Murder House

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2016
  • Opdateret: 27 jun. 2016
  • Status: Igang
Violet var engang en hel normal teenagepige, som boede i et helt normalt hus med sine forældre, i en hel normal by. Indtil den dag, hvor hendes forældre tvinger hende, til at bo i et fælleshus. Her møder Violet mange mystiske og underlige mennesker, bland andet drengen Tate. Violet og Tate finder hurtigt noget interesant ved hinanden, og dog er Tate måske ikke den han udgiver sig for at være? Hemmeligheder bliver afsløret, kærlighed bliver involveret og drama venter rundt om hjørnet. Hvad vil der ske med Violet og Tate? Find ud af det i "Murder House".

2Likes
3Kommentarer
1764Visninger
AA

3. Kapitel 1

Kapitel 1 - "Welcome to your new home."

Violets synsvinkel.

Jeg stirrer ud af bilvinduet, på alt landskabet som vi køre forbi. Laver et kort i hoved, over hvor alle tingene ligger. Min nye skole, biblioteket, parker, huse, alt. Hver gang vi køre forbi nogen mennesker, stopper de op og stirrer på os, indtil vi er ude af deres synsvinkel. Faktisk pæn uhyggeligt, hvordan de bare kigger helt koldt på os. Jeg vender mit blik hen mod mine forældre som sidder og diskutere et eller andet om det hus, som vi skal bo i. Min far syntes her for en måned siden, at det da ville være en fantastisk idé at sælge vores dejlige hus, og flytte ind i et slags fælleshus.

Min mor var langt fra med på idéen.

"Så kan Violet, da få nogen venner!" Sagde han til sit forsvar. Så holdte min mor kæft. Så let var det.

Så nu er vi på vej hen til et stort fælleshus, som nogle folk kalder for Murder House, fordi at min far mente at det måske ville hjælpe mig at bo sammen med nogle andre, så jeg måske holder op med selvmordsforsøg og at cutte i mig selv. Det var helt præcis det han sagde.

Nu diskutere de emnet igen; min mor syntes ikke at det er en god ide, men det syntes min far. Men altså huset er solgt og vi har betalt for at bo i fælleshuset.

"Måske kan vi stadig nå, at skifte mening?" Siger min mor. "Nej det kan vi ikke og det ved du godt, desuden er det godt for Violet, at vi kommer et nyt sted hen," igen bliver jeg brugt som forsvar. Det underlige er, at de slet ikke har spurgt mig først.

"Jamen..." Min mor når ikke at sige meget, før at min far afbryder hende. "Desuden bor der også en dreng derinde, jeg tror vist at han hedder Tate eller noget i den stil. Han er rigtig venlig og kun et år ældre end Violet, altså 18 år. Det kan være at de bliver gode venner, ikke Violet?" Jeg trækker ligegyldigt på skuldrene og kigger igen ud af vinduet på bagsædet. Jeg skruer op på min telefon, som er forbundet med mine hørebøffer, så jeg ikke behøver at høre på deres små diskutioner. Så kigger på displayet på min iPhone, som jeg fik i fødselsdagsgave, som siger at klokken er 17:30. Jeg er efterhånden blevet sulten, på grund af den lange køretur, men jeg ved godt nok at vi snart er der.

Rigtig nok, er vi der fem minutter senere. Jeg tager mine hørebøffer af og smider dem på det tomme sæde ved siden af mig, hvorefter jeg klikker min sele op og propper min mobil ned i min baglomme på mine bukser. Min far parkere bilen ved siden af huset og vores flyttebil holder bag os to sekunder efter. Jeg åbner bildøren og træder ud foran huset. Et suk forlader mine læber, da jeg kigger på huset. Det er gammelt og grimt, græsset vokser højt i forhaven og inde i huset er der intet lys eller liv.

Jeg vender mig om og ser min far og mor som er igang med at forklare flyttemanden et eller andet.

Da jeg vender mig om igen står en pige på omkring ti år foran mig. Jeg gisper og tager chokeret mine højre hånd op til mit bryst, som banker hurtigt.

"Undskyld, jeg havde slet ikke set dig," siger jeg undskyldende. Det er jo ikke specielt pænt at blive forskrækket over et barn. Hun stirrer bare på mig.

"Du kommer til at dø derinde," siger hun så, efter noget som føles som flere minutter. Jeg rynker panden. Hvad i al verden mener hun med det?

Hun bliver bare stående og kigger uhyggeligt på mig, hvilket får mig til at træde et skridt til siden og begynde at gå hen mod huset. Jeg skal ikke være ét minut længere sammen med den pige.

