Murder House

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2016
  • Opdateret: 27 jun. 2016
  • Status: Igang
Violet var engang en hel normal teenagepige, som boede i et helt normalt hus med sine forældre, i en hel normal by. Indtil den dag, hvor hendes forældre tvinger hende, til at bo i et fælleshus. Her møder Violet mange mystiske og underlige mennesker, bland andet drengen Tate. Violet og Tate finder hurtigt noget interesant ved hinanden, og dog er Tate måske ikke den han udgiver sig for at være? Hemmeligheder bliver afsløret, kærlighed bliver involveret og drama venter rundt om hjørnet. Hvad vil der ske med Violet og Tate? Find ud af det i "Murder House".

2Likes
3Kommentarer
1743Visninger
AA

11. Kapitel 6

Kapitel 6 - "The devil is real."

En uge senere.

Violets synsvinkel.

Den sidste uge, har været total underlig. Jeg har ikke talt med Tate - overhovet -, min far har haft de mest underligste og faktisk også gyseligste patienter på besøg, jeg har set min mor spise det mest klammeste - rå hjerne og rå hjerte - , jeg har været i skole i denne uge og nu sidder jeg inde på en slags skaterbane sammen med Emmy. Vi aftalte i skolen at vi skulle tage her hen sammen og tale om det der er sket. Indtil videre er der næsten ingen som har sagt ét ord, vi sidder bare og kigger på nogle drenge der skater. Emmy har et stort plaster på sin kind, som dækker de tre store rifter.

Hun roder lidt i sin taske og finder en lighter og en pakke cigaretter op. Hun åbner pakken og tager en op, hvorefter hun rækker pakken hen til mig.

"Tak," siger jeg og tager en cigaret op. Jeg tager min egen lighter fra min jakkelomme og tænder cigaretten, som er i min mund. Jeg tager et stort sug og puster røgen ud igen. Emmy gær det samme.

"Jeg troede at du var imod rygning?" Siger jeg spørgende og kigger på hende. Hun trækker på skuldrene. "Jeg er begyndt igen," svare hun. Igen? Det betyder vel at hun også har røget før? Sikkert inden hendes farmor døde.

"Det er i øvrigt en vild grim hat," siger jeg til hende og hentyder til den kæmpe store lyserøde hat, som er placeret på hendes hoved.

"Tror du ikke også jeg syntes det? Jeg hader den, men den skjuler sandheden," siger hun. "Hvad mener du med det?" Spørger jeg, hvilket for hende til at tage hatten af og mange hvide stripper i hendes brune hår kommer til syne. What the fuck?!

"De hvide hår, kan komme hvis man er stresset eller bange," forklare hun, hvorefter hun tager hatten på igen. Wow, hun er godt nok blevet bange, men jeg vil ikke beskylde hende for noget, for jeg blev faktisk også ret bange.

"Det var altså bare Tate som havde en maske på, Emmy," beroligede jeg hende, selv om jeg egentlig ikke engang selv er klar over om det jeg sidder og siger er rigtigt. "Nej Violet! Det var et monster... Det var djævlen," siger hun.

"Emmy djævlen findes altså ikke," siger jeg og vender øjne af hende, men igen; jeg ved faktisk ikke engang om det jeg siger er rigtigt.

"Jo! Djævlen er virkelig. Og han er ikke en lille rød mand med horn og en hale. Han kan være smuk, for han er bare en falden engel og han var engang Guds favorit."

***

Efter snakken med Emmy gik jeg hjem og lagde mig i min seng, med noget godt musik. Jeg ved at jeg skal tænke nogle ting igennem og jeg ved at jeg skal tilgive Tate, for jeg holder jo af ham. Meget faktisk. På ufattelig kort tid, har han bare fået en særlig plads i mit hjerte. Det lyder måske lidt underligt, og det er det nok også, men det er åbenbart bare sådan mit hjerte fungere, hvis man kan sige det sådan.

"Violet?" Jeg kigger hen på døren, hvor min mor står. "Må jeg komme ind?" Spørger hun. Shit, nu vil hun sikkert snakke om et eller andet, som jeg sikkert alligevel ikke gider at bruge min tid på at høre på. Desuden; hvem har lært hende at komme ind hos andre, uden at banke på døren først?

Jeg nikker, sætter mig op på sengen og slukker for musikken. Min mor kommer ind og lukker døren bag sig. Hun kigger lidt nervøst på mig.

"Violet, du har virket meget fjern på det sidste. Er der noget galt?" Spørger hun. Jeg trækker på skuldrene, tænker lidt over hvad jeg jeg svare.

"Nej, der er intet galt. Det er bare... Alt er meget nyt du ved... Et nyt hjem, en ny by, en ny skole, nye mennesker. Alt er bare så... Ja, nyt... Jeg skal bare lige vænne mig til det hele," svare jeg. "Det forstår jeg godt skat. Det er også meget nyt for både far og jeg. Men bare rolig, vi skal nok vænne os til det," siger hun.

