Drageblod

Den femtenårige Naira med de orangegule øjne havde aldrig set almindelig ud, og hun vidste godt, at hun aldrig ville komme til at se almindelig ud. Men ud over det, var hun en helt almindelig pige. Men en tirsdag nat opdager Naira pludselig, at vand brænder hende, og at hendes tåre er lavet af ild. Efter den nat blev intet nogensinde normalt igen.

9Likes
19Kommentarer
714Visninger
AA

4. Kapitel 2

Lyden af mit vækkeur var det første jeg lagde mærke til den morgen. Hvis bare vækkeuret ville forsvinde, eller eksplodere, måske blive smadret. Ingen af tingene skete.
   Med halvlukkede øjne klikkede jeg på sluk knappen. Lyden stoppede, stilheden spredte sig i rummet, og mine øjne lukkede sig lige så stille igen.
   ”Vågn op Naira!”.
   Lyden af min mors råbende stemme vækkede mig. Et kort øjeblik efter gik det op for mig, at jeg var faldet i søvn igen.
   ”Ja, jeg skal nok stå op nu,” Råbte jeg irriteret tilbage til hende. Kunne hun virkelig ikke virke lidt mere venlig om morgen?
   Med et langt suk satte jeg mig lige så stille op i sengen. Hvorfor var jeg så træt? Jeg plejede aldrig at være så træt.
   Da jeg havde sat mig op, endte jeg med at side på den måde i en stund, i mens jeg tog mig sammen til at rejse mig op, og kæmpede en barsk kamp mod tanken om, at jeg ville komme til at fryse, når jeg tog dynen af.
   Jeg rejste mig op, tog jeg et par blå cowboyshorts og en grå T-shirt hvor der stod ’Burn’ på. Noget typisk tøj for mig. Ikke for farverigt, ikke for gråt, men en god mellemting efter min smag.
   Mit halvlange hår satte jeg op i en høj hestehale som godt kunne ligne en flamme til forveksling. Selvom jeg til tider elskede mit hår, ville jeg stadig nogle gang ønske, at mit hår var lidt mindre rødt, også selvom mine forældre kaldte det flammehår og sagde, at det var specielt på en god måde.
   På mine ben, som ikke helt var vågnet endnu, stavrede jeg ind i stuen og videre ind i køkkenet, hvor jeg på forhånd godt vidste, at jeg skulle hjælpe med at tage ud af opvaskemaskinen.
   Der kom et suk fra min mor som allerede stod i køkkenet. Hun kiggede på mig, og jeg kunne nærmest se, hvor irriteret hun var over, at jeg var kommet så sent ud i køkkenet.
   For hende betød det, at hun først kunne komme senere ud af døren, og hvis hun gjorde det, så kunne hun ikke nå det hun skulle nå inden hun skulle på arbejde.
   ”Begynder du at tage ud af opvaskemaskinen? Jeg skal lige ind til computeren for at se, hvornår møderne slutter i dag.” Hendes trætte stemme lød grå og en smule trist.
   ”Ja, mor,” mumlede jeg, og gik ud i køkkenet for at begynde.
   Jeg tog et hviskestykke fra en skuffe, hvorefter jeg tog den første ting op fra opvaskemaskinen. Det var et glas, og der sad stadig lidt vand på det.
   Det var først da jeg mærkede vandet gennem hviskestykket, at jeg kunne huske min oplevelse fra dagen før. Smerten brændte i min hånd, og jeg gav denne gang slip på glasset af ren forskrækkelse.
   Glasset faldt til jorden, og splintredes i tusind stykker, så alle glasskårene lå på gulvet som knust is på jorden.
   Men smerten var væk.
   Næsten løbende kom min mor ind ad døren, kiggede forskrækket på det knuste glas, og skyndte sig at sige:
   ”Er du kommet noget til?”.
   Hun burde da kunne se, at jeg ikke var kommet noget til. Det kunne enhver da se. Uden at tænke mig nærmere om svarede jeg lidt for bidskt:
   ”Hvad tror du selv? Jeg ville nok have råbt op hvis jeg var kommet noget til.”
   Min mor kiggede i et sekund på mig, som hvis jeg lige havde taget en bombe og havde sprunget den i køkkenet, hvorefter hun kiggede væk fra mig. Med en iskold og skærende stemme der skar sig igennem rummet, bad hun mig om at gå ud af køkkenet så hun kunne feje glasskårene op.
   Med et humør der var helt i bund gik jeg ind til sofaen, mens jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg skulle kunne komme igennem dagen. Ville det overhovedet være muligt? Og hvad gjorde jeg, hvis nogen opdagede noget? I et kort sekund overvejede jeg at fortælle min mor om det, men den tanke slog jeg hurtigt ud af hovedet. For det første ville hun aldrig kunne tro på mig, og selv hvis hun troede på mig, så ville hun for det første blive bange, og for det andet, så ville hun sandsynligvis også sørge for, at jeg kom på et hospital så de kunne få undersøgt hvad der var galt med mig. Men måske var det også det der var bedst for mig. Så kunne de, forhåbenfligvis, få gjort mig normal igen, når de var færdige med at undersøge mig.
   Men på den anden side, så kunne jeg også risikere, at de holdt mig på hospitalet resten af mit liv. Inderst inde håbede jeg dog, at det bare var en lang drøm, som jeg endnu ikke var vågnet fra. Min mavefornemmelse sagde mig dog, at det langt fra var en drøm, uanset hvor urealistisk det hele virkede.
   Jeg satte mig i sofaen, men jeg kunne ikke tage mig sammen til at lave noget. En helt anden tanke nagede mig. Hvorfor havde jeg været så bidsk over for min mor? Hun havde slet ikke fortjent at jeg reagerede på den måde.
   Normalt ville jeg aldrig have sagt sådan noget, specielt ikke når hun enlig bare gerne ville være hjælpsom, og det var ikke engang selve det at jeg havde reageret på den måde som gjorde mig allermest urolig. I det sekund jeg havde sagt, at jeg var råbt op hvis jeg var kommet noget til, havde jeg syntes at hun var åndssvag. Det var højest sandsynligt det der gjorde mig mest urolig, eftersom at jeg slet ikke ville være sådan et menneske.
   Igen rejste jeg mig, for at gøre det eneste rigtige efter hvad der var sket. Jeg vidste, at hvis det ikke blev gjort, så ville stemningen hele morgenen blive kølig og kunstig.
   Jeg stillede mig i døren og tog endnu en dyb indånding før jeg begyndte:
   ”Du må virkelig undskylde at jeg bed af dig,” kom det ud af munden på mig, ”jeg tror ikke, at jeg helt fik nok sø…”, mere nåede jeg ikke at sige før min mor afbrød mig og sagde:
   ”Det gør ikke noget. Men vil du ikke nok være sød at gå over ind i sofaen igen? Jeg skal altså have fejet det her sammen,” hendes tonefald var stadig skarpt, og det var tydeligt, at hun ikke ville diskutere det. Hun nikkede ned mod det knuste glas som endnu lå som krystalskår på gulvet som for at understrege sine ord.
   Jeg nikkede og gik hen mod sofaen igen uden yderlige protester. Der var alligevel ikke så meget andet at gøre, og jeg vidste, at vi alligevel ville komme op at skændes hvis jeg prøvede at protestere.

