Crazy | 5SOS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2016
  • Opdateret: 22 nov. 2016
  • Status: Igang
Abigail Adams når til den dag i hendes liv, hvor hendes store drøm endelig vil gå i opfyldelse. Abigail har endelig fået billetter til hendes yndlingsbands koncert. Nemlig 5 Seconds Of Summer. Hvad Abigail bare ikke vidste var, at den dag ville ændre hele hendes liv, da hun støder ind i en, som vil være starten på en masse drama og alligevel en masse kærlighed. Men vil Abigail kunne holde til presset, eller bukker hun under?

16Likes
12Kommentarer
1876Visninger
AA

2. Kapitel 2 | Mumselimums

Crazy

Abigail Adams

______________________________________________________________________________________________________

"Take my hand, take a breath,"

______________________________________________________________________________________________________

Jeg blinkede let med øjnene. Hvor var jeg henne? Var jeg hjemme? Mit syn var endnu uklart. Jeg kunne fornemme en person stå og kigge ned på mig. Munden bevægede sig på personen, mere kunne jeg ikke se. Jeg følte mig døv, for jeg kunne intet hører af det personen sagde. Jeg mærkede en let rusken i mine arme. Jeg blinkede lidt mere, før ansigtet stod klart for mig. Oh my freaking fucking turtle! "Ca-ca-cal," Han smilede. "Ja jeg hedder Calum," svarede han og grinede kort. Niv mig en eller anden, for det her kan da virkelig kun være en drøm.

Med glæde!

Indre stemme...... farvel.

Du kan alligevel ikke undvære mig.

Farvel blev der sagt! 

Jeg satte mig forsigtigt op. "Er du okay?" Skeptisk kiggede han på mig. "Jaja, eller nærmere, nejnej. Mit hoved gør avs af helvedes til," Kludret sagt Abby, smukt. Han grinede. "Hvordan er du overhovedet kommet ind backstage?" Wait what? Var jeg havnet i drengenes backstage? Oh my fucking turtle. "Altså jeg prøvede at finde en dør ud fra koncerten fordi jeg skulle tisse, men jeg kunne ikke rigtig finde rundt. Jeg fandt så et toilet, men så kunne jeg jo ligesom ikke finde ud igen og baaam, så fik jeg en dør lige i smasken. Ved du egentlig hvem der smadrede døren op i ansigtet på mig? Btw. undskyld for min halve roman af en tale, ups," Og som altid kørte kæften jo bare ukontrolleret på mig. Suk siger jeg bare. Ingen sammenhæng. Han grinede heldigvis bare -til mit held. Det var jo forfanden selveste fucking Calum Hood jeg snakkede med. Oh my gard.

Turtle.

Nå ja. Oh my turtle.

Det lyder bedre.

Ja ik? Tænk at jeg sagde gard istedet for turtle.

Forfærdeligt.

Ligesom dig til tider indre stemme. 

I lige måde.

Farveller.

"Hallo? er du der eller er du ved at besvime igen?" Afbrød Calum mine tanker. "Nejnej, min indre stemme.... jeg mener, øhm... jeg har det fint," Fik jeg kludret sagt. Smukt eller noget. Kort fortalt rædselsfuldt sagt. "Lad mig gætte, du er fan?" Han smilede efterfulgt af et grin. Jeg nikkede ivrigt på hovedet. "Hvor uhøfligt af mig egentlig. Jeg glemte helt at svare på dit spørgsmål. Det var mig, som kom til at smadre døren op i hovedet på dig," Sødt, altså at han følte sig uhøflig over noget så ligegyldigt. Ikke sødt at han havde smadret en dør i hovedet på mig.

