Drageblod

Den femtenårige Naira med de orangegule øjne havde aldrig set almindelig ud, og hun vidste godt, at hun aldrig ville komme til at se almindelig ud. Men ud over det, var hun en helt almindelig pige. Men en tirsdag nat opdager Naira pludselig, at vand brænder hende, og at hendes tåre er lavet af ild. Efter den nat blev intet nogensinde normalt igen.

9Likes
19Kommentarer
712Visninger
AA

3. Kapitel 1

Et sæt gik igennem hele min krop, da jeg satte mig op i sengen. Det var som om, at et lyn havde ramt mig, og at det havde brændt hele min krop til aske. Den smerte jeg havde oplevet i drømmen hang stadigvæk i mig, og jeg kunne fornemme, hvordan næsten hele min krop dirrede.
   Min hals var så tør, at jeg nemt kunne have troet, at jeg aldrig havde prøvet at drikke noget, og jeg vidste, at jeg nemt ville kunne drikke to eller tre glas vand lige efter hinanden.

   Mine tanker bevægede sig hen imod den drøm jeg netop havde haft. Den havde været underlig men livagtig, og det var som om, at det rent faktisk var sket i virkeligheden selvom det var umuligt.
   Jeg huskede tydeligt, hvordan jeg havde gået mod flammerne på en sort basaltstensvej. Det at den var lavet af basaltsten var som en viden der var fuldkommen naturlig for mig at have, selvom jeg aldrig havde set basaltsten, kun hørt om dem. Landskabet havde været rødt og orange, og i stedet for planter var der ild, og lava erstattede de små åer, som burde have været der.
   På et tidspunkt stoppede vejen, og det eneste der var foran var flammer. Nogle lysegule og store, mens andre var røde og faretruende små. Normalt ville jeg være gået tilbage, væk fra flammerne. Have stukket halen mellem benene, for det ville min fornuft have sagt at jeg skulle. Men i drømmen var jeg ikke bange for ilden, og som om det var det naturligste i verdenen, forsatte mine ben ind i flammerne.
   Det bedste ord som kunne beskrive flammerne var katteagtige. Måden de små flammer snoede sig op langs mine ben og kærtegnede mig som en ven var næsten helt sødt, mens de større flammer snare havde personligheder som tigere eller løver. Store og stolte. Hver flamme havde haft sin egen væremåde, sin egen stemme, og endda sit helt eget liv.
   Men så kom vandet. Store dråber, som hver i sær tog flammer med i døden, og de dråber som ramte mig brændte min hud. Jeg havde skreget i kor med flammerne. Smerten havde været altoverdøvende, forfærdelig, og havde fyldt alt. Men da flammerne var blevet slukket, og vandet begyndte at vaske min krop og resten af landskabet væk, var jeg vågnet.
   Søvndrukkent rejste jeg mig op, så jeg kunne gå ud i køkkenet og tage noget vand. Imens jeg gik, cirkulerede mine tanker stadig om drømmen. Hvorfor havde vandet dog gjort ondt modsat flammerne? Jeg rystede på mit hoved, og mindede mig selv om, at det bare var en drøm, og jeg smilede svagt over, hvor underlig den drøm havde været.
   Jeg tog et glas ned fra den øverste hylde i skabet, og fyldte glasset med koldt vand. Et par dråber ramte ved siden af glasset og gled ligeså stille ned mod min hånd. Det var ikke noget unormalt, det var bare irriterende. Dråben ramte min hånd, og et sæt gik igennem min hånd, og smerten fra drømmen ramte mig igen. Jeg havde lyst til at skrige, og hvordan det lykkedes mig at lade være, vidste jeg ikke.
   Hurtigt satte jeg glasset ned på bordet igen, styrtede hen til håndklædet, som hang næsten ved siden af håndvasken.
   Da dråben var væk, og smerten igen var forsvundet, tog jeg forsigtigt et sugerør, og satte forsigtigt det ned i glasset, så der ikke var nogen chancer for at blive ramt af vandet igen. Jeg havde på ingen måde lyst til at opleve den smerte igen foreløbig. Jeg satte sugerøret til munden mens jeg rystede svagt, og håbede på, at jeg stadig kunne drikke vand, bare uden at røre det med andet end munden.
   Det skulle jeg ikke have prøvet på. Alt inde i mig skreg da vandet ramte min tunge, og smerten var endnu værre end i drømmen. Det var en smerte, der kom fra min mund, og spredte sig langs samtlige nerver i min krop. Trangen til at skrige fyldte samtlige celler. Jeg ville skrige over smerten, skrige et spørgsmål ud, om hvad der var sket med mig. I stedet eg spyttede jeg vandet ud i håndvasken, og mærkede hvordan en tåre trillede ned ad min kind. Forsigtigt tørrede jeg den væk med hånden, og så til min forfærdelse, at det ikke var en tåre.
   Det var ild.
   Jeg kiggede forsigtigt ned i håndvasken, men jeg skyndte mig at kigge væk fra den igen, da jeg så hvad spyttet var lavet af.
   Det var af lava.
   Hvad var der sket med mig? Hvorfor var mit spyt lavet af lava og mine tårer af ild? Hurtigt skyndte jeg mig at tænde for vandhanen i håb om, at jeg stadig kunne nå at skylde lavaen væk inden det smeltede håndvasken. Til min ´store ærgrelse så jeg, at det var for sent. I håndvasken var der en fin lille bule lige der hvor mit spyt havde været, som et minde der skulle kunne ses permanent i håndvasken.

Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg stadig kunne holde hovedet koldt. Mine tanker var rodede, og jeg kunne næsten ikke fokusere på andet end den smule af smerte der hang i kroppen. Den lille rest af min hjernekapacitet der var tilbage, samlede sig af en eller anden grund om drømmen. Billedet af vandet der ramte mig gentog sig selv igen og igen.
   Til sidst kom jeg frem til en konklusion, om hvad der skete den nat. Det der skete var, at det var en drøm. Andet kunne det hele umuligt være. Lavaspyt og ildtårer? Mere drømmeagtigt kunne det umuligt være. Hvis jeg gik i seng, ville det hele være over i løbet af nogle få minutter, og så ville jeg være hel almindelig igen. Med undtagelse af mit udseende, så var jeg trodsalt en helt almindelig pige, som gik på en helt almindelig skole, i en helt almindelig ottende klasse.
   Jeg lagde mig godt til rette i sengen igen og lukkede øjnene og prøvede på at finde den indre ro, så jeg kunne falde i søvn.
   Men søvnen kom ikke. Kun mørket, og med mørket kom tankerne. Tankerne om, hvad der var galt med mig, tankerne om hvad jeg skulle gøre. For hvad hvis det ikke var en drøm? I drømme plejede jeg heller ikke at kunne tænke så klart. Bare det, at jeg kunne tænke på den drøm jeg havde haft var specielt.

Der er mennesker som kan huske deres drømme og genfortælle dem, og så er dem, der ikke kan huske dem. Jeg var en af de slags mennesker, der ikke kunne huske noget som helst fra mine drømme. Jeg havde, af hvad jeg kunne huske, kun en gang før kunne huske en drøm, og den har jeg til gengæld kunnet huske lige siden.
   I drømmen havde jeg gået i en skov. Mere skete der enlig ikke i den. Jeg havde bare gået igennem en skov og havde nydt omgivelserne. Jeg vidste godt, at det ikke var noget specielt vildt eller fantastisk at drømme om, men alligevel var det en af de ting, der havde gjort stort nok indtryk på mig til at stadig kunne huske den dag i dag. En lille sød drøm om en skov.

Efter et par dybe indåndinger begyndte min krop at falde til ro. Mit hjerte begyndte at banker i et normalt tempo, og mine tanker begyndte, at kunne vandre væk fra den drøm jeg havde haft. Mine tanker vandrede videre over til den kommende skoledag, og om hvad der ville ske, hvis jeg ikke faldt i søvn.
   Min dansklærer blive rasende. Han var halvgammel, men alligevel prøvede han at se ung ud. Han havde et lille, sort fipskæg, som han altid kløede sig i, og hans blanke isse var som kronen på det rædselsfulde værk. De små øjne der altid holdt øje med os der sad i klassen og fulgte med i timen, gav mig myrekryb, og hvis man så meget som holdt øjnene for lang tid lukket i et blink, så var man på vej ned til kontoret. Han havde et ry som den værste lærer på skolen, og det forstod jeg alt for godt.

Men til sidst kom søvnen, og med søvnen kom drømmene. Mange forskellige drømme. Men der var to tema der gik igen i dem alle sammen. Det første var ild. Hvorfor det lige netop var et af de emner der gik igen i mine drømme, forstod jeg udmærket godt. Jeg havde grædt en tåre af ild og mit spyt havde, bogstaveligt talt, lavet et mærke i vasken fordi det var af lava, så det fyldte bare meget i min bevidsthed.
   Det andet tema var drager. En skabning jeg aldrig havde tænkt særlig meget over før. For det meste havde drager altid bare været et eller andet væsen, som mange mennesker var fascineret af, men ikke jeg. For mig var det fabeldyr, og hvorfor dog interesserede sig i fabeldyr? De var trodsalt bare fabeldyr. Men det var dem der gik igen, og igen, og det var dem mine drømme handlede om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...