EVENTYRET OM DE TRE GÅDER

Jeg prøvede, at deltage i en novellekonkurrence på Odense bibliotek, men det gik ikke. Nu lægger jeg den nu så den kan være til glæde for jer.

1Likes
0Kommentarer
106Visninger
AA

1. Eventyret om de tre gåder

Ilden knitrede i pejsen og gav skyggerne liv. En ældre mand, der var så rynket i ansigtet som et æble, sad i lænestolen og bladrede i en tyk rødbindet bog med gyldne bogstaver på forsiden.
Foran ham, siddende på gulvtæppet foran pejsen, sad hans tre børnebørn og ventede i spænding på han skulle finde en historie, at fortælle.
Så stoppede han op med at bladre. ”Denne historie er anderledes,” sagde han til sine børnebørn. ”Den er ikke ligesom alle andre eventyr, I sikkert har hørt.”
”Men vi vil heller ikke høre en af de gamle,” sagde den ældste.
”Nuvel,” sagde den gamle mand. ”Så lad os da begynde.”

 

Der var engang en gammel konge. Han havde ingen egne børn, der kunne arve tronen efter ham, men han havde en bror, der kun havde to døtre. De var begge født af hver sin mor. Den ældste datters mor, som døde i barselssengen, havde været gift med prinsen som et del af et arrangeret ægteskab. Men den yngste datter var oprindelig født illegitimt, hvis mor havde været prinsens elskerinde. Da så elskerinden døde, tog prinsen sin uægte datter ind og overtalte kongen til at ophøje hende til prinsesse.

 

”Kan man godt det?” spurgte den yngste.
Bedstefaren fik et irriteret blik i øjnene over at blive afbrudt. ”I eventyret kan man,” svarede han så, og lod afbrydelsen gå for denne gang.

 

Prinsen gjorde nemlig stor forskel på sine to døtre. Den ældste behandlede han køligt, hvorimod den yngste blev herrens forkælet af ham, fordi hun var sin mors udtrykte billede.

 

”Ej, det var da fælt,” udbrød den mellemste af børnebørnene. ”Sådan er vores far ikke.”
Bedstefaren rømmede. ”Ikke afbryde,” sagde han en tone, der lød næsten strengt, inden han forsatte.

 

Kongen var meget bekymret for sin ældste niece, så han tog hende til sig og behandlede hende som sit eget barn. Han ville opdrage hende til at være hans efterfølger på tronen og blive en god og retfærdig leder af landet.
Da prinsessens far fik det at vide, blev han jaloux på sin ældste datter. Han havde nemlig taget det for givet, at han selv skulle arve sin brors krone og brød sig ikke om at blive springet over til fordel for den datter han holdt mindst af.
Der gik nogle år, så døde kongen pludselig uventet af en feberanfald.
Ministrene havde ikke regnet med kongens alt for tidlige død, og fordi den ældste prinsesse stadig var i gang med sine studier, besluttede de sig at udnævne prinsen til midlertidig prinseregent indtil prinsessen selv var parat til at tage over.

 

”Bedstefar, tror du ikke, at det er prinsen, der har dræbt sin bror?”
”Hvor skulle jeg vide det fra? Der står bare, at kongen døde af en feberanfald. Det kan sikkert bare være en almindelig sygdom.”
Den yngste svarede igen. ”Men jeg tror altså, at det var prinsen, der slog sin bror ihjel. Jeg så en krimi i tv, hvor morderen brugte en gift, der fik det til at se ud som om, at manden døde af en sygdom.”
Bedstefaren sukkede. ”Og jeres forældre lader jer se den slags i fjernsynet? Vær nu stille og lad mig læse videre.”

 

Men prinsen havde ikke i sinde at give afkald på kronen, nu hvor han havde den mellem sine hænder. Dog så vidste han at han ikke bare kunne lave om på det, da han jo var bundet af ministrene indtil enten den ældste prinsesse tog over eller ministrene ville ikke have andet valg end lade ham blive konge.
Han regnede hurtigt ud, at hvis han skulle få tingene som han ville have det, måtte hans ældste datter ryddes af vejen på en eller anden måde.

 

”Sikke en ond far,” sagde den yngste. ”Han burde smides i fængsel.”
De to andre nikkede i enighed, og bedstefaren, skønt han ikke sagde noget, gav også sit barnebarn ret.

 

Den ældste prinsesse sørgede dybt over sin afdøde onkel, men passede sine studier, fordi hun ønskede at leve op til hans forventninger. Hun boede på et slot langt ude på landet, hvor hun havde fred til sine gøremål. Men det sted grænsede sig op til nabolandet, som ingen havde turde vove ind i årevis. Grunden var at det var forhekset. Alle i nabolandet var blevet forvandlet til sten. Kongen dér havde dog lov til at blive et levende menneske efter solnedgang og frem til solopgang, men hvis fremmede mødte ham kunne de risikere at selv blive til sten.

