Forsvundet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2016
  • Opdateret: 6 jun. 2016
  • Status: Igang
Sofia var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Finder hun nogensinde hjem igen?

0Likes
0Kommentarer
117Visninger

1. 1

Jeg vågner ved, at der er en dør, der går op, og fodtrin der går ned ad trappen. Men alt jeg kan se er mørke. Jeg sidder lænet op ad noget. Jeg formoder, at det er en væg. Der er en væg ved min højre side. Jeg har, hvad der føles som, en form for en klud trukket over mine øjne, så jeg ikke kan se andet end der mørke, der hjemsøger min drømme. Det er der også i min mund, så jeg ikke kan sige noget. Det har en mærkelig smag. Jeg bliver næsten helt søvnig. Jeg prøver at bevæge mine ben. De er bundet sammen med mine håndled, så jeg sidder foroverbøjet på mine læg.

"Vågne, vågne, lille dukke," siger en skræmmende sød kvindelig stemme fra lige foran mig. Jeg viger straks tilbage længere mod væggen. Jeg rammer væggen med et hårdt stød mod mit hoved. Jeg stønner i smerte. En dæmpet lyd er det eneste, jeg høre. Pludseligt kan jeg lugte en fæl ånde i mit ansigt, og jeg grimasser. Et par hænder roder bag mit hoved, og jeg blinker mange gange, da kvinden endelig fjerner kluden fra mit ansigt. For første gang landet mit blik på kvinden foran mig. Hun sidder uhyggelig tæt på mig, og jeg prøver endnu engang forgæves at skubbe mig længere væk fra hende.

Det syn der velkommer mig er alt andet end det, jeg havde forventet. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg havde bestemt ikke forventet det. Kvinden foran mig virker ikke til at være meget ældre en midt i trediverne, måske i slutningen. Hun har venlige brune øjne, et sukker-sødt smil og langt mørkebrunt hår ligesom mit eget.

"Hvad er dit navn, søde?" Spørger hun med et lille smil og flytter mit hår om bag mit øre. Jeg fjerner mig straks fra hendes greb. Mit hår falder tilbage på sin forrige plads foran mine øre. Hendes øjne snævre sig ind til smalle sprækker, og hun sender mig et ondt blik. Hun river kluden ud af min mund og lader den falde ned om min nakke. "Hvad er dit navn, søde?" Gentager hun med et mindre venlig tone.

"Du tager mig til fange, og du kender ikke engang mit navn?" Spørger jeg flabet og sender hende et matchende blik. Mit svar sender et overrasket blik over hendes ansigt. Hun havde tydeligvis ikke forventet, at jeg ville svarer hende igen. 

"Så, så, nu ikke næsvis," svarer hun skarpt næsten ligesom en mor ville have gjort. Hun får mig næsten til at savne min egen mor. Selvom der ikke er meget at savne.

"Hvad vil du mig?" Spørger jeg og hiver i rebene i håbet om at kunne komme fri. Heldet er meget imod mig lige for tiden. Kvinden svarer mig ikke, hun rejser sig blot fra sin position foran mig. Hun vender mig ryggen og går. Den smule lys der kom fra den åbne dør forvandt idet, hun smækkede døren i bag sig. Jeg var igen alene i mørket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...