Blændværk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2016
  • Opdateret: 1 jun. 2016
  • Status: Færdig
En novelle om at være besat af et andet menneske.

3Likes
3Kommentarer
91Visninger

1. Blændværk

Det er meget svært for mig at beskrive, hvad du var for mig. Hvad du betød. Hvad du stadigvæk        betyder.

   I starten var du en, jeg beundrede. Du var alt det, jeg ikke var, og som jeg aldrig blev eller nogensinde bliver til. Dumdristig, rebelsk og elsket af alle. Selv de piger, du havde kneppet og smidt væk igen, kunne ikke hade dig. De drømte alle om at få en tur til, og de smukkeste og mest ihærdige af dem fik den måske også; du var en stor fan af genbrug.

  Og mens min betagelse af dig voksede og blev til en besættelse, fortsatte du i det samme gear, som ingen af vores jævnaldrende rigtigt kunne følge med i. Skønt de alle ivrigt forsøgte. Jeg hørte folk fortælle historier om dig, som ikke hørte til min idé om dig, den idé jeg havde om din urørlige fuldkommenhed. Men jeg vendte den anden kind til dem alle. Jeg krydsede fingre i håb om, at rektor ikke ville smide dig ud, men blot give dig endnu en sidste chance. Du var gymnasiets helt og sorte får på samme tid. Alle ville være dig, men alle var også bange for at blive ligesom dig.

    Du så mig ikke før mit andet år og dit sidste. Min mor havde altid sagt, at jeg ville blomstre sent, og det fik hun også ret i. Den gode fe havde fortryllet mig. Mine ben syntes fra den ene dag til den anden dag kilometerlange og mit før så kedelige hår skinnede, som havde jeg brugt hele aftenener på at pleje det. Min krop voksede og bulede ud de steder, hvor jeg før havde manglet de proportioner. De former, du så ivrigt brugte det meste af din tid på at jagte.

Jeg købte en kjole til årets første gymnasiefest. Jeg havde været med til en af festerne sidste år og havde ikke turdet vende tilbage. Det er ikke sandt, når man siger, at lige børn leger bedst. Jeg var også et rigt, møgforkælet børn, der ligesom alle de andre ikke anede én ting om den sande verden. Alligevel ville ingen lege med mig.

    En fyr fra din årgang, som aldrig havde skænket mig et blik, skænkede mig pludselig en dyr drink og spurgte, hvor jeg var kommet fra. Da jeg var halvt igennem den første, hældte han endnu en op og spurgte, om han måtte kysse mig.

Jeg trak mig væk fra hans svedige greb med en undskyldning om, at jeg lige skulle på badeværelset. Jeg var kommet fra din skyld, fortalte jeg strengt mig selv. Men jeg havde ikke engang set dig endnu, selvom jeg hele aftenen havde spejdet efter din høje, selvsikre skikkelse. Du gik, som om verdens dyreste diamant lå begravet dybt i din lomme. Og med den formue, din far eftersigende havde, kunne det meget vel også være sandt.

   Jeg opgav temmelig hurtigt at finde dig i rodet fra resten af vores artsfæller og begav mig nu rent faktisk ud for at finde toilettet. Og så skete der det, som jeg havde håbet på. Jeg fandt dig. Ja, faktisk bumpede jeg ind i dig. Ind i din overvældende parfume og sorte skjorte. Ind i dit mørke, velfriserede hår. Dine levende, spillende øjne.
   Og ind i din øl.

Den sprøjtede ud over min nye kjole. Der, hvor der strategisk var placeret huller foran på den sorte kjole, sprøjtede øl nu ud over mit maveskind. Lunkent, klistret og klamt.

 ”Undskyld,” snøvlede du, og jeg kunne høre på din stemme, at den øl sikkert ikke var den første, du havde drukket i aften. Det gjorde det hele så desto meget nemmere, tænkte jeg ved mig selv. Min plan havde lige fra start været simpel, og efter min transformation, også mulig: jeg ville score dig til gymnasiefesten.

    Jeg troede, jeg kunne omvende dig. Jeg troede, jeg kunne redde dig. Jeg troede, du var det værd. Jeg troede virkelig, jeg kunne gøre det. Tanken om at fejle havde slet ikke slået mig. Jeg ville vise folk, hvem du i virkeligheden var, vise, at der var mere i dig. At du ikke var den, du spillede over for alle.
Man kan sige, at jeg på mange måder lykkedes i min mission. På mange måder fejlede jeg også. Jeg tror, jeg formåede at ændre andres syn på dig. Jeg formåede også at ændre mit eget.

   Måske fik jeg endda også omvendt dig. Du var mere, end du gik udtryk for at være, men du var også langt mindre, end jeg nogensinde havde håbet på.

