Druknet i minder

En novelle om når det hele bare bliver for meget.

0Likes
0Kommentarer
75Visninger
AA

1. Druknet i minder

Jeg holder min mund lukket selvom mine lunger skriger på luft. Men jeg er fast besluttet på ikke at give op, hvis jeg bare holder vejret lidt længere bare lidt længere så kommer der nogen og hjælper mig, så kommer der nogen at redder mig. Hvis jeg altså overhoved har fortjent at blive reddet. Esther? Kørelæren ser rundt og jeg rækker en hånd i vejret ”Her!” han ser bedømmende på mig overkanten af sine fedtede briller og nikker. Jeg stiller mig overfor ham og han spørg og jeg har kørt på motor cykel før, jeg nikker selv om jeg aldrig har prøvet før men jeg behøver ikke ham til at lære mig det. Han siger god for at jeg køre på den så længe jeg bliver inde for området og ikke køre mere end 15 km i timen. Jeg sætter mig op på motorcyklen og køre lidt rundt, det er faktisk ikke særlig svært. Jeg kan se at porten er åben. Jeg gasser op og drøner ud mod havnen. Jeg har tænkt mig at stoppe og se ud over vandet men jeg kan ikke bremse på det glatte beton.

Mine lunger skriger igen på luft og jeg prøver at stige mod overfladen min fod sidder fast i motorcyklen jeg prøver at komme fri men forgæves.

Jeg huske en dag hvor jeg havde drillet Lisa, kaldt hende en fed ko. De andre havde grinnet, men ikke Lisa. Var det mon min skyld hun havde skiftet skole?. Undskyld Lisa, det var ikke meningen at det skulle gå så vidt men du havde alt det jeg havde selv om du ikke selv så det. Jeg var jaloux på dig.

Endnu et smertefuldt jag i brystet, men jeg giver ikke op, jeg vil ikke, jeg kan ikke. Min søster fortalte altid hvor meget hun beundrede min styrke, jeg må finde den styrke, finde den bruge den nu.  Kære søster undskyld jeg altid drillede dig og selvom du måske ikke tror mig, så elsker jeg dig.

Mit synsfelt begynder at indsnævrer sig, der kommer sorte skygger. Skyggerne viser verden som den virkelig er hård, kold og ondskabsfuld.

Det var min skyld min mor aldrig havde fundet kærligheden, efter hende og far blev skilt. Hver gang hun kom hjem med en fyr, opførte jeg mig dårligt. Jeg råbte og skreg og skavede mig. Andre gange var jeg sød nok men lige så snart min mor gik et øjeblik, skyndte jeg mig at bilde fyren ind at mor havde en eller anden sygdom. Så gik skred fyren næsten lige med det samme. Engang da ingen af mine metoder havde virket havde jeg på vej hjem fra skole faldet og blidt hende ind at det var hendes kæreste der havde skubbet mig. Hun havde straks meldt ham til politiet og han var blevet arresteret for vold mod børn, og en dom på 7 år. Til sidst havde min mor helt stoppet med at lede efter kærligheden overbevidst om at den ikke fandtes. Undskyld mor, det var ikke din skyld det aldrig blev til noget. Men de mænd var ikke min far og jeg ville ikke havde at de skulle stjæle dig fra mig. Også undskyld til dig far at jeg aldrig ringede tilbage når du ringede og nå jeg så tog den aldrig ville lave noget med dig, men du svigtede os. Nu kan jeg selvfølgelig godt se at det var mig der svigtede dig.

Bare lidt længere nu må der snart komme nogen. Bare lidt længere så bliver jeg reddet. Lydene er mærkelige, forvrængede og alt for høje. Jeg kan høre stene glide mod sandbunden og vandet skære sig ind i klippen der udgår molen. Jeg kan ikke mere jeg åbner munden og lader min sidste luft, mit sidste håb sige op mod overfladen og lader mine forpinte lunger trække ikke eksisterende luft ind, min krop kæmper mod vandets overgreb, men jeg selv har givet op. Jeg kan mærke at min krop bliver tung og mine tanker langsomme og tunge, og som det sidst lukker jeg øjnene og smiler.

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...