hendes armhuler græd store våde plamager, men hun beholdt den på. Og om de andre tænkte hun, at de var enormt naive og uvidende og helt vildt uforsigtige, hvordan kunne de leve med visheden om, at det måske kunne begynde at sne på en varm forårsdag? Hvem troede de, de var? Gud? Udødelige? Det var jo syndefaldet om igen! Lykkelige og snotdumme vandrede de rundt i Paradisets Have og spiste af skinnende saftige æbler, men snart ville slangen vise sit flækkede smil og lære dem smerten ved at være uforsigtig. Så hævede de dog følte sig! Næ, det ville bide dem i røven, det vidste hun. Sikke en klog pige, jeg er, tænkte hun. Modsat de andre kommer jeg til at eksistere længe!

Den eftermiddag havde hendes mor hentet hende. Hun elskede sin mor, for hun forstod hende. Næsten. Moren kunne ikke selv finde på at gå med vinterjakke på en sommerdag, men moren forstod godt, hvorfor hun gjorde det. Med lukkede vinduer og 60 kilometer i timen trillede de forsigtigt hjemad. Hun skruede op for airconditionen, men så skruede hun lidt ned igen. Til sidst besluttede hun sig for at skrue helt op. Det var skønt. Det var skønt med lidt kunstig kulde, som hun selv kunne kontrollere og have magten over.

Vejen hjem var lang og snoet. Hun trykkede næsen mod vinduet og fulgtes ad med træernes langsomme forsvinden i bilens sløve acceleration. ”Så... Nu visner syrenerne,” sagde moren trist. ”Hvorfor gør de det?” Hun kiggede medlidende mod de lilla syrener, der havde fået et brunligt skær. ”De afblomstrer simpelthen,” svarede moren. ”Men det er jo snart sommer?” Sommeren plejede da at være fyldt med spirende blomster i flor. ”Ja, men de har haft deres storhedstid. Maj måned er ved at være forbi, og så dør syrenerne.” Det tænkte hun meget over. Hun blev pludselig endnu mere glad for, at hun havde sat de hvide anonyme blomster fri til morges. De døde smukke og vilde, blomstrende i en eksplosion der var en supernova værdig. Hvide funklende stjerner på den blå morgenhimmel. Hun syntes, det var en meget smukkere og meget friere død end syrenernes falmende udtørrende farvel til verdenen.

Hun beholdt vinterjakken på resten af sommeren. Hun sov endda med den på. Faktisk bar hun den konstant. Løvemanken omkredsede nu ikke længere hendes hals men i stedet hendes pande. Det var en perfekt skygge og beskyttelse. Så var hun helt sikker på ikke at blive ramt af sne i ansigtet. Det var varmt, og det var solskin, men hendes hud blev aldrig farvet af solens kys, og der var ingen dansende fregner på kinderne. Hendes veninder var smukke og solbrune, fregner prydede hver en kind som faldne stjerner, og deres mundvige var magneter tiltrukket af solens poler; konstant bøjede de opad i et bredt smil. Det var som om, at hendes egne mundvige var tiltrukket af jordens kernes poler. Hendes mundvige bøjede godt nok meget nedad, det kunne jo godt se... Men så tænkte hun, at nok var hendes veninder solkysset og fregnebesat og æltet i lykkens smukke hænder, men de var også i fare i livets uforudsigelige vold. Nok var deres hud brun og deres øjne skinnende, men de var stadig i fare for snevejr på en solskinsdag. Og det var hun heldigvis ikke! Gud ske tak og lov for det! Sikke en klog pige, jeg er, tænkte hun. Modsat de andre kommer jeg til at eksistere længe!

For hver en sommerdag der passerede, og for hver en hvid blomst hun satte fri, for hver en sveddråbe der piblede ned af panden og ned af ryggen i vinterjakkens kvælende varme, blev hun mere og mere irriteret på hendes uintelligente veninder, der var ude af stand til at beskytte sig mod verdenen. Det eskalerede en hed sommerdag i midten af august. De dumme veninder havde besluttet, at de skulle ud og have hotdogs. Så de tog afsted mod Tulip for at mæske sig i de varme hunde.

Men da de kom til Tulip, og hun så de automatiske svingdøre, slog tanken ned i hende: hvad nu hvis hun ikke kunne komme ud derfra igen? Hvis svingdøren satte sig fast, imens hun stod i den? Eller endnu værre, hvis svingdøren først satte sig fast efter hun var kommet ind? Så ville hun være tvunget til at spise pølser resten af sit liv! Pølser... pølser... Åh nej, pølser! Røde pølser! Hvordan kunne hun dog glemme det? Din store idiot, tænkte hun, din kæmpe store dumme idiot! Hun kiggede op mod solen, og den var større end nogensinde før, den var meget tæt på hende, det syntes hun altså, at den var, så hun lukkede øjnene, men så kom der bare gule og grønne og blå pletter i det flimrende mørke, hun vidste godt hun ikke kunne flygte, så hun åbnede øjnene igen, men nu var det lidt som om, at der var hængt bimlende klokker op ved hver en øregang, åh nej, var hun ved at få tinnitus? Så var der pludselig en, der aede hende på skulderen. ”What up, sku’ det være en hoddok?” spurgte hendes veninde med et grin, og en anden veninde stemte i: ”en flækket indianer med en brødpaddel!” De to veninder lo, men selv havde hun lyst til at græde. ”Jeg tror altså ikke, at jeg vil have en hotdog alligevel... Jeg kan faktisk ikke lide hotdogs. Eller pølser. Eller brød. Eller hotdogdressing eller remulade eller ketchup... Jeg vil ikke have en hotdog... Så altså, jeg bliver bare herude og venter på jer,” fremstammede hun nervøst. Nå nå, fint nok, whatever, mumlede veninderne og gik ind på Tulip.

