Den sorte skønhed

Mira er kun 17 år gammel, da hun ikke længere kan holde livets smerter ud og derfor tager sit eget liv. Blodet flyder og det gør Mira også, men hvor flyder hun hen?

1Likes
2Kommentarer
125Visninger
AA

2. Begyndelsen på slutningen

Jeg åbnede forsigtigt øjnene og kiggede mig omkring. Jeg lå ned og alligevel kunne jeg se grunden under min krop. Hvorfor var jeg så let? Luften omkring mig var iskold og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg var inde i en grotte og jeg svævede oppe under loftet. Åbningen af grotten var lys, men jeg kunne ikke se hvad der var derude. En tyk røg slørede udsigten. Pludselig hørte jeg en lys stemme grine lavmælt og sige "Hun er helt forvirret". En teenagepige, lidt yngre end mig, kom pludselig frem fra røgen. "Jeg har ondt af dig, det skal du vide." sagde hun og stillede sig under mig. "Skal jeg hjælpe dig ned?" spurgte hun og jeg lå som stivnet og turde ikke sige noget. Jeg anede ikke hvor jeg var. Det sidste jeg huskede, var at blodet fra min pulsåre i mit håndled, flød overalt i badeværelset.

 

Nu svævede jeg i en mørk grotte med en teenagepige stående under mig. Hun tog fat i mine ben og trak mig langsomt ned på jorden, så jeg stod ved siden af hende. "Din krop skal lige vænne sig til tyngdekræften her. Du er helt ny, er du ikke?" hun smilede, men det virkede ikke som et oprigtigt smil. "Hvad sker der? Er jeg i himlen?" spurgte jeg forvirret, selvom jeg egentlig ikke turde høre svaret. Igen grinte hun lavmælt. "Hvorfor begik du selvmord?" spurgte hun uden at besvare mit spørgsmål. Jeg forstod intet, hvor vidste hun det fra? "Det... har jeg ikke lyst til at tale om." sagde jeg stille og begyndte at gå mod grottens åbning. "Jeg skal nok vise dig hen til Pearl, hun kan hjælpe dig med at komme videre." sagde hun og fulgte efter mig. "Komme videre? Hvorhen?" spurgte jeg nysgerrigt. "Alt til sin tid." svarede hun og forsøgte at lyde voksen og mystisk. Det irriterede mig. Da vi havde nået grottens åbning, kunne jeg endelig se noget. Det lignede en landsby, en meget mørk og dunkel én. Alle der gik rundt på de små udkrudtsfyldte stier, så triste ud og havde ar. "Er det her, du gerne vil være resten af din død?" spurgte hun og kiggede alvorligt på mig. Jeg blev igen forvirret. "Resten af min død? Er der da noget efter?" spurgte jeg. "Livet, fjollehoved. Troede du vi kun havde ét af den slags før? Du har haft mange!" sagde hun lidt sarkastisk  Det var alt for meget mærkeligt på én gang for mig. "Ja, det er derfor jeg var så træt af livet." sagde jeg og gik ned af en sti. Pigen fulgte efter mig. En mand i 20'erne med blå mærker på halsen gik forbi mig. Han hverken hilste eller kiggede på mig, han kiggede bare ned i jorden og nærmest slæbte sin krop hen af stien. "Stakkels Jonah. Han blev aldrig klar til at komme videre og nu skal han ned af." sagde hun og fældede en tåre. Mit hjerte sprang et slag over ."Ned af som i Helvede?" spurgte jeg. "Nej. Meget værre. Han skal ned i intetheden, hvor hans sjæl er dømt til at svæve for evigt rundt i tåge, uden nogen andre sjæle omkring ham, uden lyde, uden smag, uden andre følelser end følelsen af at være fortabt. Det værste alle i underverdenen kan forestille sig." sagde hun og så skræmt ud. "Derfor bliver du nødt til at komme videre. Hey, hvad er dit navn egentlig?" sagde hun, for at skifte emne. "Jeg hedder Mira." sagde jeg og havde ikke engang lyst til at spørge om hendes navn. Jeg ville ikke vide mere om noget som helst lige nu. "Nå Mira, du skal nok falde godt til her." sagde hun og smilede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...