 

”Til sten?”

 

Da prinsen fik den historie at høre, lagde han en diabolsk plan. Han sendte sin ældste datter en besked om hendes yngre halvsøster var stukket af til nabolandet. Og beskeden havde fået den ønskede virkning. Den ældste prinsesse smed hvad hun havde i hænderne og skyndte sig afsted over grænsen for at hente hende hjem.

 

Den ældste udbrød: ”Hvad? Hvorfor det? Jeg troede ikke, at de kunne lide hinanden.”
Bedstefaren rullede med øjnene. ”Selvom prinsen forkælede sin yngste datter, så er det muligt, at søstrene holdt af hinanden.”
Den ældste så ud som om det bedstefaren sagde ikke gav mening.

 

Men så snart hun havde nået over grænsen, gik hun videre til solen gik ned og hun nåede frem til en forladt have. Den var omgivet af stenstatuer. Hver og en af dem havde enten chokerede eller ulykkelige udtryk i ansigtet. Selv dyrene var blevet til sten og lignede næsten kunstværker hugget ud af en mester.

 

Bedstefaren holdt inde og kiggede på sine unge lyttere, der var blevet alarmerende tavse. De sad og så ret blege ud.
”Fryser I?” spurgte han spøgende.
Først var de bragt ud af fatning af spørgsmålet, men så rystede de alle på hovedet i takt.
Bedstefaren smilede skævt og læste op igen.

 

Prinsessen var ret bange af det hun så. Hun fik gåsehud af det. Hun regnede hurtigt ud af hendes yngre søster ikke var der. Dog så før hun kunne overveje at forlade haven, trådte en mand klædt i sort frem og greb hende i armen.

 

”AH,” skreg børnene.
Bedstefaren sukkede. ”Skal vi holde en pause?” spurgte han. Han var ligeved at lukke bogen i.
”Nej,” var svaret.
Bedstefaren lukkede bogen op igen. ”Nuvel, men så skal I være stille.”

 

Det var den forheksede konge. Han bar en krone på hovedet, der prydet med smaragder og rubiner.
”Nu er du fanget,” sagde den forheksede konge. ”Men jeg vil ikke gøre dig noget.”
Han ledte hende hen til en pavillon, hvor han lod hende tage plads i en stol, mens han satte sig overfor hende.
”Jeg vil stille dig en gåde hver nat i tre døgn, og hvis du kan svare rigtig vinder du en speciel gave.”
”Og hvis jeg ikke kan svare på dem?” spurgte prinsessen.
”Så bliver du til sten, indtil der kommer én, der kan svare på mine gåder.”
Prinsessen havde ikke lyst til at gøre hvad han sagde, men hun havde på fornemmelse, at hun ikke havde noget valg.
Kongen stillede hende den første gåde.
”En mand havde tre sønner. Den ældste var illegitim, den mellemste legitim og den yngste var illegitim. To af de tre var helbrødre, men den ældste og den yngste har ikke samme mor. Hvordan kan det være?”

 

”Det har jeg ingen ide om,” sagde den ældste.
Den mellemste gav sin sidekammerat et puf i ribbene med albue. ”Vær stille. Nu bliver det spændende.”

 

Prinsessen tænkte over svaret i nogen tid og sagde så: ”Moren til ældste blev senere gift med faren og blev mor til den mellemste.”

 

”Er det det? Det var da en dum gåde,” sagde den ældste.
Bedstefaren rømmede i en meget advarende tone. Hvorfor lærte børn ikke at være stille, når der bliver læst op?

 

Den forheksede konge sagde ikke noget med det samme, men så nikkede han. ”Det er rigtigt. Din gave i aften er, at du ikke bliver til sten, hvis du kan svare på gåden i morgen nat, så får du en gave mere.”
Så fortalte han hende, at hun skulle møde ham igen i pavillonen igen næste nat. Derpå forlod han prinsessen, så hun kunne lægge sig til at sove.
Da hun vågnede igen den følgende morgen opdagede hun til sin store overraskelse, at alle de forstenede dyr var blevet levende igen. Fuglene fløj rundt og sang så smuk som bød de solopgangen velkommen.

 

”Er det rigtigt?” Den yngste fik et bevæget blik i øjnene.

