Ved Rævens Æbletræ

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2016
  • Opdateret: 3 jun. 2016
  • Status: Igang
Jeg så engang mine egne øjne svinde væk og bort.

5Likes
3Kommentarer
120Visninger
AA

1. Ved Rævens Æbletræ

Vi lå under et æbletræ i bøgehaven

med både grønne og røde frugter

ventende på ræven

Ræven med den hvide hale

der havde taget din mormors høne

 

Vi ventede til at natten var så mørk

at det gjorde ondt i øjnene og skyggerne krummede sig

Så mørkt

umuligt at se en hvid hale

springende ud af mørket og direkte ind i os

 

Det blev en morgen med røde kinder

blå fødder

og lilla tæer

Der hang noget hvidt i stammen på æbletræet

med en enkel bloddråbe på roden

 

Dine evner strakte sig ikke til at få den fri

jeg kunne godt

forblev dog tavs deromkring

smukt og sørgeligt på én og samme tid

fuldendte i et hvidt glimt, træets hele

 

Vi blev mætte af æblerne

og du faldt i søvn, mens jeg så solnedgangen

du nåede ikke at se ræven med den hvide hale

da den humpede frem

Jeg kastede ikke din sten, men strejfede snuden med min lillefinger

 

Det smertede mit hjerte

da ræven rev sig på en gren

efterlod en tot hvid urørlighed

tog et æble i sin mund og forsvandt i skygge

som jeg nær havde den mellem mine fingre

 

Der kom en lille pige forbi med spand og skovl

En far og søn med fodbold

En gammel dame med sin hund

Du sagde til alle, at den hvide ræv skulle af med hale

kun jeg vidste, at hvid var den ikke fuldendt

 

Tredje nat, da jeg var træt af kildevand med blade

forelsket i æbletræets æbler

og duften af muldjord med regnorme

vrimlende med bidende insekter

Da rørte jeg atter dens våde snude

 

Jeg sagde ”løb”

”du er ikke sikker her”

Og løb gjorde den - ud af mit tynde greb

Rev sit halereb på æbletræets stamme

Og efterladte ikke en eller to, men tre bloddråber derpå

 

Du sagde, jeg lugtede underligt efter endnu en nat

og jeg svarede, at det var billerne i mit hår

bladene der rådnede under mig

og alle menneskerne, der kom forbi

Du troede mig denne gang med øjne naget af tvivl

 

Jeg husker, at jeg lokkede den hen igen med æbler

men den tog sig selv af træet

lagde det i mit skød

kiggede ind i mine øjne

i samme nuance som ræven med den hvide hales

 

Jeg sagde ikke til dig, at jeg havde mødt mig selv

at din morgenmads æble ikke var plukket af min hånd

Du var bidt på armen

og selv jeg forblev væk

også efter det begyndte at væske og blive gult

 

Ræven bed dig i benet

jeg var ligeglad

jeg spiste æbler i selskab med ræven

kiggede

og den kiggede tilbage på mig

 

Dyr havde smagt dit blod fra hals, ben og arm

men din hævntørst overgik altid tørsten af egen-krops-blod

dine læber var sprukne, sortrøde, sydende mod mine

og du smagte af elendighed

påført af en ræv med hvid hale

 

Efter det gad du ikke at vente mere

Du tog hjem, men jeg sagde

at det var vigtigt, at jeg blev og prøvede en gang til

”aldrig giv op” havde du sagt

jeg ville bare se mig selv

 

Ræven med den hvide hale lod mig vente

ved at humpe endnu mere

med ørerne lagt tilbage

blødere og varm en nogensinde

jeg snittede halen kort, inden den forsvandt bag æbletræet

 

En sidste gang den kom

efter kald og kald, men ikke nær

jeg så mine egne øjne forsvinde væk og bort

i et tomrum af uendeligheder

og endeløse mørkeheder

 

Den hvide ræv tog et æble i munden og forsvandt bag æbletræet

hver gang jeg endnu kom

den betragtede dog altid mit kald

Indtil insekterne åd ad dens rådne krop, hængende med reb om hals

Og Ræven med Den Hvide Hale var død fra sit visne æbletræ

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...