Murder House

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2016
  • Opdateret: 27 jun. 2016
  • Status: Igang
Violet var engang en hel normal teenagepige, som boede i et helt normalt hus med sine forældre, i en hel normal by. Indtil den dag, hvor hendes forældre tvinger hende, til at bo i et fælleshus. Her møder Violet mange mystiske og underlige mennesker, bland andet drengen Tate. Violet og Tate finder hurtigt noget interesant ved hinanden, og dog er Tate måske ikke den han udgiver sig for at være? Hemmeligheder bliver afsløret, kærlighed bliver involveret og drama venter rundt om hjørnet. Hvad vil der ske med Violet og Tate? Find ud af det i "Murder House".

2Likes
3Kommentarer
1764Visninger
AA

5. Kapitel 3

Kapitel 3 - "How long have you been a cutter?"

Tates synsvinkel.

Jeg kan ikke få Violet ud af mit hoved. Det er lidt som om at hun hjemsøger mit hoved og hver gang jeg prøver at få hende ud, popper hun bare op igen. Det var også en af grundene til at jeg sneg mig ind til hende, i nat da hun sov. Hun ser så fredelig og sød ud når hun sover. Hun havde sparket dynen ned på gulvet og sov i hendes nattøj, som bestod af et par lyseblå sove-shorts og en hvid undertrøje. Hun sov på siden, hendes lysebrune hår, som går hende til under ribbenene, havde hun sat op i en rodet knold. Man kunne overhovet ikke høre hende, men man kunne se hendes bryst, bevæge sig op og ned til hendes tunge vejrtrækning. Jeg savner godt nok dét at kunne sove. Forsvinde ind i en drøm.

Fuck, hvad fanden sker der for dig Tate?! Du må ikke blive vild med hende! Hun fortjener ikke at dø...

Jeg trækker en trøje over hovedet, går ud af mit værelse og bevæger mig ned af trapperne og ud i køkkenet. Det overrasker mig, at Violet stadig er her, sammen med Rose og tvillingerne. Hun sidder og spiser et æble, imens hun taler om et eller andet med tvillingerne. Jeg kigger på klokken, den er 08.13, hvilket betyder at hun kommer for sent i skole. Rose har vidst ikke bemærket det, for hun sidder bare og drikker sin kaffe og læser sin avis. Violets far sidder nok inde på sit kontor og hendes mor, er nok taget på arbejde. Jeg har egentlig aldrig fået af vide hvad Vivien - Violets mor - arbejder som.

"Kommer du ikke for sent i skole Violet?" Spørger jeg, hvilket hentyder til at jeg får alles opmærksomhed. Jeg holder dog mit blik på Violets. Det ser ud til hun syntes, at jeg ikke skulle sige dét. Okay, så ved jeg det til en anden gang.

"Gud ja Violet!" Siger Rose, lidt panisk. Violet rejser sig og smider æbleskroget i affaldsspanden. Hun kigger mig i øjnene.

"Jeg skal nok køre dig," siger jeg og smiler. Hun fjerner sit blik fra mit og tager sin taske over skulderen.

"Nej tak, jeg går bare, det er fint," svarer hun. Pis.

"Nej, jeg insistere. Jeg skal nok køre dig, så går det hurtigere," siger jeg. Hun ser opgivende ud. "Okay så," siger hun så og begynder at gå ud i gangen. Jeg følger efter og vi tager begge vores sko på. Det er varmt udenfor, så vi behøver ikke jakker. Da jeg er færdig med at tage mine sko på, kan jeg høre at Violet åbner døren og går ud. Jeg går også ud og lukker døren bag mig.

Da jeg kommer ud, har hun allerede sat sig ind i passagersædet (altså sædet ved siden af rettet) i bilen. Jeg sukker lavt og går hen til bilen. Jeg åbner døren til førersædet og sætter mig ind. Violet har taget sikkerhedsselen på, og jeg gør det samme. Jeg starter bilen og køre ud af indkørslen. Så drejer jeg til højre og begynder at køre hen til skolen.

Skolen.

Fuck! Hvorfor er jeg så fucking dum!? Jeg køre hen til skolen, hvor jeg fucking dræbte fucking mange mennesker!

