Ét Liv - one shot

Hvad gør man, når kærligheden overrumples af det uventede? Gør man overhovedet noget? Blæst i håret og solskin på huden - og rindende vand. Er måske det eneste der kan redde.

1Likes
1Kommentarer
88Visninger

1. One Shot

Den disede morgen omfavnede kærligt min krop, og svøbte mig i den kølige, grå tåge der lå over byen. En dyb indånding blev efterfulgt af en langtrukken udånding, da jeg med sikre skridt strøg igennem tågen.

 

”Der er noget jeg må fortælle dig.” Mumlede han lavt, imens hans venstre fod strøg gennem sandet i gården, og dannede en halvcirkel omkring hans drengede krop. Usikkert holdt han blikket fast mod jorden, inden det langsomt søgte mit. ”Det er vigtigt.” Fortsatte han alvorligt, nu med hans klare, blå øjne boret fast i mine.

Genert brød jeg blikket, og bed mig i læben, inden mit blik igen søgte hans. ”Jamen så kom med det.”  Svarede jeg endelig. Et smil bredte sig over hans ansigt, og hans hånd rakte ud efter min. ”Følg med mig.” Sagde han blot med et fjoget smil, tog min hånd, og trak mig efter sig gennem gården, og ned mod skoven.

 

”Du må ikke kigge.” Sagde han, og lagde blidt sine hænder over mine øjne. ”Stol på mig.” Fortsatte han, da han mærkede anspændtheden i min krop. Og det gjorde jeg. Af alle mennesker på denne jord, var han dén, jeg smed det meste af min tillid efter. ”Bare et par skridt endnu.” Mumlede han lavmælt, et sted tæt bag mig. Med en knasen af blade og grene under mine fødder, tumlede jeg langsomt dybere ind i skoven… Lige indtil hænderne faldt fra mine øjne. Da stoppede jeg brat op.

En kilde rislede i det fjerne, tværs igennem lysningen, der var fyldt med alverdens blomster. I lang tid stod jeg blot dér, betaget af skønheden. Lige indtil jeg mærkede hans blik i min nakke. Jeg vendte mig mod ham, og så at han helt korrekt kiggede på mig. Blikket i hans øjne var ulæseligt, men smilet spillede endnu om hans læber, og blev kun større og bredere for hvert sekund der gik. ”Her er smukt.” Sagde jeg.

Han svarede ikke, men pegede mod nogle buske i det den anden ende af lysningen, dér hvor kilden – der måske snarere mindede om en stor å – kom fra. ”Kom med,” sagde han igen, og hev mig efter sig mod buskene. Og dér, bag buskene i den smukkeste eng, lå det smukkeste vandfald, og brusede dovent i sommervarmen.

I lang tid sad vi dér, ham og jeg, uden ord, uden berøring, men begge med den samme følelse af helhed.

 

Det var varmt. Selvom disen lå som en tung, tyk og kølig dyne over mig, var det tydeligt for enhver, at denne dag ville blive varm. Jeg nød varmen. Man kaldte mig kuldskær, og måske var der noget om snakken. Minderne om en snestorm med ham som min redning væltede ind over mig, men jeg skubbede dem fra mig. Nægtede at tænke på dengang.

Med faste skridt traskede jeg videre gennem byen, hvorhen jeg ville ende vidste jeg ikke, men det var også ligegyldigt.

 

”Hvor er vi?” Spurgte jeg bekymret. Hans blik veg ikke fra vejen så meget som ét sekund.

Han svarede mig ikke.

”Hey, ved du hvor vi er?” Prøvede jeg igen, men med samme resultat. Med et bittert, næsten rasende blik stirrede han blot ud af forruden, hvor vinduesviskerne febrilsk forsøgte at holde den endeløse regn væk derfra. Irriteret skruede han op for musikken der nu spillede for fuld udblæsning i bilen. Han druknede mine ord deri, og for en stund var jeg stille. Jeg lod mit blik vandre ud af sideruden, og forsøgte at overbevise mig selv om, at det ikke var mig der havde gjort noget forkert.

Stilheden der druknede i musikken var dræbende, og til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg slukkede for radioen, og drejede hele kroppen imod ham. ”Er du sød at fortælle mig hvad der sker?” Spurgte jeg.