 

"Vil du gerne møde de andre? Du havde lidt svært ved at se dem før, fordi du ligesom besvimede," Af hvad havde Calum lige spurgt mig om? Oh my, YES, ja jeg vil da så. "Meget gerne," Jeg holdte mig virkelig i skindet for ikke at hvine og skrige eller få et eller andet flip, hvor det nærmere ville se ud som om at jeg fik ekstra voldsomme kramper, eller var en hvalros, som var ved at dø. Det gik faktisk overraskende godt. "Du er overraskende rolig og behagelig. Andre fans havde sikkert slået øjnene op og skreget mig ind i hovedet," Han grinede. Oh my turtle, det grin var fantastisk. "Jeg prøver virkelig at lade vær," Jeg kiggede flovt ned. Jeg mærkede hans fingre skubbe min hage op. Oh my.... fuck. De øjnene der, som bare kiggede direkte ind i mine. Shit! "Der er ikke noget at blive flov over," Han smilede roligt og slap min hage. Jeg mærkede varmen stige i mine kinder. "Hvad hedder du?" Spurgte han interesseret og smilede. "Abigail, men bare kald mig Abby. Foresten..... undskyld for at mit ansigt minder om en moden tomat. Ej det skulle jeg ikke ha' sagt, øhm. Jeg undskylder istedet for, at jeg er så akavet," Kunne min kæft mon kører mere ukontrolleret på højtryk nu? Fucking pinligt, men når jeg var så nervøs og ivrig, skete det simpelthen, at jeg kom til at sige ting, som ikke skulle ha' været sagt. Til mit held grinede Calum bare. "Det gør skam ikke noget. Bare tag det helt roligt," Tak siger jeg bare. Jeg skræmte ham da i det mindste ikke væk. God pointe. Jep.

 

Efter vi havde snakket lidt mere, og jeg var faldet mere til ro, viste han mig vejen hen til de andre. Jeg havde åbenbart ligget i Calum's eget private omklædningsagtige rum. Tror ihvertfaldt det var det han mente. IDK, beklager. "Jamen hej og velkommen. Godt at se dig vågen," Oh my, Ashton's smilehuler. "Tak," Flot gjort af mig. Når jeg endelig får muligheden for at snakke med mine idoler, kommer alt ud som en hvisken, smukt. Dumflad... Nej hellere et dumspark, for mit hoved er som sagt meget ømt, så derfor dumspark til mig, Basta. "Genert. Bare lad som om du er hjemme," Michael smilede beroligende til mig. Alt indeni mig sitrede. Om my freaking turtle i'm in heaven right now!! "Tydeligt en fan," Godt opdaget Luke, du er hurtig på aftrækkeren. Jap, jeg er akavet. Godt jeg kun tænkte det, for ellers havde jeg nok sikkert skræmt dem væk. "Du er meget behagelig af en fan at være. Ik misforstå mig, men du siger ikke så meget, og du hviner og skriger heller ikke som en i pokker," Sagde Ashton og smilede. "Jeg prøver ligesom lidt at lade vær, men det er pænt svært, men ja jeg er fan," fik jeg klodset formuleret. "Du er cool nok. Helt nede på jorden," Luke smilede. "Hvordan kommer du egentlig hjem?" Spurgte Calum tydeligt bekymret. "Ingen anelse. Vel med det offentlige," Jamen jeg har jo helt styr på mit liv. Not, for jeg ved jo ikke engang ikke hvordan jeg kommer hjem herfra. Suk siger jeg bare, suuk. "Men det er pænt mørkt udenfor," "-Vi finder på noget Calum," Sagde Ashton roligt. Sødt at Calum bekymrede sig så meget om mig. 

 

Efter en time eller to i drengenes hyggelige selvskab, blev jeg nød til at komme hjem. Klokken var simpelthen så mange. "Vi burde egentlig også ha' været taget afsted for længst," Michael kiggede på sit ur. "Hvor bor du?" Spurgte Luke interesseret og smilede. "En time væk. Længere med det offentlige," Suk siger jeg bare. Hvis jeg skulle tage det offentlige hjem, kunne jeg lige så godt ligge mig til at sove her i koncertsalen eller i en grøft et tilfældigt sted. "Vi kører dig hjem så," Thank u Ashton. "Jeg er meget taknemmelig, men jeg må lige tømme blæren først. Hvor er det nu toilettet er? Hov, det skulle jeg nok ikke have sagt, Sorry guys," Og kæften stod jo aldrig stille. Det var til drengenes morskab. Calum havde sat sig på hug, så han ikke ville falde. Luke var røget ned af stolen af grin, og ramte med numsen gulvet med et lille minimalt brag, smukt forklaret btw. Ashton nærmest skreg af grin, og Michael rullede rundt på gulvet af grin, bogstaveligtalt. "Ja, jeg siger mange mærkelige ting, beklager," Undskyldte jeg efterfulgt af et lille fnis.

