Back to life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2016
  • Opdateret: 21 jun. 2016
  • Status: Færdig
Hvad gør man, når man vågner op fra koma ti år efter og opdager at man ikke længer er ti år gammel? Evanee endte i koma, da hun kom ud for en tragisk bilulykke med hendes familie. Faderen overlevede det ikke, mens moderen og lillebroren kom med få skræmmer levende fra det. En alder af tyve år vågnede Evanee op og får en ny chance i livet. Men tiden er løbet fra hende. At leve i en normal hverdag i en krop der er forandret og ingenting kan, er ikke let for hende. Ikke kun omgivelserne er fremmed for hende, men også hende selv.

1Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

3. Fremmedfrygt


 

Ude på badeværelset, sad jeg i min kørestol foran spejlet. Det gik ned fra gulvet og forsatte helt op til loftet.

Mit hår gik ikke længere til mine kæber, som jeg huskede det. Nej, det  fortsatte helt ned til mit bryst. Mit bryst som formede to runde buler ved hver sin side.

En tåre fandt vej op til mine ukendtkendelige øjne, og slørede for mit syn. Jeg lod dem undslippe, og stille trillede de ned over mine ikke længere buttede kinder. Mit ansigt var blevet markeret, og mine høje kindben bullede en anelse ud.

Alt på mig så så anerledes ud, end jeg huskede det. Frygten i mine øjne var til at se igen.

Jeg havde umådelig trang til at skrige af rædsel, men intet undslap mine læber. De var tørre, og det samme var min hals.

>> ♥ <<

Det var både den værste, og den bedste dag i mit liv, da jeg vågnede fra koma. Min mor havde været overlykkelig, da hun så mine åbne øjne der hvirvlede rundt i lokalet af forvirring.

Lægerne var målløse over, at jeg mirakuløs vågnede. Mor kaldte det en gave fra himlen. Hun lignede sig selv, udover, at hun havde fået lidt flere rynker i panden. Dog havde hun heller ikke det glimt i øjet, som jeg huskede. 

Jeg var i chok, da jeg fik af vide, at vi ikke længere var i år 2006. Jeg blev ved med at nægte, og til sidst tog min mor sin mobil frem op ad lommen og rakte den hen til mig.

Teknologien havde forandret sig markant i løbet af årene. Jeg huskede min første mobil til min ti årige fødseldag. Det var en klap mobil i rød, med mærket nokia. Jeg elskede den.

I skolen viste jeg alle mine klassekammerater den, og den dag var jeg det mest populære barn. Min veninde var dog den eneste der behandlede mig som hun plejede- hun var en sand ven. Gad vide hvor hun stod henne i dag? 

Jeg havde så meget at tilføje Jeg tænkte og tænkte, men kunne intet sige. Så jeg udtrykkede mig via kropsprog. Hele situationen havde påvirket mine funktionsevner i en væsentlig grad. Alle de grundlæggende ting man lærte som baby var pist væk.

Jeg var rasende, da de fortalte mig det hele. For jeg var stadig den ti årige Evanee.

Da de så gav mig et spejl i hånden, indså jeg, at de havde ret. De havde ret med det hele. Jeg hulkede flere timer efter, med spejlet ved min side. Hver gang jeg kom i den miste tvivl kiggede jeg i det igen, og så begyndte hulkende igen.

Det var i det min bror kom forbi, at jeg indså at han ikke var lille Gavin, men en ung fyr i sin udvikling. 

Han var ikke i spor chok over mit ydre, som jeg for hans. Men han havde også -sammen med mor-  besøgt mig på hospitalet i alle disse år jeg ikke havde været til stede.

De havde virkelig klaret skærene. Og det var sandelig kun begyndelsen.

"Hej Evanee, kan du huske mig?" spurgte min bror forsigtig om, da jeg kom op at sidde i sengen, med lidt hjælp. Jeg gav et lille nik fra mig, og det fik hele hans ansigt til at lyse op i et smil, så jeg kunne se hans flotte rene tandsæt. 

"Jeg har sådan savnet dig" han kom hen til mig og begravede hans ansigt ned i min favn. Jeg var så splittet. Jeg følte mig stadig som lille Evanee på ti, og det hang ikke sammen med, at jeg krammede min lillebror, som var femten.

Det gjorde mig så utilpas, at det frembragte sved frem på panden. Jeg ville have fældet en tåre, hvis ikke det var fordi, jeg havde brugt hele formiddagen på at græde.

