Drageblod

Den femtenårige Naira med de orangegule øjne havde aldrig set almindelig ud, og hun vidste godt, at hun aldrig ville komme til at se almindelig ud. Men ud over det, var hun en helt almindelig pige. Men en tirsdag nat opdager Naira pludselig, at vand brænder hende, og at hendes tåre er lavet af ild. Efter den nat blev intet nogensinde normalt igen.

9Likes
19Kommentarer
713Visninger
AA

5. Kapitel 3

Da jeg ankom til skolen den onsdag morgen, var mit hoved ved at sprænges af alle mine tanker. På hele turen på vej hen til skolen havde jeg tænkt og tænkt, men uden nogen løsning. Inderst inde havde jeg nok heller ikke forventet at løsningen ville være så nem at finde, men jeg var ved at blive desperat. Hvordan skulle jeg kunne lade være med at drikker noget? Jeg var allerede begyndt at blive tørstig, og jeg havde hørt, at man kun kunne overleve to dage uden vand. Ud over det, hvordan skulle jeg så kunne skjule, at jeg ikke kunne tåle vand? Vand var noget som var overalt.

Tankerne om, hvis jeg skulle komme til at græde eller noget i den stil havde også ramt mig. Taget i betragtning hvad der var sket med håndvasken, så ville det bestemt ikke være godt.
   Træt i hovedet satte jeg mig på min plads i klassen som lå ud til et vindue. Vores klasselokale lå på første etage lige ved siden af legepladsen, så i frikvartererne kunne man altid se og høre de yngre børn lege udenfor.
   Jeg stak min hånd ned i lommen for at hive min mobil op igen, men den var der ikke. Den lå stadig på mit værelse.
   Indeni bandede jeg, og kiggede over på klokken. Den var kun halv otte. Normalt plejede jeg ikke at komme før fem minutter før klokken ringede, men jeg havde ikke kunne få tiden til at gå derhjemme.
   Jeg kunne selvfølgelig gå over til mine venner, som jeg normalt ville sætte mig over til. På den ene side ville jeg gerne sætte mig over til de andre. Det plejede at være hyggeligt når vi sad sammen og snakkede, men en anden side af mig havde ikke lyst til det. Alle mine tanker gav mig hovedpine, og mindskede min lyst til at være social kraftigt. Men hvad kunne jeg ellers lave? Jeg sad næsten altid og snakkede med dem.
   Til sidst endte jeg med at gå over til dem. De var dog ikke alle sammen kommet endnu, men både Emma og Laura var kommet og sad og snakkede en dyb samtale.
   ”Nåh, hvad snakker i så om?”, spurgte jeg dem da jeg var kommet derover.
   Laura vendte sig om mod mig med et overrasket udtryk, og udbrød: ”Hold da helt fest, hvor er du dog tidligt på den i dag.”
   ”Jah …”, svarede jeg, ”jeg kedede mig bare derhjemme.”
   ”Nåh, anyway, så tror jeg ikke du har lyst til at vide hvad vi snakkede om,” svarede Laura, og udvekslede blikke med Emma og forsatte, ”så du bliver nok nødt til at blive her, mens jeg og Emma får snakket færdig ude i gangen.”
   Forarget kiggede jeg bare på hende, hvorefter jeg sagde: ”Det kan i ikke mene. Hvorfor må jeg ikke høre hvad det er i snakker om?”.
   Igen udvekslede Laura og Emma blikke, og der gik lidt tid med tavshed.
   ”Naira, du har altså ikke lyst til at vide hvad vi snakker om,”
   ”Og hvad hvis jeg så har lyst til at vide det? Kan i ikke bare fortælle mig det?”
   ”Tag det nu roligt …”, begyndte Laura, men blev afbrudt af Emma.
   ”Vi diskuterer bare, hvad du skal have til din fødselsdag.”
   Emmas pludselige indgreb i samtalen stoppede os fra at komme op at skændes. Jeg havde lyst til at banke mig hårdt i hovedet over hvor dum jeg havde været. Hvordan kunne jeg ikke regne ud, at de bare diskuterede hvad jeg skulle have til min fødselsdag? Der var kun to uger til.
   Ud over det, så havde der sådanset ikke rigtig været en grund til at fare op på den måde. Normalt ville jeg aldrig have risikeret at komme op at skændes med Laura på grund af sådan noget. Jeg forstod virkelig ikke mig selv længere. Hvorfor var jeg dog reageret på den måde?
   Resten af tiden inden skole, brugte jeg ude på legepladsen. Jeg havde altid fortrukket at være udenfor og bevæge mig i stedet for at sidde inde i det lille klasselokale. Det meste af tiden kørte tankerne rundt om det sidste døgn. Det måtte alt sammen bare være en drøm. Eller måske var det en eller anden form for syg joke, som jeg ikke vidste, hvordan nogen skulle kunne stille op.


