Kameler flytter bjerge, og konger nedlægger damer

Hun havde reddet på blå kameler, så lang tid hun kunne huske, men da hun mødte ham, lærte han hende fornøjelsen af selskabet blandt blå konger.

0Likes
0Kommentarer
39Visninger
AA

1. Konger og kameler

Hun havde reddet på blå kameler, så lang tid hun kunne huske, men da hun mødte ham, lærte han hende fornøjelsen af selskabet blandt blå konger.

Kameler eller konger? Kameler lå klart lavest i hierarkiet. Konger – derimod – ja, de lå og solede sig på toppen i lyset af solen. Konger var smukkest, skinnende i huden og med gyldne kroner. Lykkens highlighter lå malet fint på deres kinder, kongerne funklede i lyset med deres gule rav pegende mod nord, når de bøjede hovedet og satte verden i brand.

Kameler var lidt for puklede, lidt for krøllede og lidt for bølgede i det, deres rygge var kvaklet. Huden var grumset, beskidt, tæret efter et hårdt liv, men når solen ramte på en helt bestemt måde, stod hele deres brune pels i glinsende gule flammer, der elskede med hinanden i hedens varme. Desværre var solen på kamelens pels altid reflekteret i kongernes kroner.

Københavns pulserende natteliv bankede hårdt og mindede hende om lyden af hans hjerte mod hendes øre. Stjernernes kalden lød som de tre ord, han hviskede gentagne gange, men hun var ikke dum, hun var blevet klogere med tiden, og hun vidste godt, at stjernerne forsvandt, når solen stod op, ligeledes som hans ord blev udviskede i morgendagens gryende lys, der ubarmhjertigt afslørede hver en løgn.

Men lige nu var det nat, og der var bankende bas og blødende hjerter, og der var nok af flossede sind og flækkede hjerner, frit valg på alle hylder! Her på klubbens dansegulv er der ophørsudsalg, 100% rabat! Den hele pris er udslettet, mine herrer! Special price for you! Or should I say free and available just for you?

Hun elskede lidt med en tilfældig tunge og kyssede lidt med et intakt sind, for hun var vild med modsætninger. Men der var ikke nogen, der havde smagen af royal og monarki, som han havde. Hun havde drukket en masse blå Royal Export, men hun var aldrig i selskab med blå konger længere. Hun kunne se dem på kioskhylden og bag kassedamen i Brugsen, men det forblev ved øjets begær og ikke længere. Og når hun forlod butikken, tænkte hun ”ude af øje, ude af sind!”, men det var jo løgn, det vidste hun godt, for når hun lukkede øjnene mod solen, kom der ikke længere gule og grønne og røde pletter, men kun kongeblå klatter der slørede hele hendes syn. Hun plejede at beholde øjnene godt lukket i, så hele den blå farvelade bredte sig ud i hver en øjenkrog, indtil silhuetten af ham langsomt tonede frem. 

Nu red hun på kameler igen. Og de var sikrere, det vidste hun jo godt, de sikrede hende en retning, et liv mod en destination. Kameler kunne flytte bjerge, men hun havde ikke brug for at få flyttet bjerge, hun havde brug for at få flyttet sig selv. Og gerne få flyttet sig op til stjernerne, så hun kunne lytte til den evige søde musik af hans stemme forklædt som ren nostalgi og længsel. Eller også ville hun gerne flytte ind i højtaleren, hvor mindet af hans høje hjertebanken kunne smadre hendes øregange og gøre hende døv, eller give hende en evig tinnitus, en stigende ringen. En ringen der måske kunne gøre op for alle de missede opkald, han havde lovet hende.

Hun savnede de blå konger, hun savnede kronerne og det gyldne skær, hun savnede at sove på en ært og vågne op med blå mærker overalt; med hans territorium afmærket på hendes krop. Hun savnede blå kys og den afslørende mund, der havde overspist af blåbær, hun savnede at have blå tunge, ja, hun savnede at have en komplet og fuldstændig blå mundhule, mæt og farvet efter at have suttet på slikkepind. Hun savnede de kongelige frynsegoder; fysikken af en konge, men allermest savnede hun ham, når han havde taget kronen af.

Men til sidst tog han aldrig kronen af længere, tværtimod sad den klistret fast til hans hovedbund konstant, og den enevældige styre blev for meget for hende, hun elskede ham og hans mål, men da hun opdagede, at hele hendes hud var farvet helt blå, og at hendes øjne ikke længere var mørkebrune og ude af stand til at blive kanaljefarvet i solens lys, da hun opdagede, at hun var blevet blåøjet, da begyndte smerten fra de blå mærker og den blå hud at melde sin ankomst.

Hun havde aldrig været kongelig, hun havde kun fået en lille smagsprøve og været en del af det ligegyldige hof, der var parat til at yde fuld service til kongen. Hun havde følt sig så dyrebar, så vigtig, hun var sikker på, at hun skulle overtage tronen som dronning med ham som konge ved sin side, han skulle være den styrende konge, selvfølgelig, men hun havde troet på, at hun i det mindste også var royal og kongelig. Hun skulle have tænkt sig bedre om, hun skulle have spillet sine kort rigtigt; så ville hun have husket, at konger nedlægger damer.

Nu stod hun under stjernernes skær til lyden af den bankende bas, og hun tænkte, at det var ironisk, hun tænkte, at det var pokkers ironisk, at en død ting som en højtaler skulle have lov til at banke og leve, når en levende ting som hendes hjerte var stille og dødt. Så hun svingede benet op på kamelen og piskede den hårdt i siden, og så red hun ud i natten, væk fra ophørsudsalget og den bankende bas. Men stjernernes skær og evige kalden var ikke til at flygte fra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...