Shit! Hvad nu hvis nogen genkender mig? Så er jeg i hvert fald virkelig på spanden.

Da vi er kørt i ca fem minutter, åbner Violet munden. "Bare sæt mig af ved biblioteket," siger hun.

"Hvad? Hvorfor?" Spørger jeg forvirret. "Bare vær sød at gøre det," siger hun. Jeg sukker opgivende, men holder ind til siden da vi er ved biblioteket.

"Tak. Fordi du ville køre mig," siger Violet, hvilket får mig til at dreje hovedet, og kigge på hende. "Tja, nu bor vi jo sammen," svare jeg og smiler. Jeg har slukket bilen, hvilket får Violet til at åbne bildøren og træde ud. Jeg åbner også min dør, låser bilen og løber op til hende.

"Hvor skal du hen?" Spørger hun forvirret.

"Hey, jeg vil altså hellere komme med dig, end at tage hjem igen," svare jeg og smiler til hende. Hun fniser og nikker så. Så bevæger vi os op til det store, gamle bibliotek. Det er mindst hundrede år siden at jeg har været derinde. Okay, det var måske en overdrivelse, måske er det omkring fem år siden. Også havde jeg brugt skolebiblioteket, indtil... Indtil dét skete sidste år.

Jeg åbner døren og træder ind, på samme tid med Violet. Jeg kigger mig kort omkring. Det ligner det samme som før. De gamle træ-vægge, de samme gamle bøger, den samme gamle lugt. Der er ingen mennesker, ud over Violet, jeg og en gammel bibliotekar, som sætter nogen bøger på plads. Der kommer heler aldrig nogen her mere, jeg undre mig faktisk lidt over, hvorfor der ikke kommer nogen og river det ned.

Jeg sukker og opdager så at Violet er gået hen til en af bogreolerne. Hun prøver at nå en bog, men hun er lidt for lav. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt af det. Så går jeg hen til hende, strækker min krop lidt og tager bogen ned for hende. Hun tager imod den og smiler taknemligt til mig. Jeg smiler tilbage, og uden at sige et eneste ord, bevæger vi os hen til et bord. Violet sætter sig ned og jeg sætter mig foran hende. Jeg kigger bare på hende, imens hun slår op i den gamle bog. Jeg kigger på hendes øjne, og jeg kan se at hun læser.

"Hvad kigger du på?" Spørger hun og kigger på mig, så vores øjne mødes. Hun har smukke øjne, kastanjebrune med et skær af gul.

"Ikke noget," svare jeg. Hun nikker bare og kigger ned i bogen igen.

Efter nogen minutters stilhed, tager jeg mig sammen og spørger Violet om noget som jeg har tænkt på noget tid.

"Hvor lang tid har du været cutter?" Spørger jeg. Violet kigger hurtigt op på mig. Hun ligger bogen på bordet.

"Hvad med dig selv? Du ved jo tydeligvis selv noget om det?" Siger hun, hvilket næsten for mig til at grine lidt. Underligt? Ja. Ved jeg hvorfor? Nej.

Men alligevel trækker jeg ned i mit venstre ærme og holder min underarm (ved håndleddet) frem, mod hende. Jeg peger på et af arene.

"Da min far forlod min mor, mig og min søster. Jeg var 10 år," siger jeg. Hun ser både lidt chokerende og med medlidenhed på mig. Så trækker hun også ned i sit venstre ærme og holder sit håndled frem mod mig. En masse ar dukker op, men hun peger kun på ét af dem.

"Første gang vi flyttede. Jeg var 13 år. Mine forældre blev rasende på mig," siger hun så.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så kom tredje kapitel!! Igen lidt kort kapitel og måske ikke lige så spændene, men jeg håber alligevel at I kunne lide det :)

Det var ikke noget som var med i dem rigtige serie, men tænkte at det var lidt vigtigt at Tate og Violet fortæller deres historier om arene til hinanden, som et bevis på at de har tillid til hinanden. Ej, jeg ved det ikke, måske er det bare mig. Hvad syntes I?

Men ja, kommenter gerne - tager også imod kritik -, like og favorit hvis I syntes at historien er god :) <3

Også ses vi i næste kapitel, som jeg ikke 100% ved hvornår kommer. Måske i overmorgen :)

//ikke rettet kapitel//

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...