>> ♥ <<

Efter det hele skulle jeg igennem en hård proces med behandling og genoptræning forude. Mest af alt, havde jeg på det tidspunkt bare lyst til at droppe det hele, for jeg havde svært ved at se lys for enden af tunnelen.

Det var gået stille op for mig, at min far slet ikke var hos os mere. I ti år havde min mor og bror haft tid til at sørge, men mit kom først nu. Det hele føles bare så fremmed for mig. Alt var fremmedgjort.

Min bror, min fars død, min mors væremåde, teknologien, samfundet, det ny moderne tøj, og ikke mindst mig selv. Hver gang jeg skulle se mig i spejlet frygtede jeg synet. Hver evig eneste gang håbede jeg, at se den samme lille pige, jeg var mentalt. Men gang på gang kom skuffende kigge væk fra mit spejlbillede, med et stik i hjertet, og en tåre trillende 

>> ♥ <<

"Evanee, du bliver simpelthen nødt til at tage den næste bid mad. Det skal nok komme naturligt til dig med tiden" sagde min mor, som sad sørgmodigt og kiggede på mig, mens hun spiste af sin bolle med ost og marmelade på. Min lillebror sad lydløst og tyggede sin mad, mens han havde blikket rettet mod tallerkenen.

Sidst jeg så ham var han fem år gammel. Hvis ikke jeg vidste, at han var min bror, ville jeg ikke kunne genkende ham. Han var femten år, og havde gennemgået halvdelen af sine teenager år- noget jeg aldrig ville komme til at opleve. 

Jeg sukkede og tog en skefuld havregrød med drysset sukker i munden. Af og til nægtede jeg at fortsætte med spisningen, men det gjorde min mor ked af det. Jeg ville så gerne kunne spise uden anstrengelser, men det var svært heletiden at huske på: bide, tygge, sluge og forfra igen.

"Du klarede det godt min skat." sluttede hun altid af med at sige, og kysse mig på panden. Jeg måtte ærlig indrømme at jeg var glad, når noget lykkedes for mig.

Lægen sagde altid, at det første skidt var det sværeste, men når jeg havde gjort det op til flere gange, vil jeg til sidst kunne gå uden at falde på min vej. Og det måtte jeg holde fast i. Bare det, at leve i et samfund, som har forandret sig markant efter de 10 år, og ikke mindst mig selv. 

"Mor" mumlede jeg. Jeg sagde sjældent sætninger, da det var svært at få ordene samlet. Dog blev det en anelse lettere med tiden. 

 >> ♥ <<

"Kan du fortælle mig hvad billedet skal forestille Evanee?" min underviser pegede på kortet, som forestillede et velkendt dyr. Jeg sukkede tungt, mens hun stak kortet lidt tættere op mod mit ansigt. Jeg var altså IKKE blind. 

"En ko" fumlede jeg med ordene, og viftede opgivende ud med mine arme. 

"Og hvad står den på?" 

"G...grs..

Jeg havde sådan lyst til at råbe ordet højt, men jeg kunne jo ikke. Jeg havde lyst til at skrige hende i hovedet, at jeg ikke var dum, bare fordi jeg var ti år, der levede i en voksen krop. 

"Kom, du kan godt Evanee" hun hastede på mig, og det var dér det hele blev for meget for mig. Bæret flød over denne gang.

 Med mine hænder væltede jeg alle de kort jeg havde været igennem, ned fra det lille bord. Uden at vente på hendes reaktion, trillede jeg rullestolen bagud. 

"Evanee!" råbte hun, og sukkede så, "Det hjælper altså ikke at opføre sig som et lille barn" 

Jeg hev efter vejret af raseri. Hvordan kunne hun stå der og vade i det? Hun måtte da vide, at hun ikke skulle nævne noget om opførelse; og da slet ikke alder.

Uden jeg kunne beherske mig, hylede jeg. 

Sidst jeg huskede, jeg havde grædt så voldsomt, var lige inden biluheldet fandt sted. Dagen før havde mor, far, min lillebror og jeg været i tivoli. Jeg nægtede at forlade stedet, selvom mørket var ved at falde på.

Jeg havde hele dagen prøvet at få fat på den lille lyserøde enhjørning bamse, som man kunne vinde, ved at skyde seks stablede dåser ned med en bold. Og da min far trak mig ud til bilen, ja, det var der jeg havde hylet.  