Da klokken nærmede sig otte gik jeg ind igen. Denne gang var jeg mere rolig, og jeg håbede inderligt på, at jeg ville kunne slutte fred med Laura inden første time. Det nyttede ingen ting at komme op at skændes med folk, og det vidste jeg sådanset også godt. Jeg var blevet enig med mig selv om, at grunden til at jeg var så opfarende var, at der var så meget jeg gik og tænkte alt for meget over.
   Jeg nåede op i klasselokalet, men lige da jeg skulle til at gå over til Laura, hørte jeg klokken ringe.
   Vi havde dansk i første time, og alle i klassen vidste, at når først klokken ringede, så kom vores klasselærer meget kort efter.
   Hurtigt fadt jeg mine danskting, for en anden ting alle vidste var, at han forventede at man havde fundet dem frem inden timen startede.
   Jeg nåede knap nok at sætte mig på min plads igen før manden med de små øjne trådte ind i lokalet. På en eller anden måde var det som om, at han så ekstra ond ud lige præcis den onsdag.
   ”Godmorgen,” sagde han ud i lokalet, og kiggede på os elever.
   Et par enkle elever mumlede godmorgen, men langt de fleste af os sagde ingenting.
   Jeg sagde godmorgen,” sagde han igen.
   Kunne han ikke bare lade være med at sige godmorgen hver morgen? Han vidste vel efterhånden godt, at folk ikke gad at svare ham på det.
   Alligevel kom der et ”Godmorgen” fra resten af klassen, og han begyndte på sin faste rutine.
   Først gennemgik han hvad vi havde haft for, og derefter skrev han op på tavlen, hvad det var vi skulle lave i dag.

I den time havde jeg svært ved at holde koncentrationen. Det var ikke fordi at jeg normalt kunne fokusere fuldt ud på undervisningen, men det var værre end det plejede at være. Mine tanker blev ved med at vende tilbage til, hvad jeg skulle gøre hvis jeg blev opdaget, og hvor jeg i det hele taget skulle gøre af mig selv, for min hemmelighed kunne ikke skjules for evigt. På et tidspunkt blev jeg opdaget, det kunne jeg være sikker på.
   Tanken om at fortælle mine venner om det strejfede mig kort, for hvis de allerede vidste det, så ville jeg i det mindste ikke miste dem når det slap ud. Men ville de så overhovedet tro på mig? De ville sandsynligvis tænke det samme som mig, og tro endnu mindre end jeg selv gjorde på det, og selv hvis de troede på mig, så ville formentlig blive bange for mig. For hvem vil være venner med en som spytter lava og græder ild?
   De tusind tanker blev stoppet bræt, da jeg hørte en stemme sige mit navn efter et spørgsmål.

Hurtigt fokuserede jeg igen over mod tavlen, hvor min lærer så ud til at afvente et svar fra en eller anden. Det var på det tidspunkt at det gik op for mig, at det var mig han ventede på svar fra.
   ”Undskyld, jeg hørte ikke lige hvad det var du spurgte mig om, må jeg gerne lige få det en gang til?”, spurgte jeg med en undertone af overraskelse.
   ”Jeg spurgte, om du kunne forklare os, hvordan man sætter kommaer i forbindelse med replikker,” sagde han, mens hans allerede ondskabsfulde smil blev større.
   Stille rystede jeg på hovedet, og det allerede alt for store smil blev om muligt endnu større.
   ”Jamen Naira, hvordan kan det være at du ikke ved det?”, vrængede han, og holdt en kunstpause, hvorefter han svarede på sit eget spørgsmål, ”Nårh ja, fordi at du ikke lytter efter.”
   Jeg forblev tavs. Hvis jeg åbnede munden, så var jeg helt sikker på, at jeg ville komme til at svare ham igen, hvilket var det jeg mindst manglede skulle ske. Normalt plejede det ikke at være et problem for mig ikke at svare igen, men på det tidspunkt havde jeg en ufattelig trang til bare at sige at han skulle holde mund.
   Han gik hen til mit bord, og bøjede sig ned i knæ, så han var på øjenhøjde med mig, hvorefter han kiggede med et blik som var gennemsyret af falsk medlidenhed.
   ”Naira, du ved godt, at jeg ikke har lyst til at give dig en eftersidning,” han rejste sig op igen og så nu ned på mig med hånlige øjne, ”men du ved også godt at det er en del af mit job, så vi ses her i lokalet efter skole.”
   Han vendte sig om, og gik igen op til tavlen, og snakkede videre.
   Jeg hadede virkelig at have ham. Han var den eneste af alle lærerne som gav eftersidninger, og de få som endelig gav dem, gav kun ganske få, og da slet ikke nogen til folk som bare mistede koncentrationen.
   På et tidspunkt blev han færdig med at snakke, og vi blev sat i gang med at arbejde. Vi skulle lave kommaterings opgaver inde på en grammatikhjemmeside, som jeg synes var en af de værste sider af slagsen.
   Normalt plejede Sophie, Laura, Lee, Emma og jeg at sidde sammen og lave det hele. Sophie, Laura og Emma sad ved siden af hinanden, så Lee og jeg plejede bare at sætte os over til dem.
   Da jeg kom over til deres bord, var Lee allerede kommet, så jeg satte mig ved siden af Lee, overfor Laura og Sophie.
   Mens vores computere startede op, snakkede jeg lidt med Lee om alt og intet, og fik også spurgt Laura, om hun kunne prøve at forklare mig kommareglerne, eftersom jeg virkelig ikke forstod dem dem.
   På trods af vores lille diskussion tidligere, så var stemningen igen rolig og afslappet som den plejede at være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...