Du kommer for sent

En novelle om drengen John og hans barske liv.

0Likes
0Kommentarer
102Visninger

1. Del 1

Blæsten ruskede i hele hans krop, da han gik langs den grusede markvej. Mørket havde for længst lagt sig som en tung sky over byen, og kulden sneg sig langsomt ind på ham. Det var en torsdag aften, og arbejdet i dag havde ikke givet meget. Folk havde hastet forbi ham, og kun nogle få var stoppet op og havde givet ham nogle småmønter. Det var slet ikke nok, til at der kunne komme mad på bordet til dem alle. Måske kunne Sofia blive lidt mæt, men hvad med ham og Filip. Det var dem, der havde knoklet for føden, men alligevel var det altid dem, der fik mindst. Han havde længe overvejet bare at skride fra dem alle sammen, men alligevel kunne han ikke få sig selv til at forlade Sofia og Filip, de var jo trods alt hans søskende. Hans far derimod ville han hellere end gerne forlade. Han havde gang på gang tæsket ham synder og sammen, og udsigten til at komme hjem med så lidt penge var bestemt ikke noget, han så frem til.

Han havde i lang tid ikke besøgt sin mor, og nu da han alligevel ville få tæsk, kunne han lige så godt gøre det nu. Han plukkede nogle blomster, der stod i vejkanten og samlede en lille buket af dem. Kirkegården var helt tom for mennesker, og selvom det var mørkt, tog det ham ikke lang tid at finde graven. Den stod i et hjørne for sig selv, og man kunne tydeligt se, at der ikke havde været nogen i et stykke tid. Klara Petersen stod der med fed skrift på stenen. Det var et år siden, hun døde, men smerten var stadigvæk lige så stærk, som den havde været for et år siden. “Hvorfor forlod du ham ikke noget før?.” En tåre faldt fra hans kind. Han huskede tydeligt den dag, han var kommet hjem og havde set sin mors livløse krop på gulvet. Hans far havde bare siddet i stolen og kigget hjælpeløst til. Han havde påstået, at hun bare var faldet om, men alle mærkerne på hendes krop afslørede ham. Kommunen havde stadig sagen kørende, men det gik slet ikke hurtigt nok efter hans mening. Hvordan kunne de overhovedet tro, at han ikke var skyldig, når det var så åbenlyst.

Klokken var blevet mange, og han vidste med sig selv, at han var nødt til at gå hjem nu. Den hurtigste vej var gennem Olsens have og derefter forbi grøften. Olsen var en ældre herre, som boede ved siden af kirkegården. De havde, siden de var små, kaldt ham for Grise-Olsen, fordi han lidt lignede en gris. De havde ofte været på jagt efter æbler i hans have, men han havde aldrig stoppet dem, så noget medlidenhed med dem måtte han have. Han løb det sidste stykke hjem og listede stille ind af døren til deres gamle, faldefærdige hus. “John er hjemme nu.” Sofias øjne kiggede op på ham. Selvom hun kun var seks, havde hun hurtigt lært, at det var bedst at holde sig i baggrunden, når det var nødvendigt, så hun listede lige så stille ind i stuen da der hørtes trin fra trappen. Hans far kom med rolige skridt gående mod ham og tog tasken, han havde i hånden fra ham, men da han så indholdet, ændrede hans ansigt sig brat. Han slyngede fem sviende lussinger mod Johns kind og gik derefter op ad trappen igen.

Filip og Sofia kom begge ud fra stuen. Filip var tretten år så kun to år yngre end ham selv. Han så meget ældre ud end de andre på hans alder, men det gjorde de nok alle tre. “Kommunen ved at far slår os, og han er blevet dømt for drabet på mor.” Filips stemme fyldte den lille gang. “De henter os i morgen.” John havde aldrig selv sagt noget til kommunen, men det var ikke fordi, han ikke ønskede sin far fængslet. Den eneste grund til han ikke havde sagt noget, var frygten for at blive skilt fra sine søskende, og det at de måske ikke ville have et rigtigt hjem mere. Han var allerede i en alder af femten kørt træt i livet, og han ønskede ikke at ende hos en plejefamilie langt fra de andre to. Han havde engang lovet sin mor, at de ville passe på hinanden, men var det et dumt løfte?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...