Normalt plejede min mor og jeg aldrig at komme op at skændes. Hvis vi skulle skændes i en køre ville hele verden blive uudholdelig, eftersom at min far tit var ude og rejse i flere måneder i streg. Det var dog som om, at der var noget der var forandret efter drømmen. Det havde intet med min mor at gøre. Hun var ganske som hun plejede, og hvis jeg havde været i hendes sted, så var jeg nok også reageret på den måde.
   Nej, det var helt sikkert mig der var … forandret. Andet kunne man ikke kalde det. Forkert ville være et helt forkert ord for, hvad end der var sket Jeg havde forandret mig over en nat, og det skræmte mig. Normalt ville jeg aldrig kunne finde på at svare igen på den måde, specielt ikke når hun bare prøvede at være omsorgsfuld. Heller ikke selvom det virkelig var et dumt spørgsmål hvis man tænker over det.

Jeg satte mig igen over i sofaen igen og kiggede mig omkring efter min mobil. Min mobil viste sig at ligge på sofaarmlænet, hvor jeg havde efterladt den aftenen før. Koden indtastede mine fingre næsten af sig selv, og bagefter åbnede de et tilfældigt lille spil som jeg havde fundet ret tilfældigt på inde på Appstore.
   Mens jeg sad og spillede føltes det som om, at tiden flød forbi mig. Med min koncentration udelukkende fokuseret på spillet. Det var enlig et spil som jeg havde brugt utrolig lang tid på, og som jeg syntes var ret svært, men det var som om, at det var blevet ændret. Min rekord så lige pludselig så lille ud, og i løbet af få minutter havde jeg slået den. Forskrækket så jeg på min mobil og den nyfødte rekord. Hvordan gjorde jeg det?
   ”Naira, jeg ved ikke med dig, men jeg vil altså gerne have morgenmad nu.”
   Min mors stemme vækkede mig fra mine tanker, og hurtigt kiggede jeg over på det allerede dækkede morgenbord, og derefter på klokken. Der var gået 20 minutter siden jeg satte mig over i sofaen. Havde jeg virkelig været så koncentreret om det lille spil? Jeg orkede næsten ikke mere at blive overrasket efter alt hvad der havde ændret sig.
   Normalt plejede jeg ikke at kunne koncentrere mig specielt meget, og heller ikke specielt længe. Jeg var den type menneske som skulle bevæge sig, og ikke sidde stille i 20 minutter. Men i det øjeblik havde jeg det som om, at jeg, hvis jeg havde lyst, kunne sætte mig ned og skrive en roman, bare sådan lige. Det vidste jeg godt, at jeg nok ikke kunne, for det første havde jeg ikke nogen idéer, og for det andet gad jeg ikke, men jeg ville nok godt kunne koncentrere mig nok til det.
   ”Mor, hvorfor kaldte du dog ikke på mig da du var færdig med at feje glasset op?” Spurgte jeg overrasket.
   ”Jeg tænkte, at jeg godt selv kunne klare det, og det så ud som om, at du var vældig optaget af dit spil.”
   Uden at vide hvad jeg skulle svare til det hun sagde satte jeg mig op til bordet.
   Normalt plejede min mor og jeg at snakke om lidt af hvert, men den morgen var der en stilhed som ikke kunne blive brudt. Nærmest som en mur der var sat op mellem os. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og det virkede som om, at hun havde det på samme måde.
   Hurtigt spiste jeg min morgenmad, sagde tak for mad, og smuttede fra bordet før min mor opdagede, at jeg ikke havde drukket noget vand.
   Inde på mit hvidmalede værelse satte jeg mig i vindueskarmen som, som altid, var ryddet. Jeg vendte hovedet ud mod udsigten og kiggede ud over Århus fra lejligheden. Vi boede næsten helt oppe på øverste etage, og selvom det var langt at gå op ad alle trapperne, så var det stadig et fantastisk sted at bo efter min mening, og det betød, at man også svagt kunne skimte havet i det fjerne.
   Det var altid her jeg plejede at sidde, når jeg havde brug for en pause til mine tanker, og lige nu vidste jeg ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Heldigvis havde vi hverken biologi eller fysikkemi og det det så heller ikke ud som om, at vejret havde tænkt sig at begynde på at regne.
   Men hvem var jeg? Eller rettere sagt, hvad var jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...