Men jeg ved, at jeg aldrig reddede dig. Måske fik jeg, om end muligt, ødelagt dig endnu mere.

Det var mit problem. Jeg rakte efter stjernerne, men jeg nåede kun op til de grå skyer. De omsluttede sig om mig og stjal mit åndedrag. Hvis jeg havde kunnet nå helt op til stjernerne, ville jeg være blevet legende let og lykkelig. Det er jeg stadig overbevist om.

  Du kiggede på mig. Dit blik gled hen over min krop med en glubsk appetit, jeg aldrig før havde oplevet. Dine mørkeblå pupiller udvidede sig; men du kunne også meget vel bare have været skæv, det skal jeg ikke kunne sige. Med ét blev du ædru. En søvnig løve, der havde fundet sit næste bytte.
”Undskyld,” sagde du igen og rømmede dig, som om du skulle genfinde kontrollen over dit stemmebånd. Jeg tror bare, jeg stod og kiggede på dig, men jeg kan ikke huske, hvad jeg så. Det er væk nu, vores første øjeblik sammen er blevet overskygget af mørkere, mere vigtige og farlige øjeblikke nu.

   ”Virkelig, det er jeg ked af,” sagde du, og nu havde du fået styr på dig selv, du smilede tøvende til mig, men jeg kunne godt se, at du ikke var ked af det. Bingo.

”Det går,” sagde jeg langsomt. Jeg lød arrogant og ligeglad. Jeg havde øvet mig på det tonefald før, og da du spærrede dine øjne op, vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige i at virke aldeles kold over for dig. Du elskede udfordringer.

   Det var måske også en af de mange grunde til, at det ikke gik mellem os. Da jeg endelig fik fat på dig, da jeg endelig kunne holde om din stærke overkrop, ville jeg ikke give slip igen. Det burde jeg have gjort. Jeg burde have skubbet dig langt væk fra mig. Så var du aldrig gået.
”Er du sikker?” spurgte du med din dybe stemme. Jeg var ikke længere sikker på, hvad vi talte om, men du smilede skævt til mig, så jeg heller ikke kunne lade være med at lyse op i et smil. Et stort smil. Du havde smilerynker, så jeg nu, der gjorde dine øjne lidt smallere, hver gang du smilte. Det var sødt.

”Kom med,” fortsatte du. Du tog fat i min hånd og kørte en finger over mit håndled. Jeg tror ikke, du lagde mærke til bulerne ved mine blodårer, men hvis du gjorde, sagde du i hvert fald ikke noget til det.
Jeg lod dig trække mig med udenfor. Udenfor, hvor der lugtede af røg, og hvor vores larmende klassekammerater og stjernerne var.
     Jeg fortalte dig mit navn. Du sagde, at du godt havde lagt mærke til mig før, selvom vi begge vidste, at du løj. Men du gjorde det godt. Hvis det ikke var fordi, jeg allerede vidste, at du havde for vane at lyve for alle omkring dig, var jeg måske hoppet på den.
Men jeg havde observeret dig i over et år. Jeg spejdede efter dig, hver gang jeg bevægede mig rundt på vores skole. Men jeg gik som et spøgelse rundt i gangene. Det var sjældent, nogen henvendte sig til mig, og det var endnu mere sjældent, at jeg selv tog kontakt til dem. Det var sådan, jeg foretrak det.

   Det ændrede sig også, da vi begyndte at komme sammen. Jeg blev kastet ind i det gymnasiespil, jeg aldrig var blevet en del af. Jeg er stadig inde i det, selv nu, hvor vi ikke længere er sammen.
Den aften til gymnasiefesten snakkede vi. Du fortalte om, hvordan du skulle på business school, så du kunne overtage din fars firma en dag, og i et dumt øjeblik nævnte jeg for dig, at jeg gerne ville spille musik.
”Hva’ spiller du?” spurgte du. Dit smil blev større, da jeg fortalte, at jeg var trommeslager. ”Er du ikke lidt for lille til det?” fortsatte du. Det gik op for mig der, at hvis jeg ville have dig (og det ville jeg), måtte jeg kæmpe tilbage. Kæmpe imod dig.

Så jeg forsvarede min ære og alle andre kvindelige trommeslageres. Jeg forklarede dig om ligestilling og mandschauvinisme, og jeg ved ikke, om du alligevel var så godt opdraget, at du ikke ville bede mig om at klappe i.

  Jeg lod dig kysse mig, og det var præcis, som jeg havde forestillet mig, det ville være sammen med dig. Dybt, inderligt og sultent. Men jeg stoppede din hånd, da den gled op under min kjoles søm.