Han svarede ikke.

”Hør, jeg ved godt det var dumt af mig at falde for hans lamme scoretricks, men hvad skulle jeg gøre? Jeg er virkelig glad for at du kom og hentede mig, og jeg ved at jeg bør tænke mig bedre om, men det hjælper ikke at tie mig ihjel!” Prøvede jeg.

Med ét blev bilen stoppet. Langsomt drejede han hovedet imod mig.

”Bør tænke dig bedre om? Hvad tænker du på? Den mand ville dig intet godt!” Snerrede han arrigt. Vreden steg langsomt i mig.

”Det ved du ikke noget om! Det var ikke hans fejl at han havde misforstået mig!” Snerrede jeg.

”Misforstået dig?! Hvis ikke jeg var kommet, hvad tror du så selv der var sket?! For det kan jeg godt fortælle dig!” Uanset hvor meget han prøvede, kunne han ikke skjule det gys der fór igennem ham under den sidste sætning.

”Undskyld.” Mumlede jeg lavmælt. Mere blev der ikke sagt på den tur hjem.

 

Solen var langsomt begyndt at bryde igennem skyerne, og snart varmede den min hud. Hvileløst vandrede jeg rundt i byen. Hvorfor, vidste jeg ikke, men ængsteligheden sad i mig, og nægtede at slippe sit greb om mig. Hurtigere og hurtigere strøg jeg gennem den sovende bys gader, indtil jeg fangede mig selv i at løbe af sted. Pulsen bankede hårdt bag mine ører, og gjorde mig døv for en stund.

 

Blidt pressede han mig ind til sit bryst. Hans arme lå over mine skuldre, som vi sad dér, på skrænten der hævede sig over vandfaldet. I lang tid sad vi blot dér, og nød øjeblikket, indtil jeg pludselig mærkede hans læber presse sig blidt imod mit hår.

”Der er noget jeg har forsøgt at fortælle dig i lang, lang tid,” Mumlede han lavmælt ned i mit hår. ”Noget, der betyder meget for mig. Eller måske skulle jeg sige nogen…” En blid latter ramte mine ører, hvilket fik mig til at vende mig om. Hans blik var rette mod jorden, og smilet lå endnu engang foldet smukt ud i hans ansigt. ”…Jeg kan ikke tro jeg rent faktisk gør det her, men der er noget du skal vide. Noget, der som sagt har taget mig rigtig lang tid at få sagt…” Han tog en dyb indånding, og rettede sit blik imod mit. ”…Jeg kan virkelig, virkelig godt lide dig. Og jeg vil ikke have at du nogensinde skal være sammen med andre end mig, det må du forstå. Men hvis det ikke er det du vil, er det selvfølgelig heller ikke det du skal. Me…” Sætningen blev aldrig afsluttet, for før han kunne sige mere, lå mine læber over hans…

 

Skridtene blev længere og længere, samtidigt med at der blev kortere og kortere tid imellem dem. Mine hænder bankede på mit hoved, mens jeg spurtede gennem byen.

 

Lige indtil… Dér var det. Stedet jeg ikke havde været siden dagen. Dén dag alting i min verden brød sammen. Dagen, hvor mit liv sluttede.

 

… Bestemt skubbede han mig fra sig. Med tårer i øjnene tog han min hånd. Han tog en dyb indånding, og blev pludselig mere seriøs end jeg nogensinde havde set ham før. ”…Men der er en grund til, at jeg først fortæller dig det nu.” Fortsatte han med skælvende stemme. Forvirret søgte jeg hans klare, blå øjne, men han undgik meget bestemt mit blik. ”Husker du hvordan jeg på det seneste har måtte aflyse så mange af vores aftaler?” Spurgte han, og kæmpede en brag kamp for at holde stemmen stærk, og tårerne tilbage.

Uden ord nikkede jeg forsigtigt. Mange aftaler var på det seneste blevet aflyst, men hver gang havde han haft en gyldig grund.

”Je…Jeg… Jeg kan ikke se dig mere. Aldrig.. Aldrig nogensinde… Igen.” Kampen mod tårerne var tabt, da de hurtigere, og hurtigere flød fra hans øjne ned ad hans smukke ansigt, inden de landede i græsset. Hans stemme knækkede flere gange, og da sidste ord havde forladt hans mund, rejste han sig med et sæt, inden jeg kunne nå at protestere.

