Soldater

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2016
  • Opdateret: 6 jun. 2016
  • Status: Igang
En kort novelle om en livslang krig

0Likes
0Kommentarer
54Visninger

1. Før

Solen skinnede da du kom til verden og det blev den også ved med, det var bare ikke altid du kunne se det.

Bomberne, skuddende, fløj om ørene på dig. Lavede kratere omkrig dig. Ødelagde det du kendte, gjorde det ukendt og fremmed.

Dine dukker og dine bamser, alle dine ting, som du så møjsommeligt sagde godmorgen til hver morgen og kyssede hver enkelt godnat om aftenen. Du brugte al din tid på at fortælle dem at i morgen var bedre end i dag. Så meget at du selv troede på det.

Uanset hvor slemt det var. Selvom alt var ruineret. Du sad alene og græd, holdt frygten for dig selv, for at skåne andre. Du spillede helt uden grund.

Allerede tidligt kom masken med det falske smil på, det der smilte selv i krigstid. Hver dag lagde du endnu en sten i den mur, der skulle gemme dig for verdenen. Malede facaden glad og munter. Gemte alt hvad der var dig, bag den mur. Gemte din frygt.

Den der gemmer til natten gemmer til katten. Det er skidt at gemme ting. En mur kan revne. Tidens tand slog ind og med hjælp fra kuglerne, rystede muren i sin grundvold. Sommetider kunne bomberne trænge igennem, men du græd ikke. Du ventede dage, indtil at der ikke var noget at se, før du lod frygten tage over. Lad aldrig frygten blive spærret inde bag en mur i så lang tid. Den blev værre og værre og alt der skulle til var et lille stik, et sted hvor du følte dig tryg. En lille nål var dråben der manglede før bægeret flød over. Og muren faldt. 1989.

Du lavede dig selv en labyrint at gemme dig i, dit forsvarsværk var væk. Nøglen sad bag øreret. Kun hjerter vidste hvad den indebar. Dybt, dybt inde i din labyrint håbede du alligevel på at nogen ville finde dig, hjælpe dig af med smerten, lindre den. Rense dine sår, pleje dig. Støtte dig, når din krykke blev væk. At nogen ville finde nøglen.

Du gav ledetråde, diskret. Men nogen måtte finde dig hurtigt, ellers ville du forbløde.

Hasten frembragte dig ikke en engel, ikke en demon. Ikke noget særligt, men nogen normal, en der skulle blive til noget særligt. En dreng der fulgte dig og gjorde os til noget specielt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...