     Og så tog jeg hjem. Sagde, at du kunne ringe til mig den næste dag. Du var ikke glad for min pludselige forsvinding, du kaldte mig vist nok en fandens Askepot og kyssede mig igen, før jeg steg ind i min fars mørke bil.

Jeg sov næsten ikke den nat. Da billederne fra festen kom op, kiggede jeg alle samtlige hundrede igennem for at se, om du var med på nogle af dem. Du havde for vane at kysse med samtlige piger og lade dig blive fotograferet sammen med dem; jeg tror, dig og dine venner havde gang i en form for væddemål.

Du var ikke med på et af billederne.

   Du skrev næste dag. Jeg ventede et passende tidsrum med at svare. Jeg fandt ud af, at du var lige så god at skrive som at tale med. Hele tiden hviskede en stemme bagerst i mit hoved, at du sikkert bare spillede skuespil, men en anden del af mig tog over. Hende, der gengældte din flirten. Hende, der sendte selfies til dig. Hende, der lyttede til dig.

Jeg tror virkelig, du havde brug for en at tale med. Om din far og nye stedmor og om din mor, der lå indlagt på psyk.

    Det var så meget nemmere at forstå dig, da jeg fik det af vide. Men det var selvfølgelig ikke en undskyldning for at være et svin.

Vi begyndte at ses. Næsten aldrig i skolen, men efter den. Og der gik ikke længe, før du fortalte folk om os. Jeg havde ikke andre end mine forældre at fortælle det til, og jeg ville gerne holde dig for mig selv, så længe jeg kunne. Heldigvis var din far og stedmonstret næsten aldrig hjemme, så vi kunne altid være hos dig.

   Du var som magi. Snart flød du igennem mine årer og fik også mig til at føle mig bedre. Som en hel person. Det er et åndssvagt begreb at bruge, men det var sandt. Med dig var jeg ikke små, ufærdige stykker. Jeg var ét stykke. Dit stykke.

      Jeg savner dig stadig. Jeg kan stadig dufte dig på min hovedpude, men jeg er ikke sikker på, om det også bare er fatamorgana. Det er det måske. Du går ikke på skolen længere, du er væk, lige begyndt på business school, og du har en ny kæreste.

I har ikke været så længe sammen som vi var. Hun er langt smukkere end mig. Og blond. Alle dine kærester udover mig har været blondiner.

   Jeg fortryder dig ikke. Jeg fortryder bare, at jeg brugte så meget fandens tid på dig. Jeg fortryder min naivitet. Jeg fortryder mine tårer og blodige håndled, jeg fortryder min mission. Min selvmordsmission.

Jeg kunne ikke redde dig. Man kan ikke redde en, der ikke ønsker at blive reddet. Jeg kunne forsøge at trække dig op, og forsøgte gjorde jeg virkelig, men jeg endte med at fejle. Jeg havde dig i nogle måneder, fantastiske måneder, men så faldt du igen.
      Du faldt dybt og langt, og jeg tror ikke, du kan nås af nogen længere. Måske er det også meget bedre. Folk kommer over dig, jeg er allerede godt på vej, men du kan ikke flygte fra dig selv. Du kan ikke komme over dig selv. Du er fanget med dig selv for evigt.

  Du opdagede mine håndled den aften, vi skulle have sex for første gang. Du var ikke jomfru, men du havde ikke noget imod, at jeg var. Du ville gerne være min første, og jeg ville gerne gøre dig glad.

”Hvad er det?” spurgte du dumt. Dine fingre gled hen over de hævede ar. Du kiggede op på mig, stadig med dine fingre lukket om mit håndled. Det gjorde ondt. Når folk plejer at opdage sådan noget, ser de som regel medlidende ud. Triste. Men du var bare nysgerrig. Jeg tror ikke, der var nogen i din vennekreds, der havde skadet sig selv før.

Du slog op med mig en uge efter. Sagde, at jeg var for ung og for svær. Jeg tror, det var fordi, jeg ringede til dig og bad dig om at komme hjem til mig en nat, hvor alt var svært. Hvor selv at trække vejret var svært. Du kom heller ikke, for øvrigt, men det var måske også det bedste. I hvert fald for dig. Du ville nødigt gå fra din fest.

    Jeg fortryder, at jeg lukkede dig ind i mit hoved. For du er svær at skubbe ud af mig igen. Du er der stadig, stykker af dig, som tager stykker af mig med dig. Jeg er ikke hel længere, jeg er igen blevet smadret til ukendelighed.

Nogle gange tror jeg, at du står lige foran mig. Men så blinker jeg. Det var bare et fatamorgana, fortæller jeg mig selv. Og det er også det bedste for mig, fortsætter jeg bagefter. Jeg siger det igen og igen, som et mantra inde i mit hoved.

En dag kommer jeg nok også til at tro på det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...