”Hvad mener du? Hvad snakker du om?” Spurgte jeg forvirret. Men det var for sent. Han var allerede ude af syne, bag træerne. Mine fødder satte efter ham, hurtigere og hurtigere, strøg de igennem skovbunden. ”Stop!” Råbte jeg, ”Vent!” Fortsatte jeg.

 

Pludselig ramte jeg noget. Noget, der på én og samme tid var så hårdt, og dog så blødt…

 

Med rystende fingre, åbnede jeg lågen. Min hjerne var tom. Tom for tanker. Tom for ord. Mine ben styrede sig selv, og selvom jeg for få sekunder siden var spurtet så hurtigt jeg kunne, gennem byens gader uden besvær, kunne jeg nu knapt sætte det ene ben foran det andet. Tårerne havde meldt deres ankomst. Dér sad han. Med ryggen til, som jeg vidste han ville.

 

… Det var ham. Han var stoppet op. Han vendte sig ikke, men stod blot som forstenet, som om han var groet fast i skovbunden.

”Jeg sagde det ikke til dig før, fordi jeg troede du ville blive træt af mig på et eller andet tidspunkt. At du endelig ville finde en anden der kunne gøre dig lykkelig, så jeg blot langsomt kunne forsvinde ud af dit liv. Jeg er ked af at det her ender som det gør.” Sagde han med en klar, hård stemme.

Han vendte sig langsomt om. Tårerne strømmede fortsat blidt ned ad hans kinder, som vandet i åen i lysningen, men hans ansigt var så anderledes at se på. Smilet, der altid havde spillet om hans læber, var væk, og erstattet af en grimasse der prydede hele ansigtet.

En maske.

En maske af sorg.

En maske af smerte.

”Jeg ville ønske…” Startede han, ”Ønske, at tingene var gået anderledes. At jeg kunne blive. Blive ved dig – for evigt – men det kan jeg ikke…” Fortsatte han, men stoppede sætningen, og vred sig af ubehag.

Jeg kunne ikke lide at se ham sådan, og lagde blidt min hånd imod hans kind, for at tørre tårerne fra hans kinder. ”Så bliv. Bliv hos mig.” Hviskede jeg ængsteligt.

Jeg kunne ikke miste ham. Han var min redning. Han var der altid når jeg havde brug for ham, og selvom jeg vidste det var egoistisk af mig, kunne jeg ikke lade være med at ønske at han ville blive, for min skyld.

Hans hånd fandt min, og skubbede den blidt fra hans kind. Et sørgmodigt smil dukkede op på hans læber. Et smil, der aldrig nåede hans øjne.

”Hør på mig.” Sagde han bønfaldende. ”Du får kun et liv. Det er din pligt at leve det fuldt ud, og det vil du aldrig kunne med mig. Aldrig mere.”

Han slap min hånd, pressede, med bævende læber, sine læber mod min pande, vendte sig, og forlod mig.

 

Jo tættere jeg kom på, jo mere gik det op for mig. Med tårerne rindende ned ad mine kinder faldt jeg på knæ ved hans side.

”Kom tilbage.” Hviskede jeg bønfaldende. ”Jeg har brug for dig!” Græd jeg desperat.

”Du kan ikke forlade mig!”

Min stemme steg og steg, indtil jeg skreg ad mine lungers fulde kraft: ”Du kan ikke forlade mig – for jeg elsker også dig!”

Hulkende faldt jeg sammen.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg lå der ved hans side. Helt stille, med tårerne trillende langsomt ned ad mine kinder. Men til sidst meldte sulten sig sin ankomst, og jeg måtte, med stive ben, rejse mig.

Jeg rejste mig, og vendte ryggen til ham. Jeg kunne ikke dy mig på vejen fra ham, så da jeg var kommet et par hundrede meter fra ham, vendte jeg mig om. Dér i lysningen stod den. Lige dér hvor han havde sagt farvel. Den var smuk, som den stod der i eftermiddagssolen, og skinnede om kap med vandet der løb et sted i det fjerne.

Den var så mild. Så fredfyldt.

Den var mit sidste minde om ham.

Den var hans gravplads.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...