 

Hund og kat legede tagfat med hinanden i glæde over at kunne bevæge sig igen. Egernene klatrede i træer og buske af hjertens lyst. Prinsessen brød i en glædes latter over at se så meget liv i haven. Hun glemte næsten sin angst for at blive til sten den følgende nat.
Da mørket faldt på mødtes hun med kongen i pavillonen. Nu stillede han hende den næste gåde.
”Jeg kan kun fortælle dig, hvad andre vil have jeg skal fortælle dig. Du kan altid komme til mig, men mine svar er det samme uanset hvor mange år ældre jeg bliver, medmindre nogen beslutter sig for ændre mig. Hvem er jeg?”
”En bog,” svarede prinsessen.
Igen var den forheksede konge tavs. Så nikkede han. ”Du er nu fri til at forlade landet,” sagde han. ”Du behøver ikke komme tilbage i morgen nat for at løse den sidste gåde, hvis det er det du ønsker.” Hans tonefald lød meget trist.
Men prinsessen ville ikke bakke ud.

 

”Hvad?” spurgte den ældste af børnebørnene. ”Hvorfor ikke? Nu kunne hun slippe væk.”
”Vås,” svarede den mellemste. ”Heltinder i eventyr stikker ikke af fra deres opgaver. Nu er du da dum.”

 

Det forbød hendes moralske side hende i. For som hendes onkel selv havde sagt til hende engang, så skulle en dronning, især ikke en fremtidig en, ikke opgive en kamp, hun var nået langt i.
”Vi ses i morgen nat,” lovede hun.
Den næste morgen opdagede prinsessen at nu var stenstatuerne blevet til mennesker igen. De besøge hende alle og takkede hende inderligt for at have befriet dem, og bad hende samtidig også om at befri deres konge for at forbandelsen en gang for alle kunne brudt.
Så kom den tredje og sidste nat. Og kongen stillede hende igen en gåde.
”Hvad det en kvinder gør hver måned, men ikke når hun er gravid, en mand gør, hvis han er såret i kamp, men kan stoppes hvis han får hjælp?”
Hun tænkte længe over det, men faldt svaret over hende et lyn fra en klar himmel.
”De bløder.”

 

”Bløder?” gentog den yngste. ”Bløder kvinder hver måned, hvis de ikke er gravide? Er det ikke farligt?”
”Ups,” sagde bedstefaren og blev rød i hovedet. ”Måske har jeg valgt et forkert eventyr at læse op for jer. Æhm… I vil forstå det, når I bliver store. Vær nu stille, gider I?”
Inderst inde, forbandede han sig over ikke at have læst eventyret i forvejen før han valgte at læse det op for sine børnebørn.

 

Så brød kongen ud i smil, der virkede ligeså strålende som solen selv. ”Det er rigtigt. Din gave er, at du kan få min krone, hvis du vil have den. Du har befriet mig, mine undersåtter og hele landet fra en forbandelse, så du har virkelig fortjent den.”
Men prinsessen afslog kronen. Hun forklarede, at hun var arving til et andet kongerige, som hun måtte komme hjem, så den taknemlige konge tilbød at eskortere hende hjem personligt.

 

”Det var da pænt af ham,” sagde den mellemste.
”Vrøvl,” sagde den ældste. ”Det var han forpligtet til. Jeg syntes nu at hun skulle have taget kronen.”
”Vær nu stille,” forlangte bedstefaren. ”Eventyret slutter snart, så hold jer i skinet.”

 

Prinsessens far var heldigvis endnu ikke blevet udnævnt til konge i hans ældste datters fravær, så ministrene havde ingen problemer med at sende ham væk. Med opbakning af kongen fra nabolandet, blev prinsessen udnævnt til landets dronning tidligere end planlagt. Nogle år senere accepterede hun et frieri fra nabokongen, hun havde befriet, og deres to lande sluttede sig sammen ved dette ægteskab.
Hvad den yngre halvsøster angik, selvom hun var forkælet, så var hun ikke begejstret for at hendes far havde prøvet at rydde søsteren af vejen. Hun blev selv gift med en nobelmand, der arbejde for hendes svoger i nabolandet.
Så de levede lykkeligt til deres dages ende.

Idet bedstefaren havde læst den sidste linje op, lukkede han blidt bogen i.
”Og det var så det eventyr,” sagde han. ”Hvad syntes I om det?”
”Jeg kunne lide det?” svarede den mellemste og nikkede ivrigt for at understrenge sin pointen.
”Den var lidt mærkelig, bedstefar, men ellers spændende,” sagde den ældste.
”Jeg kunne også lide det, men hvad var nu det med at kvinder bløder, når de ikke var gravide?” spurgte den yngste.
Bedstefaren sukkede. Det ville kræve en del af ham, at få snakket sig ud af det. Han ville ikke være den, der skulle forklare børnene om de voksnes verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...