 

 

Hurra allesammen, blæren var endelig blevet tømt. "Er du klar?" Calum smilede til mig. "Of course," Bravo, flot svar Abby, smukt. "Der er et hav af fans udenfor," Informerede Ashton om. Shit! Hvordan skulle jeg dog komme afsted? "Øhm, okay. Er du okay med det?" Calum kiggede bekymret på mig. Jeg rystede på hovedet. "Jeg har klaustrofobi," Og der fløj min helt store svaghed ud. Hovsa. "Årh, øhm, fuck. Okay, øhm, shit. Okay, vi finder på noget. Øhm tag min hånd og tag en dyb indånding, også bliver du hos mig, når vi masser os ud, okay?" Med glæde Calum, med glæde. Din hånd i min er helt okay med mig. "Okay," Jeg smilede og mærkede varmen i mine kinder, igen. Jeg tog Calum i hånden, og vi gik mod udgangen.

 

"Er du klar? Råb op hvis det bliver for meget," Jeg nikkede og hurtigt blev lyden af skrigende fans meget højere. De tøser forstod virkelig at masse og rive og ikke mindst flå i mig. Gisp man. "Calum," Råbte jeg op, da jeg ikke længere kunne mærke hans hånd i min. Jeg mærkede hvordan jeg hurtigt gik i panik. "Calum," Råbte jeg endnu højere og mærkede min krop ryste. "Calum," Råbte jeg af mine lungers fulde kraft. De piger skubbede mig længere og længere fra Calum, og ikke mindst de andre drenge. Jeg mærkede tårerne løbe ned af mine kinder. "Calum," Skreg jeg så det smertede i min grådfyldte hals. Endelig vendte han sin opmærksomhed imod mig, og kiggede bekymret på mig. "Jeg kommer Abby," Råbte han og prøvede at smile beroligende. Jeg blev mast fra alle sider og kanter. Jeg havde det simpelthen så ekstremt dårligt. Puha. "Vær sød at flytte jer," Hørte jeg Calum ivrigt råbe. Jeg blev skubbet rundt og mast som bøffen i en burger. Lækkert mumselimums billedsprog, men det skulle jeg ikke tænke på lige nu. Jeg burde hellere tænke på min klaustrofobi i udbrud. "Calum," Jeg græd. Jeg rystede. Jeg havde det så forfærdeligt. At jeg overhovedet havde overlevet køen til at komme ind til koncerten, var mig stadigvæk underlig. "Abby, jeg har dig, kom," Jeg mærkede Calum ligge sin arm om mig og skubbe mig frem. Jeg græd. Jeg græd lydløst. Jeg rystede. Hurtigt mærkede jeg en arm mere om mig. Jeg kiggede forskrækket op og fik øje på Luke. "Lad mig gætte..... Klaustrofobi?" "jep," Svarede Calum for mig. Det hele sortnede for mine øjne. Dette var nok mit værste anfald hidtil. Jeg havde ikke styr på hvor jeg længere befandt mig. Det eneste jeg kunne hører var Calum. Calum som prøvede at komme i kontakt med mig. Forfærdelig følelse. Forfærdeligt.

 

 

Som lovet, Jap!! btw halløj :)))) <3

Som sagt; Som lovet kom der et nyt kapitel i denne uge, så her er det :9 <33

 

Her er et længere kapitel, baaam :P

 

Vi ses snart igen :)))

Flemsekrammer: Narry-Larry <3              

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...