Hjerteslag

Jeg hører hjertet slå.

1Likes
0Kommentarer
48Visninger

1. Hjerteslag

”Har du lige set?” En styg pegefinger pegede i min retning.

”Hvor dum har man lov at være?” De himlende øjne afslørede Mettes afsky.

Jeg skuttede mig i min brune frakke med frynser. Bevidstheden er værre end det dybe mørke, det ved jeg nu. Og det vidste jeg også dengang. Men dengang var jeg ingen anden, end den usynlige skygge, der svævede fra hjørne til hjørne.

Mine læber var som syet sammen, da ordene væltede op i halsen, i et rædselsråb om et komme fri. ”Luk os ud, luk os ud!” skreg de og sparkede.

”Jeg vidste godt, at du var stum, men er du også døv?” spottede Mette og lænede sig ind over mig i en pludselig bevægelse. Det gibbede i mig af forskrækkelse, men jeg sagde endnu intet. Min hjerne vidste, hvad jeg burde sige, men mit hjerte holdt stædigt tilbage. De sloges voldsomt, rev og flåede i hinanden, til sjælen brølede igennem af viljestyrke.

”Hold mund,” mumlede jeg uden at vide, hvor ordene kom fra. Det var det eneste, der faldt mig ind, selvom jeg havde så meget andet, der var så langt bedre at sige. Jeg kunne have udnyttet min viden. Jeg kunne have revet ud efter de tynde tråde, der fik Mette ned i kulkælderen, men alligevel lod jeg være, for i denne kamp vandt hjertet. Hjernen måtte finde sig i endnu et nederlag.

Mette fnøs.

”Måske jeg skulle ringe til din psykopatmor og fortælle, hvad du har gang i?”

Da kom en trykken for brystet og en sitren for fingerspidserne. Jeg kunne mærke, hvordan min krop blev stiv og bevægelserne langsomme. Det var som om tiden gik i stå. Jeg så hvert et støvfnug i luften for mig, og det føltes som evigheder. Mere husker jeg ikke før mørket omfavnede mig. Hjertet tabte den sidste kamp.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...