Mit Movellas

Det her er et bidrag til Movellas 7 år konkurrencen. Jeg har skrevet en lille tekst om, hvad Movellas betyder for mig og min hverdag. Hvis du er i tvivl om, hvad Movellas kan gøre for ens hverdag, så læs her og find ud af det!

2Likes
0Kommentarer
53Visninger

1. Mit Movellas

Det er en hjemmeside. En almindelig hjemmeside, som man finder ved at søge på internettet(ligesom med alle andre offentlige og almindelige internetsider). Hvis man er rigtig heldig, som mig, kan man bare skrive m, og så kommer man direkte ind på siden. Det er siden, hvor alt kan beskrives med ord, og det der ikke kan bliver efterladt mellem linjerne. Det er et sted, hvor forståelse, accept, hjælp og respekt findes. Det er et sted, hvor man kommer for at finde ro og mening, et sted man kommer, når man ønsker at forlade virkeligheden og træde ind i en anden verden. Det er et magisk sted, og stedet, siden, hedder Movellas.

Personligt hørte jeg om siden fra en af mine veninder. Min veninde, der fortalte mig om siden skriver ofte tit selv, og da hun for nogle år siden fortalte mig om Movellas, skrev hun selv herinde. Ja, du læste rigtigt, skrev - det er i datid! Hun skriver nemlig desværre ikke på siden mere, og sådan er der desværre mange, der stopper med at skrive på siden, men deres historier vil altid være synlige for os, og det er en gave i sig selv. En gave som vi sætter pris på. 

På en kedelig og grå dag valgte jeg så selv at lave en side på Movellas. På dette tidspunkt elskede jeg at skrive, og min kærlighed til skriftsproget er kun vokset siden. Jeg skrev og skrev indtil mine fingre var så fugtige af sved, at jeg blev nødt til at holde en pause. Jeg havde fundet et sted, hvor jeg kunne finde ro og et sted, hvor jeg kunne rejse hen, når virkeligheden bare blev for meget. 

Men jeg er blevet stillet et simpelt spørgsmål:

Hvad betyder Movellas for mig?

Jeg ved ikke om svaret bliver langt eller kort, men jeg ved, at jeg virkelig ønsker at svare. Jeg ønsker at vise, hvor meget siden betyder for mig, og hvor stort et tillykke jeg ønsker til Movellas. 

Movellas er mit sted. Et sted som jeg føler, jeg deler helt alene med mig selv. Det er ikke særlig mange af mine venner eller veninder, der ved, at jeg skriver på lige netop denne side. Mange ved godt, at jeg skriver på en online historie, men det er de færreste der ved, hvad siden hedder, og endnu færre der ved, hvad jeg hedder på siden. Og det er også sådan, jeg gerne vil have det. Jeg kan lide tanken om at have noget helt for mig selv. Noget som ingen andre kan tage for mig, og noget som ingen andre kan blande sig i.

Når jeg er sur og vred kan jeg udtrykke mine følelser i en dagbog, og selvom jeg trykker ekstra hårdt på tasterne med en sådan kraft, så man skulle tro, at tastaturet ville gå i stykker, kommer ordene ind, og de gør en forskel - i hvert fald for mig. 

Når jeg er glad og føler mig ubeskrivelig lykkelig kan jeg skrive mine tanker ind i en tankestrøm, og jeg kan drømme mig helt væk i ordene, imens min krop når en helt ny form for afslappelse. Min mund former et kæmpe smil, der varmer hele min krop op, og får min hud til at stråle.

Når jeg er forelsket eller føler mig romantisk kan jeg skrive en blød og kærlig historie, der varmer alle om hjertet og giver sommerfuglene liv. Det er som om, jeg lever igennem den historie for en stund og bare nyder det øjeblik. Jeg bliver ramt af en kæmpe kærlighed, som jeg kun kan opnå på den side.

Movellas er stedet for mig, hvor jeg kan samle alle mine følelser, lige gyldigt, hvordan jeg har det. Siden hjælper mig med at samle mine tanker, og jeg opnår en vis form for lettelse. Om jeg så er træt af lektier, mine fysiske problemer eller om jeg lige er blevet forelsket i en fyr, så er Movellas stedet, hvor jeg kan lægge alle mine tanker på bordet uden at blive dømt eller set ned på - her bliver jeg bare forstået og hørt.

Siden giver mig også et håb. Jeg har i utrolig mange år haft den drøm, at jeg gerne vil være forfatter, og også gerne en kendt og hørt en, men det er en mindre detalje. Drømmen om at få en bog udgivet er ubeskrivelig stor og det ville være det største, hvis der en dag stod mit navn på en bog! Når andre læser mine historier, bringer det mit håb i kog. Om det er 10 eller ti tusind, der læser det er lige meget, for så længe jeg gør nogle glade og giver dem noget at tænke over, når de læser det jeg skriver, er jeg glad og tilfreds og fyldt med et håb om, at jeg godt kan finde ud af at skrive, og måske også derfor vil kunne få udgivet en eller flere bøger en dag. 

Movellas er et samlingspunkt for mange mennesker. Vi mødes her, for det meste anonyme, og deler tips og historier. Vi læser om hinandens fiktive og virkelige følelser, og vi bliver fyldt med mening og god stemning. Kærlighed er mange ting, men jeg har i hvert fald en eller anden form for kærlighed til Movellas. Jeg ville mangle noget, hvis ikke siden var her. På siden kan jeg udfolde mig og bare være mig. Der er kun de spørgsmålstegn jeg selv sætter, og det giver mig ro. 

Movellas fortjener at blive fejret med manér, og jeg håber i hvert fald, at mit lille bidrag til konkurrencen her, kan give et smil på nogens læber! 

Mit movellas er ubeskriveligt, mit movellas giver mening. 

Et kæmpe stort tillykke med de 7 år fra mig <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...