Roen havde endeligt sænket sig efter venindernes exit. Men lige som hun sad og priste sig lykkelig over, at hun ikke skulle spise en rød pølse eller bare spise en pølse i det hele taget, kom hendes to veninder ud med tre hotdogs. Hun var ikke specielt god til matematik, men tre hotdogs virkede som for mange hotdogs til kun to personer. Den ene veninde bekræftede straks hendes værste anelser: ”vi tænkte altså, at du nok ville fortryde, at du ikke fik en hotdog, når nu vi andre gjorde... Så vi købte en til dig. Bare rolig, vi gir. Det var derfor, du ikke ville have en, ikke? Og det er derfor, du går i vinterjakke hele tiden? Fordi du ikke har råd?” Veninden rakte hotdoggen over mod hende. Kvalmen og angsten steg langsomt op i halsen. ”Ja altså, så vi købte en til dig. Kan du lide røde pølser? Vi andre fik også røde pølser, så det valgte vi altså også bare til dig. Kom nu, tag den, vi gir jo!” Den hotdog var alt for tæt på, det tænkte hun meget på, da tippen af pølsens hoved var ud for hendes læber. Puha, for en karl. Den forbandede blødende pølse. Nok kunne hun kun se halvdelen af dens skikkelse, men hun kendte den alt godt. Et isbjerg. Ved første øjekast kunne man ikke se al dens ondskab, men kom man længere ned, ville man opdage dens brutale eksistens. ”Hallooo, tag den nu!” hørte hun nogen sige fjernt, men der var en eller anden, der havde sænket en lydtæt osteklokke ned over hende, så hun hørte ikke så godt. Derimod fejlede hendes syn ikke noget, den røde pølse glimtede klart og tydeligt i solens stråler. ”Skrid med dig!” råbte hun til pølsen, men den rykkede sig ikke ud af brødet. ”Skrid med mig? Hvordan skal jeg kunne det? Jeg er jo en del af dig,” svarede den flabet – og så opdagede hun det. Hun opdagede, hvordan pølsen svedte akkurat ligesom hun gjorde. Sveden dryppede fra pølsetippen og ned af, det var en drivende våd pølse, og den ødelagde alt omkring sig, for brødet var blevet vædet og ødelagt, og i kampens hede fik hun øje på sig selv i pølsens sø af sved. Svedens spejl viste trætte, døde øjne, der bar på sorte poser og utætte render, der ikke kunne skåne kinderne for flere tårer. Hun så fremtrædende, hule kraveben, midt i huden kreerede de hendes grav. Men det værste af det hele var, da hun opdagede farven på hendes hud.

Hun var blevet solbrændt. Rød, kogt og sprækket.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Hun havde gået med vinterjakke og hætte og skærmet sig med en løvemanke, hun havde holdt sig meget inden for døre, og hun havde været så forsigtig, hvordan kunne det ske? Hun havde brugt så lang tid på at beskytte sig mod snevejr om sommeren, og så blev hun solbrændt?

Da hun brækkede sig på de varme fliser uden for Tulip, kunne hun ikke længere afvise det ubehagelige flashback, der havde truet hende hele eftermiddagen.

Hun var ni år gammel og på stranden med mor og far, dengang de stadig var sammen, og alting var fryd og gammen. De solede sig på græsset med lukkede øjne, og hun dansede rundt i solens stråler, idet hun faldt over frysetasken. Nysgerrigt udforskede hun den og fandt gevinst – tre pakker røde pølser! Røde pølser? Det havde hun lige godt aldrig smagt før! Stille åbnede hun den første pose, uden mor og far hørte det, og da smagen af den første frosne, sprøde pølse ramte hendes udforskende smagsløg, forenede himmel og hav sig i en skarp, smuk symfoni. Sikke en vidunderlig smag! Den ene røde pølse tog den anden, og snart havde hun spist tre pakker røde pølser. Og de første ti minutter var hun fyldt med velvære og lykke over hendes nye smagsoplevelse. Men derefter begyndte en rumsterende rumlen i hendes bulende mave, og da hun kastede op i sandet, og det grumsede opkast blandede sig med de beige sandkorn, fik hun øje på de røde stykker pølser i det gule bræk. Og hun var ni år gammel, men hun var jo en klog pige, og det gav vel egentlig meget god mening. At de røde pølser var synlige i hendes opkast.

Og siden da havde hun aldrig rørt pølser og især ikke røde pølser, men så var hun pludselig blevet ældre og på Tulip med hendes veninder, og gudhjælpemig om der så ikke havde været en rød pølse foran hende! Sikke noget lort. Det tænkte hun på, imens hendes mave klyngede syre, ulykkelighed og kvalme op på de grå fliser. Hvornår stoppede det? Hvornår ville det være overstået?

Huden strammede. Hun havde stadig vinterjakken på, imens brækket stod ud i lårtykke stråler, da hun midt i akten syntes at skimte små røde pølser i hendes opkast. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...