"Men jeg skal nok være lidt mere... Social, fra nu af," siger jeg og smiler til hende. "Det er godt skat."

"Du har slet ikke snakket med Tate den seneste uge, syntes jeg. Far har spurgt Tate om der er noget... Øhm galt... Imellem jer to, men han ville ikke svare. Er der sket noget mellem jer?" Spørger hun. Shit! Hvad fuck skal jeg svare til det?

"Vi kom bare op at skændes for nogle dage siden," svare jeg hurtigt, efter at have tænkt over det i et halvt minut.

"Når. Det er nok en god idé at snakke med ham, ikke skat?" Siger hun. Hun har egentlig ret. "Jo, jeg skal nok snakke med ham," svare jeg.

"Det et godt søde," siger hun og smiler.

"Men der er faktisk også noget andet, som jeg gerne vil snakke lidt med dig om," siger hun. Oh nej, hvad nu? Forstår kvinden ikke, at jeg ikke gider at snakke lige nu? Okay, det er egentlig også ret lang tid siden at jeg har snakket med hende. Men jeg er bare ikke sådan en person, som ligefrem snakker hver dag med deres forældre. Jeg snakker faktisk kun meget lidt med dem. Så lidt, at det faktisk er begyndt at blive lidt akavet at snakke med dem.

"Sig frem," siger jeg, også selv om jeg egentlig ikke orker at høre det.

"Jo ser du... Øhm, hvad ville du sige til hvis jeg var gravid igen?" Spørger hun. Jeg kigger på hende med store øjne. Øh, ja hvad ville jeg egentlig sige til det?

"Er du gravid?" Spørger jeg. Hun nikker med et overdrevet stort smil, klistret på hendes læber. Jeg klør mig lidt akavet i nakken.

"Øh... Jamen så... tillykke!" Siger jeg så, med et falsk smil på læberne, som min mor fuldt ud tror er et rigtigt smil.

"Tak skat. Men er du også glad for det?" Spørger hun.

"Øhm, ja da! Selvfølgelig," svare jeg, selvom jeg på ingen måde er glad for det. Jeg er glad for at være enebarn. Jeg gider sku da ikke have en lille møgunge rendende rundt i huset som hele tiden skriger og tager mine ting og skal skiftes. Jep, nu er det besluttet; jeg skal fandme snart flytte hjemme fra, inden den lille unge kommer!

"Det er godt! Men øh... Jeg går ned og ser om jeg kan hjælpe med maden. Vi ses til aftensmaden," siger hun og smiler. Jeg nikker, og hun går ud af mit værelse.

Wow, inden vi flyttede her til var mit liv allerede noget rod. Nu...nu er der intet som er negativt nok, til at beskrive mit liv. Det hele er virkelig bare noget lort lige nu.

Jeg kommer til at tænke på mit liv og hvordan det er lige nu, og i samme sekund begynder jeg at græde.

"Helt ærligt!" Mumler jeg for mig selv og har lyst til at tørre tårnene væk, men lader være, for jeg ved at der bare vil komme flere.

Så beslutter jeg mig for at gå hen til den eneste, som betyder alt for mig og få sekunder efter står jeg ude for hans dør og banker på. Kort efter åbner døren sig og Tate står foran mig og kigger ned på mig, med et undskyldende blik.

"Jeg er så ked af det Tate. Undskyld," siger jeg, hvilket for ham til at trække mig ind i et kram. Gud, hvor har jeg bare savnet ham!

"Du skal ikke undskylde Violet. Det er mig der skal undskylde. Jeg skulle ikke have gjordt det. Jeg skulle have vidst at du blev bange. Undskyld Violet," siger han. Og pludselig ved jeg det.

Pludselig ved jeg, at jeg elsker Tate...

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Arrrrrrrr!!!!! Så kom sjette kapitel!! Jeg er bare så glad, for jeg har bare arbejdet rigtig længe på dette kapitel, og ja, der skete måske ikke så meget spændene i dette kapitel... Eller det tager jeg i mig igen, for der skete lige tre forskellige ting (1: Emmy og Violet taler sammen, 2: Vivien og Violet taler sammen og Viven er gravid og 3: Violet tilgiver Tate), men nok om det.

Hvad syntes I om dette kapitel?

Kommenter hvad I syntes, og like og favorit, hvis I syntes historien er god!

I må også meget gerne tjekke mine digte og noveller ud, på min profil og I må da også bare mere end gerne, blive min "fan", hvis man kan sige det sådan. Håber lige at I ved hvad jeg mener...

Men ses i næste kapitel, som nok vil komme om tre/fire dages tid :) <3

//ikke rettet kapitel//

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...