Da jeg når hen til den slidte træ dør, kigger jeg mig over skuldrene og ser mine forældre, som er på vej herhen. Pigen er forsvundet igen. Måske er jeg ved at blive skør, og ser små uhyggelige piger, som siger at jeg kommer til at dø i et hus, som erotisk også nok bliver kaldt for Murder House.

Da mine forældre kun er få meter bag mig, banker jeg på døren. Jeg ved at der også bor en dame, som ejer huset, en dreng som hedder Tate, et par tvillinger og en stuepige, og rent tilfældigt ved jeg at de alle skulle være hjemme, så der må da være nogen som åbner. Rigtig nok åbner døren og damen som ejer huset, Rose, kommer frem med et stort smil på læben.

"Hej med jer, og hvor er det godt at møde dig Violet," siger hun, nærmest alt for glad. Jeg tvinger et smil frem på mine læber, hun rækker hendes hånd hen til mig, og jeg tager imod den og ryster den let.

"Kom inden for," siger hun og træder til siden, så vi kan komme ind. Jeg går først. En stor entre og spisestue kommer til syne. Stortest alt er af træ, og her lugter/dufter, som når jeg er hjemme hos mine bedsteforældre. Ved siden af en trætrappe, som føre op til 2. sal (som min far har sagt at jeg og Tate har værelse - der er også et toilet som Tate og jeg også deler) ligger stuepigen på alle fire og vasker et tæppe med en klud. På tæppet - det som hun tørre op - er der en stor rød plet, og det første jeg kommer til at tænke på er en blodplet. Så derfor kan jeg ikke lade være med at spørge; "hvad er der sket der?" Jeg peger mod stuepigen.

Rose kigger hurtigt derhen, men vender sig så om mod mig igen og smiler sit overdrevne smil.

"Det er bare noget rødvin, som jeg kom til at spilde," siger hun så, men jeg kan se at hun lyver. Den eneste grund til at jeg kan se det, er fordi at jeg er mester i at lyve. Mest overfor mine forældre. Og de hopper på min løgn hver gang, ja selv min far, som ellers er psykolog.

"Øhm ja, der er stue med tv og sofa derinde, mit soveværelse er inde bag denne dør, tvillingernes værelse er inde ved siden af til højre, jeres soveværelse er derinde, der er et toilet med bad ved siden af tvillingernes værelse, som os her nede på første sal bruger og Violet, du har det første værelse til højre oven på anden sal, Tate har værelse ved siden af dig, Violet og der er et toilet med bad overfor dit og Tates værelse. Vi spiser aftensmad sammen hver dag klokken 18:00 og ellers er der bare mad i køleskabet i køkkenet, som forresten ligger omme bag stuen. Bare føl jer hjemme, for dette er jo jeres nye hjem. Så velkommen til jeres nye hjem," siger Rose ud i en lang køre imens hun peger rundt, og jeg tager mig sammen for at huske det hele. Jeg nikker bare, imens jeg ser på hende og hendes overdrevne smil.

"Jeg vil gå ud i køkkenet nu og ser om jeg kan hjælpe til med maden, også kan I jo bare gå rundt og se jer omkring i huset. Alle er hjemme, undtagen Tate, men han burde snart komme hjem igen," siger hun, vi alle tre nikker bare.

"Godt så," siger hun. Rose begynder at gå ud i køkkenet, og mine forældre går ind på deres værelse uden at sige et ord, de går bare fra mig og lukker døren efter sig. Også står jeg bare helt alene, ja selv stuepigen er gået. Hun gik efter Rose. Suk. Jeg beslutter mig for, at jeg gerne vil se tvillingerne, inden vi skal spise. Jeg har altid været den nysgerrige type, som skal udforske alting, så selvfølgelig vil jeg da se tvillingerne og deres værelse. Jeg går hen til deres dør, og banker forsigtigt tre gange på. To sekunder efter dukker der en lille dreng på omkring ni/ti år med orange hår, op foran mig.

"Er du Violet?" Spørger han. Jeg nikker. "Må jeg komme ind?" Spørger jeg smilende. Han nikker tøvende og åbner døren helt, hvorefter jeg træder ind på værelset og han lukker døren efter mig. Det er et forholdsvist stort værelse med to en mands senge ved siden af hinanden, et vindue, to reoler med bøger, noget legetøj og en hel masse andre små ting. En anden dreng, som ligner den første på en brik sidder på en af sengene, helt forgabt i en eller anden bog.

"Hey," siger jeg, hvilket får den anden dreng til at kigge op på mig. Og der ser jeg det. Hans ansigt er fuldt med ar. Jeg kvæler et gisp fra at komme ud. "Hej," svare han og kigger ned i sin bog igen. Jeg er stadig chokkeret over hans ansigt.

