Fuck dig...

Du gav mig ideer. Ideer om en fremtid med dig som aldrig var en mulighed. Og du smadrede mig da du gjorde det klart. Du holdte mig for nar. Fuck dig.

0Likes
0Kommentarer
203Visninger
AA

1. Illusion

Først og fremmest, fuck dig. For det andet.
Vi kan ikke være venner. 
Jeg kan ikke være venner. 
Du har, sikkert uden af vide det, gjort det værst tænkelige man nogensinde kunne gøre mod mig. Du har givet mig en illusion, et billede på hvordan vi kunne være, et bind for øjnene. Da jeg gjorde dig til en person i mit liv havde jeg håbet at det ville være fordi at jeg var en i dit. Jeg havde så inderligt håbet at jeg ikke ville fortryde det, men det må jeg være ærlig at sige at det gør jeg. 
Fra min side af føles det her som om at jeg lod dig give mig bind for øjnene og tage den kniv jeg selv pressede mod min egen ryg. Du er ikke den første og alligevel lod jeg dig tage den. 

Det der bare ikke skete var, at du smed den væk. Selvom det var noget du blev ved med at hviske i mit øre og inderst inde vidste jeg at det var løgn. Jeg havde aldrig hørt den ramme gulvet. Men jeg troede dig. Og du troede dig sikker også. Problemet er bare at sådan var virkeligheden ikke. Det var ikke rigtigt. En illusion.
Så da stikkene begyndte at regne ned over mig kunne jeg ikke se. Jeg famlede i blinde uden at vide hvor de kom fra. For du havde jo sagt den var væk. Måske havde en eller anden fundet den? Måske havde du givet den videre? En ting vidste jeg dog. Jeg behøvede en til at hjælpe mig. En til at beskytte mig for en stund.
Jeg valgte at gå din vej, men jeg nåede aldrig hen til dig. Jeg kunne ikke, for hvordan skulle jeg vide at det var dig der gik bag mig og stak mig ned? 
Men jeg blev alligevel ved med at prøve. Prøve at finde dig.

Selvom jeg var blind så mine veninder dig... Så hvad du gjorde ved mig og prøvede at fortælle mig det. Det var min fejl ikke at lytte til dem. Det var også mine egne skrig der overdøvede deres hjælpende ord. Du stoppede kort da deres råb blev for høje. For en kort stund tog jeg bindet af. Jeg lyttede til dem og gav dem ret. Måske var du ikke en hjælpende hånd i mit liv. Men jeg glemte alt om det da jeg så dig. 

Og selvom du stod bag mig lænede du dig bare frem og kyssede mig. Og kniven var væk. Jeg aner ikke hvordan, men du havde sikkert fået den byttet. I stedet stod du med noget jeg ikke kunne se. Hver eneste gang jeg spurgte ind til det drejede samtalen altid hen på min blod indsmurte krop og stiksårene. Da mine tårer begynde at løbe gav du mig et kram og fortalte mig det hele nok skulle gå. 

Igen var illusionen der. Krammet var aldrig dejligt. Jeg lod mig selv tro at det var det jeg ville have, for selvfølgelig er et kram altid med til at genoprette skader. Det gør bare ikke andet end ondt hvis man er blevet stukket ned 47 gange. 
Jeg fortalte mine veninder at de skulle slappe af. At du var der for mig og at du havde sagt det til mig. Jeg løj også for mig selv. Det havde du aldrig sagt, men jeg gav mig selv hvad jeg behøvede for at holde sammen på mig.
At holde mig oprejst.
At holde mig i et stykke.
De gav dig alle en chance fordi at jeg forsikrede dem om at alt var fint. At det ikke kunne gå galt og blodet jeg var dækket i ikke var mit. Nogle var dog mere skeptisk end andre. 

Jeg lod dig derefter give mig bindet for øjnene igen uden at vide hvorfor. Det var åbenbart bedre sådan. 
Men det var mærkeligt. De søde ord der var der sidst var forsvundet og jeg forstod ikke hvorfor. 
Jeg troede du havde glemt mig. Lige nu ønsker jeg så inderligt at du havde men nej. Da jeg begyndte at lede efter ordene stod du klar. Kniven havde åbenbart ikke været nok i sig selv og baseballbattet blev taget i brug. Du ved ikke hvor ondt det gjorde. Hvor ondt det gjorde da jeg tog bindet af lige inden du slog en stor del af mig ihjel. I stykker. 

Du tog den del jeg aldrig selv kan opbygge igen. Det er den del jeg aldrig kan lade dig rør ved igen. Den del der altid vil være lukket for dig. Jeg ved ikke om du er klar over hvor hårdt du ramte eller hvor stærkt du havde slået mig. 
Men jeg ved at det sikkert ikke var din intuition. Eller det er i hvertfald hvad jeg fortæller mig selv.

Hvad jeg dog godt ved var at du kunne have stoppet for længst. Du kunne have forladt mig da jeg stod i blinde. Du kunne have skredet, men den mulighed valgte du ikke. Du kunne også have taget bindet fra mig og have givet mig kniven tilbage, men heller ikke den mulighed var godt nok. Det mindste jeg føler du kunne have gjort, var at stoppe efter du næsten havde stukket mig ihjel. Men nej. Selv efter du var blevet sikker. Selv efter at jeg havde taget bindet af og var begyndt at se sandheden i mine veninders ord, kunne du bare ikke stoppe. Fordi at du ikke kunne mande dig op. Og da du slog det sidste slag, opdagede jeg det kun fordi at jeg unden at vide det søgte en ende. Mig og ikke dig. 

Så nej, vi kan ikke være venner, fordi at rigtige venner sætter i det mindste kniven et sted hvor jeg kan nå. 
Og nej, vi er ikke okay, for det var ikke dig der stod med alle stumperne til sidst. Du stod bare og kiggede på mig, sagde "venner?" og trampede på et par stykker af mig på vejen væk. 
Jeg er så færdig med dig og jeg ønsker ikke endnu en illusion om at du hjælper de andre med at samle mig. 

For det er det de er i gang med. At prøve at få mig tilbage. Tilbage til den gang at den eneste illusion jeg levede i kunne undgås hvis bare jeg skruede musikken lidt højere op. Den tid kommer ikke tilbage foreløbig, hvis ikke aldrig. 
Alt jeg forlanger nu er at du ikke prøver. Ikke rør ved mig og mine stykker der ligger fortabt på gulvet. Ikke giver mig et kram, fordi mine sår stadig ikke er helet. Og ALDRIG gør mig til noget jeg ikke er. Også selv om du ønskede det. Lad vær. Det er ikke sådan det fungere og det ved du. Nu....

Gør som det passer dig, jeg er lige glad nu. Jeg kan ikke blive ved med at lade dig spilde min tid, selvom det er den mindste skade du har gjort. Spild heller ikke din egen tid. 
Det her er forhåbentligt farvel. 
Jeg har ikke lyst til at se dig nogensinde igen, for mit had til dig stikker dybere end hullerne i min ryg.


I hate everything about you.... And you love me, but only as something we can never be.... Friends.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...