 >> ♥ <<

Vi kørte langs landevejen, som var dækket af skove og bakker omkring. Jeg var umådelig ked af det, fordi vi måtte forlade tivoli, uden jeg havde nået at få min enhjørning. Min lillebror var træt, og det sammen var de alle andre, undtaget mig. Der var ikke noget værre, end når tivoli turen var overstået i sommerferien, for så skulle man vente et helt år igen, til næste besøg. Og et kan vare forfærdelig lang tid i et barnesind. 

"Evanee altså, skal vi nu igennem endnu en diskussion?" spurgte min mor opgivende, og så fra mig og far. Jeg kiggede ud af bilvinduen, mens min far forsatte sin kørsel. Endnu en tåre forlod mine allerede rødsprængte øjne, mens mørket stille sneg sig ind, med en byge af regn efter sig. 
Jeg snøftede engang og sukkede højlydt, hvilket fik min brors opmærksomhed. Han var ufattelig stille, af en 5 åring dreng at være. Det var måske også derfor mor og far aldrig var efter ham. 
"Om ikke så længe, så er året omme, og så kan vi komme her igen" beroligede min mor mig, og kiggede derefter tilbage på vejen. Da et skrækslagende gisp forlod hendes læber, nåde ingen af os at spørge hvorfor, da en ryk fik os alle tilbage i sæderne. Bilen blev slået tilbage og kollideret med bilen bag os med så stor en hastighed, at hele bagsiden blev smadret. 

Først nu, løs der gispen og halvkvalte skrig, som blandt andet kom fra mig. Jeg kiggede fortumlet rundt, med halvlukkede øjne, og mødte et bekymret blik af min mor, og hendes paniske øjne, mens hun ruskede i min far, som sad stille ind over rattet. Min bror havde lukkede øjne, og lå slap ved siden af mig. 

Det sidste jeg hørte var bildøren der åbnede. Det sidste jeg mærkede, var min krop som skreg af smerte, inden alt blev sort. 

 >> ♥ <<

Her stod jeg stadig foran spejlet et år senere.

Jeg havde stadig brug for hjælp med visse ting. Jeg behøvede ikke længere min kørestol, og jeg kunne spise uden så meget anstrengelse. Og ikke nok med det, så blev jeg bedre og bedre til at tale i længere sætninger. 

Dog havde jeg stadig et ordforråd som svarede til mit ti årige barne sind. Men jeg var begyndt med undervisning, og havde midlertidig et fritidsjob, der var til at overskue. 

Min bror var begyndt på gymnasiet, og levede det ungdoms liv der passede ham. Jeg frydede mig over det. Hver dag kom han hjem og fortalt mig, hvordan det var at være det sted hvor han befandt sig. Han var den bedste lillebror man kunne ønske sig.

Han gjorde så meget for mig. Da tingene var sværeste, hjalp han mig. Han havde brugt meget tid -hele forløbet igennem- på bare at sidde og repetere ord for ord. Han havde været en af grundene til, at jeg ikke bukkede under.

Jeg troede vitterlig ikke på, at jeg ville være i stand til at leve et normalt liv, men håbet var så småt ved at komme frem. For bare på måneder siden, ville jeg havde tænkt hele det her var en skrue uden ende. 

 

Jeg stod og vippede frem og tilbage på mine ben ude på badeværelset, foran det store spejl, som fyldte hele væggen. For første gang fældede jeg ikke en eneste tåre, men stirrede bare op og ned af mig selv. 

"Evanee, du kan stå"

Jeg gik tættere på. I mit spejlbillede, så jeg min mund veg opad i en bue, der fik kinderne til at løfte sig op til mine øjne. 

"Du kan smile" 

Jeg grinte lavmælt, og satte en hånd foran spejlet, og nærestuderede mine læber.

"Du kan tale" 

Jeg gik nogle skridt tilbage, så jeg kunne se hele min krop igen. 

"Og du overlevede"

Jeg sukkede, da en tanke strejfede mig. Jeg havde svært ved at sige det højt, men jeg vidste at det skulle ud. Jeg skulle være ærlig for den jeg stod overfor. 

"Evanee på enogtyve år. Du er stadig fremmed for mig, men jeg vil gerne lære dig bedre at kende. Vi har årene foran os, og en dag vil jeg kunne nå dig, og sammen vil vi hånd i hånd se frygten i øjnene, istedet for at flygte."

Jeg vidste det var det der skulle til. Jeg måtte først og fremmest finde mig selv som ikke væren fremmed, før jeg kunne bevæge mig frygtløs ud i verden. For fremmed var den, men at gemme sig hjalp ikke. 

Fremmedfrygt

Fremmed

Frem

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...