"Du er ret pæn," siger den anden. Jeg vender mig og kigger på ham med et smil. "Jamen tak, du er da en rigtig gentleman hva'?" Siger jeg og griner. Han bliver en smule rød i kinderne og sætter sig ved siden af sin bror. Jeg lader som ingenting. Som om at den ene ikke er fuldt med ar i ansigtet.

"Så hvem er hvem?" Spørger jeg, da jeg jo ikke kender deres navne endnu. Drengen med arene i ansigtet ligger sin bog fra sig, så de begge kigger op på mig. "Jeg er Bryan og min bror hedder Troy," siger ham uden arene i ansigtet. Bryan og Troy. Det er ret søde navne til sådan et par drenge.

"Det er et ret fint værelse I har," siger jeg og kigger lidt rundt igen. "Tak," siger Bryan. Okay, så det er vist kun Bryan som taler.

"Kunne i godt tænke jer at vise mig op til mit værelse?" Spørger jeg. De begge nikke og rejser sig. Det sjove er nok, at de også har samme tøj på. De ligner faktisk hinanden på en prik, bortset fra arene, med Troy.

Vi alle tre går ud fra deres værelse, først tvillingerne også mig bagefter, og jeg sørge for at lukke døren bag mig. De råber og løber op af trappen, hvilket får mig til at smile og grine lidt for mig selv. Da de er noget op af trappen, venter de og læner sig ud over træ gelænderet. Et øjeblik, er jeg bange for at de falder ned - specielt Troy - men det ser ud til at de har prøvet det mange gange før, så jeg nøjes bare med at tage en indånding, puste ud og begynde at gå hen til trappen, som jeg selvfølgelig begynder at gå op ad. Jeg tæller hver et trin og når til 32, da jeg kommer helt op til tvillingerne.

"Du er altså lidt langsom, smukke," siger Bryan, med et smil på læben. Jeg griner højt, han er 7-8 år yngre end mig, og det er altså ikke hver dag man får sådan en kommentar fra en der er så meget yngre end en selv. "Jamen i er også hurtige," svare jeg. De griner begge kort, inden de løber videre hen ad gangen. Jeg følger bare efter.

"Det her er dit værelse," siger Bryan og læner sig op ad en hvid dør - som så må være min. "Og det der er Tates værelse," siger Troy og peger på en anden hvid dør, ca tre/fire meter væk fra min dør. Jeg nikker og kigger på dem begge.

"Når ja, og det der er dit og Tates toilet," siger Bryan og peger mod døren, som er foran mit værelse. Den er også hvid. "Okay. Tak skal i have drenge, så ses vi vel til aftensmad?" siger jeg, men jeg siger det, som om det er et spørgsmål. De rykker sig begge fra døren og begynder at løbe tilbage ned ad gangen igen.

"Vi ses smukke!" Når jeg lige at høre Bryan, inden de er væk. De er sikkert løbet tilbage ned til deres værelse eller sådan noget. Det må jeg nok sige, jeg er kun lige flyttet ind, og har allerede fået mig en beundre. Men de virker nu søde de drenge, jeg gad bare godt at vide hvad der er sket med Troy. Måske et biluheld eller sådan noget?

Uden at tænke mere over det, åbner jeg døren til mit værelse og kigger ind.

Jeg tænder lyset og lukker døren bag mig. Det er et værelse som er ligeså stort som tvillingernes, det har hvide vægge og et aflangt vindue på en af væggene, hvor gardinerne er trukket for. Derfor går jeg hen til vinduet og trækker gardinerne fra, så solen kan skinne ind på mit nye værelse.

De fleste af mine ting er allerede blevet sat herind; min dobbeltseng, som jeg efterhånden har haft i fem år, mit tøj-skab, min reol, mit natbord, mit skrivebord, kontorstol og mine hylder. De sidste ting som mangler er bare mit tøj, og alle mine små ting. Jeg kigger mig lidt omkring, hvordan alle tingene er blevet sat, det er helt fint for mig; hvordan det er blevet sat, så derfor smider jeg mig bare ned på min seng og lukker øjnene i to sekunder, hvorefter jeg åbner dem igen.

Det bliver nok svært, at vende sig til det her.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så kom første kapitel! Hvad syntes I om den ind til videre? Jeg kan i hvert fald rigtig godt lide at skrive på den :)

Den kommer nok til at minde pæn meget om den rigtige serie, som køre på Netflix, bortset fra at personerne i denne historie bor sammen (og derfor vil de jo nok være lidt mere sammen, end i serien) og nogle andre ting, som jeg jo ikke kan afsløre endnu ;)

Kommenter gerne - tager både imod ris og ros med åbne arme - og I må da også meget gerne give et like og alt det der halløjsa :)

Men vi ses så i næste kapitel, som højst sandsynligt kommer i overmorgen ;)

//ikke rettet kapitel//

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...